Haven

Haven inden sommerferien

Hvad skal du nå i haven inden ferien? Hvad kan du springe over?

Signe Wenneberg

Jeg siger ofte, at man skal slappe af i haven. Og jeg plejer jo at sige, at ”haven er perfekt, når den ikke er perfekt” og jeg har i alle mine havebøger og alle mine haveartikler – og også i podcasten Jordforbindelse (Podimo) – talt for ”Den vilde have”. Men. Der er nu et stort men.

Jeg ser en tendens derude til, at man tror, at en vild have er det samme som at man skal gøre ingenting i haven. Og det er forkert.

Hvis man gerne vil fremme biodiversitet, så er man nødt til at gøre noget. Ellers får man monokultur = højt græs, der kvæler alt andet. Brændenælder. Kvikgræs. Snerler.

Man er nødt til at hjælpe de vilde vidunderlige planter på vej.

Masser af vejbred. De er dekorative og insekterne elsker dem. De kom helt af sig selv

For de allerfleste haver er for næringsrige til at fremme vildskaben. Haverne har været passede og er blevet gødet i mange år og er fyldt med kvælstof. Som græs elsker. Men som vilde blomster ikke elsker.

Derfor skal vi udpine haven lidt, der hvor vi gerne vil have vildskab. Vi skal gøre livet surt for de græsser, vi ikke vil have, sådan at vi kan få flere blomster til os selv og til de flyvende væsener. Vi kan med fordel så vores vilde blomster hvor der er grus og triste jordbundsforhold. Vi kan endda tilføre grus.

Selvsåede Hjulkrone i min have. Insekterne elsker dem

Havefjernsyn

Jeg har lavet lidt have-fjernsyn! Det har I efterspurgt. Jeg har ofte vist lidt små film fra haven – også på @studiehuset på Instagram.

Her er link til Youtube – en helt ny kanal for Den lille grønne avis. Kom med i haven! En 20 min udsendelse til dig. Du kan også bare lytte som en podcast. Det ligger også på Instagram.

Det handler om haven inden sommerferien. Om biodiversitet. Om ukrudt, hæk, græs, køkkenhave, drivhus.

Jeg har lige slået græs for første gang i år

Her i videoen viser jeg lidt om hvordan jeg gør. Og undskyld for, at der er gået så lang tid siden jeg har lagt lidt film op fra haven sidst. Der har været lidt at se til med at skabe Den lille grønne avis.

Har du slået græs? Jeg slår græs for første gang nu – på den skøreste måde. Jeg gør det med græsslåmaskine med opsamler, fordi jeg høster frø fra de græsser jeg ikke vil have skal sprede sig (høns får afklippet). Jeg går udenom alle blomsterne. Kløver, vejbred, hvid okseøje, bellis…

Der er en utrolig mængde vejbred (Lancetbladet vejbred) i min have og helt vildt mange snerler.

Jeg har vildt meget rucula som er elsket ukrudt. Det er dog blevet lidt for meget mellem flisererne. Så der rydder jeg det lidt med håndkraft.

Når jeg omtaler noget som ukrudt, så er det planter, som er elskelige, men som er kommet steder, hvor man måske ikke lige havde tænkt. Snerler er irriterende, fordi de gror så kraftigt og kvæler andre planter. Så noget må styres.

Så hvad skal du nå at lave i haven inden sommerferien?

  1. Lad være med at klippe hækken. Der er fuglereder og liv – det skal vi passe på. Vær særligt glad, hvis du har en ligusterhæk, så bliver der skønne blomster til insekterne lige om lidt
  2. Klip græsset på en skør måde – så du høster frø med opsamler (læg ikke dette græs som gødning over planter, så får du græs lige der)
  3. Fjern snerler eller andet ukrudt, som forsøger at tage over. Det duer ikke. Det bliver ikke biodiversitet – men monokultur.
  4. Lav hyldeblomstsaft, sirup og eddike med hyldeblomsterne. Skynd dig
  5. Bind tomater op og sæt gode pinde. De gror med raketfart nu
  6. Gå en runde hver aften og saml snegle. Mine høns elsker de meget skadelige voldsnegle (især hvis jeg maser sneglehuset, de spiser det hele) og jeg finder også stadig mange dræbersnegle, som jeg klipper over med en saks. Dog ikke så mange i år som sidste år.
  7. Overvej hvor du skal gøre af hækafklip når du senere på sommeren klipper hæk. Det skal gerne i et kvashegn, så du kan skabe et nyt levested for kriblekrable, fugle, pindsvin.

God sommer i haven

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

"*" indikerer påkrævede felter

Navn
Dette felt er til validering og bør ikke ændres.