Det er først nu, så lang tid efter, at jeg kan se, at der var tale om et vendepunkt. Jeg har interesseret mig for det samme hele livet.

»Ikke udviklet mig en skid« – som jeg siger, når jeg holder foredrag, for det er altid sjovt at få folk til at grine på sin egen bekostning.

Fra en tidlig alder var jeg interesseret i have, selvforsyning, høns, dyr, mad, botanik, byggeskik, klima, miljø, bæredygtighed. Vi havde en stor giftfri (hed det dengang) køkkenhave, da jeg var ung teenager på landet ved Haslev/Tureby.

Jeg dyrkede blandt andet kartofler, asparges, bønner, bær og en masse snitblomster. Jeg havde ænder, sommetider op til 30 høns og en flok får og lam. Naboerne havde heste og køer. Jeg interesserede mig for politik både lokalt – jeg ville gerne have flere cykelstier – og globalt.

Brundtland-rapporten, som er kendt for sloganet ’Tænk globalt, handl lokalt’, kom det år, jeg blev student (1987), og jeg var fan af Gro Harlem. Optaget af det, man dengang kaldte miljø, men som man i dag ville kalde klima, bæredygtighed, etisk forbrug og hverdagsaktivisme.

Jeg var sikkert en grøn nørd: en langlemmet tænksom udendørs landlig type med hestehale og gummistøvler, som havde et ’Vedvarende energi’-klistermærke på kernelæderrygsækken, og som var optaget af livet i sin kompost og glad for sine høns.

En dag skrev jeg et læserbrev om noget med kyllinger. Man kunne få 5 for 100 kroner på frost, hvilket jeg mente var en skandale, for alene ud fra foderprisen kunne man jo regne ud, at det ikke kunne lade sig gøre, at de dyr havde haft et anstændigt liv, skrev jeg. Og jeg blev inviteret i tv og diskuterede med statsminister Poul Schlüter, der gav mig ret.

Mere skete der ikke. Dengang. Eller i årene frem. Hvor jeg blev journalist, fik egne høns i haven, så mine egne børn kunne lære, at æg ikke kommer fra kølediske. Igen og igen skrev jeg om dyrevelfærd. Man kunne stadig købe æg fra høns låst inde i bure, deraf navnet buræg, som jeg anførte. Min gamle mærkesag havde ingen gennemslagskraft. Indtil dette skete.

En septemberdag for 8 år siden blev jeg ringet op af en redaktør fra DR. Han var ved at lave et program om madkvalitet og ville låne min hønsegård til optagelser. »Må jeg komme med en lastbilchauffør, der hedder Kurt, og en befriet burhøne, der hedder Maggie? Vi kommer ikke til at forstyrre«.

Lang historie kort. Tv-holdet tog videre. Uden deres burhøne. Jeg gad ikke have hende. Jeg var midt i noget. En valgkamp.

Jeg havde desuden mine egne forkælede havehøns. Men hun blev. Og hun forstyrrede alt. Hun åbnede mine øjne for, at min fremtid ikke lå i politik – men i mere utraditionel aktivisme: dyrevelfærdsaktivisme, hverdagsaktivisme, klimaaktivisme.

I de uger, da Maggie flyttede ind, var jeg opstillet til Folketinget under mottoet ’Stem grønt – stem Signe’. Jeg talte alt for meget om miljø, mente alle dem, der gav mig gode råd. »Klima og miljø er ikke en vindersag«, fik jeg at vide.

»Du skal være noget for nogen i stedet«. Jeg kæmpede med alt, hvad jeg havde. Men det lykkedes mig ikke at blive valgt til Folketinget på en grøn dagsorden.

Nederlaget var en realitet. Og jeg satte mig på trappestenen foran hønsegården. Betragtede hønsene og især Maggie.

Gav mig til at skrive om hende og kaldte hende ’working class hero’ og ’sweat shop survivor’. Og pludselig ville mange læsere høre mere om Maggie og sendte hende fanbreve. Jeg kunne ikke svare alle en til en.

Derfor lavede jeg en fanside og kaldte den for sjov Burhønsenes Befrielsesfront. Det var et vendepunkt. Fra da af gik jeg – uden at jeg vidste, at det var, hvad der skete – all in på at være ’hverdagsaktivist’.

Jeg skrev i ugerne efter mit nederlag bogen ’Spis din have – klimakrisen set fra køkkenhaven’ og sendte den til tryk. Og tog derpå på opgave i Afrika som frivillig ulønnet journalist, der kunne fortælle, at det største, vi kan gøre i forhold til klimakrise, er at uddanne piger, yde mikrolån til kvinder og give nem adgang til prævention.

