Alle mine nære er ramt på den ene eller anden måde. De unge på en måde. De gamle på en anden måde. Os, der er selvstændige på en anden måde. Det har været 365 dage vi aldrig glemmer og det er ikke slut endnu. Men vi er ikke blevet syge af Corona og vi er ikke døde af Covid-19 og vi er ikke sendt ud af byen i ligposer i militærvogne ligesom dem nede i Bergamo. Og det er vi glade for.
Det billede står stærkt i erindringen. Sammen med billeder fra andre lande.
(Obs: Dette er et 6 sider langt essay – uden betalingsmur – læs det når du har 10 minutter)
Men alligevel er det en underlig lille detalje fra mit fagområde, der bliver ved med at komme tilbage til mig, i tiden fra da Danmark lukkede ned. Det var den nedlukkede radio. Jeg er journalist, jeg er publicist, jeg er retoriker, vi udkommer, vi meddeler os, vi forklarer, vi fortæller hvad der sker: Men ikke på Damarks Radio, som vi alle sammen betaler for, at fortælle os hvad der sker. Her lukkede man P1. I den for landet sværeste tid. Og man sendte journalisterne hjem uden Internetopkoblinger og telefoner og sendeudstyr tilsyneladende. Og man satte muzak på. Engang – under vores lands sidste kæmpekrise – da vi var i krig, da var radioen samlingspunktet: ”Det er London”. At Danmark Radio valgte at lukke ned var for mig et tab af faglig stolthed og jeg er stadig fortumlet over den fejlbeslutning her et år efter.
Vis samfundssind – bliv hjemme. Lød en opfordring sidste forår. Jeg har arbejdet hjemme i mange år. Så for mig var hjemsendelsen ikke noget at tale om. Jeg arbejdede videre som altid.
Bortset fra at jeg nu arbejdede som ulønnet.
Fordi jeg plejer at dele min tid mellem at udkomme på gratis digitale kanaler og så holde lønnede foredrag. Gyngerne betaler for karrusellerne. Men nu mistede jeg mine gynger. Men jeg fandt efterhånden ud af at hive penge hjem på andre måder, så de faste udgifter kunne betales privat og i firmaet. Desuden omstrukturerede jeg mit økonomiske liv. Og solgte sommerhuset i et dyrt område og købte et hus i et billigt område (se hvor længere fremme i teksten).
Der er gået et år siden jeg udgav det første af 10 kapitler af ”Hverdagsaktivistens guide til krisetiden” – jeg satte mig til tasterne efter pressemødet den 11.marts og udgav første afsnit 12.marts. Læs alle 10 afsnit her: Ligger i nummerorden https://signewenneberg.dk/category/hverdagsaktivisme/
Og nu bliver det sjovt. For i første afsnit forudså jeg, at vi ville gøre som vi har gjort under tidligere kriser og krige: Vende os mod jorden og give os til at dyrke forhaver og baghaver og altankasser. Få høns. Dyrke selvforsyning. Jeg er naturligvis ret stolt af at sige, at jeg fik ret: I aftes var jeg i Aftenshowet for at kommentere på, at det nu er gået så galt, at der mangler frugttræer og planter på planteskolerne – for træer og buske i to, tre og fire års vækst er revet ned af hylderne. Men så skal man bare vælge nogle lidt andre træer og planter end man havde tænkt og det er bare et dejligt positivt problem.
Og nu bliver det slemt. For jeg skrev også et afsnit om, hvordan vi kunne forberede os på det værste. Det havde jeg lidt erfaring med (fra da jeg havde kræft) og det forsøgte jeg at formidle videre og det blev det afsnit flest græd over. Jeg ved det fra alle de beskeder jeg fik.
Jeg stoppede serien da det hele lettede lidt hen mod sommeren. Men jeg har savnet at skrive de længere tekster, end dem jeg kan skrive på Instagram, og jeg har glædet mig til at lave denne lille opsamling på 1-års dagen for nedlukningen.
Så før jeg fortæller mere om livet som selvstændig kommer mine fem personlige og gennemtestede råd til ikke at blive kuk i en krisetid. Hvor jeg også afslører hvor i landet jeg har købt nyt hus.
