MALAYSIA – for et par uger siden var vi i Malaysia. Jeg prøvede noget nyt denne gang: Jeg live-bloggede via
Instagram – og derfor kan du se rigtig mange billeder inde på min side under tagget #malaysia. Jeg sendte også fire opdateringer hjem derudefra via Facebook. Jeg plejer at skrive #rejsebreve via min blog. De sociale medier har revolutioneret den måde man kan sende live telegrammer på ude fra verden. H.C.Andersen og Georg Brandes ville have elsket det og det gør jeg også. Men nu er der nogen, der har spurgt mig, om jeg alligevel ikke lige kan samle hvad jeg skrev… her i et blogindlæg – med links nederst til hvor jeg købte rejsen. Jeg vil nemlig gerne anbefale Malaysia på det varmeste. Vi har muligvis været på vores bedste rejse nogensinde. Maden var fantastisk. Service i top. Søde folk. Og når man kigger på Instagram og ser alle de mange, mange mennesker, der sender billeder fra Thailand kan man ikke lade være med at tænke: Prøv dog noget andet. Tag til Malaysia.
#1
Ham Dr.Woo havde fat i noget inde i baglokalet i China Town i Kuala Lumpur i går, da han stak en masse nåle i
mig på en briks bag et pink satingardin med en helt ny metode, betroede han mig, mens jeg var ved at dø af grin, fordi den asiatiske dame ved siden af os bøvsede med utrolig meget lyd på… “See, it works, Miss Wenneberg” sagde Dr.Woo og fortsatte med at sætte nåle i min skeptiske krop. Mod søvnløshed. Vi havde ædt os gennem byens gadekøkkener og spist frugter vi aldrig har hørt om, nudelretter, supper, grøntsager, stærke saucer og vi havde været til kinesisk te-seance hos den malaysiske udgave af Ole Henriksen, der kunne glatte rynker ud med jasminte, hvilket jeg for min del synes er utrolig smart. Vi købte noget og tog hen til hotellet, hvor jeg, der aldrig sover om dagen, gik ud som et lys. Og drømte om de der mænd i Morten Sabroes bog. Og vågnede og spiste. Og faldt i søvn igen (og skulle ellers have været på cocktailbar! Skybar!). Og sov i 10 timer. Vågnede fortumlet og for sent bag mørklægningsgardiner og glemte halvdelen af værelset inde i køleskabet. Havde forsøgt at overtale drenge til autentisk transport på 3.klasse i de smukke gamle toge, der er her, i denne fine gamle engelske kronkoloni, men luksusdyrene ville hellere benytte sig af den limousineservice hotellet venligt stillede til rådighed.
Således ankom vi stadsmæssigt efter fire timers kørsel gennem grønne, grønne plantager og palmer til
færgehavn oppe nord-vest i den malaysiske regnskov – og næsten samtidig kom et en masse biler med sirener på taget fyldt med myndige mænd med sorte tophatte. Og så kom kongen i hvid jaguar. Eller det vil sige, han er en af alle disse malaysiske staters konger (det går på turnus herude, det der med at have kongemagten) – han var på tur med familien og skulle over på vores hotel. Det var meget fint og royalt alt sammen og ikke kedeligt at sejle på turkisblåt hav i 30 grader i januar. Og da vi kom skinnede solen. Men nu regner det igen, for det er jo trods alt regnskoven. Vi er på en lille bitte ø (Pangkor Laut) med et lille hotel i en to millioner gammel regnskov og en masse utrolig lækker mad og ret mange dyr, der siger lyde. Nu er det snart nat og alt er godt herude… og jeg er træt igen og ved at skvatte ned af stolen. Måske takket være Dr.Woo?
#2
I går var jeg nøgen med fire forskellige nationaliteter i fem forskellige slags bade før frokost. Alt er godt herude i
regnskoven. Gik de ca 30 minutters gang langs vandet – hvor jeg så en abe med en lang snurret hale og to store varaner – ned til det lokale badehus, som måske er verdens bedste spa, her blev jeg proppet i fodbad med blomster, så kom der en og tog alt tøjet af mig og kørte sådan en sarong rund og rundt… og så kom jeg i japansk bad, malaysisk bad og noget skrubbe-bad og først havde jeg været i havbad. Der var nogle nøgne australiere, der talte virkelig godt om Kronprinsesse Mary. Så fik jeg noget helt utrolig god massage af en smuk balinesisk kvinde og da jeg kom tilbage måtte jeg forsøge at lære min ældste, at man ikke må bestille cocktails før efter kl.17 og drengene havde spillet tennis og da vi kom tilbage på værelset, havde den søde concierge fra hotellet i Kuala Lumpur sendt alle vores ting vi havde glemt på værelset og i køleskabet herop i en køleboks som nu stod på det her værelse (tak for vild service!). I dag har vi vandret i regnskoven og man tænker nok ikke lige over hvor utrolig fugtigt der er i regnskoven og hvor varmt der er og hvor tæt beplantningen er. Heldigvis kom vi til sidst frem til en sandstrand – Emerald Bay – der var utrolig flot og hvor der blev serveret virkelig fine fisk. Alt er godt.
