Det er svære tider. Men vi kommer igennem det her. Vi kan klare svære ting. Vi tager en dag ad gangen. Solen skinner. Himlen er mere blå end nogensinde. Alt det grønne kommer op overalt. Der er helt bestemt meget at være glad for.
Al aktivisme begynder med “selv-aktivisme”
Jeg har bevidst valgt den strategi tidligt i mit liv, at jeg når noget er meget svært, så forsøger at fokusere min energi et andet sted hen. Jeg forsøger at notere mig noget godt, skriver gerne en liste.
Jeg tænker på noget, man kan være glad for. Og så holder jeg af at dvæle små mirakler. Gerne udendørs. Det ser I på daglige hverdagsaktivistiske tænk-positivt-delinger på Instagram. Og mange af jer har samme strategi som mig og det er en stor glæde, at være fælles om nu. Jeg vil gerne sige jer mange tak for alt det I deler i trådene og for de små beskeder: Det er kloge, gode ord og jeg mærker, at vi har et stort fællesskab i denne tid. Jeg tror, at vi kommer meget langt med venlighed i denne svære tid: Venlighed, kærlighed, tillid, naboskab og generøsitet.
At betjene sig af positiv kommunikation og at være optimist er et aktivistisk livsvalg (det har jeg skrevet om i min bog Lev Livet Selv). Men at være optimist er ikke det samme som at man er naiv, ikke bekymrer sig, ikke oplever mørke, ikke er bange. Lys og mørke er forbundne. Men vi, der har oplevet svære ting – og hvis familier har oplevet svære ting før os – ved, at vi selv vælger, hvad vi læner os ind i. Vi står midt i det værste, vi har oplevet i 80 år. I dag den 9.april er det 80 år siden Danmark blev besat af Tyskerne. Vi var besat. Vi var i krig. Vi var ufrie. I fem forbandede år. Og her står vi så nu. Hospitalsskibe og felthospitaler er fundet frem igen. Vi står i verdens værste verdenskrise. Vi har nu ikke bare klimakrise – det var slemt nok i sig selv – men også coronakrise.
Hvordan vi reagerer i krigs- og krisetid definerer os som mennesker, som privatpersoner og som samfund. Det er der lavet mange film og skrevet mange bøger om.
Bliver vi aktivistiske? Eller fryser vi? Giver vi os til at hjælpe andre? Eller giver vi os til at brokke os og betvivle regering og myndigheder og videnskab?
Jeg synes, at der er så mange lyspunkter nu. Der er så mange, der vil hjælpe. Så mange, der viser samfundssind. Så mange, der arbejder i frontlinjen derude som sundhedspersonale (min egen lillesøster er læge i frontlinjen på et hospital). Og andre, der kæmper for at hjælpe alle os andre: De butiksansatte, postbudene, chaufførerne, journalisterne, revisorerne, pædagogerne, lærerne, politikerne osv. Ikke noget af det er nemt. Mange gør en kæmpe indsats.
Når det er sagt: Så må vi må godt i et lille øjeblik tale med hinanden om at vi er bange og at det er svært. Gu er det svært. Gu skal vi tale om det.
I dag er ikke alene 80-året for Danmarks Besættelse, det er også påske eller passover – om man troende eller ej – påsken er en del af vores kultur. Påsken handler om død og genopstandelse. Ud af mørket kommer lyset.
Derfor skriver jeg i denne udgave af ”Hverdagsaktivistens guide til krisetiden” lidt om de bekymringer, der har fyldt meget hos mange af os i denne uge. Måske endnu mere end før efter pressemødet mandag den 6.april.
Det tog mig – som lille selvstændig – et par dage, at komme mig over den melding fra pressemødet mandag den 6. april. Hvor der nu ikke rigtig længere synes at være en plan for, hvordan vi små selvstændige kan komme til at arbejde med det, vi tjener vores penge på – mange af os ser ud til at have mistet det meste af en årsindtægt. Jeg lever af at holde foredrag for større forsamlinger + mine drenge jeg sælger vores botaniske gin på Festivaler og andre steder, hvor der er mange mennesker. Alt er aflyst. Men jeg kommer ikke til at pive nedenfor. Jeg har slettet den klumme, jeg egentlig havde skrevet, som gav et ærligt billede af, hvordan det virkelig er, at være lille selvstændig og have ondt i maven hver dag og bekymringer hver nat. Jeg må holde fast i her: At vi i denne klumme taler om, hvad man hverdagsaktivistiske kan gøre i krisetiden.
