Der er en velsignelse af æbler i danske haver lige nu. Hele ugen har været besat af arbejde og foredrag og besøg i mange forskellige byer rundt om i landet og jeg har ikke haft mulighed for at være i min have. Sådan er det nogle gange. Så meget større var glæden, da jeg kom op til sommerhushaven på landet lørdag formiddag. Der var sol, flotte farver, blomster, bær og æbler. Det vil sige gode muligheder for at lave en æbletærte.

Jeg lavede tærten lidt anderledes denne gang og derfor er opskriften ny. Det kom sig af, at en skål mandler havde stået fremme og derfor ville jeg gerne lige vaske mandlerne inden brug. Det blev kagen virkelig god og saftig af. Sådanne tilfældigheder er altid skønne at udvikle opskrifter udfra.

300 g mandler. Skylles grundigt i koldt vand. Derpå hurtigt i kogende vand. Lægges på et spækkebræt, som ikke smager af løg (dvs helt rent, mandler optager løgsmag med det samme). Hakkes når de er tørre med en stor kniv.

Blandes med 180 gram smør.

Cirka 150 gram hvedemel.

Cirka 150 gram sukker.

Et stort nip salt. Det gør at der er mere smag og bunden bliver virkelig sprød.

Rulles ud og lægges i smurt tærtefad. Stikkes med gaffel. Forbager ved 180 grader.

Æblestykker rullet i kanel og rørsukker lægges på den forbagte tærte. Resten af dejen smuldres over. Tages ud når den er gylden. Det går hurtigt og der er stadig bid i æblestykkerne. Serveres med god cremefraiche.

Klokken var blevet 19.30 da tærten var færdig og der var dermed tusmørke. Men på næste billede ses tærten, som den så ud her til morgen, da jeg blev enig med mig selv om, at æbler i tærte jo faktisk er en sund morgenmad med frugt.

Uge 38 i haven

Der er gode muligheder for æblerov for dem, der ikke har have. Der er æbler på offenlige steder og i hegn og hække. Og der er også gode muligheder for, at dem, der har have og for mange æbler, kan dele ud af æbler ude ved vejen til dem, der gerne vil lave noget dejligt spiseligt ud af æbler.

Pluk hyldebær og lav saft til vinterens forkølelser. Her i haven er det en kamp fordi nogle særligt flotte duer har besluttet, at hyldebærrene er deres.

I sidste uge var vi nede på 3,5 grad. Der er risiko for nattefrost i denne uge, så hav det i baghovedet og dæk eventuelt udsatte steder (også i drivhuset) med fiberdug eller gamle tæpper.

Omvendt. Hvis jorden er varm, er det stadig en god idé at plante stauder. Planlæg, at der skal være blomstring i staudebedet så længe og så varieret som muligt. Husk høstanemoner.

Det er nu, du sår fingerbøl (digitalis), natviol og studenternelliker.

Toårige sommerblomster kan plantes nu. Det er dem, du har sået i potter et sted (mistbænk) til udplantning, eller som du køber til udplantning.

Amerikanske Kermesbær bliver til en meget stor busk. Som ser ud som om den har gajol-lakridser som frugt. Den er giftig. Men flere børn fra landet vil nok medgive, at de har prøvet at spise et par bær og tisse sort, uden at blive syge

Der er stadig brombær og sene hindbær at tage ind. Gode til yoghurt om morgenen

Hønsene er sultne for tiden. Det er som om de æder sig en pukkel til inden vinteren

Vi har fem høns. Elvira er førerhøne. Og de bliver passet af naboen, når vi ikke er her.

Der er mulighed for at se Nordlys sent om aftenen lige nu.

Tag frø fra stokroser. Spred dem gerne i byen, hvor det vil se flot ud med flere blomster. De skal have fuld sol.

Pluk hyben ved stranden. Og tag en rose med i en buket.

Tomaterne er sene og der er mange grønne tomater. Sylt også de grønne og brug dem friske i gryderetter, de bevarer strukturen og ser smukke ud

Husk at rode i haven – så er der mad til orme, pindsvin, fugle, bier og insekter… I en levende have med biodiversitet skal der ligge bunker med kvas og halvspise æbler og flyde. Sæt dig med en kop varm kakao, kaffe eller te og nyd, at det er på sin plads at rode i haven

Ugens bog

Denne skønne bog fortæller alt om æblernes kulturhistorie. Madens historier er altid virkelig god, at få forstand af. Æblerne har været en del af vores kost altid på disse kanter og æbletræer er vokset frem, hvor der er kommet mennesker (som har smidt æbleskrog med frø fra sig). PS. Jeg kan også anbefale Ritt Bjerregaards bog ”Æbler” – grundig og inspirerende bog.

Ugens æblerapport 

Fra Horsens ved Liberal Alliances Anders Samuelsen.

