Her er på opfordring online-version af min klumme fra Ugebladet Søndag.
Mit nærmeste supermarked – nede for enden af min vej – er et discount-supermarked. Her kommer jeg tit i en fart og køber økomælk, citroner og
Det er som om, vi har mistet grebet om, hvad der er vigtigt. Mad er vigtigt, for vi bliver hvad vi spiser.
Vi har pludselig mistet det, vores formødre, der holdt hus og havde holdninger til deres husholdning, lærte fra sig. Vi har glemt, at buræg er billige, fordi de kommer fra levende dyr, der bliver holdt indespærrede i små mørke bure under kummerlige forhold – på hvad der svarer til et stykke A4-papir – før de aflives. Vi har glemt alt det, der gennem generationer, er indsamlet af viden om mad. Om ”lidt men godt”. Om at spise varieret og strække et madbudget. Det gør mig meget bekymret, når jeg står der og kigger i indkøbskurve, for jeg ved ikke, hvordan vi skal overleve, uden vores formødres viden om det, at… overleve.
Jeg er sådan en, der taler om mad, elsker mad, laver mad, spiser mad, serverer mad, sylter, koger, steger, bager, tænker på mad, eksperimenter med mad, laver mad ud af rester, dyrker mad og nogle gange overvejer, om mad er min måde at vise kærlighed på. For dem jeg elsker, får det at føle med mad. Hvis vi talte engelsk, ville jeg hedde en ”foodie”… et meget bedre ord, end det danske madøre, der lyder så griseøre-agtigt.
Jeg er en ”foodie”. Men jeg er fandendgalemig ikke ude i et elitært projekt, sådan som nogen gerne vil skyde mig og andre mad-mennesker i skoene. Jeg elsker mad og jorden, den kommer fra. Jeg er vokset op på landet. Længere væk end syvogtyvende kartoffelrække. Som barn havde jeg pligter i køkkenhaven, holdt høns, hentede mælk på nabogården, bagte havregrynskager og gik til 4H for at lære at lave mad, mens mine københavnerveninder fortæller, at de gik til moderne dans.
Senere ville jeg være kok. Og arbejdede da også en del år i restaurationsbranchen. Og endnu flere holdninger til mad fik jeg, da mit lille barn fik diabetes type 1. Ad den vej fik jeg oplevet det danske sygehusvæsen indefra. Og set, hvad det gør ved det og ved os, at vores sundhedsvæsen bogstaveligt talt er blevet lagt ned af livsstilssygdomme. Over 80 procent af alle udgifter i vores sundhedssystem går til livsstilssygdomme, hvor mange af dem kunne have været undgået med en sundere livsstil. Nu og fremover vil det være et kæmpestort problem, at folk bliver så kæmpestore, at de ikke kan ligge i hospitalssengene, sidde på toiletterne og gå på deres kæmpestore ben. De store mennesker kommer ikke til at få gode liv, fordi deres livsstil har ødelagt den mulighed. De kommer ikke til at bidrage til fællesskabet. Det kommer til at være invalide og pasningskrævende. Mange børn, kommer ikke til at overleve deres forældre – fordi de spiser sig ihjel. Allerede nu er der danske børn, som er så fejlernærede, at de får konstateret den livsstilsbetingede gammelmandssukkersyge (diabetes type 2). Det her burde få alle alarmklokker til at ringe.
Derfor: Hvis jeg var statsminister, fødevareminister eller sundhedsminister, så ville jeg straks bede om taletid i tv og radio og holde en tale til nationen: ”Houston! Vi har et problem!”. Vi er ved at æde os selv ihjel. Det er ret beset ret alvorligt. Jeg ville indføre suppekøkkener. Og køkkenhave- og husholdningsprogrammer på nationalt tv (public service-undervisning) og sms-tjenester med gode mad-råd. Jeg ville indføre daglig idræt i skolerne og husholdningstimer på alle klassetrin (for børn fra 6 år til 19 år). Inklusiv budgetlægning, køkkenhavepasning og brug af rester (vi smider 40 procent af al mad ud – helt ubrugt, hvilket ikke bare er en hån mod verdens sultende, men også mod Moder Natur, der har skabt maden til os).
Det velfærdssamfund, som vores stolte bedsteforældre har skabt til os i deres ansigts sved og på en diæt af vand og grød, det er vi ved at ødelægge i bjerge af stivelse, fedt, sukker, alkohol, røg, sodavand, kanelsnegle, skumfiduser og fastfood…. Foruden – kan jeg se i indkøbskurvene i mit discountsupermarked – frosmad og noget dåse- og pulvermad til børn, som er ældre end børnene selv. Plus ustyrlige mængder af super-forarbejdet fabriks-mad i papæsker, som har en kilopris, der er højere end de fleste gode råvarer. Men folk ved det ikke. Fordi de ikke har fået den viden med sig noget sted fra.
Hvem slår spegepølsen i bordet og får mad, motion og husholdning på skemaerne? Gerne nu.
