Denne klumme blev bragt i Ugebladet Søndag i sidste uge. Jeg har fået mange breve fra læsere, der genkender noget. Og jeg har lovet, at lægge teksten online her på min blog. Værsgo!
– ”Jeg må lige mærke efter…”. Måske har du ligesom jeg studset over, at så mange i vores generation går rundt og siger, at de ”mærker efter”. Det er som om, at noget der engang var godt og nødvendigt for de få, nu er blevet til noget alle går rundt og siger. Det er også en herlig sætning. Den fritager os fra ansvar, fra at bidrage, fra at tage stilling, fra at deltage og være noget for andre.
Jeg-mærker-efter har inficeret sproget, samtalerne og selskaberne. Jeg er træt af det.
Jeg er bekymret for alle dem, der går rundt og mærker så meget efter. Bekymret, fordi de taler så meget om det og ligesom får alt aktivitet og skabertrang og fest og ballade til at stoppe med undskyldningen ”jeg må lige mærke efter”. Jeg tror, at det forhindrer os i at leve selve livet at føle alt for meget efter. Vi bliver lykkeligere som mennesker, af at mærke andre end netop os selv. Jeg mener ikke, at det gode liv handler om at ”mærke hvordan vi har det med noget”. Men om at gøre noget for nogen. Nogen andre end os selv.
Ser vi demografisk på det, måtte det jo komme. Min fars generation – ungdomsoprørerne – var de første til at falde i gryden med psykologiserede floskler. De voksne ”ku’ også være bange”, husker vi nok. Føle-mærke-sætninger havde til formål at fokusere indad, fremfor udad – og det var der brug for, da tidligere generationer havde været gode til at feje alle former for følelser ind under gulvtæppet. Men så tog det ligesom overhånd. Min for længst afdøde far sagde altid, til alting sådan set, at han ikke rigtig vidste, hvordan ”han skulle forholde sig til det”. Og så stoppede alt. Det var hans universalundskyldning.
Eksempel: Da jeg bad min far, en smuk og statelig mand, om at troppe op til mit bryllup og følge mig op ad kirkegulvet, var han 53 og jeg var 23. Men jeg var den voksne, der spurgte, om det kunne tænkes, at han ville opføre sig ordentligt og fx lade være med at ryge joints og sådan noget. Hans svar var, helt som forventet, et teenagesvar: Han måtte ”mærke efter” og kunne jo ikke på forhånd sige noget om, hvad han ville ”have lyst til” den dag. Så han blev væk. Godt det samme. Men et meget fint eksempel på, hvordan det at ville ”mærke efter” faktisk forhindrede min far i at få en oplevelse for livet og ja, leve livet.
Jeg tænker, at det kræver et bevidst valg for min generation m/k, at beslutte, at lade være med at hoppepå den med ”at mærke efter”, som vi er vokset op med. Også dem, der ikke har haft fædre som min, er vokset på med ”mærke-efter-normen”. Den har ligget i sproget, i børnehaverne, i skolerne, i uddannelserne, i litteraturen, i medierne, i måden vi har talt sammen. Det med at ”mærke efter” er godt og rigtigt for mennesker, med kriser og traumer, men det er blevet en plage for helt almindeligt samvær mellem mennesker, der i virkeligheden ikke har det helt store at kæmpe med. Og tiden er kommet til at gøre op med denne indad-skuende, psykologiserende og overanalyserende livsstil. Det vil være meget mere bæredygtigt for os selv, for samfundet, for verden, hvis vi erstatter det at mærke, med det, at handle.
Vores generation har ting at tænke over. Vi oplever – helt som vi må forvente – livskriser i form af skilsmisser, sygdom, tab, sorg, problemer på arbejdet og så videre. Det underlige er, at vi reagerer så historieløst i min generation. Vi er anden-generations-ungdomsoprørere med alt hvad det medfører. Vi lever fedt og godt af alt muligt, som vores forældres generation har fået gennemført, ingen grund til at nævne en lang liste.
Men vi mangler også noget, som tidligere generationer havde, fordi vi kørte den ind med rundkreds-samtaler og hvad føler du? Vi mangler værdifællesskabet og de højere magter. Vi mangler retningen. De ti bud. Eller den store autoritet. Vi mangler nogen eller noget, der tager ansvaret og siger, det er sådan her, livet skal leves. Opfør dig ordentligt og vær noget for andre. Vi mangler i særdeleshed at identificere os med verdenskrige, verdenshistorie og verdenslitteratur.
Min generation bruger efter min mening alt for meget energi på at mærke os selv. Vi kunne med fordel gøre mere ud af at mærke verden. Mærke andre mennesker og deres kvaler og have en større lydhørhed og sensitivitet overfor vores omgivelser. Mærke, at nogen har brug for os. I stedet for at mærke efter.
