Hvad skal jeg sige til mine svigerforældre?

Ugens brevkasse-spørgsmål er et, som jeg ofte får mundtligt efter foredrag. Således også i denne uge. Hvor en ung lyshåret kvinde – jeg fik desværre ikke fat i navnet i tumulten efter foredraget – kom op til mig, og spurgte om det her.

Det er noget, som jeg meget, meget ofte bliver spurgt om. Og derfor bliver det ugens spørgsmål i Brevkassen. Der er kommet andre spørgsmål – men det her får jeg rigtig tit. Så det vil jeg svare på:

“Hvad siger jeg, når venner, kolleger og især mine svigerforældre ikke vil høre på mig, når jeg taler om klimakrisen? Når jeg taler om at man kan tage toget i stedet for at flyve? Når jeg taler om, at man ikke behøver forbruge så meget nyt hele tiden? Jeg bliver frustreret over at være “hende den sure” og hende, de andre ikke gider tale med. Jeg bliver ked af det, kan jeg mærke… Hvad gør du? Hvad siger du? Hvordan holder du det ud?”.

Sagde den unge kvinde til mig

Nogle af jer vil huske, at jeg fornylig blev spurgt her i brevkassen om, hvad jeg siger til venner, der flyver meget – en læser bad om et mit personlige råd til hvad hun skal sige.

Jeg gør noget, der måske er lidt overraskende. Men som gør, at jeg bevarer mit gode humør:

Jeg siger ingenting! Jeg vælger mine kampe med omhu!

Det hjælper mig, at tænke sådan på det, at der er nogen, der

ikke ved, hvad de ikke ved, at de ikke ved…

Og jeg kan så gøre op med mig selv, om jeg skal være den person – ja eller borddame, veninde, søster, mor, kollega (eller vælg selv) – det skal bruge en aften på at få banket klimakrisen ind i knolden på de her mennesker, der ikke vil vide, hvad de ikke vil vide.

Jeg har valgt en anden kamp. Og man skal jo vælge sine kampe med omhu.

Bevar det gode humør

Jeg kæmper – ret utrætteligt synes jeg selv – med at kommunikere, der hvor den største impact. Og det er når jeg kommunikerer bredt – og helt bevidst vælger jeg jo at udkomme og formidle uden betalingsmur (så længe jeg kan holde til at arbejde dobbelt) fordi jeg gerne vil læses af så mange som overhovedet muligt.

Hvorfor vil jeg det? Fordi jeg gerne vil gøre den størst mulige forskel.

Og jeg ved intet bedre, end når jeg hører fra en læser, at hun eller han har ændret en eller anden lille adfærd på grund af noget, jeg har skrevet. At de har været med til at redde gamle vinduer i en opgang. At de har været med til at forhindre en nedrivning. At de har bevaret et gammelt køkken og hævet bordpladen i stedet for at gå med på den med at “alle har ret til et fedt plastiklaminat-køkken”. Eller at nogen har beholdt bladene i haven… Det kan være mange små ting.

Når mange gøre mange små ting – så bliver det ret stort sammenlagt

Når jeg så holder fri – så holder jeg fri

Alle mine venner og alle mine relationer ved jo godt hvad jeg mener. Så jeg er pragmatisk og hører om alt muligt fossilt forbrug uden at sige særligt meget retur…

Det gør også, at jeg tror, der tales fuldkommen frit, når jeg er der… For jeg ødelægger virkelig ikke stemningen med mine kæpheste og det er et bevidst valg. Jeg siger måske, at en ny elbil jo også er klimabelastende, fordi den skal produceres… men det er bare sådan i en sammenhæng. Forleden sagde jeg også noget til nogle venner, der var lige på nippet til at bruge den meget klimabelastende isolering (stenuld) i sommerhuset – og fik dem vist nok med på at bruge træfiberisolering. Jeg kan sige den slags småting. Men jeg tager ikke de store værdikampe privat.

Fællesskaber er vejen frem

Jeg ved godt, at alle ikke kan få afløb for deres meninger på samme måde som jeg. Men det fylder mig med glæde og håb, at jeg – når jeg er ude omkring og holder foredrag (og det handler nærmest altid om noget med klima i disse år) mærker, at folk stimler sammen og danner nye fællesskaber.

Det oplevede jeg også i denne uge, da jeg holdt foredrag og fik virkelig mange gode spørgsmål bagefter (jeg har holdt to foredrag og været vært på en paneldebat i denne her uge).

Ved denne her debat spiste folk sammen på biblioteket. Dejlig grøn mad. De satte sig ved runde borde og talte sammen. De fandt sammen i under-klima-grupper i deres lokalmiljø. Det ser jeg ske over hele landet.

Så det kan godt være den unge kvinde ikke kan ændre vaner hos svigerfamilien lige nu. Eller at hun skal høre på at kolleger flyver otte gange om året. Men det, at finde sammen i andre fællesskaber hjælper. Her skal man jo ikke bare sidde og være enige med hinanden som i et ekko-kammer. Men det bliver meget nemmere at gå ud i verden sammen som en gruppe – for eksempel gruppen, som arbejder for mere biodiversitet på offentlige arealer i kommunen. Så kan man få overbevist andre. Sammen.

Og det hele spreder sig som ringe i vandet

Ligesom det gør, hver eneste gang nogle af mine læsere er generøse og deler mine artikler – eller mine opslag på sociale medier – de deler dem videre ud i deres netværk. Hvor der måske er en kollega, en ven eller en svigerfamilie, der kan læse med og måske – kun måske – blive ramt af et eller andet.

Del altid gerne artikler videre! Send gerne et spørgsmål til Brevkassen. Støt meget gerne Den lille grønne avis på MobilePay 580587 eller med abonnement.