Hermed på opfordring denne uges klumme fra ugebladet Søndag online… 
”Jeg elsker Marianne Jelved!”. Hørte jeg mig selv sige. “Endelig kommer der en 69-årig kvinde ind på scenen og viser de unge, hvordan det skal gøres. Jeg vil også virkelig gerne have Mogens Lykketoft tilbage. Og Ritt Bjerregaard. Og Poul Nyrup. Og Jytte Hilden. Hilden er lige blevet 70 år, det er jo ingen alder, hun har masser at byde på… Alle fra det gamle band, burde samles igen”… Sagde jeg, og jublede lidt ved tanken.
”Okay”, sagde min gamle venstreorienterede kollega, som er blevet borgerlig på sine gamle dage og som beskylder mig for at være konservativ. Hvad han denne dag havde ret i. For jeg fortsatte: ”Der burde være en aldersgrænse i Folketinget. Man skal tilbage til de tider, hvor man skulle være fyldt 30 år for at bestemme noget. Indtil da kunne man bare bruge tiden på at blive vis. Og i øvrigt”… sagde jeg og blev helt begejstret ved tanken: ”Så skal man også helst have prøvet, at gå ned med en fiskefabrik eller frisørforretning i en finanskrise. Eller noget andet, der har givet lidt knubs. Man burde faktisk også have prøvet at være arbejdsløs. Eller arbejdsgiver. Gerne begge dele for at skabe noget perspektiv, ingen af delene er jo lette…”. Forsatte jeg. ”Og så skal man for resten også have taget filosofikum. Ja, det kan man godt nok ikke mere, men alligevel. Så må man læse noget litteratur, noget filosofi, noget historie – og i hvert fald alle store politikeres biografier og alle de store taler gennem tiden…
Man skal vide noget. Det er det, jeg mener. Man skal bruge det til at finde ud af, hvad det er, man ikke ved, at man ikke ved”. Sagde jeg, og min kollega lyttede tålmodigt og grinede lidt i det skæg, han har anlagt fordi han synes, det er pænt med sådan noget gråsprængt look. ”Det nytter ikke noget, at de, der bestemmer, ikke har erkendt deres ikke-viden! Og jeg mener også – og måske frem for alt – at man skal have haft en hel masse skod-jobs og have fået alle mulige forskellige erfaringer ude fra livet, hvis man vil være med til at bestemme”.
”Skod-jobs?”. Sagde min kollega og smilede mildt i vintersolen. Vi var ude at gå tur. Man taler og tænker så godt, når man går. Nogle gange kommer alle mulige ideer farende. Andre gange, får man formuleret, hvad man har været irriteret over længe, uden rigtig at kunne formulere det, før benene går derudaf. Det sker igen og igen for mig. Især i øjeblikket, hvor jeg går meget lange ture hele tiden i håbet om, at de kilo, jeg har taget på, siden jeg blev 40 år, vil rasle af, mens jeg går.
”Ja, skodjobs, sådan nogle som både du og jeg har haft masser af!”. Fortsatte jeg, da min skrive-kollega gennem snart tyve år spurgte: ”Der sidder folk i folketinget, og laver love, som handler om folks arbejdsliv, men de har aldrig nogensinde haft et arbejdsliv udenfor Christiansborg. Nogle af dem har haft meget, meget begrænsede erhvervserfaringer. Næsten ingen har prøvet at skabe arbejdspladser i virkeligheden. Der er næsten heller ingen selvstændige derinde… Og jeg tror ikke på, at man kan være politiker – og i grunden heller ikke journalist – hvis man ikke har prøvet at være derude, hvor folk er, hvis man ikke har gjort sig erfaringer på egen krop. Hvis man ikke både har haft skodjobs, hvor man har tørret lort og hvor man har lavet spandevis af kaffe og haft umulige mødetider og en underbetalt løn. Hvis man ikke har prøvet noget, så falder man let i den med at dele folk op i tabere og vindere, ofre og skurke. Man tror, at dem, der skaber arbejdspladser, er onde, hvis man er venstreorienteret og at dem, der er arbejdsløse, er dovne, hvis man er borgerlig. Man aner ikke noget om noget, hvis man ikke har prøvet at være ude i virkeligheden selv!”.
Min kollega skuttede sig i de fem graders frost, satte sig på en bænk og gav sig til at drage paralleller til Brødrene Mann’s forfatterskab. Hvilket bare understregede min pointe. Der er meget godt at sige om ungdom, men erfaringer, dem får man med alderen. Med erfaringer følger indsigt. Man kan gå direkte fra folkeskole til folketing (med en blød mellemlanding i noget mellemlang eller lang uddannelse), men det giver ikke det, som mine venner i Afrika kalder ”life skills”. Vi er til fals for ungdom i Danmark. Vi falder på halen over dukse, der går den direkte vej – ja, vi opfordrer ligefrem de unge til at ”komme hurtigt gennem studierne” og ind på arbejdsmarkedet (og ind i ministerierne, lader det også til). Jeg synes, vi skulle gøre noget andet. Jeg synes, det er meget mere forbilledligt, at være vis. At være et menneske med visdom og evnen til at reflektere og sætte sager i sammenhæng. Ligesom nu Marianne Jelved.