Vi slutter denne klumme optimistisk med en vedblivende tro på, at vi kan finde trøst i haven. Der er mirakler derude. Tudserne er vågnet og har været ude på deres store tudsevandring i denne uge. Solen har været fremme hver dag. Magnoliatræerne er på spring. Vi kan gøre nytte i en nyttehave. Og vi kan finde fred i et hjørne af en have, på en altan eller i en park. Vi kan alle sammen møde op i ”haveterapien” og få det bedre udendørs.
På den måde passer mottoet: ”Hvorfor blive inde, når alt håb er ude?” igen til os alle. Du med den gode hukommelse vil huske, at jeg brugte ordene som indgang til mine de haveklummer, der udkom hver uge i 2017 (tip: du kan google mit navn, haveklumme, haveblog og det, du gerne vil vide noget om, fx ”bygge terrasse”, så kommer du til klummerne).
Der har været mange pressemøder. Pressemødet den 6.april var naturligvis noget af det sværeste. Sikket også for Mette Frederiksen. Mange af os blev meget bange. Af forskellige grunde kan jeg læse. Jeg blev meget bange for økonomien og for solidariteten og for sammenhængskraften i samfundet. For empatien. For forståelsen mellem forskellige faggrupper og aldersgrupper og forståelsen mellem lande. Og jeg blev meget bange for generationstyveriet. Hvor de unge bliver taberne med vores BNP, der rasler ned og vi går et sort efterår i møde og alt dette, vil gøre den grønne omstilling sværere. Jeg var aldrig bekymret for hamstring af gær og toiletpapir. Folk reagerer forskelligt på kriser og glemmer i farten, at vi ikke har problemer med forsyningssikkerheden.
Det er også hverdagsaktivisme at melde ferie, hvis man holder ferie med fuld løn
Men jeg er bange for den – som jeg ser det – usolidariske hamstring af fridage, vi har været vidne til nu i en måned og det vil fortsætte en rum tid endnu. Nogen er sendt hjem på fuld løn UDEN MULIGHED for at arbejde (mange pædagoger, sygeplejersker, læger, lærere, supermarkedsansatte, plejehjemsansatte arbejder naturligvis hårdt og får fuld løn og burde få mere i løn). Nogen er privatansatte. Nogen er fyret, Nogen er gået 20 procent ned i løn for at beholde jobbet. Nogen er gået 20 procent ned i løn for at vise solidaritet (som den newzealandske statsminister og resten af regeringen). Nogen er offentligt ansatte og på fuld løn. De eneste, der synes uberørte økonomisk af krisen i Danmark er de offentligt ansatte. Nogen har nu holdt ferie i en måned på fuld løn – der er mange jobs, som ikke kan udføres fra en hjemmecomputer. De har været på stranden, i haven, i byggemarkeder. De har færdiggjort Netflix, som de skriver så sjovt, på sociale medier. Og nu fortsætter deres ferie på ubestemt tid eller til 10.maj (2 måneders ferie). De kunne vise hverdagsaktivisme, solidaritet og samfundssind og indberette deres ferie som ferie, så de ikke samtidig med at de har holdt ferie har optjent ferie.
Skidt være med toiletpapiret. Det er denne form for hamstring af penge/løn/ferie som usolidarisk overfor kommende generationer og overfor den grønne omstilling og det kan være samfundsomstyrtende. For hvorfor skal de unge finde sig i, at statskassen bruges op nu, af nogen på ferie, der synes det er fedt nok, at holde ferie og have ferie til gode bagefter? De unge får brug for pengene. Også når de skal tage sig af os, når vi bliver gamle. Jeg er bange for, at det her kommer til at gå galt. Vi må kæmpe de unges sag. Når man dyrker jorden, så forbereder man altid jorden til de næste generationer. Jorden skal være bedre til dem, når de overtager, end den var, da man selv overtog den. Det er god gammel landmandskik fra landet. Vi må tale om, at vi ikke usolidarisk kan udpine den jord, som vores unge mennesker skal dyrke.
