Det københavnske boligmarked

Kære Signe – jeg har ind imellem tænkt på hvad din holdning mon er til det københavnske boligmarked?

Kan selv – som en der bor i København – være bange for hvilken fremtid mine børn får i denne by omringet af folk, der har tjent millioner på deres boliger på ganske få år. Og som derved sikkert kan lave forælderkøb til deres børn senere hen.

Hvor stiller det os i andel eller leje? Får vores børn nogensinde noget at bo i når de skal flytte hjemmefra?

Hvordan kommer man overens med den uretfærdighed at andre får langt mere økonomisk frihed resten af deres liv bare pga valg af bolig?

Svar – om ulighed på boligmarkedet

Kære Malene – tak for dit spørgsmål – jeg genkender meget af det du tænker over fra mig selv. Og fra bekymringer om mine børns fremtid.

Du spørger til min holdning til det københavnske boligmarked.

Så længe jeg kan huske, har jeg tænkt, at det var et meget, meget uretfærdigt boligmarked i København (og andre store byer).

Jeg er vokset op uden forældre i ejerbolig – vi boede til leje – i et hus på landet og mine forældre har været skilt fra jeg var 4 år. Der var smalhals. Jeg er ikke typen, der kunne tage en opsparing med mig hjemmefra og hoppe direkte ind i noget, nogen havde skrevet mig op til. Det blev en kamp om et sted at bo. I mange år.

Jeg kom til København efter jeg var blevet student i provinsen i 1987.

Det var helt umuligt at finde noget at bo i – hvis man ikke tilhørte en af de københavnske familier, hvor børnene var skrevet op til skønne billige lejemål – mange talte om, at de havde en far, der “kendte nogen, der kendte nogen”. Eller de kom foran i køen til de billige andelslejligheder, der blev udbudt dengang i alle brokvartererne. Mange købte en andelslejlighed for under 20.000-30.000 kr. For en treværelses på Nørrebro eller Vesterbro eller Østerbro. Den slags lejligheder, der i dag handles til 5-6-7 millioner.

Jeg fandt lejligheder og værelser via annoncer – fremleje – eller ved at plage nogen, jeg serverede kaffe for som tjener (jeg plagede om at de skulle fremleje noget til mig). Jeg plagede ret meget og brugte alt for meget tid på at bekymre mig om boligsituationen som ung. Ligesom mange unge gør nu.

Jeg genkender det også fra mine børns venner og fra studentermedhjælpere her på kontoret. Det er en meget stressende situation.

Siden 1980erne og frem til nu er der genereret enorme formuer i mursten i hovedstaden

Det er penge, som er kommet ud af den blå luft – værdistigninger. Og de er tilfaldet nogen, der var snyde-heldige og havde forbindelser – og tilfaldt ikke andre, der aldrig kan indhente den formue ved almindeligt arbejde.

Og penge betyder i min verden frihed. Og penge betyder sikkerhed i usikre tider. Så penge er ikke ligemeget.

Forældrekøb

Jeg har været alene med mine børn – og vidste, at jeg aldrig ville kunne købe et “forældrekøb” til mine børn. Endnu en ordning lavet til et boligmarked med ulige vilkår.

Min ældste søn flyttede hjemmefra hos en kammerat i et dyrt og lille værelse, men han var heldig og arbejdede i to jobs ved siden af studierne. Som så mange unge er nødt til.

En dag havde jeg på Facebook set noget med en rimelig andelsboligforening på Nørrebro, som jeg kunne huske, fra da jeg boede på Nørrebro i 1990erne og her kunne mine sønner blive skrevet op da de fyldte 18 år. Der gik nogle år og så fik min ældre søn tilbudt en stuelejlighed i Jægersborggade på 44 kmv. Perfekt. Den lejlighed blev for lille og listen i andelsboligforeningen gik i stå – så min yngste søn fik aldrig tilbudt noget – derfor overtog han sin brors lejlighed og min ældste overtog min andelslejlighed (som jeg ved et svineheld havde fundet på Facebook og ja, den var en stor umulig vandskade, så jeg måtte arbejde på lejligheden i lang tid før jeg kunne flytte ind).

Nu har min ældste søn lige solgt min gamle andelslejlighed – via frisøren i stueetagen – og har købt et lille hus i Hillerød med sin familie og sin hund. Jeg trøster mig med, at Hillerød ikke er så forfærdeligt langt væk.

Så for at svare dig:

Almindelige unge kan nok ikke gøre sig håb om at bo i København og nær omegn. De må længere væk, hvis de skal have råd til at bo.

Eller de må bo på mere alternative måder – og det tror jeg vi som voksne myndige borgere skal skabe rum for at de kan i fremtiden.

For eksempel ved at bygge som i Berlin – hvor man skaber huse, der er indrettet som kollektiver, ikke alle behøver deres eget køkken. Vi må dele huse, parcelhuse, fabriksbygninger – ja alle spændende kvadratmeter i fremtiden – på nye sjove måder.

Nogle unge vil naturligvis nemt kunne bo her i byen fremtiden. I millionlejligheder. Men -det er, som du siger, kun for dem, der arver deres forældres værdistigninger. Eller som får tilført kapital fra forældre og bedsteforældre, mens de stadig lever. Det er meget uretfærdigt og burde ikke være sådan, vi havde “designet” boligmarkedet.

Jeg har – som du kan høre – brugt en del årtier på at tænke over det her og jeg mener, at det er et strukturelt problem, som politikerne burde have sat ind overfor for længe siden.

Jeg har følgende ideer:

Forbyd “uden bopælspligt” i København. Hvad ligner det, at vi skal have tomme rigmands-ghettoer ejet udenlandsdanskere og jyder, når københavnerne mangler boliger?

Forbyd AirBnb – ja! Vi kan ikke tillade at hele opgange lejes ud i kort tid til turister – når københavnske unge ikke har noget sted at bo. Mange københavnere er trætte af at bo i kvarterer uden faste beboere, ingen hyggelige naboer og faste rutiner – men masser af nye turister med rullekufferter. Byen er for byens beboere.

Stop alle tilskud til såkaldte “energirenoveringer” af boliger

Det ødelægger kulturarven – kernetrævinduer fjernes og plastikvinduer sættes i under dække af “energioptimering”. Det sker med tilskud. Vi giver offentlige midler til private ejere (andel/eje) – så de kan tjene fedt på de lejligheder, der er rigeligt dyre i forvejen. Staten har på den måde finansieret komplet unødvendig vinduesudskiftning, udskiftning af hoveddøre med mere. Som har gjort lejligheder dyre. Og grimme.

Forbyd private udlejere at udskifte vinduer, køkkener og badeværelser ved genudlejning af lejligheder. Mange gode gamle lejligheder er blevet skamferet de seneste år i en skin-manøvre for at gøre dem dyrere. Ejere kan tage flere penge for lejlighederne, hvis de har lavet en helt unødvendig og klimabelastende køkkenudskiftning.

Mere forsigtig byfornyelse. Da jeg boede i Birkegade i slutningen af 1980erne blev min fine gamle lejlighed – uden bad, ja, sådan var det – “byfornyet”. Gamle vinduer ud. Gammelt forrammekøkken og gasbord ud. Alt ud. Baghuset med mange lejligheder blev fjernet (Birkegade nr 5 findes derfor ikke mere). Og så steg huslejen til over det dobbelte. Sådan skete det overalt. Et enormt tab af ressourcer. Og det fortsætter den dag i dag.

Stop for tilladelse til sammenlægning af små lejligheder. Det har betydet, at vi har mistet mange boliger. Vi har brug for små lejligheder til de mange single-husholdninger.

Erhvervslejemål føres tilbage til at være boliglejemål

Jeg husker, da der var en dille i byen i 1980erne og 1990erne om at lave fine gamle lejligheder om til dyre erhvervslejemål med nedsænkede lofter. Lad os få erhverv ud af byen og mennesker ind i byen. Store erhvervslejemål kan gentænktes på nye måder – som bofællesskaber.

Nedrivningsstop! Vi må ikke længere rive ned. Både af hensyn til klima og bygningskulturarv. Men også af hensyn til de unge. De unge vil gerne bo i en veletableret by med små og skæve boligenheder. De vil ikke bo i dyre nybyggede betonkvadratmeter, som de får allergi og støjstress af at være i.

Stop for nybyggeri. Også stop for nybyggeri af erhvervskvadratmeter.

Stop Lynetteholm

Og alle de andre virkelig stupide dyre byggeprojekter. I fremtiden bliver vi færre mennesker, ikke flere. Mange vil bo i byen. Men ikke ude på en ø uden infrastruktur og høje træer – og ikke i nogle svinedyre lejligheder – som bliver bygget på en giftgrund. Vi skal i stedet transformere (læs mere her):

Hvad man havde tænkt sig om i forbindelse med Lynetteholm og et behov for boliger i fremtiden, så havde man – da man lavede hovsaprojektet Lynetteholm – i stedet kigget på København og området ved Svanemøllen ovenfra. Op i luftballonen!! Hvad har vi her? Svanemølle Kaserne! Som alligevel skulle ændre karakter. Det kunne have været boliger for 30.000 mennesker i et fuldt udbygget område.

Nu har man lavet et gigantisk byggeprojekt til forsvaret her. Som virkelig ligeså godt kunne have ligget med kontorer og skydefaciliteter ude i Herlev, Haslev eller Hillerød. Og så kunne man have brugt hele det gigantisk store område ved Svanemøllen Station, Hellerup Station, Ryparken Station – hvor der er kæmpe træer, boldbaner, børnehaver og alt udbygning til mennesker. Ikke til militær.

Det er den slags omtanke og solidaritet med næste generation – som vi bør have i fremtiden

Synes jeg. For at svare på hvad min holdning er.

Jeg synes, at vi skylder de børn, der er børn i byen nu – og som er unge i byen nu – at kunne leve i byen i fremtiden. Og vi burde have tænkt os om for længe siden, for vi har haft dette problem så længe jeg kan huske og det er kun blevet værre.

Hvad har jeg glemt?

Kh Signe