Sommerhuset som klumme i Søndag

På opfordring bringer jeg her digital udgave af min seneste klumme fra ugebladet Søndag. Den handler  – ikke overraskende for

faste læsere af bloggen – om sommerhusplanerne.

På naturens vegne

Man skal passe på, hvor man går hen, når man træder af på naturens vegne. Der er stærke kræfter på spil derude. Man kan ende med at komme til at købe verdens grimmeste – men også lidt magiske sommerhus. Rækkefølgen var nogenlunde således: En middag på en mark ved et langt bord. En sol der skinnede over kornmarkerne. En masse dejlig vin. Valget mellem et muldtoilet og en hæk ved et tilgroet dødsbo. En søvnløs nat nogle uger senere. Og bingo: Jeg var sommerhusejer.

Det var faktisk planen, at jeg på et eller andet tidspunkt ville finde en grund i naturen og bygge noget bæredygtigt, en lade i træ, et rart sted at tage op året rundt. Jeg har haft sommerhus før, jeg ved, hvad jeg går ind til. Og jeg ved, hvad det vil sige at bygge. Jeg kender også området og er kommet der altid. Jeg havde tænkt, at jeg hellere måtte komme ud at se på noget. Men jeg nåede aldrig den mindste lille fremvisning. Før jeg en nat, jeg ikke kunne sove, kom i tanke om middagen ved det lange bord og stod op og afgav et bud på den tilgroede hæk, som lå med den fineste udsigt over Rabarbergårdens marker.

Hvad vil du med et sommerhus? Har du ikke nok? Spørger folk. Jo da. I den grad. Og jeg er meget glad for at være en mor til

teenagere. Det er enormt sjovt, at have drenge, der er højere end en selv og som lugter af bjørn og som vækker en om natten med begavede spørgsmål (indsæt ironi her). Det er også skægt at bo i spytklatafstand til både skole og gymnasium. Men det betyder, at her aldrig er fred til at tænke to sammenhængende tanker, som det er en god ide at kunne, hvis man arbejder hjemme og gerne vil lave noget.

Herhjemme er der stort set altid bunker af gummissko i gangen og masser af cykler i indkørslen. Det er en rigdom, som jeg kommer til at savne engang. Det ved jeg godt.. Her er horder af unge mennesker, som er i færd med at foretage sig et eller andet larmende, hvis de da ikke tømmer køleskabet, spiller bordfodbold eller tænder et bål.

Så jeg fik den tanke, at det måske kunne være rart, at have ”a room of ones own” (Eget Værelse), som Virginia Wolff mente, at
alle kvinder har brug for. Jeg tænker et sted med en pasningsfri have (det planlægger jeg, tro det eller lad være) og et hus, der er ganske lille og nemt. Et sted, hvor man kan tage op, sætte vand over, fyre op i brændeovnen, glo ud over markerne og tænke en tanke til ende.

Nu har jeg så købt. Og jeg ved faktisk ikke, hvad det er, jeg har rodet mig ud i. Jeg havde set stedet i lige så lang tid, som det tager at træde af på naturens vegne, da jeg gav et bud på det. Jeg havde nok aldrig troet, at jeg ville blive ringet op dagen efter, og bedt om at underskrive en slutseddel. Men det virkede som en god ide lige der, så jeg så ikke nogen grund til at lade være. Så skrev jeg under. Kørte op drak en kop te på grunden med drengene, der straks var fyr og flamme.

Helt solgt blev jeg, da jeg opdagede, at der er dyr deroppe. Hjorte, heste og får. Overlevende husdyr – i form af en neonrød guldfisk, som har levet af insekter i et helt år i sit plumrede badekar, der var gravet ned i haven. Og en hund, der af flinke naboer var blevet bragt ned til dyrlægen for at blive aflivet efter den tidligere ejers død. Men dyrlægefamilien beholdt ham. Og så fandt jeg katten. En sød stribet kat, som mener, at den bor på grunden. Det er da magisk. Og den slags magi skal man ikke sidde overhørig. Man skal passe på, hvor tilfældet leder en hen, når man træder af på naturens vegne. Naturen er forunderlig. Der er stærke kræfter på spil.

PS. Billedet øverst er fra da vi fik klippet hækken forleden. Udsigt over marker!