- Skriv. For alle mennesker i alle aldre hjælper det at skrive dagbog og dokumentere svære tider. For publicister, forfattere og journalister gælder det samme – men for os, hjælper det at formidle. Det hjælper også at være til nytte. Det er lige meget om man får løn for det eller ej. Jeg er sikker på, at jeg bevarede humøret her under det første år med Corona, fordi jeg var i daglig dialog med jer: Læsere. Tusind tak for det. Tak for at I læste mine ti lange kapitler om ”Hverdagsaktivistens guide til krisetiden” her på min blog. Tak for at I købte mine gamle havebøger fra bagkataloget, fordi I gik i haven, men også fordi I udmærket vidste, at I kunne støtte mig indirekte ad den vej. Hver gang nogen købte en bog til et par hundrede kroner – dengang i foråret – så gik jeg ud og købte mad for pengene og følte, at vi var forbundne. Det samme når nogen købet en flaske botanisk gin (nogle ud ad bagdøren til lageret). Også tak også for, at I læste så meget med på min Instagram, at jeg fik en ret stor kanal ud af det, og tak for alle jeres havespørgsmål, som jeg svarede på, så meget jeg kunne, og det animerede mig til at skrive endnu flere indlæg, mange timer om dagen på Instagram, indtil sidst fik tennisalbue, kold skulder og diskusprolaps i nakken af at skrive, skrive, skrive. Jeg blev – som mange af jer ved – opereret den 13.januar 2021 og skriver nu med mere selvbeherskelse. Det sidste er også et godt tip.
- Dyrk. Dyrk jorden. Dyrk mad. Dyrk selvforsyning og oplev den følelse af frihed det giver, at have mad i haven og æg i hønsehuset. Dyrk livet udendørs og nyd, at det giver gratis haveterapi, som virker mod alt og nu også mod pandemisk mismod. Hvis du ikke tilhører til de 87 procent af befolkningen, der har adgang til en eller anden form for have, så meld dig ind i en fælleshave eller gå ind på de hjemmesider, der handler at dele jorden (du kan dyrke i en gammel dames have).
- Sælg. Har du noget at sælge, så sælg. Man ved jo aldrig hvordan sådan noget vildt noget som det her ender. Jeg solgte mit smukke sommerhus i Gribskov og har i stedet købt en fredet flexbolig i Guldborgsund, som jeg overtager 1.april. Jeg glæder mig. Jeg glæder mig til at indrette, til somre et helt nyt sted, til at se nye udsigter, til at lave en ny have. Og det er helt grundlæggende godt at have noget at glæde sig til i svære tider, hvor der ikke er meget at glæde sig til, herunder at få løn udbetalt som før, at blive inviteret ud, at gå på restaurant, at opleve kultur, at gå på museum, at rejse hen et sted og se noget nyt. Nu glæder jeg mig til Lolland.
- Gå. Mange har opdaget det i denne tid. Det hjælper at gå. Det har også hjulpet mig. Det hjælper også at gå, hvis man lige er blevet opereret for et eller andet, sådan som jeg blev fornylig. Har du ikke en hund, du kan traske rundt med, så lån en hund. Eller anskaf dig en hund. Det er en god ide at skulle ud morgen, middag, eftermiddag og aften for at gå og gå og gå.
- Engager dig. Jeg er blevet spurgt, hvem der mon betaler mig for at lave den der meget læste serie, jeg skriver i øjeblikket om smukke bevaringsværdige huse i provinsen (læs den på Instagram – se mere #denperfektelade). Læs også den historie, som Zetland har skrevet i dag om min serie. Jeg havde ingen som helst ide om at en føljeton om noget så smalt som bygningskulturarv og at finde en perfekt lade ville generere så mange læsere. Jeg havde ingen som helst ide om at en serie om noget så smalt som bygningskulturarv og at finde en perfekt lade ville generere så mange læsere. Ingen betaler mig. Den eneste bagtanke jeg har haft, er, at jeg som journalist gerne vil bidrage med at dele noget positivt i svære tider – samtidig med, at jeg selv holder humøret oppe ved at være engageret i noget. Et eller andet. I følge Martin Seligman, der er forsker i positiv psykologi, og som jeg citerede i bogen ”Lev livet selv”, så er det vigtigste for at komme godt gennem kæmpekriser disse 5 elementer: PERMA:
