Dette er min have-blog – en slags have-logbog, som jeg skrev hver uge i 2017… Der var mærket af, at ligge lige i halen på det frygtelige år 2016, hvor briterne stemte om Brexit, hvor Trump vandt valget i USA og hvor klimakrisen oversteg vores værste anelser… Og hvor vi endnu ikke havde set, at græsrødders aktivisme og hverdagsaktivisme ville få håbet til at spire igen… Jeg har tænkt mig at udgive havebloggen igen – nu her i 2019, bare sådan som jeg nu husker det og som det nu passer…
Haveåret har 52 uger. Årstidshjulet kører rundt og rundt.
Uge 1 er nyorienteringsfasen. Tid til at gøre notater. Hvad skal der ske i år? Hvad gik godt sidste år? Hvad gik mindre godt? Hvad skal ændres til foråret? Hvor skal der sættes en kejserbusk, som kunne have blomstret nu, hvis man havde været forudseende nok til at plante sådan en i tide?
Årstidshjulet. Der er en dejlig rytme i det, for os, som elsker årstider. Og som holder af, at naturen med sit letforståelige billedsprog viser, at noget nyt altid spirer frem efter alt er visnet væk. Viser, at det altid, altid, altid bliver forår igen. Sommer igen. Efterår igen. Vinter igen. Nytår og nyorientering igen.
Der kommer altid blomster, lys og solskin igen.
Ladybird Johnson har engang sagt, at:
”where flowers bloom so does hope”
(og jeg har længe haft det som beskrivelsen af, hvad der foregår inde på min Instagram-profil).
Dette citat får vi nok brug for at hive frem mange gange i 2017. På grund af den retning verdens ondskab og de politiske strømninger har taget her efter det frygtelige år 2016. Haven og naturen – og Ladybirds blomster – minder os netop om, at det er en fase. Der er ofte en slem vinter inden der igen kommer et dejligt forår.
Jeg har tit tænkt, at haven er den perfekte analogi at vende sig imod, når alting er noget møg. Ja selv møg har jo en stor værdi i haven. For mig er der trøst at hente derude. Altid. Naturen, haven, skoven, markerne, engene, fuglene, træerne, dyrene, køkkenhaven, blomsterhaven og selv kompostbunken kan minde os om at livet går videre. Alene derfor anbefaler jeg at gå derud. Havemenneske eller ej.
Analogierne er virkelig ligefor. Sommetider bliver et stykke dejlig jord ramt helt uretfærdigt. Af enten tørke, oversvømmelser eller en græshoppesværm (her kommer man måske til at tænke på Trumps vælgere). Eller af vildt umulige invasive arter som er svære at få bugt med (her kommer jeg tit, mens jeg arbejder med kvikgræsset, til at tænke på de folk, der råber grimt på sociale medier, og som er svære at få luget væk, ligesom i staudebedet).
Der kan være en forkert eller for tæt sammensætning af planter/stauder som gensidigt forhindrer hinanden i at gro frem mod det fulde potentiale (som på en arbejdsplads, hvor medarbejderne ikke er placeret rigtigt i jobs eller sidder for tæt i storrumskontoret til at kunne være optimalt kreative).
Eller der kan være mangel på sædskifte (som handler om at planter roterer i en turnus og gror bedst sådan). Eller der kan være udpining af jorden og dermed af de ressourcer, man har fået stillet til rådighed af de højere magter, der gerne ser, at vi mennesker altid efterlader jorden/mulden i en bedre forfatning til vores efterkommere end vi modtog den fra vores forfædre. Det er god landmands- og gartner-skik fra gammel tid. Og det er værd at ihukomme.
Man kan således tænke over, om der er et stykke land eller et blomsterbed – i ens eget liv – der skal have mere vand og mere næring her i det nye år, for at få den gode frugtbare balance igen (dette kan bruges som metafor i alle livets forhold – og også om ens egen krop). Og den vigtigste lære fra årstiderne i haven går lige i lykkehormonerne: Alting går over. Det bliver altid forår igen.
Her er januarudsigten fra min have på landet. Haven er min have nummer 3. Det er en sommerhushave på 1200 m2. Her er jeg begyndt helt forfra med alt – jord, træer, drivhus, belægninger, bede og jeg er slet ikke færdig. Men tredje sommer i denne have nærmer sig og jeg glæder mig. (Tilføjelse: Dette er en genudsendelse af indlægget, så derfor skal det retteligt være fjerde sommer, der nærmer sig nu i 2018).
Nytår er at sætte sig nye mål. Et af mine mål for 2017 bliver at skrive denne klumme hver uge. Nogle gange kort, nogle gange langt. Men min plan er at, det altid skal være med faste elementer: Denne uges haveklumme, denne uges bog, denne uges spørgsmål, denne uges tip og denne uges havebillede (med link til Instagram).
Der er masser at skrive om ude fra naturen og haven. Og alt dets væsen. Som også går helt ind i køkkenet og ned i gryderne og op i bogreolerne og ud i skoven og ned i undergrunden og ud i hønsegården og også helt ind i sjælen, som ved, at haveterapi hjælper på alting. Jeg glæder mig. Jeg håber du vil læse med og sende mig spørgsmål, som jeg vil forsøge at svare på. Jeg vælger spørgsmål ud hver uge. Og hvis der er noget, jeg ikke kan svare på – husk på, jeg er jo ikke hverken landskabsarkitekt eller gartner, jeg er bare en haveinteresseret journalist – så spørger jeg de vildeste eksperter: Naboerne. Min mor. Eller de ældste mennesker jeg kender, for de ved alt.
DENNE UGES SPØRGSMÅL
Spørgsmål: Kan man stadig nå at få blomsterløg i jorden nu? Hvis man nu har glemt dem et sted SVAR: Ja. Hvis jorden er fin, som den er nu, fin og frostfri, så gør det bare.
I næste uge – uge 2 – handler det om frø. Du får den komplette liste af gode steder at købe frø. Vi er i
gang med research, og du kan være med på min Facebook-profil… Se her.
Denne uges tip – genbrug gran som dyne til roser
Denne uges mest populære havebillede på Instagram
PS. Hvis du har ideer, forbedringer, forslag til bloggen – eller tanker om samarbejder eller ønsker om at få et foredrag om have eller bæredygtighed ud til din kreds af mennesker, så send endelig en e-mail.
FOTO: Alle billeder er taget af mig. Billeder må ikke sakses eller bruges uden min tilladelse. Se flere billeder her.
Tak på forhånd for bidrag til denne ikke-sponsorerede tekst. Støt Signe W. på Mobilepay 21435463.
Og en lille ting efter rulleteksterne… Sådan begyndte det
PS. Tilføjet 4.1.2018. Dette er en genudsendelse af det, der skulle vise sig at blive en ganske populær serie af haveklummer som jeg skrev gennem hele år 2017. Først skrev jeg faktisk for ikke at miste forstanden ovenpå en personlig sorg og dertil frustration over verdens tilstand efter Trump med mere. Jeg tænkte, at haveterapi jo før har vist sig ganske virksomt og tænkte, at det måtte tages i anvendelse igen. Som sagt så gjort. Efter et par uger fandt jeg på at skrive under mottoet: Hvorfor blive inde, når alt håb er ude. Det gik godt med den klumme. Og mange har spurgt, om den ikke fortsætter. Det gør den ikke. Jo, måske engang i mellem, men ikke som en fast ting, som jeg bruger mange timer på hver uge – for sådan endte det – og jeg endte med altid at skrive fra kl.7. om søndagen. Det reddede mit gode humør! Heldigvis. Nu er tiden kommet til at skrive en masse andre ting.
