Byggeri

Bevar eller forklar – talen

Vi skal bevare mere og vi skal have gode forklaringer, hvis vi vil ødelægge solide bygninger. Læs Signe Wennebergs tale om ny arkitekturpolitik

Dokumentation. Her er den tale, som jeg holdt til pressemøde 8.september på Christiansborg

Lige nu – mens jeg taler – bliver der revet en fin bygning ned et sted i DK. Det kan være i Horsens, der har Danmarksrekord i nedrivninger. Det kan være i Herning. Det kan være i Hvidovre. Det kan være overalt.

Jeg ved det, for jeg har formidlet det, dokumenteret det og fotograferet det i mange år. Jeg har krydset landet igen og igen. Jeg har været i næsten hver en flække. Jeg har set smukke huse blive smadret. Selv huse solgt til 5, 10, 15, 25 og 30 millioner pulveriseres.

Nedrivning Strandvejen - Den lille grønne avis

Når jeg står og kigger ind på nedrivningerne, så bliver det meget håndgribeligt, at noget er helt galt med vores forbrug af ressourcer. Med vores ligegyldighed overfor kulturarv. Med vores ansvar overfor de næste generationer.

Lad os lige huske hvad det handler om. Hvad vi er sat i verden for. Vi skal gøre det hele bedre – ikke sværere – for dem, der kommer efter os!

FN’s definition på bæredygtighed stammer fra 1987, fra Brundtlandrapporten: Vi har vidst det her længe:

“En bæredygtig udvikling er en udvikling, som opfylder de nuværende generationers behov, uden at bringe fremtidige generationers muligheder for at opfylde deres behov i fare”

Hvornår glemte vi det her værdigrundlag?

Fine huse med historie forsvinder. Nogen vil hellere bygge nyt, nyt, nyt. Og lovene passer ikke på de gamle huse. Lovene er ikke designet til, at nogen kan være så uoplyste, at de smadrer ressourcer. Og loven tillader – som det er nu – et ekstremt forbrug af nye byggematerialer. Enhver bygning i vores land er i fare for at der kommer en rigmand forbi med dårlig smag og ingen samvittighed.

Det er det vilde vesten blandt nybyggere i byggeriet.

Det skal vi have gjort noget ved.

Det var en stor dag for mig, da vi fra Alternativet fik princippet “bevar eller forklar” skrevet ind i regeringsgrundlaget. Jeg vil aldrig glemme det.

Jeg vil meget gerne takke regeringspartierne for at de lyttede og lod os få så mange sider om byggeri og bæredygtighed med i regeringsgrundlaget.

Det er godt med hensigter. Men det er bedre med handling. Så nu skal vi i arbejdstøjet – for at få standset bulldozerne, nedriverne og dem, som jeg nogle gange har kaldt ”smadremændene” 

Det nuværende billede har ingen alt-tekst. Filnavnet er: skaermbillede-2026-09-09-kl.-11.07.37.png

Eksperter peger på, at vi skal reducere nybyggeriet med op mod 80 %, hvis vi vil overholde Parisaftalen og undgå at accelerere klimakrisen. Derfor må vi tænke byudvikling helt anderledes.

Nedrivning kan ikke længere være det indlysende valg.

Man skal forklare – hvis man ikke vil bevare

Lad os transformere – bygge videre på – de bygninger, der allerede står. Ikke smadre og bygge nyt fra bunden.

For at “bevar eller forklar” skal virke i praksis kræves, at det skal koste at rive en god bygning ned…

*Vi vil indføre en afgift, der matcher det klimaaftryk, nedrivningen efterlader.

*Bevisbyrden skal vendes om. I dag kan kommunen ikke kræve, at en bygning bevares. Vi mener, at bygherren skal forklare, hvorfor et hus ikke kan bevares. Huse indgår i en arkitektonisk sammenhæng og er en del af kulturarven, der skal være vægtige grunde til at ødelægge.

*Vi vil arbejde for give kommunerne et redskab, de kan bruge med det samme: En ”straks-bevaring” (i dag har de kun et §14 forbud). Vi skal have bevaret bygninger numens vi arbejder videre med lovgivning.

(Det er noget jeg lige nu forhandler om med boligministeren)

*Vi vil gøre det attraktivt at vælge det eksisterende: At passe på bygningsdele, køkkener og huse. Lad os skabe en trend og kalde det: ”Nyt er yt!”

*Vi vil ændre håndværkerfradraget. Så det virkelig går til håndværk, bevaring og biobaseret isolering.

Bygningskulturarv, arkitektur og skånsom renovering skal have forrang

*Vi vil have delt bygningsreglementet. Et til gammelt. Et til nyt. Og vi skal have forlænget den forventede levetid på nybyg fra 50 år til væsentligt mere (LCA).

* Vi vil genetablere et centralt samlet register for de fredede og bevaringsværdige bygninger. Og der skal ansættes flere fredningsarkitekter!

*Lad os også styrke byggeriets uddannelser, så renovering og cirkulært byggeri bliver tilgodeset. Det her er noget, som lærlinge selv efterspørger. Mere viden om det bæredygtige og et blik på livscyklus i husene.

Vi har over fire millioner bygninger i vores land.

Lige nu – mens jeg har talt – er et hus ved at blive revet ned et sted i Danmark. Sådan behøver det ikke være.

Vi skal værne om ressourcerne!

Tak

Skriv dig op til nyhedsbrevet her – og fortæl endelig om Den lille grønne avis til andre

Se talen via dette link – den ligger som en lille film på Instagram og Facebook

Læs Politiken Byrummonitors grundige omtale af talen her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *