Der er noget, vi skal tale om. Noget vigtigt. Noget om økonomi. Noget, som kan forandre dit – og dine børns – liv til det bedre… Jeg har samlet mine syv bedste og mest bæredygtige råd om økonomi her.

1. Invester i bæredygtighed!

Da vi optog de små film i mit sommerhus og ude hos Saxo Bank var fokus på at vise, hvordan man kan bruge en app, til at få adgang til at begynde at investere sine egne penge i bæredygtighed.

Det var et godt fokus. Og noget jeg var virkelig glad for, at få lov til at være med til at formidle, fordi bæredygtige investeringer kan gøre en meget stor forskel i verden. Modsat – hvis jeg skal være lidt hård ved mig selv – de små ting jeg ofte taler om inde på min Instagram-profil: Jeg kan godt selv kan se, at verden ikke bliver reddet, fordi vi genanvender te- og kaffegrums til kompost, eller af at vi dyrker vores egen køkkenhave eller fordi vi holder høns i baghaven. Ja, jeg ved det godt. Men jeg er optimistisk og hverdagsaktivistisk. Og jeg tror på, at vi alle sammen må ”være den forandring vi ønsker at se i verden”. At ”ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget”. Og jeg tænker altid, at ”lidt har også ret”.

Derfor bliver jeg ved med at tale om hverdagsaktivisme i det små og i det store.

Og stort er det, når man kan se, at ens penge kan komme ud og gøre en forskel sammen med rigtig mange andre småspareres penge. Derfor har I nu i nogle måneder, kære venner og kære læsere, måttet lægge øre til, hvor smart den app er… Og hvor nem den er at bruge… Og hvor meget jeg har tjent på mine egne aktieinvesteringer… Og hvor stolt jeg er af, at det er gået bedre for mig, end det er gået for andre, særligt hos min bank (!) og hos de professionelle aktiehajer (dem, der har oplevet et blodrødt efterår og dem, der har fået mange kapitalpensioner til at give negativt afkast i 2018).

Jeg er i overskud med min bæredygtige app-investering (knap 19.000 er blevet til knap 21.900 kr på fire måneder). Og jeg anbefaler alle at prøve. Og nu bliver det lidt mere teknisk: Jeg vil foreslå, at I lærer af min erfaring/min dumhed: Jeg kan ikke anbefale investeringsforeninger (heller ikke dem, der hed noget med klima og sustainability). Jeg vil foreslå at gå direkte til at investere i virksomheder, som du fx via helt almindelig daglig avislæsning ved, har en grøn og bæredygtig profil. Det sidste er det, der har givet mig overskud. Investeringsforeningerne rykker ikke meget eller er i underskud. Det er nu min erfaring.

Det er en kæmpe tilfredsstillelse at vide, at de penge, man investerer – og det gør vi næsten alle sammen, altså investerer (via vores pension), om vi lægger mærke til det eller ej. Så længe vi har en pension – er vi med til at understøtte bæredygtig foretagsomhed.  Jeg foretrækker, at sætte mine penge på dem, der trækker verden i en renere, grønnere og mere bæredygtig retning. Og jeg nægter at sætte mine penge på olie, cigaretter, våben, beklædningsindustri, biler, konventionelt landbrug, soya, skovhugst, kvinde-fjendskhed, totalitære regimer og børnearbejde – ja, bare for at nævne et par af mine kæpheste ovre fra den bæredygtige stald.

Og så vil jeg foreslå noget mere: Bæredygtighed er også at have styr på den personlige økonomi. Mens jeg var syg i efteråret, hørte jeg flere gange om jævnaldrende kolleger, der også var blevet syge, men som ikke havde tegnet de samme forsikringer som jeg. Eller som havde glemt at betale for dem. Det var historier om dygtige mennesker, der oven i svær sygdom måtte forlade deres boliger, som måtte gældsætte sig og måtte gå tiggergang i det kommunale system. Jeg er rask nu. Og jeg har lovet mig selv, at jeg ville minde jer – mine læsere – om at få styr på de her ting i tide.

Derfor:

2.Tegn en sygeforsikring!

Hvis du er selvstændig, skal du se at få tegnet en privat sygedagpengeforsikring. Min ligger i erhvervsministeriet. Jeg har ikke brugt den i de 17 år, jeg har haft den. I alle de år har jeg simpelthen aldrig prøvet at melde mig syg. Og vidste ikke hvordan man gjorde. Virk.dk? Borger.dk? Men da jeg så fik brug for sygeforsikringen sidste efterår, var jeg sørme glad for at have den.

Maria Gerhardt, Der bor Hollywoodstjerner på vejen.

