Prisfest – læs Ane Cortzens festtale

Torsdag den 8.januar var der præmie- og diplomoverrækkelse til den årlige prisfest hos Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse. Foreningen blev stiftet i 1885, hvor en medstifter bl.a. var brygger Carl Jacobsen og foreningen er mere relevant end nogensinde.

Nyhed: Følgende modtog hæder torsdag aften

Bygherre Andreas Karberg og ejendomsselskabet Karberghus for restaureringen af Langelinjeskuret (som jeg har skrevet om her) – se også billedet øverst.

Arkitektfirmaet Julius Nielsen – og bygherre Hans Egede Kirke – for Tolvkantkirken i Nordhavn – en mellemting mellem en campingvogn og en katedral, som det blev sagt.

Museet Davids Samling i Kronprinsessegade.

Arkitekt Dorte Mandrup for Sundhedshuset i De Gamles By på Nørrebro.

Signe Wenneberg og Den lille grønne avis – for at formidle tab af bygningskulturarv og sætte fokus på nedrivninger og tab af sjæl og ånd. I tekster og foredrag.

Glad prismodtager

Festtale

Den festlige aften blev skudt i gang med en festtale af Ane Cortzen, der var så god, at jeg bad om lov til at bringe den, så I også kan læse talen. Den kommer her:

Tale Foreningen Hovedstadens Forskønnelse

Af Ane Cortzen

Tak for invitationen og stort tillykke til prismodtagerne. Det er mere end fortjent!

Jeg er kommet i dag for at tale om den manglende ånd i byggeriet. I programmet ” Er Der en Arkitekt tilstede?” kaster jeg mig over fejlslagne byggerier, der ikke lever op til det, som blev lovet.

Nogle gange er det meget konkret – der er ikke den materialitet, som blev skitseret, der er ikke den formgivning som blev antydet, der mangler grønne områder, så man kan ånde frit. Men nogle gange er der mere på spil end blot hvad øjet lige kan fange – nogle gange mangler der simpelthen sjæl eller ånd. Det kan lyde meget metafysisk, nærmest spirituelt – men det er rent faktisk tale om et konkret, arkitektonisk begreb, der har været med os siden vi begyndte at tegne på hulevæggen.

Første gang, at jeg stiftede bekendtskab med ånd, var på Arkitektskolen i København i 1995

Som førsteårsstuderende blev jeg nemlig undervist i hvad min fantastiske lærer, nyligt afdøde Professor Carsten Thau, kaldte for genius loci – stedets ånd.

Og det er et svært definerbart begreb, som vi ikke desto mindre alle forstår hvad er, når vi møder det. For de gamle romere, var genius loci et steds beskyttende ånd – konkret afbildet ved hjælp af slanger, overflødighedshorn eller andet. Men for os moderne mennesker, er det mere flygtigt.  Stedets ånd kan mærkes, når dagslyset rammer husene på en særlig måde, når hånden møder materialets sanselige overflade, når vi føler os trygge med vores menneskelig skala i et hus, på en plads, i byen.

De smukke limtræsbjælker, der møder det generøse dagslys i Dorte Mandrups sundhedshus i Møllegade, det sakrale, tolvkantede rum i den mobile kirke i Nordhavn, det stoflige beton på langelinje og ikke mindst Davids Samling med sine eventyrlige rum fyldt med hemmeligheder og forfinet kunsterisk kunnen er alle eksempler på steder, der emmer af ånd. Signe Wennebergs utrættelige kamp handler også i sin essens om at bevare stedets ånd. Ånden opstår når stor arkitektonisk faglighed kombineres med kunsterisk sensibilitet, håndværksmæssig excellence og gennemført ambition.

Og det giver håb i forhold til andre steder i København, hvor vi med kirurgisk præcision har fjernet stedets ånd

Her tænker jeg for eksempel på nedrivningen af Slagtergårdene ikke langt fra hvor vi står,  der fortsat virker som at Vesterbro fik revet sit hjerte ud her flere år senere.

Det var lidt af en åbenbaring at møde et menneske som Carsten Thau, der kunne kæde tankefrihed sammen arkitektens gerning. Carsten Thau var ikke selv arkitekt, men cand.phil i idéhistorie – han havde studeret ved Frankfurter-skolen i 70’erme, gået hos forelæsninger hos Habermas – og dermed kunne han på fascinerende vis forbinde nogle af verdenshistoriens største tænkere og arkitekter på en måde så, at det helt konkrete og det metafysiske ikke længere var hinandens modsætninger. Thau var en gudsbenådet formidler, hans timelange forelæsninger var dybt underholdende og bevidsthedsudvidende.

Mine øjne blev åbnet og jeg kunne se og sanse på en måde, som jeg ikke havde kunnet før. Pludselig forstod jeg hvor meget rum betyder for os mennesker – hvor meget vi bliver påvirket af rummene omkring os – både byens rum, landskabets rum og det private rum – jeg forstod, at tankefrihed og mursten hænger sammen. 

Jeg forstod også hvor vigtig god arkitektur er – ikke bare for arkitekter eller for de heldige brugere eller beboere – men for hele samfundet. Arkitekturen former vores byer, vores liv, vores identitet. Den har bådet et socialt og et menneskeligt ansvar, som det kræver stor omhu og dedikation at leve op til. Vi blev undervist i modernismens grundlæggende principper – luft, lys og rene linjer. Ud med tidligere tiders støvede rum, overfyldt med nipsgenstande, plisserede lampeskærme og tunge gardiner. Væk med gesimser, balustre, blyindfattede ruder og dekoration – alt unødvendigt som ikke havde en funktion, skulle skæres væk. Ingen form uden funktion

De store, hedengangne arkitekter, hvis værker vi nøje studerede – Arne Jacobsen, Vilhelm Lauritzen, Jørn Utzon – opfattede jeg som mænd af stor, idealistisk styrke.