I forhold til de små selvstændige, så er jeg naturligvis bekymret for dem også. De er de eneste, der har fået aflyst LØN og FERIE og som til gengæld har bibeholdt alle deres firmas omkostninger. Bankerne svigter dem. Og man har fra regeringen og folketinget side valgt, at de små selvstændige skal kunne få max 23.000 før skat. Lønmodtagere skal kunne få 30.000 før skat. Og de offentligt ansatte skal have fuld løn – også selv om de får 80.000 om måneden. Jeg forstår ikke, at man vil være bekendt, at behandle frisøren, der er hjemsendt fra salonen, anderledes end gartneren, der er hjemsendt fra en park på fuld løn. Eller anderledes end universitetsprofessoren, der er hjemsendt fra sit laboratorium. Alle burde gå lige meget ned i løn eller bidrage ved at afholde ferie. Det er en del af den nye ulighed, der skræmmer mig meget.
Hvad med mig? Det her handler ikke om mig. Jeg er naturligvis meget bekymret og som alle andre små selvstændige har jeg ondt i maven og sover dårligt – og er ind i mellem skrækslagen – men det her handler ikke om mig. Desuden: Jeg kan leve på en sten. Mine sønner og jeg skal nok få mad. Og vi kan dyrke det selv (se køkkenhave-tips nederst).
Hvad med de unge generationer?
Men jeg er bange for det store perspektiv. Jeg her på den 9.april og ved indgangen til påsken bange for sammenholdet i landet. Jeg er bange for om det nu går godt, med hastelove, overvågning, lukkede grænser, meget mere militær og politi i gaderne, fængselsstraffe. Jeg er nervøs for de kommende generationer – som om de ikke havde nok i at skulle arve klimakrisen efter overforbrugende generationer før dem.
Jeg er bange for det erhvervsliv, der siger, at der nu ikke er råd til at sætte ind overfor klimakrisen efter dette – som om klimakrisen er aflyst. Jeg er bange for mistet tillid til den vigtige videnskab og jeg er bange for Facebook-virologer. Jeg er bange for demokratiet og meget bange for om hele folketinget bliver hørt i vigtige beslutninger nu. Det er vigtigt. Alle skal høres. Det er en grundsten i vores demokrati. Jeg er bange for den helt nye ulighed i samfundet. Jeg er bange for at der opstår splid. Uro. Splid mellem de nye fattige og de nye privilegerede. At der opstår vrede over, at nogle får løn og nogen ikke får de samme privilegier. Jeg er bange for privilegieblindhed hos den heldige del af befolkningen, der får fuld løn, pension og ferie. Jeg ser det allerede og det skræmmer mig.
Jeg er også bange for ulighed blandt børn: Dem i de svære, voldelige hjem. Dem, der kommer på sommerferie (fordi deres forældre er lønmodtagere) og de børn, der ikke længere får fri og ferie (fordi deres forældre er selvstændige og nyfattige). Jeg er bange for, at der kommer massearbejdsløshed, konkurser, skilsmisser, alkoholisme, vold i hjemmene, selvmord og at helt almindelige mennesker uden tidligere kendte problemer bliver rigtigt hjemløse og må sove under broer. Jeg er bange for, hvad det vil gøre ved børn og unge, som selvfølgelig bliver de første ofre her.
Jeg er bange for kunsten, kulturen og restaurationsbranchen. Jeg er bange for uddannelsesinstitutioner, videnskab og for videns-tab. For at vi ikke husker, at vi er et land, der ikke har høje bjerge, men har kunst, kultur, musik og uddannelse og viden og værdsætter det.
Jeg er bange for, hvad for et signal vi sender til de unge, der skal være færdige med højskole – og efterskoleophold (et meget vigtigt ophold, test hele flokken, isoler dem, lad dem få deres ophold). Studenter (som min yngste søn). Eller dem, der skal være kandidater (som min ældste søn). Hvad betyder det for de unge, Blomsten af Danmarks ungdom, at vi ikke prioriterer dem? Deres dannelse (Højskole og Efterskole). Deres uddannelse (afgangseksaminer). Deres bidrag til samfundet. Samtidig med, at vi prioriterer vuggestue og børnehavebørn, men ikke afgangsklasser? Jeg er ikke bange for små skolebørn og børnehavebørnene. Jeg tænker, at de naturligvis kan komme i indskoling og børnehave i landets skove – kørt med nogle af de store konference- og skiferie-busser, der alligevel står stille, et barn på hvert sæde – ud i spejderhytter, ud i det gode vejr, ud og lege i skovene. Det er jeg ikke bekymret for. Det kan der laves en plan for.
Skolevaske på kræmmermarkeder
Jeg er heller ikke bange for de små skolebørn, de kan også undervises udendørs på denne tid af året. Begge mine forældre var lærere og jeg ved, at lærere er innovative og hårdtarbejdende og finder ud af det. Men jeg er ærgerligt over, at så mange skoler har skottet de der lange hvide skolevaske, som man kan finde på ethvert kræmmermarked, og som engang, da man stadig kunne huske, hvorfor håndvask var vigtigt, sad på alle lange gange på skoler, i alle mellemrum, i alle skolegårde. Må de hurtigst muligt komme tilbage til skolerne. Jeg er bekymret for vores unge. Ungdomsårgangen. De må ikke komme ind i deres afgangsklasser, ind på deres gymnasiers områder eller ind på universiteternes testlaboratorier. Det er bekymrende.
Når alt det er sagt, så er det ude. Vi er bange. Vi er bekymrede. Sådan er det. Nu må vi tænke på noget andet. Skrive en liste over alt det, der er at være glad for, som jeg skrev i indledningen. Heldige er vi, der kan påbegynde vores liste sådan her: Vi er ikke syge. Vi har et godt sted at være. Vi holder sammen.
Selv glæder mig mor-agtigt over, at mine børn reagerede sundt og positivt på de svære ting efter pressemødet den 6.april. Den ene bliver meget nyttig for samfundet – han skriver speciale i mikrobiologi (og må ikke komme ind på sit laboratorium, selv om børnehavebørn må komme i børnehave). Min anden søn går i 3.g – Biotek og skulle have haft sit livs sommer denne sommer med studenterfester og festivaler. ”Vi klarer det” skrev den ene til mig ”bare jeg får lov til at blive student, så er jeg glad” skrev den anden.
Drengenes festival-lejr i haven sidste sommer. Pludselig et utopia fra en tid før coronakrisen.
Man må, som jeg skrev indledningsvist glæde sig over det nære og de små ting. Blomsten af Danmarks ungdom. Blomsterne i haven. Men man kan også glæde sig over at kigge op i himlen og se en mere blå himmel end nogensinde før. Der er frisk luft. Der er ingen fly. Der er ingen striber på himlen. Folk er holdt op med at købe ting og sager og billigt tøj. Folk er mere bevidste end nogensinde før om, at de støtter med hvad de køber. Så de køber havebøger som aldrig før (tak). De køber god mad og drikke (tak) fra alle dem, i nærmiljøet, der ikke overlever uden. Det er meget opmuntrende.
Efter positivlisten kan man med fordel give sig til at se på muligheder. Man kan give sig til at skrive op, hvad man ellers kan gøre med resten af året. Så man kan bidage. Det er aktivistisk, at tænke på at bidage, give, i stedet for at modtage.
Jeg har fundet på syv nye arbejdsområder, som jeg kan kaste mig over. Du har måske allerede set at jeg laver podcasts. Jeg overvejer også fjernsyn, forelæsninger og foredrag online. Og jeg er oppe på otte punkter, hvis man medregner det, at skrive min bog færdig, som noget, man vil kunne leve af. Jeg har udnævnt en af mine kloge veninder til min chef de næste par uger. Ulønnet. Hun skal holde mig op på ideerne og bede om at få dem uddybet med faste intervaller. Måske har du også nogen, der kan hjælpe dig med at udvikle nye ideer og som kan holde øje med, om du kommer i mål med arbejde på nye måder. Den nye situation tvinger os til, at tænke helt anderledes. Og det kan der måske komme noget godt ud af.