1. Positive følelser (P)
2. Engagement i noget (E)
3. Relationer (R) + fællesskab.
4. Mening (M).
5. Ambition – at lykkes med noget, man sætter som en ambition og ser som et mål. Det, at drømme om lader, huse, udsigter og det, at sætte nye tanker i gang omkring bygningskulturarv, en overkommelig bolig, et Corona-escape, kan hjælpe. Det var min tanke. Uden at den rigtigt tog form, indtil det pludselig var en artikelserie i Instagram-format. Og nu laver jeg det også til et foredrag!
Hvad ellers? Ja, jeg må hellere skrive lidt om elefanten i rummet. Her et år efter landet blev lukket ned. Jeg må hellere skrive lidt om:
De selvstændiges vilkår.
Som jeg talte lidt om i TV2-News i går – hos erhvervsjournalisten Charlotte Beder. Selvstændige er enige om, at ingen rigtig har haft deres ryg her i Corona-tiden på trods af et kludetæppe af hjælpepakker. (Senere opdatering – der var 4 totale nedlukninger. Sådan en som mig fik 0 kr for 4 totale nedlukninger og dermed fik jeg 0 kr i alt i de hjælpepakker, som alle tror, har holdt hånden under de selvstændige. Som foredragsholder var jeg absolut nedlukket).
En af grundene er, at de ministre, der skal varetage de selvstændiges erhvervsinteresser ikke har nogen som helst erhvervserfaring overhovedet (viser intern undersøgelse fra Christiansborg) og hele tiden roder rundt i om omsætning er det samme som løn og derfor tror, at 23.000 kr i kompensation til en virksomhed er det samme som, at en virksomhedsejer får det samme i løn som en på sygedagpenge. Man får lyst til at forklare.
Kære dig. Jeg håber, at du vil læse med, selv om du ikke selv er selvstændig. Det kan jo være du bliver det en dag. Eller at du bare er grundlæggende interesseret i hvordan andre mennesker lever og har det.
Et år er gået siden pressemødet. Siden vi blev lukket ned. Siden mange af de selvstændige sidst fik løn. Jeg er ok. Men mange er ikke.
Jeg skrev som nævnt 10 afsnit af Hverdagsaktivistens guide. https://signewenneberg.dk/category/hverdagsaktivisme/
Men der var også to afsnit, som jeg skrev – men ikke turde at udgive – fordi jeg var bange for at få buksevand af nogle af de få lønmodtagerne og offentligt ansatte, der i år har vist sig at blive så forfærdeligt sure, hver gang nogen taler om hvordan dem, der ikke er offentligt ansatte i grunden går og har det. Og lad mig understrege, at jeg elsker offenligt ansatte, mine forældre er skolelærere, jeg er med på, at det er nogen af de vigtigste mennesker i verden, der arbejder i den offentlige sektor. Og jeg selvfølgelig ikke er sur på offentligt ansatte og jeg mener, at offentligt ansatte gør et godt job.
Men jeg har oplevet at et par stykker er faret i flint, hvis selvstændige forsigtigt har forsøgt at fortælle om de faktiske forholde henne i jernindustrien.
Og om hvordan det er, at Epidemiloven, en grundlæggende lov, der beskyttede næringsdrivende mod tab ved tvangsnedlukninger, blev sat ud af kraft. Af Folketinget. Få dage før 11.marts.
Det var kapitler, som handlede om, hvor crazy det egentlig var, at være foredragsholder under forsamlingsforbuddet. Hør lige en selvmodsigelse. Foredragsholder og forsamlingsforbud. De afsnit var triste. Og nu var min serie jo positiv og hed ”Hverdagsaktivistens guide til…” og hvordan guider man lige vej gennem håbløshed og en slukørethed, som man ved er så grundvoldsrystende, at man aldrig helt kommer sig over den.
Jeg beundrer dem, der har det store overblik, mens ting står på, men jeg kunne ikke dengang i begyndelsen formulere, hvad det var, der var virkelig rystede mig helt grundlæggende i min grundvold. Nu ved jeg, at jeg var meget sørgmodig over at have mistet min barnetro.
Det er langt værre end at miste sine penge, for penge er jo, når alt kommer til alt, bare penge.
Min barnetro handler om ”frihed, lighed og fællesskab”.
”Føler du dig fri?” spurgte Master Fatman mig engang i et radioprogram. Og jeg kunne svare kæmpe JA. Jeg er selvstændig, fordi jeg er frihedselskende. Sådan tror jeg mange små selvstændige har det. De elsker friheden.
Så er der lighed og fællesskab. Det er jo derfor jeg har haft et godt øje til Socialdemokraterne hele mit liv og det har jeg stadigvæk. Men jeg blev simpelthen så grundked af, at miste min tro på, at SELVFØLGELIG hæfter vi solidarisk – selvfølgelig skærer vi ikke 10 procent af befolkningen fra og lader dem sejle deres egen sø. Selvfølgelig tager vi vare på de små. Selvfølgelig passer vi på den borger, der er selvstændig frisør, fodterapeut, negledame, sangerinde, fadølsanlægudlejer, cykeludlejer, bed-and-breakfast-udlejer, restauratør, kattepensiondame, cafeejer, konditor, butiksejer, virksomhedsrådgiver, foredragsholder. Selvfølgelig gør vi det i vores socialdemokratiske velfærdssamfund. Jamen selvfølgelig.
Vi er selvfølgelig ikke sådan et samfund, der sætter nogen ud på en isflage og skubber lidt til den med foden. Mens vi lukker andre ind i varmen, når snestormen raser. Og præcis sådan føltes det. Sådan har det føltes. Mine gamle kolleger fra restauranterne sad ude på isflagerne som fjernede sig længere og længere fra land. Mens alle os andre selvstændige stod sådan lidt tænderklaprende i det iskolde sand mellem isflager og kunne godt se at vi klarede den, men hvor fedt var det at klare den, når de andre sad ude på isflagen. Og vi kiggede op på det lune bådehus, hvor der var adgang forbudt for os, og hvor vi kunne se, at alle lønmodtagerne og de offentligt ansatte hygge sig og lune hænderne ved pejsen og ved den uberørte løncheck, den fulde pension, den fulde indbetaling og opsparing af ferie.
Måske kunne hele samfundet have været lidt flinkere ved de 10 procent selvstændige, der ikke kunne gøre for krisen, lige såvel som alle andre ikke kunne gøre for krisen. Måske kunne man have været lidt mere solidarisk.
Måske kunne man have have talt mere om de selvstændige, der har holdt hårdere for end nogen andre, det er dem, der har tømt deres børns opsparinger for at få mad og som har indgivet lige-lovlig-voksne konkursbegæringer. Lige så mange som under Finanskrisen. Jeg er ok. Men andre er ikke.
Måske kunne man fra samfundets top have gjort lidt ud af, at man godt vidste, at det var slemt, ikke at få løn, ikke at have penge til mad, hvis altså at man vidste – eller tænkte over – at det var slemt ikke at få løn. Problemet er også, at de offentligt ansatte journalister, der dækker krisen, ikke helt kan begribe – sætte sig ind i – at det er sådan her der er.
Eller man kunne – hvis man nu ikke tænkte empatisk – så tænke strategisk: Vi har brug for iværksættere i fremtiden. Og nu skal vi i Danmark ikke skræmme folk alt for meget fra at blive selvstændige – vi er jo det land i EU, der har færrest selvstændige og iværksættere.
Og det går også rigtig skidt med andelen af kvinder, der tør kaste sig ud i at arbejde usikkert med CVR-nummer.
Og man kunne tænke, at det virkelig vil være smart, at få folk til at blive ved med at være selvstændige, så de bliver ved med at poste – de der helt uundværlige private penge – ind i samfundsøkonomien, som der er så bliver så hårdt brug for, når der er så mange offentligt ansatte og så mange som 2.3 millioner, der fik den der tusindkroneseddel i april, fordi de på en eller anden måde er på overførselsindkomst.
Man kunne tænke, at vi som samfund kommer til at have brug for selvstændige erhvervsdrivende, med den store gældsætning, der er i samfundet lige nu. Man kunne tænke, at det måske var meget smart, at få dem til at få lyst til at blive i Danmark. Og betale skat i Danmark. Og i det hele taget drive virksomhed i Danmark.
Der er som nævnt hjælpepakker. Men der er så mange, som ikke kan få en krone fra hjælpepakkerne. Og så er der nogen, med store ustoppelige udgifter i 12 måneder, der har fået 23.000 kr pr md i 3 måneder – som er gået til at dække udgifterne henne i firmaet og hvordan skal udgifterne derhjemme så dækkes? Og hvad med de andre 9 måneder, der ikke er dækket?
Her har man heller ikke tænkt den enlige mor ind. Hende, der er dobbelt ramt som selvstændig + enlig.
Og så er der dem, der slet ikke kan få hjælpepakker. Fordi de virkelig ikke er tænkt af hoveder, der har erfaring med at være selvstændige. Hvis man fx er foredragsholder, så må man ikke have holdt foredrag, hvor der var offentlig adgang, dengang for et år siden, før Corona, før man vidste noget om sammenligningsperioders krav, for ellers kan man ikke få noget. Og man er aflyst hen til september 2021 nu – men hjælpepakkerne er stoppet. Og hvis man var syg i sammenligningsperioden et år før Corona, så kan man heller ikke få noget.
Jeg bliver ked af det når jeg igen hører, at min søde og dygtige og veluddannede veninde, som er enlig forsørger, og som før havde en virkelig god business med at rådgive top-business-ledere, mens som nu ikke kan mødes med nogen, og derfor ikke har nogen business, igen har spist kål til aftensmad, fordi hun overhovedet ikke har nogen penge. Hun har solgt alt hvad hun kan af sine ting og sine døtres ting i Den Blå Avis. Og hun har tømt alle køkkenskabe for mad.
Det er ikke meningen, i det her kristne og socialdemokratiske samfund, at byrderne skal være så ulige fordelt, at nogen skal leve af kålblade, mens andre højlydt skal spekulere over, hvad de skal bruge deres mange penge på, når nu de nu ikke har kunnet ”svinge dankortet” i lang tid.
Måske kunne vi alle sammen her i vores store kollektiv have hæftet lidt mere solidarisk og dermed bæredygtigt.
Måske kunne alle have fået 80 procent (undtagen dem i frontlinjen på Covid-afdelingerne). I stedet for at nogen (mange) fik 100 procent i løn og andre fik 0 procent eller 20 procent. Jeg ved godt, at der er noget der hedder overenskomster og så videre. Men der er edderbuksemig også noget der hedder solidaritet og sætte sig i hinandens sted.
Man kunne have – i det mindste – bede om at der blev afholdt tvungen ferie (mere end 5 dage i påsken sidste år) for de hjemsendte, sådan at de selvstændige ikke skulle se alle dem, der havde brokket sig over ikke at have flere speltboller at bage og puslespil at lægge og strikketøj at strikke på gå direkte på ferie fra hjemsendelse, hvorefter de igen brokkede sig over kedsomhed på sociale medier.
Det ramte mig hårdt på min faglighed, at radioen lukkede ned da Danmark havde mest brug for at høre, hvad der foregik. Og det har i året der er gået fyldt mig med undren, at der er så stor forskel på, hvad de statsansatte kolleger ved hævesænkebordene på DR bekymrer sig om. Og hvad vi kolleger herude på den anden side har af bekymringer.
Alle mine nære er ramt på den ene eller anden måde. De unge på en måde. De gamle på en anden måde. Os, der er selvstændige på en anden måde. Det har været 365 dage vi aldrig glemmer og det er ikke slut endnu.
