Jeg skriver dette, mens jeg forbereder mig til dette års Folkemøde i Allinge (se mit Folkemøde-program via link til Linkedin her ). Jeg kommer til at tale rigtig meget om bæredygtighed, nedrivninger, byggestop, ressourcekrise, klimakrise, biodiversitetskrise, de planetære grænser.
Ja, lad os da også tale om “Grænser for vækst” som vi har kendt til siden en bog af samme titel udkom i 1972, som et svar på den alarmerende beskrivelse af den vilde udvikling af verdens forbrug af råvarer, som ville føre til vores endeligt, hvis vi ikke beherskede os. Vi kan også tale om definitionen på bæredygtighed, som vi har kendt siden Brundtlandrapporten 1987, som fastslår, at vi i alt hvad vi gør, ikke må stille næste generation ringere. Og det er præcis hvad vi gør, når vi bruger næste generations naturressourcer ved nybyg og når vi samtidig fjerner deres kulturarv.
Jeg ved bare, at jeg bliver spurgt om noget, på Folkemødet, som jeg hele tiden bliver spurgt om i disse dage – og her kommer et par af mine svar.
Første spørgsmål:
Jamen, det er jo bare gamle rønner og faldefærdigt gammel lort, der rives ned – og det kan du da umuligt have noget imod?
Se, til det har jeg de seneste dage skrevet nogle snedige svar (synes jeg selv) ved at poste nogle historier på Instagram – og endda videre ind på Facebook – og også her på Den lille grønne avis, hvor jeg viser huse med pris på, der rives ned. For eksempel:
1. Et gult hus i Charlottenlund til 28 millioner, hvor ejerne hellere vil have et beton-wannabe-italiensk-mansion på 410 m2, af typen McMansion (se billede i story på Instagram, jeg har gravet ret meget i den sag). Uh, det er skønt at se, at den historie er læst af langt flere end 400.000 på tværs af platforme (345.000 alene på Instagram).
2. Et lyserødt hus til 8.7 millioner på Frederiksberg, hvor de nye ejere hellere vil have parkringspladser i haven og varme i gulvet i huset, end at have samme kulturforståelse som deres naboer (der nu skal kigge på noget grimt, mens dem i det grimme, skal kigge på velbevarede gamle huse).
3. Et lysegult hus i vandkanten i Svendborg til 6 millioner. Kom ikke og sig, at det kun er gamle rønner på Lolland, der fjernes fra jordens overflade. Vi river ned i hele landet. Med en utrolig hast. Fordi vi mangler lovgivning i det her land til at forhindre de klimabelastende nedrivninger af vores bygningskulturarv.
Nu må vi snart have lovgivning mod nedrivninger
Heldigvis har mange lovgivere også læst med på mine seneste historier og de har skrevet til mig. Det giver mig håb om, at der snart bliver lagt pres på, så vi kan få lovgivning mod nedrivninger ligesom i andre europæiske lande, der kan finde ud af at passe på bygningskulturarven.
Næste spørgsmål:
Jamen, hvad hvis vi ikke må bygge nyt (og nej, det må vi ikke) hvordan skal vi så få plads til alle mennesker?
Nu siger jeg lige noget, som jeg har sagt et andet sted her på kanalen for nylig. Der er fire millioner huse/bygninger i Danmark. Dem MÅ vi kunne genanvende. Vi må transformere. På landet og i byen.
De mest bæredygtige kvadratmeter er dem, som vi IKKE bygger (fra nye).
Lad os begynde der, hvor der er det største behov for boliger. I byerne. Lad mig kigge på det område jeg selv bor i. Jeg bor ikke så langt fra Svanemøllen, Svanemølleværket, Svanemølle Kaserne, Mindelunden, Ryparken og lidt længere væk ydre Nørrebro og Nordvest-kvarteret, der stadig rummer fabriksområder.
med vandudsigt nederst til de mange små boliger, der ikke vil have plads til gæster.
Svanemølleværket
Her er der planer om at lave et museum. Ok, alligevel. Et museum i en gigantisk bygning med havudsigt – lige ved siden af stationer, veje og en roklub. Her kunne en eksisterende bygning med ualmindeligt mange mursten blive til almene boliger for singler (som byerne nu har flest af) og studieboliger. Vi kan sagtens have vigtige industrimuseer i provinsen – her var der også el- og varmeværker, som kan give skoleklasser den kulturelle forståelse for en anden tid. Det behøver ikke foregå i København med vandudsigt. Til gengæld ville placeringen give livskvalitet til mennesker. Og det er dog også noget.
Transformation på Svanemøllens Kaserne
Her i det meget store grønne område kunne man transformere eller i det mindste bygge bæredygtigt til børnefamilier og andre der skal leve i byen og ikke til kontornussere, der kommer her for at arbejde.
