Åbningstale på Dansk Arkitektur Center 10.april 2025 i anledning af udstillingen ”Genbrug” – som jeg også har bidraget til. Gæster og læsere har bedt mig om at lægge talen ud, så de kan læse den. Den kommer her. Talen tog 15-16 minutter at holde (talen må selvfølgelig gerne deles – men må ikke kopieres og genudgives uden tilladelse). Ps. det bliver nok sidste gang I ser mit gamle websted, det er under udvikling og snart klar.
Kære gæster,
Mit navn er Signe Wenneberg. Jeg er klimajournalist og stifter af Den Lille Grønne Avis. Det er mig en stor ære at byde velkommen til åbningen af udstillingen “Genbrug”. Eller som en ejendomsmægler – som sætter gamle huse til salg under overskriften ”riv ned og byg nyt” – ville sige: Velkommen til ”noget gammelt lort”!!
Vi lever i vilde tider. Der er uhyrlige overskrifter hver uge. Men i dag skal vi fokusere på noget positivt.
Der er en god udvikling i gang i den danske byggebranche. Typehusfirmaernes dage er talte. Deres kampagner for at sælge grimme huse bygget på akkord med en lovet levetid på under 30 år – og med garanteret skimmelsvamp og et kulsort klimaaftryk – bliver mere og mere desperate.
Mange byggefirmaer vil stå på den forkerte side af historien i en tid med klimakrise og ressourcekrise. De vil skulle stå til ansvar overfor børn og børnebørn, der kommer til at mangle de nye ressourcer, som er hældt i de unødvendige hurtig-huse. Hvorfor gjorde I dog det? Vil børnebørnene spørge med rette.
Branchen er ved at ændre sig. For bare et par år siden stod fronterne stejlt. Dem, der interesserede sig for bygningskulturarv og klimakrise, blev kaldt romantikere og klimatosser. Og de politikere og bykonger, der rev en hel og en halv by ned i fx Aarhus, Odense og Horsens blev tiljublet som helte. Og i Viborg fandt man ovenikøbet på et helt nyt motto: ”Gør byen fed – riv lortet ned!”.
At være dansk arkitekt på nybyggerier var noget man rejste rundt i verden og var stolt af indtil for nylig. At være ”developer” var noget man brystede sig af på forsiden af erhvervsaviserne.
På ganske kort tid er det hele blevet anderledes.
For et års tid siden blev jeg ringet op af et nedrivningsfirma, som gerne ville have noget modspil i deres bestyrelse. Jeg blev naturligvis noget overrasket, for jeg skriver jo nærmest ikke om andet, end at vi skal undgå nedrivninger og at jeg går ind for byggestop og at vi skal have en klimafredning af alt det der er bygget. Men jeg sagde ja efter jeg havde stillet tre betingelser, som handlede om cirkulær økonomi, genbrug og ansvarlighed.
Så fra nedrivningsbranchen kan jeg derfor berette, at flere og flere kunder taler om transformation, – og færre og færre vil have en totalnedrivning. Sådan var det ikke for bare to år siden.
Nedrivningsfirmaet Hockerup i Roskilde, for det er dem, jeg sidder i bestyrelsen hos, har nu tilsluttet sig Reduction Roadmap, de har to ansatte, der alene fokuserer på at fremme cirkulær økonomi og de åbner et marked for Genbrugsmaterialer i en cirkulær hal, som er ved at blive bygget af vinduer fra Galgebakken og beton fra Bellahøjhusene. Forleden havde jeg et møde med direktøren, som fortalte, at det går meget stærkt med udviklingen, paradigmeskiftet, derude nu.
Og det er netop hvad denne udstilling har fokus på: Et af vor tids største skift i paradigmer:
Overgangen VÆK fra en lineær økonomi, brug-og-smid-væk-kultur, hovedløst forbrug af ressourcer og rå kapitalisme: Hvor alt forbrug er godt fordi det tæller positivt i BNP eller noget. Eller hvor man ser en gammel bygning som ”noget gammelt lort” – fordi det er sådan man har lært at se på alt, der er gammelt – i stedet for at se den som en mulighed, en ressource, et stykke bygningskulturarv, som vi skal tale pænt om.