Klimakrise hænger sammen med flygtningestrøm. Og klimakrise hænger sammen med, at der bliver flere forbrugere i verden, der bruger bomuldstøj, drikkevand og plastikposer. Altså skal vi være færre og mere bevidste mennesker på Jorden i fremtiden.

Jeg fortsatte med at passe Maggies fanside. Hendes fans ville høre nyt fra hønsegården dagligt. Jeg var ret målløs.

Der havde aldrig, før aktivisten Maggie kom ind i mit liv, været en sådan interesse for den sag, jeg havde prøvet at få fokus på, siden jeg var helt ung. Hønsenes sag.

Maggie havde nu tusindvis af fans. Hun blev inviteret med til alt muligt (og ankom til debatprogrammer i DR Byen i kattens boks), og hun fik besøg af ministre og prominente tv-personer. Jeg skrev dagligt om livet i haven med hønsene – som en føljeton – og kunne indimellem lægge en historie ind om, at det var for dårligt, at man stadig kunne få en frostkylling til nu 22 kroner. Nu med stor lydhørhed.

Jeg brugte meget tid på projektet, og lønnen var, at jeg endelig følte, at vi flyttede noget med Burhønsenes Befrielsesfront.

Hver uge skrev jeg breve – venlige breve – til producenter og detailkæder og fik lavet et før-efter-billede af Maggie, som jeg sendte med, når jeg foreslog at udfase buræg. Flere reagerede positivt, og en chokoladevirksomhed skrev tilbage, at ja, nu skal vi da stoppe med at anvende buræg. Det var meget givende.

Jeg fik endda også en pris, Årets Ægtivist, blev indstillet til Årets Dyreven, og Karen Hækkerup, der var fødevareminister, udnævnte mig til at sidde i Det Etiske Råd.

Alt gik sådan set godt. Og så døde Maggie efter at have boet i vores have i to år. Og både jeg og mange af hendes fans var knust, ud over hvad der er rimeligt, når man påtænker, at der er tale om en høne, en grillkylling af en slags (dog med en meget stor personlighed).

Jeg postede et blogindlæg, der blot hed ’Maggie er død’, en sen lørdag aften, i håbet om at ingen rigtig ville opdage det.

Men indlægget blev delt tusindvis af gange og endte med at være en af mine mest læste artikler nogensinde (en kvart million). Næste morgen ringede B.T. og kondolerede (!) og lavede den tredjemest læste søndagshistorie med overskriften ’Havehønen Maggie er død’.

Nyhedens spredtes til alle andre aviser. Information sammenlignede Maggie med »hende den kønne fra Pussy Riots« under overskriften ’Seks dyr der ændrede verden’.

Politiken skrev ’Havehønen Maggie lever videre på nettet’. Og det var lige, hvad den lille aktivist gjorde.

Efter sin død nåede hun op på over 14.000 medlemmer af sin græsrodsbevægelse. Og arbejdet for at udfase buræg med fredelige midler fortsatte. Indtil – og nu kommer det vilde – indtil man faktisk besluttede sig for at udfase buræg fra dagligvarehandlen (og det næste bliver fra alle produkter som kiks, kager og madretter).

Maggie kom ind i mit liv, da jeg havde mindst brug for hende, troede jeg, fordi jeg havde travlt med at gå ind i politik, troede jeg, og ikke havde tid til at tage mig af en stakkels høne.

Et skravl, som ikke kendte forskel på nat og dag og på, om det er godt at stå ude i slagregn eller bedre i læ. Maggie vidste ingenting, da hun kom. Men hun endte med at lære mig alting om aktivisme. Om, at ingen er for lille til at gøre en kæmpeforskel i verden.

Maggie gjorde alt, hvad hun kunne, for at påkalde sig min opmærksomhed, i ugerne efter at hun var kommet.

Hun holdt op med at lægge æg.

Hun stillede sig op på en høj pæl i dagevis, som en indianer (væk fra de andre skrappe høns). Og hun viste, at hun dag for dag kunne udvikle sig – lære at tage støvbad, lære at sole sig, lære at være kræsen, lære at være kælen, lære at danne venskaber. Og til sidst var hun endda førerhøne for flokken.

Dermed viste hun mig, der fortalte hendes historie, at det slet ikke går an, at der er høns som hende, der er lukket inde i små metalfængsler. Alt dette klarede et kræ på under et kilo.