Mange forskellige mennesker læser med her i haveklummen og jeg elsker vores venlige dialog om haven, altanerne og afgrøderne. Der har tidligere været deltagelse af politikere. Johanne Schmidt Nielsen (E) har fået svar på havespørgsmål fra Valby og Pia Allerslev (V) har været med på altanplante-shopping på Amager. I denne uge skal til Horsens, hvor Anders Samuelsen kan rapportere om en virkelig god høst af æbler.

Anders Samuelsens æbler i haven i Horsens. Der meldes om rekordhøst.

Og hvad bruges alle disse æbler til? En del bliver til gammeldags æblekage efter farmors opskrift (kvaste kammerjunker og makroner, æblegrød, flødeskum og solbærsyltetøj). Resten bliver til most via en indkøbt kværn købt til formålet. Og så kan vi se på Instagram – det venlige medie, som jeg anbefaler alle at hoppe over på – at kokken Anh Le vil bytte æbler for æblechutney med ministeren, hvorefter de laver en æbleaftale. Der er intet som en fælles glæde ved haver og mad, som kan samle og begejstre.

TIP: Hvis du ikke har din egen æblepresse eller kværn, så kan man leje sådan en – ofte i det lokale byggemarked – eller der er meget ofte weekendarrangementer ude i lokalområder, hvor man kan komme med sine æbler og få dem presset på en fælles æblepresser.

Ugens debat

Fra København ved Enhedslistens Morten Kabell.

Fik du læst sidste uges haveklumme om kompost? Ellers er den her. Det er ikke hver dag haveklumme afføder et indlæg fra en borgmester indenfor bemeldte resort-område, men sådan gik det med sidste uges klumme. Morten Kabell har skrevet et oplysende og venligt indlæg her på POV. Du kan læse det her. 

Morten Kabell skrev indlægget med lidt mere kant på Facebook, men er som altid venligheden selv. Og han stillede det retoriske spørgsmål til undertegnede, som var tagget i opslaget:

Hvor skal jeg gøre af mit køkkenaffald, når jeg bor på 3.sal på Christianshavn?

Jeg foreslår selvfølgelig – for nu at svare på spørgsmålet – at man i sådanne tilfælde bruger kommunens bio-spande. Det er en god mulighed for dem uden have. Hovedsagen er, at vi forlader fordums praksis med at lade guld (det grønne affald) gå til spilde.

Man bliver så træt af Facebook og debattråde og mennesker, der råber, jeg forsøger af samme grund, at være derinde så lidt som muligt. Jeg vil hellere ud i haven, ud blandt jer havefolk og ud blandt ægte venlige mennesker, der ikke står og råber og taler i udbrud, sådan som man gør på Facebook efterhånden. I trådene kunne vi for eksempel læse, at jeg jo bor i en stor villa og at København vil blive oversvømmet af kompost og madaffald, hvis man følger mit enkle råd om at kompostere (i alle haver i alle kommuner og dermed også i København). Der er megen viden, som er gået tabt… Kompost er jo liv. Organisk affald er jordens strømme og liv. Der kommer nogen og spiser komposten – det gør ormene, fuglene, smådyrene. Det omdannes forbløffende hurtigt i en åben kompost eller et hjørne af haven. Det er en del af magien.

Kompost er guld.

Nuvel. Jeg ser ingen grund til at forsvare, at jeg har en have i en haveklumme. Det er nonsens. Endsige forklare, at jeg elsker, at jeg har delt mit liv op mellem en treværelses andelslejlighed i byen og en have på landet. Og man må gerne – også i jantelovens land – købe en have for sine egne penge, som man selv har tjent – uden at nogen skal blive vrede. Hvor villaen kommer ind i billedet ved jeg ikke. Jeg gad faktisk ikke engang have sådan en, hvis jeg vandt den i Lotto, for jeg elsker min sommerhushave og orker ikke at passe to haver. Det tror jeg, at mange koloni- og sommerhusejere kan genkende. Vi er så glade for vores lille stykke jord i verden og det er godt sådan.

Tak for støtte til det videre arbejde! Intet medieforbrug er gratis. Her er kun frivillige betalinger fra læsere. Du betaler, når du læser noget du synes om. Pengene kommer kun derfra. Til gengæld er her ingen larm fra reklamer, ingen smarte telefonsælgere, ingen betalingsmur.

Du kan sende opbakning til mit fortsatte arbejde på MOBILE PAY: 21 43 54 63. Jeg ser det! Og bliver virkelig glad.

Mine blogindlæg læses på www.pov.internationalForedrag kan bookes direkte af mig – kontaktinfo her: www.signewenneberg.dk

Her er link til alle tidligere ugentlige haveklummer – fra uge 1 og frem til nu. http://pov.international/author/signewenneberg/ Værsgo!

Følg med på Instagram, hvor jeg gør mig umage for at formidle årstidens blomster, haver og natur. www.instagram.com/signewenneberg

Fotokreditering: Alle billeder her er taget af mig og må ikke hapses uden tilladelse.

Efter rulleteksterne

Facebook kommentarer

Pin It on Pinterest

Tak fordi du deler...