Først vil jeg gerne takke mange gange for invitationen til at sige et par ord… her til åbningen af William Morris-udstillingen (på Nivågaards Malerisamling).
Det er tredje gang, jeg får lov til at holde en tale i forbindelse med åbningen af en kunstudstilling. Første gang var på Arken for den kontroversielle kunstner, arkitekt og træ-elsker Hundertwasser. Anden gang var på Ordrupgaard – til fælles-udstillingen og Johannes og Alhed Larsens værker. Nu står jeg så her. Jeg nævner det, fordi begge udstillinger minder mig om William Morris. Fra den eksperimenterende østrigske arkitekttur til den østfynske landskabsidyl. Det skal jeg ikke grave dybere i – blot vil jeg sige, at det vidner om, hvor vidtfavnende arkitekten, formgiveren, skulptøren, naturelskeren, kunsthåndværkeren, møbelsnedkeren, maleren, familiemennesket, provokatøren, forfatteren, bogtrykkeren, iværksætteren, tænkeren, teologen, filosoffen, socialisten, samfundskritikeren, miljøforkæmperen, havemanden, kokken, kollektivisten, hjemligheds-elskeren Morris var… At tænke sig en inspiration. Også for os i vor tid.
På vej ind for at holde åbningstalen. Naturligvis iført kjole i Morris-print.
Jeg har elsket William Morris værker hele mit liv. Første gang jeg stiftede bekendtskab med ham, var da jeg fik lov til at klippe i stofrester og gamle tapetbøger i min mors arbejdsværelse: Tapeterne var designet af William Morris og stofresterne var fra gardiner, designet af William Morris. Sådan er der nok mange, der har lært hans værker at kende: Som en flig af et mønster fra et tapet eller en sofapude.
Hvad er det vigtigste at trække frem fra hans omfattende kunstneriske virke, på en aften som i aften…? Det må være, at vi kan lære så meget af hans livsværdierher i vores tid… Om det er hans tanker om ligestilling mellem kønnene. Om vigtigheden af arbejdsglæde og ordentlige og inspirerende ”arbejds-rum” – også for dem, der arbejder hårdt på bunden af samfundet. Om hjem, der bør være smukke, rare og med nutidige ord ”ustressede og holistiske” at opholde sig i. Om hans måde at arbejde sammen med andre i kunstner-kollektiver: Han blev stærkere i sin samtid af at arbejde sammen med ligesindede – fx i Arts & Craft-bevægelsen, hvor man var inspireret af middelalderens æstetik, grundighed og natursyn… At samle sig i natur-bevidste bevægelser er noget, der har inspireret siden og vi ser det i dag spire frem i grønne bevægelser som ”Del Jorden” og ”Andelsgårde”.
Vi bør huske på hans modstand mod dårlig kvalitet, som han forudså ville blive en frygtelig miljøbelastning (og han fik ret!). Læg også mærke til hans tanker om en miljørigtig produktion i pagt med naturen… Endelig kan vi lære af Morris syn på kærlighed og rummelighed i relationer mellem mennesker…
Det er næsten ufatteligt, at Morris levede i den snerpede Victoriatid og at det er 123 år siden denne moderne tænker William Morris døde. Han levede fra 1834-1896.
Her mere end hundrede år efter sin død er han mere aktuel og mere populær end nogensinde. Et helt friskt og håndgribeligt eksempel er hans popularitet på Instagram: Et af tidens foretrukne sociale medier, hvor det er billeder, der deles. På Instagram er hashtagget #williammorris lige nu brugt 116.000 gange, #morris&co brugt 309.000 gange og @wmorrisandco (firmaet, der varetager rettighederne til alt med Morris-mønstre) har over 38.000 følgere…
Og for et par måneder siden kom Hennes & Mauritz ud med en hel kollektion i Morris’ navn. Kjoler, nederdele, bluser i engelsk stil med Morris-mønstre påtrykt. Jeg spekulerede – allerede da jeg hørte om kollektionen i efteråret – på hvad han ville have tænkt om det?
Mit bud er, at han ville have det ret blandet med det… Han var for miljøbevidst og for socialistisk til at mene, at det var en god ide, at en gigantisk svensk modevirksomhed tjente kapitalismen ved at masseproducere hans design (oven i købet i Kina!) for at faldbyde det til spotpriser (altså ”fast fashion” og ”brug og smid væk”)… Men omvendt gik han ind for demokratisk design og ønskede ikke at ”skabe kunst for de få og de rige”… Så mit gæt er, at han også være en smule glad for, at ”arbejderklassen” på den måde ville få adgang til hans tidsløse tekstildesign. Selv om den fabriksfremstillede produktion naturligvis er alt det modsatte af det ”håndlavede håndarbejde” som Morris og vennernes kunstner-kollektiv (”Arts & Crafts-bevægelsen”) satte så højt. Men under alle omstændigheder har denne seneste Morris-satsning ((som er skabt i fuld forståelse med Morris’ arvtagere)) fået nye, unge generationer, der ikke som jeg, er vokset op med Morris-sofapuder hjemmesyet af genbrugte Morris-gardiner – til at få øjnene op for William Morris’ univers.
