Mediekommentar: Der er lige kommet en ny bog fra medieforskeren Camilla Mehlsen – ”Hvordan er nyhedsinfluencerne en magtfaktor” (Informations forlag). Og minsandten om ikke jeg er med som eksempel på en journalist, der driver sit eget medie. Tak!
Tak for at blive taget alvorligt! Kæmpe tak for det, Camilla Mehlsen. Jeg er glad for at blive omtalt som ”nyhedsinfluencer”, ”passioneret nichenørd”, ”fagspecialist” og ”bæredygtighedsinstagrammer”.
”Andre nyhedsinfluencere fungerer som nichemedier med specialiserde stofområder. Det gælder den italienske transfer journalist Fabrizio Romano, der med millioner af følgere på sociale medier er en toneangivende kilde, når han med ordene ”Here We Go” melder ud, hvilke fodboldspillere der skifter klub. Fabrizio Romano anses for at være en af de mest betroede fodboldjournalister i verden. Et dansk eksempel i en anden boldgade er journalist Signe Wenneberg, der med sin ”lille grønne avis” på Instagram formidler aktuelt indhold om klima og bæredygtighed tusindvis af følgere”
Lad mig lige komme med dette indskud
Mange af mine læsere ved, at jeg hader at blive kaldt influencer. Fordi det er et meget nedsættende ord, som smager af, at jeg mod betaling forsøger at sælge billigt modetøj, mens jeg står med en selfiestang på en bjergtop og griner fjoget.
Derfor hader jeg, at blive kaldt ”influencer”. Og jeg skal være ærlig at sige, at jeg finder det skolegårdssmåligt, at især journalister og redaktører, der sidder flot i sadlen på deres trykte gamle medie, føler sig kaldet til at kalde en kollega, mig, for ”influencer”. Mens de udmærket ved, at jeg er uddannet på universitetet i retorik og kulturjournalistik og har arbejdet som kommunikationsrådgiver og som ubestrideligt har en lang journalistisk karriere bag mig (fra 1991).
Nuvel.
Nybrud skal tages alvorligt
Jeg er meget glad for Camilla Mehlsens forskning i bogen, for hun viser, at der sker noget nyt og anderledes i journalistik for tiden. Og at det nybrud skal tages alvorligt.
Jeg tror, at vi kommer til at se meget mere af den slags tilgængelig journalistik i fremtiden. Du læser den slags journalistik lige nu.
Du er her på Den lille grønne avis. Her er ingen betalingsmur – hvilket er meget vigtigt for mig, fordi jeg gerne vil læses af alle, også de unge, også uden dem med budget til avis. Mit lille medie er vokset ud af telefonen, kan man sige. Det er vokset ud af Instagram. Det er skabt der, hvor læserne er. Læserne har kunnet læse med, når de har scrollet deres feed. De har læst og liket og delt. De har været med til at skabe mediet. Det er der en besked i. ”The medium is the message”, som allerede Marschall McLuhan skrev i 1964. Og som jeg var vældig optaget af på Universitetet.
“The medium is the message. This is merely to say that the personal and social consequences of any medium […] result from the new scale that is introduced into our affairs by each extension of ourselves, or by any new technology.” – Marshall McLuhan, Understanding Media (1964)
Public service?
Gamle medier er omnibusmedier. De dækker ligesom alt og bliver kørt op over de samme sager, som vi mediebrugere så skal høre om i dagevis, uden skelen til om det egentlig er det, vi i virkeligheden er dybt interesserede i. Det er her nichemedierne og nyhedsinfluencerne rammer deres læsere mere rent. Som jeg ser det.
Jeg er fx ikke interesseret i historier om Mike Fonseca, som gamle medier har brugt virkelig meget tid på de seneste dage. Jeg er interesseret i andre historier. Jeg tror, at mange andre har det som mig. Og jeg tror, at mediebrugerne søger mod nye nichemedier, når der er den slags selvsving på gamle medier.
Det alvorlige her er, at hver gang gamle medier – dem med alle pengene, dem der får al mediestøtten og dem, som har alle musklerne – går amok i den slags historier, så er der andre historier, der ikke bliver dækket. Historier, som læserne søger mod nye medier for få information om. Men som de burde få på public service-medierne.
Hvad er der i nichen?
Jeg er både mediebruger og jeg er journalist. Jeg er som bruger optaget af mange ting, som jeg ikke skriver om. Fordi jeg skriver i en niche.
Som journalist er jeg optaget af at formidle klima, global klimakrise, verdensmål, miljø, biodiversitet, jordforbindelse, mad og drikke og giftige vandboringer og giftig jord og elendige indkøbsmuligheder. Jeg er optaget af landbrug og fiskeri og i den forbindelse de stærke lobbyorganisationer, som tvinger politikere til at mene noget, som de ikke mener. Jeg er optaget af at formidle kultur. Hus, have, byggeri. Arkitektur, bygningskulturarv, nedrivninger og det store carbon-footprint, som den slags står for. Det er mine stofområder, som jeg holder mig til uden ret mange afstikkere. Som I ved.
Vores børns fremtid
Men som mediebruger er jeg meget mere optaget af de store historier i verden – end personalesager fra Folketinget. Jeg er optaget af fred i verden og ufred i verden. Jeg vil gerne høre historier om Ukraine, Rusland, Israel, Gaza, Iran, Atomvåben, Sudan, Afrika, Kina og nykolonialisering, Brazilien og verdens skove, plastikforurening og verdens have, Los Angeles, Minnesota, No Kings, aktivisme og Borgerrettighedsbevægelser, der rejser sig i mange egne af verden… og så videre.
Jeg er optaget af klimakrise i globalt perspektiv. Jeg er optaget af alt muligt andet end Mike Fonseca. Fordi den historie ikke er vigtig for verdensfreden og klimakrisen. Eller for verdens måde at klare sig i fremtiden. Historier om klima, biodiversitet, forbrug, nedrivninger, invasive mink, bundtrawl, gift, landbrug og så videre, det synes jeg har en reel betydning for mennesker og vores børns fremtid.
Derfor takker jeg for, at I læser med her hos denne ”nichenørd”.
Og jeg takker for at være nævnt i Camilla Mehlsens nye forskningsprojekt og bog!
2 kommentarer
sdn302
f83wdb