Svanemøllen Kaserne er et glimrende eksempel på et allerede udbygget område, som kunne have erstattet planerne om Lynetteholm, hvis nogen havde gidet at tænke sig om. Her er store træer – de kommer ikke hurtigt. Her er adgang til hele tre stationer – der allerede fungerer og ikke skal bygges. Her er allerede masser af børnehaver og institutioner hele vejen rundt i kanten af det enorme aflåste område.
Ja, du læste rigtigt, et kæmpe grønt område lige midt i København er låst af. Men der er sikkert en pæn udsigt ud fra kontorene til det grønne, som ikke må bruges af naboer/mennesker. En enorm provokation i en by, der mangler grønne åndehuller.
Der er altså tale om, at Svanemøllen Kaserne kunne have været et perfekt allerede udbygget grønt boligkvarter
Hvad gør danske politikere med sådan et område?
Op i helikopteren
Regering og forsvarsministerium vælger IKKE at sætte sig op i militærhelikopteren (som har landingsplads her) og se den grønne omstilling lidt fra oven. Man vælger i stedet at belaste området yderligere (persontrafik til morgentrafikpropper og lastbiltrafik til at blende ind med lastbilkøer til Lynetteholm) med nybyg til Forsvarets Efterretningstjeneste. Altså udbygge kaserneområdet til FLERE arbejdspladser, hvor militært kontorpersonel, der næppe alle sammen cykler eller spadserer fra Østerbro skal commute ind i bil og tog. Byen har brug for boliger. Ikke flere, der skal komme ind til byen for at arbejde og skabe trængsel.
Transformation i lader på landet
Jeg har i mange år kæmpet for, at vi også ser attraktionen i at bo udenfor de større byer – ude i vandkanten, ude i landområder, ude i provinsen, hvor jeg selv kommer fra. Jeg fortalte om attrationen i serien #denperfektelade (som jeg skrev under Corona). Jeg er med på, at det ikke kan lade sig gøre for alle at bo udenfor byerne og der er også noget bæredygtighed på spil i urbanisering og fortætning, det er jeg ikke blind for. Men vi må kunne bo mere spredt – når hjemmearbejde er en ting.
Anyway. Lad os sige, at vi skal gøre plads til flere inde i byerne – inde i København – uden at lave den dybt problematiske Lynetteholm – en ø med giftig affaldsjord ned i vandet, uden at ødelægge havmiljøet i Øresund, uden at smadre hele det marine landskab i hele Øresundskysten og Køge Bugt (shit, det ser allerede slemt ud, når man kigger her fra Hellerup), så må vi transformere.
Næste spørgsmål:
Jamen, hvad så med alle de fattige – hvordan skal der blive boliger til dem, hvis vi ikke må bygge nyt?
Det her spørgsmål får jeg tit. Og jeg er med på, at vi skal have nogle andre boligtyper i fremtiden. Her er løsningen igen ændret lovgivning: Gamle regler er rigide og passer ikke til befolkningssammensætningen – og vi skal have bedre mulighed for at transformere.
For eksempel er det en bunden opgave, at vi skal transformere de mange parcelhuse i fremtiden. IKKE rive dem ned. Vi skal DELE husene. Mange dygtige arkitekter kæmper den kamp. Jeg skriver bare om det. Det er virkelig den vej vi skal. Alt for mange parcelhuse rives allerede ned. Værelser er ikke store nok til visse krævende familier. Men husene er fine nok til at blive delt mellem to enlige, eller to enlige forældre med fælles have.
Fabriksbolig
Og så må vi kigge på at tranformere fabrikker inde i byerne, hvis de ikke længere hører hjemme. Et eksempel er det meget store fabriksområde ved Nørrebro Station, hvor der siden 1907/1925/1935 har været fabrik (før insulin). Det hedder Fuglebakken, fordi det oprindeligt voksede ud af en villa, hvor der blev produceret insulin på Fuglebakken på Frederiksberg. Så lavede man en lille fabrik i byen, så blev det en større fabrik.
Nu er tiden en helt anden. I dag er det Novonesis (før Novozymes) der har fabrik i området og det medfører af og til lugtgener foruden en kæmpe blokeret bydel. Kunne man forestille sig, at vi fik et meget væsentligt insulin/ industrimuseum i den fredede del (tegnet af Arne Jakobsen)? Og at vi fik et tranformeret boligområde for unge mennesker i det ikke fredede og i dag totalt lukkede fabriksområde? Kunne Novo-fonden (der ejer) mon ikke være med her og vise samfundssind?
Der er så mange andre steder det i dag giver mere mening at have en fabrik end lige her på Nørrebro.
Det er nogle af de svar, jeg kommer til at give, når jeg bliver spurgt om hvad vi gør i fremtiden med et stigende behov for boliger. For at bevare. Lad os transformere.