Det vi kommer over TIL i paradigmeskiftet er: En ny periode med cirkulær økonomi – hvor vi igen vil forstå, det, som vores bedste- og oldeforældre til fulde forstod: At alt er ressourcer. Alt indgår i det store kredsløb. Alt der eksisterer i verden skal udnyttes og genanvendes og bruges og slides op.
Vi vil igen gå over til en tid, hvor vi holder hus med ressourcerne og ikke smider noget ud, der kan bruges. Vi vil forstå, at vi ikke kan blive ved med at bruge løs, når seks ud af ni planetære grænser er overskredet. Og at klimakrisen virkelig er forårsaget af overforbrug af ressourcer i de rigeste lande.
Hvor vi erkender, at overforbrugstiden var en underlig kort periode i verdenshistorien.
Havens cirkularitet
Jeg undlader sjældent at benytte en chance for at tale om have, jord, jordforbedring, gødning og kompost, hvis jeg kan komme til det. Og nu ser jeg lige en mulighed
Nogle af jer går måske i haven ligesom jeg gør. Nogle af jer finder måske endda, at det er afslappende og meningsfuldt på den måde at gå rundt og se små og store sammenhænge derude. Hvis man dyrker jorden og giver sig tid til at lære årstidernes processer og principperne for jordforbedring og kompost at kende, så kender man alt til værdien af cirkulær økonomi. Man kan ikke bare dyrke jorden uden at give noget TIL jorden. Man kan ikke TAGE uden at GIVE.
I min yndlingshavebog, Karel Capeks lille ”Et år med min have” fra 1929 skriver forfatteren så sjovt om hvor desperat man bliver for at ”få noget godt i jorden” og få noget godt i komposten. Og det hele er genbrug: Aske, ben, hestemøg, formuldet træ, hønsemøg, drengetis, indtørrede æbler, gamle græskar, kartoffelskræller, visne blade. Altså noget, der kunne være affald, men som er genbrug af næringsrige ressourcer, når man ser det cirkulære kredsløb fra sine planters perspektiv.
Lad os kigge lidt mere på ordet ”affald”. Det var engang et optimistisk positivt ord.
I Dansk Ordbog, som Videnskabernes Selskab begyndte udgivelsen af i 1793, blev affald forklaret som ”Løvets Affald om Efterhøsten” og ”Nedfald af modenhed eller ælde”. Affald = Nedfald, blev forklaret som blade, der faldt mod jorden. Og altså således blev til muld, til jord, som der kunne gødes med og dyrkes i. Altså var nedfald/affald noget positivt og livskraftigt. Noget vi kunne skabe noget nyt af.
I 1870 skriver H.C. Andersen ”det er en dårlig skrædder, som ikke af affaldet fra skrædderbordet skulle kunne lappe en barnetrøje sammen”. Her begyndte ordet at få betydning som ”en rest” – noget der ikke har værdi i sig selv, sådan som bladene havde.
I nutidens ordbog er affald reduceret til noget negativt: ”Materialer, genstande eller stoffer, der ikke længere har værdi eller anvendelse for den person, der smider dem ud, og derfor kasseres”.
Eller som ejendomsmæglerne og en hel del byggesagkyndige og sælgere af nye vinduer siger: ”Noget gammelt lort”.
Nu er tiden måske kommet til ikke bare cirkulær økonomi. Men til en cirkelbevægelse tilbage til dengang, hvor affald betød noget positivt, noget livskraftigt.
I 2011 udgav Tor Nørretranders bogen “Afskaf affald – et fremtidsskrift”, hvor han argumenterer for, at vi ikke bør betragte affald som noget, der skal bortskaffes, men som en ressource.
Han skriver: ”Affald vil ikke eksistere i fremtiden, ligesom det ikke eksisterede i fortiden. Affald, som vi kender det, er en historisk parentes”. Og videre…
“Man afskaffer ikke affald ved at bortskaffe det. Man afskaffer affald ved at bruge det”…
Udstillingen her handler om at genanvende og genbruge materialer i det byggede miljø. Det vil sige, at det handler om cirkulær økonomi.
Begrebet “cirkulær økonomi” blev første gang officielt introduceret i 1990 af økonomerne Pearce og Turner. De udfordrede den traditionelle lineære økonomiske model ved at foreslå en økonomi, hvor ressourcer genanvendes og affald minimeres. (Altså lidt ligesom i haven!). Siden da har teorien vundet global anerkendelse som en nødvendig strategi for bæredygtig udvikling.
Jeg var 22 år i 1990 og kan – ligesom sikkert mange af jer – ikke huske en tid, hvor vi IKKE talte om cirkulær økonomi, til gengæld er det først nu, det er ved for alvor at vinde indpas.
Begrebet ”en bæredygtig udvikling” stammer fra den rapport, som FN udgav i 1987. Det hed ”Our Common Future” i daglig tale Brundtlandrapporten. Den var forløber for Verdensmålene.
Og det er herfra FN’s definition på bæredygtighed stammer, en definition, som bruges den dag i dag og som jeg næsten altid indleder mine foredrag med at citere:
”En bæredygtig udvikling er en udvikling, som opfylder de nuværende behov, uden at bringe fremtidige generationers muligheder for at opfylde deres behov i fare.”
Det er det, som det handler om, når vi taler om bæredygtighed.
Vi må ikke bringe kommende generationers muligheder for at opfylde deres behov i fare.
Det har vi været enige om siden 1980erne. Men alligevel gik samfundsudviklingen den modsatte vej. Vi har revet ned og bygget nyt. Vi kan sammenligne os med Saudi Arabien i hvornår vores Country Overshoot Day falder – på grund af vores materialeforbrug til nybyggeri – som står for 40 % af vores samlede carbon foot print. Vi forbruger løs. Vi smider ud. Og giver den gas med biler, bøffer og større boliger. Og kæmpe køkkener. Men nu sker der måske noget…
Køkkeners cirkularitet
For et par måneder siden faldt jeg over et gammelt køkken i Bjerringbro. Jeg tog et par billeder og delte det på Instagram, som modvægt til alle de nye køkkener, der vises i feedet. Stor var min overraskelse, da læserne hyldede det gamle køkken. Det fik tusindvis af likes! Dagen efter gik jeg ind til min nabo – der har et bevaringsværdigt 1930er-hus ligesom vores hus – et hus, som han har boet i siden 1956! Jeg spurgte ham, om jeg måtte tage billeder af hans køkken, der aldrig nogensinde har været skiftet. Han var uforstående. Hvorfor vil du tage billeder af mit køkken? Hvorfor skulle jeg skifte det når det virker? Hvorfor synes folk det er noget særligt?
Min nabos køkken fik også folk til at juble. Mange skrev, at de ærgrede sig over, at de ikke selv havde genbrugt det originale kvalitetskøkken, der havde været i deres hus eller lejlighed, da de flyttede ind. Men det er forståeligt. De levede i en tid hvor vi blev hjernevasket til at ”alle har ret til et fedt køkken” og der gik hele tiden nogen rundt og sagde til os huskøbere eller husejere, at alt, der var af ældre dato var ”noget gammelt lort”.
Derfor er så mange gode køkkener, kernetrævinduer, indvendige døre, indvendige trapper, gulve og badeværelser smidt i containere. Det var den gamle verden. Den gamle måde at forbruge på. Den gamle måde at smide ud på. Nu ved vi bedre.
Holland vs. Danmark
Byggesektoren spiller en helt central rolle i overgangen til en cirkulær økonomi. Holland har været en pioner og har siden 2010 reduceret ressourceforbruget i byggeriet med 30%. Danmark har i samme periode øget ressourceforbruget med 50%.
Holland genanvender 24,5 % og har for længst lagt om til cirkulær økonomi. I Danmark genanvender vi under 0,25 % fra byggeriet.
Heldigvis træder loven om ”Selektiv Nedrivning” i kraft den 1.juli efter virkelig lang tid venten, som typehusfirmaer har forstået at udnytte: De har lovet pengepræmier på 50.000 kr til folk, der var med på at rive ned inden skæringsdatoen. Hvilket om noget viser, at de ikke har fattet en skid, når det kommer til bæredygtighed eller Overshoot Day og børnebørnenes fremtid.
Her står vi, på Dansk Arkitektur Center og må konstatere, at vi skal bygge markant mindre. Mange taler om at vi skal bygge mindst 80 % mindre, hvis vi vil undgå at accelerere overskridelsen af de planetære grænser.
Når vi bygger mindre – men stadig har behov for boliger, skoler, tandlægeklinikker osv – så betyder det, at vi må transformere mere og vi må genbruge mere.