At have en privat sygeforsikring betyder, at man ikke skal lukke sit firma. Og man kan arbejde en lille smule og trække arbejdet fra time for time. Man kommer ikke til at blive et socialt tilfælde samtidig med at man eventuelt bliver syg. Men kan fokusere på at blive rask.

3.Hvis du er nogens mor, skal du tjekke at der er styr på pengene til børnene, hvis du falder fra

Bare for tryghedens skyld. Du kan tegne en forsikring, der gør, at de får penge hver måned, til de fx er færdige med at studere. Det er i øvrigt også altid en god ide, at have et testamente. Hvis der er dine, mine og vores børn, så er der tit nogle børn – gerne de ældste – som vil blive sorteper, hvis de voksne dør i utide. Med mindre der er lavet testamente som tilgodeser dem.

4. Du skal sørge for, at du er sikret ved ”kritisk sygdom”

Man kan være sikret via en gruppelivsordning i sit fagforbund. Jeg er i Journalistforbundet. Der er forskel fra forsikring til forsikring – nogle steder vil det udløse en sum på 100.000 kroner skattefrit, andre steder 200.000 kroner skattefrit. Det skal du lige tjekke.

5. Hvis du har et godt arbejde og går selvstændig, så behold alle dine forsikringsordninger, der er tegnet i det gamle job

De er bedre end noget, du nogensinde kan forhandle dig frem til alene. Jeg beholdt alt – også privat sundhedsforsikring – da jeg forlod mit seneste faste job, og nyder dermed godt af, at en stor HR-afdeling har forhandlet gode kollektive løsninger, også selv om jeg nu har et enkeltmandsfirma.

6. Få en god bogholder!

I øvrigt skal du – hvis du nu går selvstændig – en gang for alle sørge for at få en rigtig god bogholder/revisor, så du kan koncentere dig om noget andet end at forsøge at forstå SKAT.

7. Sørg for at have en bæredygtig økonomi i hverdagen og stik noget til side!

Engang – da jeg var meget yngre, end jeg er nu – fandt jeg ud af, at det stressede mig virkelig meget og holdt mig vågen om natten, hvis jeg bekymrede mig om penge. Så jeg vendte skuden og sørgede for, at der altid var ”sorte tal” alle steder. Og mere end det: Jeg sørgede for, at der altid var penge nok til at klare mig nogle måneder, hvis der skulle ske et eller andet uforudset. Hvad der jo sommetider gjorde, fordi jeg både var enlig, mor til et barn med en kronisk sygdom og så boede jeg i en gammel rønne, der blev ved med at kræve dyre reparationer. Der skete hele tiden noget uforudset – som kostede penge

Bæredygtighed er mange ting – for mig er bæredygtighed også en bæredygtig økonomi. At droppe ferieuger for at få overskud på kontoen. At droppe forbrug at for have overskud på kontoen. At køre en gammel bil ud i stedet for at køre i en nyere.

På det personlige plan er bæredygtig økonomi, at kunne sove om natten – at vide, at man kan klare uforudsete ting som langvarig sygdom, vand i kælderen, stormskader, småulykker, bilreparationer og brækkede ben uden at den private økonomi lider overlast. På det større forbrugerpolitiske plan handler bæredygtig økonomi om, at vi kan være med til at gøre en kæmpe forskel, hvis vi bare er mange nok, der hælder vores små bitte beløb ned i ”små bække, der bliver til en stor å”. Og det har netop været for at sætte fokus på, at vi kan gøre en kæmpe forskel for os selv – og sammen, hvis vi er mange nok – at jeg takkede ja til at fortælle om mine erfaringer med at teste Saxo Banks nye app. Det har været en fornøjelse. Jeg har fået et økonomisk overskud, der er bedre procentuelt, end noget af det, jeg har set andre steder.

Og jeg elsker tanken om at jeg – med mine micro-investeringer – har været med til at støtte op om grønne virksomheders grønne strategier.

Dette er sidste indlæg om at teste investerings-app’en (de andre tekster ligger på min Instagram). Og du tænker måske: Hvad sker der så nu? Vil jeg fortsætte? Ja, det vil jeg. Jeg beholder app’en på min telefon. Jeg holder øje med de grønne virksomheder. Og jeg bliver ved med at investere videre i det skjulte. Fordi det er godt for min egen private økonomi, og fordi det er godt for den store bæredygtige økonomi, at vi bruger vores sparepenge på at trække verden i den grønne retning. Sammen.

#saxoinvestor #bæredygtighed

Se mere om de tre små film på https://www.home.saxo/da-dk/campaigns/saxoinvestor-influencer

 

 

Facebook kommentarer

Pin It on Pinterest

Tak fordi du deler...