Han hed Jesper. Det kan jeg se på bestillingssedlen. Jeg var i Ilva i Lyngby efter en dims, der ikke var på lager. Derfor skulle han have mit navn. ”Er det ikke dig med havebloggen?”, sagde denne unge mand på cirka 27 somre. Måske har han sin egen lille første have med kæresten. Måske han har altan og mærker de grønne fingre røre på sig. Måske har han bare altid elsket at være udendørs ligesom mig. Jeg fik ikke spurgt. Jeg blev bare så glad og også overrasket. Fordi en ung mand havde læst med.
Senere samme dag opdagede jeg, at Jesper ikke er en enlig svale. Den største gruppe af besøgende på min blog er lige pt unge under 34 år.
Naboens flotte grønkål.
Jeg tror, de vil i haven. Jeg tror, at de unge interesserer sig for jorden, for at dyrke, fra jord-til-bord, for økologi, bæredygtighed, guerrilla gardening, cirkulær økonomi og urban farming. Og som jeg skrev i sidste uge “hvorfor blive inde, når alt håb er ude”.
Jeg får løbende en del spørgsmål fra helt nye – helt grønne kan man sige – haveejere. Bliv endelig ved!
En tanke: Hvis du ikke er en af de grønne, men en af dem, der ved noget om have: Skal alle os, der har lidt erfaring med have, ikke sørge for at få delt mere ud af vores erfaringer? Vi kan invitere nye naboer ind på havevandring. Tage vejens børn ind og vise dem hvordan man laver det gode bål. Eller forklare unge gæster med nye haver, at man aldrig nogensinde må smide kaffegrums og teblade og andet organisk rod ud, fordi det er guld ude i havens bede og krukker.
Hvis vi nu overleverer den slags almindelig erfaret hverdagsviden til hinanden, så skal hver generation ikke starte forfra og lære det hele selv.
Det er mere organisk på den måde. Holistisk. Cirkulært.
Nedenfor svarer jeg på et godt spørgsmål fra en ung førstegangshaveejer – Johanne – og hun gør på sin velbesøgte Instagram-profil ikke nogen hemmelighed ud af, at hun ikke kan genkende påskeliljer på vej op og ikke ved, hvad hun skal stille op i haven på denne tid af året. Men hun er interesseret. Og så kommer resten af sig selv.
UGENS MÆRKEDAG I HAVEN
Kyndelmisse (eller Mariæ renselsesdag) er en gammel kristen helligdag den 2.februar. Så er vi halvvejs i vinteren, selv om det føles, som om vi er på vej mod forår.
En gammel regel siger, at bonden skal have halvdelen af foderet til dyrene tilbage ved Kyndelmisse, fordi dyrene først kan komme på græs i maj måned.
Dagen blev kaldt for Kjørmes Knud. Kyndelmisse er en fordanskning af de latinske ord for lysmesse: kyndel = candelarum, lys og missa messe. Et andet ord var kermesse og heraf kom kørmesse og kjørmes. Det er den dag, halvdelen af vinteren er gået, hvilket også ligger til grund for vendingen om at, kyndelmisse slår sin knude. I den katolske kirke fejres dagen med en stor lysmesse, hvor de lys, som skal bruges i det kommende år, velsignes.
Kyndelmisse ligger 40 dage, efter Jesus blev født og hans mor, Maria, kunne fremstilles i templet, så hun
Ved kyndelmisse afholdtes kjørmes-gilder, sammenskudsgilder med kraftig suppe, pandekager med øl og brændevin eller stuvet hvidkål med flæsk og pølse.
Mange traditioner og varsler er knyttet til kyndelmisse. Frugttræer piskes med ris og rituelle pløjninger sikrer en god høst. Flæsk spises for at forhindre hunger. Og vejret på dagen varslede forårets komme: Hvis det blæser så meget, at 18 kællinger ikke kunne holde den 19. ved jorden så vil foråret snart være på vej. Og Kjørmes tø er så godt som 100 læs hø.
Vi skal altså have tøvejr og blæsevejr på torsdag for at få vished for, at det snart blive forår.
KILDE: Wikipedia.
EFTERRTANKER
Der er mærkedage under opsejling. POV har et års fødselsdag i den kommende uge. Jeg har selv 25 års jubilæum som ansat journalist til marts. Og det er i disse dage 16 år siden gik i gang med at skrive min første havebog. Bogen kom til at hedde Den Første Have og ville dermed passe godt til både Jesper og til Johanne.
Den seneste udgave til venstre og den første udgave til højre.
Jeg var 32 år gammel og mor til to små børn, da jeg skrev den. Den ene søn havde brækket benet ret slemt. Derfor var jeg hjemme i hus og have sammen med ham i lang tid (det kunne lade sig gøre, fordi jeg også dengang var selvstændig). Det var ene og alene af den grund – altså det brækkede ben – at jeg kom i tanke om at skrive en bog om have. Det var mit held i uheld. Hvilket min nu to meter høje søn tit morer sig over at minde mig om.