STØTTEOPFORDRING: Hvis du synes at det er mærkeligt for dig ikke at betale for min journalistik, så støt på en anden måde. Køb gerne mine sønners og min fantastiske gin (link her) – det sætter vi også stor pris på og vil kunne leve af: Link til køb af rom og gin, som kan leveres til døren – spar portoen ved køb af 2 flasker. Kan holde sig i årevis. Flaskerne kan også afhentes fra vores lager i Hellerup/Gribskov eller i en af de butikker, som har åbent og som har dem på hylderne – se www.botaniskgin.dk
Du kan også købe nogle af mine bøger her og få dem sendt hjem til dig. Det er der mange, der har gjort. Tak for det!
Her er en gave: 30 dages gratis Podcast på Podimo via det link, jeg har fået lavet til mine læsere. Min første Podcast ”Jordforbindelse” var ude i fredags – og kører hver fredag fra nu. https://podimo.com/dk/signe
Her slutter klummen. Du kan slutte med at læse her. Eller du kan – hvis du er har længsel efter haven – læse videre og få et gratis kapitel fra ”Spis Din Have”. Kommer her.
Efter rulleteksterne – køkkenhavekasser
Du kan dyrke i højbede og i kasser på lidt plads! Denne metode hedder også ’container gardening’ eller ”no dig” på engelsk. Den har flere fordele. En ting er, at det er en bedre måde at arbejde på, når man har dårlig ryg, fordi der ikke er så meget med at ligge og rode nede på jorden.
En anden fordel er, at grøntsagerne ikke har så meget plads i bredden (horisontalt). De kan i stedet gro nedad (vertikalt), hvis kasserne er høje/dybe nok. Det betyder, at dette er en byagtig måde at dyrke på. Denne metode er da også kendt fra store byer, helt tilbage fra før der var infrastruktur til at køre grøntsager fra land til by. I Paris dyrkede man eksempelvis tæt i høje kasser og stenbede i gamle dage. Så var der frisk grønt til restauranterne inde i centrum.
Man må ikke grave og man må ikke trampe rundt oppe i sine kasser. Jorden skal være helt blød hele tiden og må ikke blive presset sammen. Man skal sørge for, at der er masser af velomsat kompost i kasserne – og også meget gerne husdyrgødning. Hønsegødning er fint. Kompost er godt.
Kasserne må ikke være lavet af trykimprægneret træ, men skal være lavet af noget træ, som er selvimprægneret. Det er lærk, robinie og tuja eksempelvis. Når kassen er bygget, fores den gerne med fibertex eller en gammel presenning, før der hældes ren jord (fri for ukrudt), kompost og husdyrgødning i kassen i lag. Man kan også godt lægge aviser i bunden, men det er ikke strengt nødvendigt. Derpå kan der plantes. Når man dyrker i kasser, kan man dyrke meget tættere end på friland. Og det er nemmere at holde øje med såvel snegle som ukrudt.
Grundregler – når du vil dyrke grøntsager!
- Identificer stedet, hvor du vil dyrke. Overvej hvor meget sollys, der kan komme på stedet. Og tænk over beskyttelse mod kraftig vind. Huse, plankeværker, garagemure, hække eller hegn kan skabe et godt mikroklima for sund, kraftig plantevækst. Der er ikke noget så frugtbart som en ’walled garden’. Det ses også i gamle herskabs- og klosterhaver og en køkkenhave med vægge kan stadig ses på eksempelvis Fredensborg Slot.
- Vælg et solrigt, veldrænet sted, og afprøv de eksisterende jordforhold for at bestemme pH-niveauet. Er jorden mon giftig? Hvis du gerne vil lave en jordprøve, eller hvis du vil få foretaget en professionel jordprøve, så er det meget nemt at læse mere om på nettet, hvor du også finder gode miljøteknikere med blot et enkelt klik.
- Vælg meget gerne et stykke jord, som du kan se fra dit køkkenvindue eller fra dit skrivebord. En køkkenhave er dekorativ og dejlig at følge med i inde fra huset.
- Overvej, om du ønsker en formel fin have med masser af vedligeholdelse og meget veldefinerede bede. Eller redte senge. Bede hedder beds (senge) på engelsk, og det er jo lidt sjovt. Overvej, om du hellere vil have en mere rodet, uformel have med stier og bløde kanter og en stor grad af biodiversitet. Også i forhold til ukrudt.