Sådan en splittelse, som vi forestiller os at Morris ville føle omkring H&M-kollektionen var ikke ulig den splittelse, han virkelig følte i sin samtid: Han var solidarisk med arbejderklassen i byernes kul-tågede slum – og der var virkelig meget forurening i London på den tid… Men omvendt lykkelig for, at han selv var opvokset i ren luft på landet i kultiveret rigdom (affødt af netop den industrialisering, som han hadede). Altså født ind i en position, der netop gav ham mulighed for at forfølge sine kunstneriske og æstetiske ambitioner, takket være penge fra industrien…
Læg dertil at denne fritænker – og tidligere teologi- og filosofi-studerende – ikke bare via sit engagement i tekstilarbejdernes vilkår – men også i sit private liv, var optaget af meningsfuldhed og ”mest lykke til flest muligt”. Eller ”hedonistisk utilitarisme” ((Jeremy Bentham, 1748-1832, London)). Morris var modsætningsfyldt: Overklasse og socialist. Gift og frigjort. Og rummelig nok til at dele sin kone med først en af sine ældste venner og kolleger, den smukke, langhårede maler Rossetti, der blev en slags ekstra-far for døtrene og som i perioder boede sammen med Morris smukke kone Jane, når Morris var bortrejst… De to mænd deltes således om at leje Kelmscott Manor i 1871 og her boede Rossetti så med Morris’ hustru og børn, mens Morris var på Island i en periode. Efter Rossettis død havde Jane, som Morris elskede inderligt, en affære med den politiske aktivist William Blunt. Også han døde. William Morris døde i 1896 og Jane var knust, da hun mistede sin ægtemand. Den billedskønne Jane – der kom fra fattige kår, som havde siddet model til så mange af kunstnerkredsens værker, og som var en dygtig tekstilhåndværker (foruden mor til William Morris to døtre) sov ind i 1914. Måske vi – i disse nypuritanske tider – kan lære noget af William og Jane Morris rummelige syn på kærlighed.
Jane Morris. Affotograferet fra Rossetti-billede på udstillingen.
Et sted sagde William Morris, at ”bortset fra ønsket om at skabe smukke ting har den fremmeste passion i mit liv været… hadet til den moderne civilisation”. Det handler naturligvis om bæredygtighed. Og om, at Morris så, at Englands omvæltning fra landsbrugsland til industrisamfund med forurening og fabrikker skete på bekostning af landlivets meningsfulde fællesskaber, på bekostning af jordens naturressourcer og på bekostning af menneskers helbred og livskvalitet. For denne tidlige klimaaktivistiske samfundskritik elsker jeg ham naturligvis meget højt.
Ligesom jeg i mit eget arbejde som formidler har lært meget af Morris og hans bevægelse… Jeg føler fx at det er ok, at jeg spreder mig over alt muligt! Fra bæredygtigt byggeri, boligindretning, håndværk, bæredygtig beklædning, kunst, bæredygtig arbejdspladsindretning, hverdagsaktivisme, ressourcebevidsthed, hjemlighed, klimaaktivisme, forurening, bæredygtig økonomi, æstetik, økologi, mad og drikke, skønheden i detaljen … Og den slags, jeg skriver om – også inde på det Instagram, hvor Morris-hashtagget er så populært… Og sådan fungerer Morris + Arts & Craft-bevægelsen som højaktuelt forbillede for mig personligt i dag.
Når I går rundt og ser værkerne, vil I genkende meget, mønstre, billeder, tekster, glasmosaikker, tapeter – også fra nutidens boligmagasiner… På den måde lykkedes den revolutionære og socialistiske Morris med sin livsmission, som var, at gøre andre menneskers tilværelser – og fysiske rum – bedre og smukkere med sine værker og sit design, ved at give al magt til tilgængelig æstetik og skønhed…
Nu skal vi se udstillingen!! Men inden, vil jeg lige komme med to af hans berømte citater: Jeg har disse to postkort stående på mit skrivebord derhjemme. Det her skal minde mig om at rydde op og rydde ud J:
”Have nothing in your house that you do not know to be useful, or believe to be beautiful”… Lidt men godt!
Og så denne, der skal minde mig om at det er er ok, at jeg fortaber mig i detaljer: ”The true secret of happiness lies in taking a genuine interest in all the details of daily life”…
God fornøjelse!
Nivaagaard Malerisamling. Tale til åbningen af William Morris-udstillingen. 12.2.2019.
NB. Dobbeltparanteser siges ikke. // Flere billeder ses på Instagram – også Story. www.instagram.com/signewenneberg
