I juni sad jeg i en paneldebat – det var ovre på Heartland – og blev overraskende nok spurgt, hvad det værste ved at være engageret i klima egentlig er… Jeg hørte mig selv sige – med et smil på læben – at det er to ting:
Alt var simpelthen nemmere dengang man ikke vidste, hvad man ikke vidste. Og ikke tænkte nærmere over, at ens forbrug var ubæredygtigt. Nu ved man det og kan ikke gå tilbage til ikke at vide det. Pokkers også!
Det andet jeg sagde, siddende der på en scene med udsigt til vand og med høje træer i baggrunden, var, at jeg gennem længere tid havde lagt mærke til, at flere i klimabevægelsen er begyndt at skyde selv og os andre i fødderne ved at melde sig ind i det selvbestaltede og ret irriterende “Miljøpoliti”.
”Miljøpolitiet” er dem, der følger grønne profiler – som min Instagram-konto – for at sidde klar ved tasterne for at udpege ”fejl” i forhold til en meget stram klimakurs. Så stram, at jeg fx ikke må blive set spise et stykke appelsin (heller ikke øko fra et bæredygtigt kooperativ), for det er jo en importeret frugt og i den stramme tolkning af klimakorrekt adfærd (som ikke er min tolkning), så er dette forbudt.
Jeg tror ikke at denne fejlfindingskultur gavner sagen. Tværtimod er det på tide, at sige fra overfor ”Miljøpolitiet”. For jeg frygter, at hele vores klimabevægelse selvantænder som en klud med linolie i et i øvrigt meget bæredygtigt byggeprojekt, hvis vi ikke passer rigtig godt på.
Hov, jeg må hellere lige sige, at jeg ikke har tænkt mig at kaste med mudder på mudderkastende klimaengagerede, fordi de kaster med mudder. Ingen navne her. Ingen pegen fingre. Men jeg vil gerne påpege en uhensigtsmæssig adfærd – som jeg har gået og lagt mærke til – og jeg vil gerne i al stilfærdighed foreslå en ændret adfærd af hensyn til sagen, der er for vigtig til intern ballade ala Venstres Sommergruppemøde.
Og ikke for at sætte mig op på den høje hest eller noget, men jeg har grundet lidt fagligt over den her adfærd i løbet af sommeren, jeg er uddannet retoriker og kunne ikke rigtig lade være. Mit fag handler jo netop om ”hensigtsmæssig kommunikation” i forhold til at ”vinde tilslutning til en sag” hos publikum, der anses for mulige forandringsagenter (mediators of change). Jeg er – som retorisk uddannet klimaaktivist – en lille smule fagligt optaget af (u-) hensigtsmæssigheder i forhold til muligheder/ begrænsninger/ fordringer/krav i den her grønne kommunikations-situation.
Det, at skyde på dem, der forsøger at gøre noget, ved at tale om noget andet, gå efter dem personligt og gerne finde på noget negativt at sige, er det, der kaldes ”Whataboutism” eller (Ad Hominem-argumentation). Som betyder:
“The tactic behind whataboutism has been around for a long time. Rhetoricians generally consider it to be a form of tu quoque, which means “you too” in Latin and involves charging your accuser with whatever it is you’ve just been accused of rather than refuting the truth of the accusation made against you. Tu quoque is considered to be a logical fallacy, because whether or not the original accuser is likewise guilty of an offense has no bearing on the truth value of the original accusation”. Kilde her.
Den rædsomme ”whataboutism” er kendt mange steder fra. Ekstra Bladets debat og diverse Facebook-tråde – plus Casper Christensens Instagram (i disse dage citeres i en reklamekampagne) – er generelt fyldt af gode eksempler. Og ”whataboutism” en retorisk disciplin eksempelvis en bulldozer-kommunikatør som Trump betjener sig meget af. Det handler naturligvis alt sammen om, at man behændigt fjerner fokus fra hovedproblemet. Som kan være noget så kedeligt som klimakrisen og planetens overlevelse og hvad vi gør konstruktivt.
