Miljø

Endelig sprøjteforbud

Nyhed: I denne uge gik forhandlingerne om. nationalt spøjteforbud i gang

Kommentar: Nu skal vi have en god nyhed. Torsdag i denne uge gik forhandlingerne om et nationalt sprøjteforbud i gang! Vi har ventet længe. Vi har kæmpet. Vi har været hverdagsaktivistiske! Jeg ved ikke hvordan du har det – men jeg kan næsten ikke forstå, at det nu lykkes. Endelig.

Målet med den forhandling, der gik i gang i denne uge er at beskytte de mest sårbare grundvandsområder mod pesticider, slam og forurenet jord. Og at få et lovforslag vedtaget allerede i år.

Det er på høje tid.

Efter 27 år med frivillighed, lokale aftaler og meget snak er kun 1,6 % af de udpegede indsatsområder blevet beskyttet mod sprøjtemidler og nitrat. Det er vildt for dårligt at dem, som har fået det ansvar at passe på jorden og drikkevandet ikke har levet op til det ansvar. Lad os kalde en spade for en spade.

Der er i dag pesticidrester i 55,1 % af de undersøgte drikkevandsboringer

Det her har været problem siden 1980erne. Vores drikkevandsboringer er blevet uigenkaldeligt forurenet af landbrugets giftstoffer. I er sikkert trætte af at høre på mig, for jeg har kæmpet for rent drikkevand hele mit voksne liv efter vores egen vandboring hjemme på gårdspladsen blev ødelagt af pesticider fra landbruget og de omkringliggende marker.

Mange af jer ved det her, fordi jeg har skrevet om det herinde før: Jeg har selv været syg med en kræftform, der muligvis kan linkes til giftstofferne fra landbruget. Derfor er i dag ganske emotionel for mig.

Endelig kommer der sprøjteforbud

Landbruget – dem, der ikke gider være økologer – kræver naturligvis igen kæmpe kompensation. Ja, jeg skriver gider – for alle har et valg – og det er et valg at bruge gift. Man kan vælge at være økologisk eller biodynamisk landmand og man kan vælge den regenerative vej.

Regeringen lægger op til, at nogle lodsejere skal have støtte eller erstatning, hvis de bliver hårdt ramt af forbuddet (meldinger fra de steder, hvor der allerede er indført sprøjteforbud, viser, at den rene jord, som er uden gift, ikke bliver mindre værd end den var før, da den blev sprøjtet.

Min mening er, at de berørte landmænd kan tage det aktive valg for kommende generationer at lægge om til økologi og stikke piben ind.

For er der noget vigtigere end at efterlade jorden og drikkevandet i en god forfatning til næste generationer – for vores børn og børnebørn? Jeg synes det ikke.

Hvad synes du?

Mig og mit barnebarn Bjørn i haven forleden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *