Jeg ved ikke noget bedre, end når nogen, jeg engang har holdt foredrag for, ringer og siger, at de meget gerne vil booke mig igen! Det skete for mig i dag, da en brancheforening i Jylland ringede og spurgte, om jeg ville komme igen. Ja tak meget gerne! Nu er aftalen på plads og jeg skal tale om det, jeg elsker allermest: Mit arbejde, mit fag, det, jeg er uddannet til, det, jeg har beskæftiget mig med hele mit arbejdsliv. Hensigtsmæssig kommunikation. Eller som det nu står i programmet:
“Signe Wenneberg er retoriker og kommunikationsrådgiver med speciale i strategisk brug af sociale medier. Hun er også tidligere bureauchef og har en kommerciel tilgang til virksomheders digitale tilstedeværelser og den PR, de kan høste der. I dagens oplæg anlægger Signe Wenneberg en kritisk vinkel på de sociale medier, der nu er blevet hvermandseje. Hvad virker og hvad virker ikke? (Forsøg endelig ikke at sælge noget på tæppehandlermåden via de sociale medier). Hvilke fora er gode til hvilke ærinder? (Pinterest er fantastisk til alle der laver oplæg). Hvilken strategi bør man lægge for hvor og hvordan man er præsent? (Man kan ikke være overalt, men man kan godt bruge fem minutter hver dag på sin profil). Hvad er mest rentabelt? Hvad er mest kommunikativt hensigtsmæssigt? Hvad fordrer denne retoriske situation af moderne virksomheder og af ansatte? Eller af uddannelsesinstitutioner og studerende? Signe Wenneberg viser gode og dårlige eksempler og laver en SWOT på tidens medieforbrug. Og vi får et view over alt fra Pinterest og Facebook og går derfra godt rustede til at træffe beslutninger vedrørende strategisk brug af sociale medier”.
Hvis du vil have et lignende foredrag, så skriv.Og hvis du er fra kommunikationsbranchen, så kan du allerede høre mig tale om Pinterest til K-forums kursus den 7.juni. Det foregår i København. Læs også min artikel om Pinterest her.
Og hvis du interesserer dig for denne debat, så kan jeg virkelig anbefale Timme Bisgaard Munks nye artikel på K-forum.