Vi havde sat et håndværkertilbud i stand. Vi havde verdens grimmeste byggeplads af en have. Hvis den kunne blive en god familiehave, så var det, journalistisk set, en god historie. Derfor kastede jeg mig ud i at skrive bogen til de botaniske analfabeter. Sådan nogle som mig selv.
Jeg havde lagt mærke til, at der ikke fandtes sådan en bog, fordi jeg selv havde ledt efter den. Og det bedste, man kan gøre, er at skabe det, man selv lige står og mangler.
Bogen blev en omvæltning . Før var jeg slet ikke sådan en der skrev om have. Bagefter blev jeg nærmest ikke kendt for andet. Nogle gange til min store og også uklædelige ærgrelse. Bogen fås – og det er usædvanligt – stadig i landets boghandler. Der har været tre forskellige forsider og jeg har vistnok bearbejdet indholdet tre gange også.
Man kan også låne bogen på biblioteket stadigvæk. Gør det endelig! Der står meget af det, jeg
Det samme med POV. Vi er skabt, fordi vi skribenter havde brug for lige præcis sådan et sted at udkomme. Vi er også public service. Denne haveblog er public service. Jeg elsker, at alle kan læse med. Ingen hindringer for nogen. Pensionisten, der ikke har råd til avis, kan bruge hele dagen på at læse analyser. Dem, der vil vide noget om Japan, USA eller Italien kan finde det. Og den unge ekspedient i Ilva kan bare lige finde noget om have. Uden betalingsmur.
Vi skriver fra hvert vores Point of View. Vi bestemmer selv. For der er ingen redaktør, som er i lommen på en marketingafdeling, der er i lommen på en bestyrelse, som er i lommen på en bank og nogle udbytteaktionærer. På POV skriver vi bare fordi, det vigtigste for os skribenter er, at skrive til vores læsere – ja, at udkomme. Det er endda vigtigere, end om vi får løn!
Vi får ikke løn. Vi har ingen indtægter som medie. Vi har ingen betalingsmur. Vi modtager ikke anden mediestøtte end de bidrag læserne giver frivilligt – mit nummer er 21435463 – og vi har ingen reklameindtægter, fordi vi ikke vil byde vores læsere larmen. Så vi skriver bare. Man kan støtte selve POV på 40121968. Pengene går til server og vedligehold og vi drømmer om oversættelser. Mange giver det, de synes et abonnement er værd. Andre giver en kop kaffes penge.
Erantis – ugens mest populære billede på min instagram-profil.
ET STOF MAN BLIVER AFHÆNGIG AF
Nu er der gået 16 år med havestoffet. Det er et stof, man bliver afhængig af. Jeg har – igen, er det ret uklædelig – forsøgt at undslippe afhængigheden mange gange. Fordi jeg lå under for alt muligt. Fordi jeg synes jeg skulle skrive om noget andet. Fordi jeg synes, jeg skulle bruge min uddannelse anderledes. Fordi havestof ikke var fint nok vel også. Men har nu overgivet mig. Hvorfor? Fordi det efter en ordentlig omgang tæv i diverse kommentarspor i sommer, slog mig, at dem der læser om mad og have, er de sødeste læsere. De er altid venlige. De kaster aldrig op i kommentarspor. Så det er disse flinke læsere, jeg har tænkt mig at skrive til fremover. Simpelthen. Derfor.
Vintergækker i haven. Januar 2017.
16 år. Det er blevet til rigtig mange havebøger. Rigtig mange artikler. Vanvittig mange foredrag rundt om i landet. Allerflest sidste år. Mange havekurser og workshops. Og nogle programserier på tv. Og nu her denne lille blog i 2017. Jeg har tænkt over, hvorfor jeg morer mig mere over at skrive havestof nu. På en digital blog. Er det fordi jeg skriver af lyst? Næh, det har jeg nu altid gjort. Hvad der det så? Det er timing.
Før i tiden, da jeg skrev havestof og havebrevkasser i uge- og månedsblade, skulle jeg skrive om noget, der var to-tre måneder ud i fremtiden. Det var gætværk! Og jeg skulle tage billeder nu, som jeg så kunne bruge til næste år, og få til at passe nogenlunde på hvad der muligvis skete i haven. Eller regne ud, hvad der muligvis ville ligge mig på sinde. Men det blev jo ikke autentisk. For hvordan kunne man regne ud, hvordan vejrlig, flora og fauna teede sig et par måneder eller et helt år frem i tiden?
Nu kan jeg skrive tekst i realtid og publicere den med det samme. Vintergækkerne ser ud som de ser ud lige nu ude i haven. For første gang i de 15 år, jeg har skrevet om have, kan jeg skrive om vinter, når det rent faktisk er vinter. Det er noget af det bedste, ved at blogge om have og sende billeder ud om have på Instagram (instant + telegram). Det foregår med det samme.
POV har fødselsdag. Det er kyndelmisse. Vinteren er halvvejs overstået. Og her kommer ugens havespørsmål.
UGENS SPØRGSMÅL
Johanne Schmidt Nielsen fra Valby havde det her spørgsmål til mig i en tråd på netop Instagram.
Skal man foretage sig noget i haven på det her tidspunkt af året? Bliver græsplænen ked af det, hvis jeg lader alle bladene ligge på den?
Kære Johanne – tillykke med haven. Det er så skønt at få sin første egen have. Man bliver afhængig af det. Af at kunne komme ud. Af at følge med. Af at se årstiderne tæt på.
Det med have er ikke spor svært. Det første man skal gøre er at SE. Simpelthen holde øje med haven, sådan som du gør. Se, efter hvor lyset er. Hvor er verdenshjørnerne. Hvor er der mørkt, hvor er der lyst. Det har betydning for hvad der kan gro hvor. Se, hvad der sker derude. Hvad der kommer op hvor. Måske notere det i en notesbog med lidt tegninger eller tage billeder og gemme dem, så man kan se, hvad der gror hvor. Uge for uge. Måned for måned. Efter tolv måneder i haven har man et godt overblik over hvad der er hvad. Og hvor der er noget, der skal laves om. Det første år med en ny have tager man den med ro. Det er et godt gammelt råd. I det hele taget er det en god ide at lytte til de gamle. Dem, der har prøvet det hele halvtreds gange. Måske er der en nabo på vejen eller en ældre dame i din omgangskreds, som interesserer sig for have. Min erfaring er, at de elsker at blive spurgt til råds og gerne vil hjælpe.
Du behøver ikke gøre noget nu her i januar og februar. For inkarnerede haveejere er disse måneder en velkommen stille-tid. Jeg kan for eksempel ikke rejse væk om sommeren, for der sker jo alt for meget i min have. Det er fjollet, men det er sådan det er. Om vinteren kan man lettere rejse, læse havebøger, tænke lidt over næste sæson, bestille frø til årets grøntsager og blomster og måske diskutere en haveplan med en, der ved mere om have end jeg selv.
Kompostkasse – her kan blade kompostere.
Lige nu så tidligt på sæsonen sår man kun chili. Jeg gør dog ikke, fordi jeg hellere vil køre hjem på landet, hvor jeg kommer fra, hvor jeg så køber dem af Lene på Toftegaard i Vedskølle. Lene ved alt om tomater og chili og det er en fast tradition, at jeg tager derned i maj måned. Den tur kan anbefales! Jeg skriver om det til maj.
Og så til det du skriver om bladene på græsplænen. Alt organisk affald i haven må ikke ses som affald, men en ressource. Man må aldrig gå af med det. Ikke lade det blive kørt væk. Det er næring til næste generation af planter. Så lad det ligge for nu. Med mindre blæsten har skabt et alt for tykt lag blade – sådan at græs-planterne ikke får ilt og lys. Ellers dækker blade bare fint for frost. Og der foregår en formuldning som er frugtbar. Du kan måske flytte nogle af bladene hen over de skud af påskeliljer og scilla. Eller hvis der er roser i haven, vil de også blive glade for at få blade lagt om sig, som et lunt tæppe.
Når det bliver forår – og alt ligesom har brug for at få slumretæppet af – så flytter du blade fra rundt omkring i haven og hen i kompostbunken, der godt bare kan være netop en bunke i et hjørne af haven, hvor ormene kan komme til.
Skriv endelig igen. Og husk at læse havebøger: Jeg har skrevet en bog om Den Første Have, som
I bogen ”Spis Din Have” – handler det lidt mere om urban farming (det er grøn aktivisme).
PS. Til dem, der gør sig lystige henne på din profil, over om revolutionen nu er afløst af havearbejde, kan du hilse at sige følgende: Havearbejde – især arbejde i køkkenhaver – har været vældig revolutionært og selvstændiggørende fra stavnsbåndets ophævelse over slavernes frigivelse over kvindefrigørelse og empowerment of women i udviklingslande. I storbyer verden over betragtes Urban Farming som en ”radical act”.
Kh Signe
Hvis du har ideer, forbedringer, forslag til bloggen – eller tanker om samarbejder eller ønsker om at få et foredrag om have eller bæredygtighed ud til din kreds af mennesker, så send endelig en e-mail.
FOTO: Alle billeder er taget af mig. Billeder må ikke sakses eller bruges uden min tilladelse. Se flere billeder her.
Kan du lide hvad du læste? Så overvej at støtte på Mobilepay: 214354623.
Og en lille ting efter rulleteksterne…