Det, at kommunikere klimakrise hensigtsmæssigt er måske verdens vigtigste kommunikationssituation. Efter kommunikationssituationen vedrørende menneskerettigheder. Som nu om dage ofte også hænger sammen med klimakrise, der har affødt vandmangel, krige og flygtningestrømme.
Hvorfor verdens vigtigste? Vil du spørge, hvis du lige er landet her på jordkloden med et rumskib: Fordi det handler lidt om – ja, klarer menneskeheden den eller klarer vi den ikke – for jordkloden og klimaet skal jo nok klare den, det er mere os mennesker og andet levende liv, det kommer til at knibe for.
Og her kommer så det, jeg finder meget mærkeligt. Hvordan kan der findes klimaengagerede mennesker derude – altså nogen der er med på, at det her er virkelig alvor og noget vi skal have fokus på – som sidder og overvåger andre klimaengagerede, for at lave øvelsen “find-fem-fejl”.
Har bloggeren Rockapaperdresses (som også hedder Cathrine) mon gjort sig skyldig i at købe frugtgrød til sin baby i plastemballage – i stedet for at lave det selv fra grunden og proppe på glas? Hvad ville være mere klimakorrekt, kan man mene, hvis man er krakilsk.
Har hende der Signe Wenneberg – ud over at have spist appelsin – virkelig postet et billede på Instagram af nogle danske påskeliljer købt i et supermarked i starten af marts, når hun nu i stedet kunne vente på blomster fra egen have og grøft. Som sådan set ville være mere klimakorrekt?
Og nu vi er i gang: Har den og den og den klimapolitiker fløjet med flyvemaskine?
Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget. Meget ofte gentager jeg den sætning fra forordet til min bog”Grønne Hverdagstips” (en lille guide til hverdagsforbrugere). Ingen kan gøre alt. Men vi kan alle sammen gøre en lille smule. Og vi kan alle sammen gøre en forskel som hverdagsaktivister. Små skidt – en god grøn vane ad gangen. Vi har alle sammen muligheden for at kommunikere hensigtsmæssigt omkring det her nu. Ja, alle har en mulighed for at påvirke nogen positivt – det kan være en nabo, en chef, en forælder – en følger på et socialt medie – til at forbruge mere bæredygtigt og meget mindre og til at tage meget mere klimakorrekte beslutninger indenfor byggeri, transport, rejser, beklædning og madindkøb, som er noget af det, der belaster klimaet mest.
Men hvis vi spænder ben for hinanden – og for dem, der prøver at gøre en grøn forskel – så går det langsommere med at få ændret de forbrugsvaner, tøjvaner, madvaner, transportvaner, boligvaner og så videre – som vi skal have ændret nu. Vi skal nå i nogle meget stramme klimamål og vi har brug for alle mand på dækket, nu hvor vandstanden stiger. Vi har brug for den gode tone og den gode kommunikation om klima.
Jeg tror på, at det mest hensigtsmæssige er den gode motiverende og ikke løftede-pegefinger-kommunikation. Jeg tror på, at vise gode eksempler. Vise noget, man kan have lyst til at kaste sig ud i. Noget, der ikke er svært. Eller umuligt. Men billeder på Instagram af mad, man selv kan dyrke, hyggelige lokale ferier uden flyvning og gode grønne måltider. Eller en lille glad historie på Facebook om: Hurra for plastikposeforbud i Kenya. Hurra for træplantningsprojekt i Australien. Hurra for rekordmange minivandområders tilblivelse i Danmark. Jeg tror ikke på, at det gavner sagen, at man bruger sin sparsomme taletid på at udpege ”syndere” og eksempelvis pege fingre ad dem, der flyver alt for meget på alt for mange årlige fjerne ferier, nu her, hvor vi ved, hvad vi ved, og ikke kan gå tilbage til ikke at vide, hvad vi ved.
Så er det set med mine øjne meget bedre at inspirere til en grønnere livsstil, ved at få det til at se attraktivt og nemt ud og ved at tale ordentligt, også til dem, der først lige har forstået krisens omfang.
Maden er på mit middagsbord – det er opvarmede vegetariske retter fra Simple Feast (undtagen bønner og tomater, som jeg havde i forvejen og som skulle spises).