Der er 4 millioner bygninger i Danmark. Der er masser af bygninger i Europa. Vi vil opleve forladte fabrikker, stalde, lader, industribygninger, elværker, siloer, hospitaler, skoler og så videre i fremtiden. Dem skal vi bruge klogt!!
I stedet for at rive dem ned eller sprænge dem i luften, som man virkelig gjorde engang. Vi skal lytte, når ”Byggestopbevægelsen” arbejder for en omstilling af byggebranchen, der respekterer klimavidenskaben og derfor vil have mindre nybyggeri, mere omfordeling, færre nedrivninger, flere renoveringer og flere deleboliger.
Et nyt studie fra forskere på DTU, SDU – som jeg har skrevet om på Den lille grønne avis (som I kan finde på Instagram @signewenneberg, hvis nogle af jer ikke allerede følger den) – viser, at biobaserede byggematerialer ikke er nok til at gøre byggebranchen bæredygtig.
Vi kan med andre ord ikke pudse vores glorier – hvis vi har bygget med træ, tang eller hamp – vi er nødt til arbejde med transformation af eksisterende byggeri, hvis vi vil bygge ægte bæredygtigt. For ti år siden kunne vi stadig tro på, at det var nok at tale om biobaserede materialer og bo småt i Tiny-Houses. Nu skal vi også tale genbrug og genanvendelse af eksisterende. Og vi må tilslutte os slagordet: ”Bevar eller forklar!”.
Afslutning
Vi lever i vilde tider. Der går næppe en dag uden nyheder om samfundskriser, klimakrise, biodiversitetskrise, aktiekrise, handelskrise. Den geopolitiske situation vil kræve af os, at vi får nye venner. At vi kigger mod Europa og Afrika. Jeg arbejder ofte på det afrikanske kontinent og var i Nairobi for et par uger siden til Demokrati-Folkemøde. Her kommer noget opmuntrende. Man har et helt andet forhold til ressourcer og affald i Kenya. Man er blevet selvforsynende med grøn strøm. Man går til angreb mod tekstilaffald, der dumpes fra de rige lande. Man har forbudt plastikposer og kan få store bøder for at være i besiddelse af plastik. Man undersøger hvordan man kan genindføre fortidige afrikanske bæredygtige byggeprincipper. Man planter sindssygt mange træer og har indført nationale træplantningshelligdage. Den store unge veluddannede generation taler om klima og verdensmål i hver anden sætning. De kan FN’s definition på bæredygtighed i søvne.
Bæredygtighed er – som vi ved – at tænke på næste generation i alt hvad vi gør.
På plakater rundt omkring i byen for udstillingen har jeg lagt mærke til, at man bruger det engelske ord ”Recycle” som titel på udstillingen. Om det er for at komme udenom, at der er meget stærke meninger i arkitekt-kredse om hvornår man må bruge ordet ”genbrug” eller hellere skal sige ”genanvendelse” – eller om det er for at tækkes et internationalt publikum, ved jeg ikke (smil).
Men en ting er sikkert: Udstillingen “Genbrug” lægger sig smukt og samfundsrelevant i forlængelse af den forrige udstilling om ”Vandet kommer”. Vi bliver inviteret til at reflektere over vores forbrug og til at tage aktivt del i overgangen til en cirkulær økonomi og dermed, sådan set, i demokratiet og i den nødvendige samtale om klima, bæredygtighed og ressourcebevidsthed.
Udstillingen har også inviteret mig til at genbruge noget fra fortiden. I gamle dage, før årtusindskiftet, skrev jeg hvert år en ”Hot & Not-liste” til Politikens Nytårsavis. Den udkom ni år i træk indtil jeg som 29-årig synes jeg var blevet alt for gammel til at udtale mig om tendenser i tiden Men nu har jeg skrevet en ny ”Hot & Not-liste” – den hænger derovre – og er om tendenser i skiftet fra lineær til cirkulær økonomi i byggeriet, i køkkener, i kompostbunker.
Nu skal vi ud at se udstillingen og se hvordan vi kan … Sørge for, at der efterlades en mere bæredygtig verden for kommende generationer. Og lad os så håbe, at vi snart slipper for at høre ressourcer omtalt som ”noget gammelt lort”…
Tak!