Hele historien med Burhønsenes Befrielsesfront lærte mig også, at hvis man virkelig vil igennem med at ændre noget vigtigt via aktivisme, er det godt at have en maskot eller en prototype. Noget konkret.

Jeg nævnte, at jeg ofte fortæller om Maggie, når jeg holder foredrag. Ofte beder publikum mig om at komme med flere eksempler på den aktivisme, der er kommet til at fylde i mit liv. Fælles for de forskellige aktioner er, at det altid er noget, der sker uplanlagt.

Desuden oplever jeg, at to kodeord er vigtige i al aktivisme: Handling. Sammen. Helt impulsivt og på grund af indignation over, at to hjemløse var døde af kulde en nat i januar 2016, skrev jeg en fredag morgen en Facebook-opdatering med opfordring til handling under hashtagget #polarkulde.

Den blev delt epidemisk hele dagen. En ekspert skrev på Twitter, at det var den mest delte danske opdatering. Inden weekenden var omme, var vi en gruppe, der havde etableret nødherberger. Om søndagen fandt jeg mig selv stående ude i Husum, hvor jeg sorterede mad og tøj til hjemløse sammen med den amerikanske ambassadør og andre frivillige.

Aktionen kørte fuld tid i tre uger, og alle kom under tag i kulden. Lige så impulsivt: På kanten af 2017 gav jeg mig til at skralde mad med en gammel kollega for at vise en pointe i en debat om madspild (45 pct. af vores mad smides ud). Vi postede billeder for at dokumentere. Det gav genlyd – og jeg tænker, at det er, fordi det var konkret og synligt, ligesom Maggie.

Klimakrise er også, at perfekt mad, der er dyrket, vandet, høstet, pakket, kølet, kørt, fløjet – bliver smidt ud – i en verden på vej mod 10 milliarder munde at mætte på en bæredygtig måde.

Mange unge skriver i denne tid til mig, at de er klimadeprimerede. De kender mig fra Instagram, og de skriver, at de forgæves går til psykolog og ikke ved, hvordan de skal komme videre. Jeg fortæller om mit vendepunkt med aktivismen. Om, hvordan jeg tog til Afrika for at hjælpe efter min mislykkede ’Stem grønt’-kampagne. Om, hvordan jeg lavede en burhønse-græsrodsbevægelse og følte, at jeg vendte nederlag til sejr på den måde. Om, at det altid er godt at gå udendørs og glæde sig over naturens små mirakler, hvis man ikke orker andet. Jeg foreslår hele tiden at handle sig ud af klimadepressionen.

Maggie har lært mig og os, der kendte til hende, at alle kan gøre en forskel. Og så fortæller jeg historien om husbyggeriet, der blev til byg-bæredygtigt-aktivisme. I 2012-13 var jeg klimadeprimeret. Jeg havde ligesom de unge læst meget om, hvor galt det står til med klimaet, og jeg var en af dem, der var ked af det misforhold, der var mellem politikere og befolkning allerede ved COP15 i 2009.

Jeg havde ikke andet i hovedet end at 1) råbe op (ingen gad lytte) og 2) bygge et safe house, hvor mine børn ville kunne være i sikkerhed i fremtiden.

I oktober 2014 blev jeg færdig med det mest sindssyge projekt: et bæredygtigt træhus i 98 procent FSC-certificeret træ, med træfiberisolering. Og på pæle, så landskab og biodiversitet forbliver uberørt (#signessustainablehouse, hvis du vil se det på Instagram).

Det var en prototype for bæredygtighed og CO₂-positivt på grund af træforbruget. Det var konkret – ligesom Maggie – og derfor kunne jeg nu få lydhørhed til at tale om noget så usexet, men vigtigt, som bæredygtigt byggeri. Jeg skriver tit, at »ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget«.

Jeg har forsøgt at tale om klima, biodiversitet, bæredygtighed, miljø og dyrevelfærd – siden 1987. Det har ikke været nemt. Det har været klimadeprimerende til tider. Men der har også været vendepunkter. Et af dem var Burhønsenes Befrielsesfront.

Et andet kæmpe vendepunkt har i min tid været de tekniske muligheder, vi nu har for at mobilisere os (via nettet). Vi kan nu – og det kunne man ikke i 1987 – finde hinanden og sammen mobilisere hverdagsaktivisme. Vi kan skabe de forandringer, vi ønsker at se i verden. Vi bliver flere klimaaktivister, eller klimatosser, for hver dag.

Det giver håb!