#3
Der er flyttet et to meter langt og en meter bredt grøn-blåt fortidsuhyre ind under vores hus – den ligner en
krokodille, heldigvis er jeg “ikke en del af dens menu”, har jeg fået af vide, til gengæld har den spist telefonledningerne og har lagt sig ind i air-con-boksen og flået gitrene fra… Skraldespanden bliver tømt af aber, som sidder og piller alting fra hinanden med menneskeagtige hænder og kenderminer, de kommer inde fra junglen – som vi praktisk talt bor i. ALT smager godt her i regnskoven og i går fangede jeg en fisk. En lang sølvfarvet seabass, som jeg fik lov til at tilberede sammen med en kvindelig kok i hotellets testkøkken, som lærte mig tricks som at dampe fiskestykker i palmeblade (det kan altid få brug for i København i januar). Jeg tog båden over til en større ø – Pangkor – heldigvis med en mandlig kok med sort kampuniform på og sort tørklæde og uden ret mange tænder, som godt gad vise mig alle de bedste steder på den lille havn, hvor han skulle købe ind. Der var en lille biks, som lavede håndlavede nudler, nogle fiskehandlere, knejper, som serverede gude-mad overalt. Ingen turister. Pink taxaer. Grønne palmer. Turkis fiskerbåde. Gule net til ansjosfangst. De lokale fiskere kan vælge mellem indisk, malaysisk og kinesisk, når de kommer ind med bådene… Den aller aller bedste var den muslimsk indiske snask… Forresten har jeg tænkt over en anden ting, jeg skal huske at anbefale: Det er sjovt at rejse alene med
sine børn, det har jeg gjort siden de var 4 og 8 år (og jeg var ved at dø af skræk, nu ved jeg ikke hvorfor). Man får en helt anden rejse ud af det, end hvis man er to voksne, der hele tiden skal forholde sig til hinanden (eller småskændes eller lave fordelingspolitik)… Jeg har rejst mange steder med drengene og ofte har det været meget low-budget (undskyld for lus og lopper i Indien!) og denne gang var det længe siden sidst. Jeg havde næsten glemt, hvor sjovt vi har det, når vi rejser alene sammen. Bare det med kæmpe-gekkoen under huset har vi selvfølgelig været døde af grin over (da jeg var holdt op med at skrige selvfølgelig)… Tror ikke det bliver helt nemt at sove i nat (på trods af Dr.Woo) hvis den ligger derinde under sengen og skramler… Men godnat alligevel herfra!
#rejsebreve #travel #malaysia#4
Det er heldagsregn herude i regnskoven i dag… det kan man ikke rigtig bebrejde hverken regnskoven eller
regntiden og her er forfærdelig dejligt alligevel – 30 grader i luften og 30 grader i vandet og vi har været ude at sejle i en båd med et lille tag… Mr.Gekko under huset har det vist fint og har ikke spist nogen af os… Noget jeg har tænkt på: Ved I hvad jeg er kommet til at elske mest ved det her sted? I får tre muligheder: Maden, som virkelig er helt utrolig fantastisk? De hyggelige, multikulturelle og civiliserede (tak, ingen larm og ingen bikinier i middagsmaden) mennesker der er her – som nu det ultra-newyorker-agtige super-venlige homoseksuelle par iført ens Abercrombie-tøj og med krølhåret lille charmetrold-datter i lyserøde kjoler, som lærer at tale både tysk og engelsk selv om hun kun er 14 måneder? Eller er det roen og det faktum, at denne her ø på 300 hektar er offline – bortset fra den wifi, der kun er adgang til i læsesalen, som er en stor åben trækonstruktion med sandfarvede møbler, sofaer, lænestole og to store læsesenge, læseskabe i træ med alverdens efterladt litteratur (også dansk) og tre computere… Her serveres måske te eller en drink og der er folk, som læser bøger, spiller kort eller… er online og lige ordner det de nu skal (her er jeg nu). Resten af dagene og aftenerne og måltiderne og solnedgangene og tiden på værelserne forstyrres ikke af Internettet. Sådan har man valgt det her. Det betyder at vi spiser med fuld opmærksomhed på maden og hinanden og den smukke udsigt over bugten – der er helt bogstaveligt talt ingen Ipads og ingen smartphones på bordene.
I lufthavnene på vej herud og på det forrige hotel i Kuala Lumpur tog jeg mig selv i at tænke, at det er gået alt for vidt nu. Alle gik rundt på hotellet med deres telefon foran næsen for at lede efter næste wifi. Alle – ALLE – gloede på telefoner og Ipads til morgenmaden. Jeg så ikke mange, der
læste en avis eller en bog eller bare talte sammen. Det gør jeg her. Og før, da vi lå og spiste snacks (lækre lækre asiatiske sager) og drak drinks i sofaer med udsigt over bugten (den var inden 17.00 for min ældste teenagers vedkommende, men jeg forsøger stadig at lære ham international drikkekultur, som tidligere bartender er det vel det mindste man kan forlange) nå, men der kom en utrolig smuk spinkel mørkhåret polsk pige i blå kjole hen til os, humpende, fordi hun havde en motorcykelulykke inde på hovedøen i går, og sagde ordret: “Hvor er det skønt at se en familie, der læser papirbøger sammen ((vi læste alle tre, Skammerens Datter, En Kort Historie om Næsten Alt og Kvinden der Forsvandt)). Det ser man aldrig mere. Og faktisk får det her hotel mig til (fortsatte pigen) at tænke på hvor utrolig sørgeligt det er: At man aldrig ser nogen i Europa læse mere. Alle sidder bare der med deres telefoner og skærme…”. Jeg gav den smukke fuldkommen ret. Det er det bedste ved det her hotel. Det får en til at blive mindet om, at der var engang det ikke var så vigtigt at være online. Det vil vi tage med os hjem. Og måske indretter vi en læsesal… Engang.
Vi rejste med: http://www.nyhavn.dk/borneo-og-malaysia/malaysia/rejser/paradisoeen-pangkor-laut.
Vi fløj med KLM – sørg for at få en afgang ud af Europa om eftermiddagen/aftenen. Det samme når I skal hjem. Når man tager den lange tur om natten, er det ikke så slemt.