Og lige netop her har alle os, der formidler et kæmpe ansvar og en stor forpligtelse, som vi må være os bevidst. Som Greta Thunberg sagde, da hun talte i København:
“The bigger your platform – the bigger is your responsibility”.
Men vi formidlere af den grønne sag har sørme også brug for opbakning, hvis vi skal blive ved og ikke skal gå død i det her på grund af ”whataboutism”. Vi har brug for hjælp. Alle os, der forsøger at formidle bæredygtighed på tusind forskellige venlige og høflige og – håber jeg – smukke og inspirerende måder, så det ikke bliver alt for grimt, gråt og traurigt, at lægge om til en bæredygtig livsstil.
Vi har brug for hjælp til at bekæmpe de personlige angreb – ikke fordi det er synd for os, stiller man sig til rådighed i offentligheden har det en pris, det er jeg om nogen, efter alle disse år, fuldkommen klar over – men fordi vi har en vildt vigtig sag her.
Og derfor har vi har brug for at have mod til at blive ved med at inspirere – gerne rigtig mange – og gerne rigtig hurtigt – til at lægge om til en mere bæredygtig livsstil, et mere bæredygtigt forbrug. Og det kommer vi ikke til at have mod på, hvis ”Miljøpolitiet” er efter os hele tiden.
Men hvad så, hvis man har vildt lyst til at brokke sig? Og gerne vil lade det gå ud over nogen? Her kommer et konstruktivt forslag: Gå efter magthaverne. Gå efter miljøsvinene. Gå efter dem, der vil udvide lufthavne i stedet for at investere i den kollektive trafik. Gå efter dem – i stedet for at gå efter os små klimaaktivister, der indiskutabelt prøver på, at gøre en positiv forskel for Moder Jord.
Ja. Det er meget nemmere at gå efter de små. At gå efter klimatosserne. Det er meget nemmere at gå efter os, end at gå efter magthaverne (dem, der lave en EU-plan for genindførelse af nattog osv) og de store ledere i store virksomheder (som burde bruge flere penge på grøn omstilling og færre på gyldne håndtryk osv) og de store politikere (der har magt til at eksempelvis lægge pres på Brasilien, der under højre-nationalistisk ledelse nu fælder mere regnskov end nogensinde før).
Meget nemmere at bruge sit krudt på at gøre anskrig over frugtgrød og påskeliljer.
Klimakrisen er lokal og global. Vi skal arbejde i internationale og grænseoverskridende fællesskaber som EU, FN og OECD og der skal arbejdes med klima i udenrigspolitikken og udviklingsbistanden for at komme i mål på den – kæmpe – store grønne omstilling. Og så skal vi hverdagsaktivister arbejde lokalt og nedefra græssets rodniveau. Vi skal alle sammen – i top (politik) og i bund (hvor jeg som græsrod befinder mig) forsøge at holde fokus og forsøge ikke blive for demotiverede.
Og så er denne interne ballade på Grøn Stue i øvrigt også alt for god underholdning over i Den Sorte Lejr. Vi laver simpelthen alt for god pop-corn-underholdning for dem med de fossile interesser, dem, der hader Greta Thunberg, vegetarer og klimatosser i den her rækkefølge. Det er alt alt for festligt for dem, der ikke er bekymrede for klimaet, hvis dem, der er bekymrede, bruger krudt på at shame hinanden – for fx at have købt påskeliljer før tid eller frugtgrød i emballage – i stedet for at bruge ressourcerne på at løfte i flok. Her i verdens største og vigtigste hverdagsaktivistiske oplysningsarbejde. Eller hvad?
Bemærk: Jeg har fået løn for at skrive en række journalistiske indlæg af måltidsvirksomheden Simple Feast. Simple Feast har ikke bestemt, hvad jeg skulle skrive om og har ikke rettet i min tekst. Jeg har fået frie hænder til at skrive, hvad jeg havde lyst til om klima. Og jeg har i dag taget mig friheden til at skrive om klimaaktivistisk kommunikation.