- Prøv at indarbejde lodrette designelementer. Disse kan være midlertidige og/eller permanente i form af små frugttræer, haveskure, hegn eller espalier. Du kan også lave en karakteristisk indgang til din køkkenhave i form af en port eller en buet hæk eller måske et stakit.
- Er der rådyr? Ja det er der jo ikke inde i byen – men hvis du nu har køkkenhave på landet, så skal haven skærmes. Husk, at du kan sætte mænd til at tisse i nærheden af køkkenhaven – og du kan sætte menneskehår, fra hjemmeklip/frisører, op ved køkkenhaven. Begge dele siges at skræmme dyrene væk.
- Bestem dig for, hvad der skal vokse i din have (fælleshave). Skriv lister. Hav en notesbog. Find ud af hvad du kan lide. Brug eventuelt en vinter på at kigge på sorter, og overvej dine planters placering nøje i forhold til hinanden. Det er virkelig nemt at finde ud af hvilke specifikke planter, der ikke kan lide at stå ved siden af hinanden – plantevenner – og hvilke planter, der gør hinanden godt. Slå op i bøger og slå op på nettet. Når du alligevel er i gang så tjek også op på ”sædskifte”. Hvilke planter der skal være hvor i år og næste år og næste år. Det er sædskifte.
- Vær opmærksom på, at der kommer mange forskellige farver, former og teksturer (miks fx bladformer; høje grønne porreblade med riflede salatblade og smukke artiskokker). Lave tætvoksende planter er bedst til kant. Mens høje frugttræer eller enormt høje jordskokker kan danne en væg. Overvej at designe hvert område i køkkenhaven som sin egen farvegruppe.
- Høsttidspunktet er også en vigtig overvejelse. Mange gode havemennesker kommer til at plante deres køkkenhave til, så det hele skal høstes i ferietiden, hvor de holder af at være bortrejst. Sørg for, at der er noget, som skal høstes tidligt og andet sent. Og bland det for at undgå bare pletter. Der bør være masser af planter, som kan sås flere gange – og nogle, som let kan flyttes rundt.
- Mål din have op, og tegn den på et stykke millimeterpapir. Eller hvis du har lidt løs hånd, sådan som jeg har, på et stykke bagepapir. Sørg for at have en plan.
- Hvis du orker, kan du med fordel lægge det design, du har tænkt dig, ud på jorden eller i kasserne ved hjælp af snore, reb og haveslanger. Sådan at du kan se, hvor meget der er plads til. Hvis du har gang i en stor køkkenhave på friland, så lav et layout over stierne først. De er det vigtigste. Husk, at der skal være nem adgang til at vande og gå rundt med haveslange eller vandkander, når du bruger genbrugsvand. Lav en central adgangsvej, der er lidt større end sidestierne. Stierne kan være lavet ud af pakket jord, nyslået græs, barkflis, grus og brosten eller mursten.
- Få styr på jorden. En jord, der er rig på organisk materiale (kompost eller gødning), er ideel. Hvis din køkkenhavejord skal dyrkes for første gang, skal jorden graves virkelig godt igennem. Vand skal kunne løbe fra. Der skal kunne trænge luft ind. Orme er vores venner. Og planterne skal frit kunne søge næring. Hvis jorden skal skiftes, er det ingen katastrofe. God ny havejord kan du nemt få kørt ind fra en vognmand eller en gartner. Det er ikke den store udskrivning.
- Indarbejd organisk materiale – havekompost er meget vigtigt for at få sunde afgrøder og for at give dig en god og hummusagtig jord. Hvis du ikke har nok kompost selv, kan du hente gratis kompost på genbrugsstationen i forårsmånederne.
- Hvis alt det her lyder besværligt, og din jord er enten giftig eller på andre måder besværlig (leret, sandet, tung) så overvej endnu engang container gardening eller højbede, hvor du kan have styr på jorden.
- Man kan sagtens spise mad, der er dyrket inde i byerne, hvor der kører biler. Man skal spise ustyrlige mængder af den salat, der dyrkes, hvis man skal nå over grænseværdierne. Men alligevel: Dyrk grønsager i nyttehaver og kolonihaver, omme i baggårde, på altaner og i haver, der vender væk fra vejene.