De var ikke blot ude på at fremme deres eget ego eller tjene en masse penge – de var ude i et langt større ærinde. Nemlig at skabe det gode liv og dermed et bedre samfund.

Nu om dage synes jeg det står sløjt til med idealismen

Den har trange kår i en benhård markedsøkonomi, hvor bygherrer og developere ikke bare skærer ind til benet, men helt ind i knoglemarven. Arkitekterne kan have nok så fine visioner, lave de smukkeste tegninger og tænke de flotteste tanker – det er bare meget, meget sjældent, at de tanker ligner sig selv, når bygningerne står færdige. Den arkitektoniske integritet bliver brændt på de økonomiske interessers bål.

Og det skaber vrede og frustration – ikke bare blandt arkitekterne selv, men også generelt ude blandt folk, som ikke kan gennemskue den komplekse byggeproces og blot tror at arkitekter er verdensfjerne typer, som har misforstået opgaven.

På den måde har modernismens arkitektur desværre spillet fallit

Vi er omgivet af åndløse byggerier, hvor hele idéen om at forenkle og skære ind til benet, har resulteret i et forarmet udtryk uden genius loci. Vi skal alle passe ind i den samme kasse med samtalekøkken, forældresoveværelse, 2 børneværelser og balkon eller terrasse, hvor Weber-grillen kan stå. Bygget af betonelementer, beklædt med et tyndt lag tegl og det samme standard vindue. Der er ingen sålbænke langs vinduerne, ingen sokkel, ingen relief i facaden eller indbydende gårdrum. Væk er de overraskende, rumlige kvaliteter, den sanselige brug af materialer eller de håndværksmæssige detaljer. Væk er den revolutionerende nye måde at ville indrette samfundet på.

Nutiden boligbyggeri er for en stor dels vedkommende en hul kulissearkitektur, som mimer modernismens flotte idealer uden at følge dem til dørs

Det har heller ikke hjulpet, at hele effektiviseringen af byggebranchen med elementbyggeriets ankomst i 1960’erne, har skubbet håndens arbejde til side og gjort det muligt at bygge enormt hurtigt med stor profit, men ingen sjæl. Hvor bygherrerne før byggede til dem selv – og derfor lagde stor omhu i detaljerne og benyttede sig af de bedste materialer, som patinerede på smukkeste vis – så er det i dag mestendels developere, der ikke bygger til dem selv, men netop udvikler et område med profit for øje. Og det der er bestemt ikke noget galt med – at ville tjene penge – men incitamentet til at beånde byggerierne er der ikke længere.

Man kan ikke tjene penge på ånd. På kort sigt. På lang sigt kan det vise sig at være en god investering. Men langsigtede investorer på boligmarkedet er et sjældent syn

For nylig udkom bogen “Ejendommelige København”, som jeg fik æren af at skrive forord til. Bogen har 50 bygninger med fra København, som alle er valgt fordi de har sjæl. De er ikke nødvendigvis tegnet af de mest kendte arkitekter eller kendt af mange mennesker, men de er unikke, ejendommelige og umistelige. Det glæder mig at der er begyndt at komme fokus ikke kun på traditionel arkitektur, men også industrimiljøer og det selvgroede, selvbyggede, ukurante.

Over hele landet – og også her i København – er der en masse store byudviklingsprojekter i gang. En helt ny by, Fælledby, er ved at rejse sig på Amager.  Vi er ved at skabe en kunstig ø på størrelse med Middelfart ude i vandet og Refshaleøen og Nordhavn skal udvikles med henblik på mange flere boliger.

Jeg beder til at ånden rykker med

over i de projekter, selvom det er en kompleks affære overhovedet at afdække, hvornår genius loci går tabt. Jeg har som sagt selv prøvet i “Er Der en arkitekt tilstede?”

Programmerne er et forsøg på – ved at gå tilbage i sporene på et fejlslagent byggeri – at påpege lige præcis hvor det går galt. Det er ikke nemt og der er aldrig den samme forklaring. Men fælles for alle programmerne er politikerne der ikke føler sig ordentlig klædt på til at træffe den rigtige beslutning og arkitekter som ikke ønsker at medvirke på trods af, at deres navn står på bygningen. Det første kan vi gøre noget ved – f.eks ved ansættelsen af en stadsarkitekt eller udviklingen af en arkitekturpolitik. Derudover er der kommet en ny, national arkitektur politik, som jeg sætter min lid til kan bruges som retningsgivende i kommunerne.  

Det andet fællestræk – at arkitekterne ikke vil være med i programmerne og i det hele taget slet ikke deltager i den offentlige debat – er langt sværere at løse. Grunden til, at de ikke vil udtale sig er, at de er ulykkelige over det byggeri, som de har været med til at sætte i verden, men ikke kan sige det højt, da de derved træder en magtfuld bygherre over tæerne. Og grunden til at byggeriet ikke er blevet som arkitekten drømte om, det er at det er entreprenøren som sidder for bordenden i langt de fleste byggerier. Og de er typisk optaget af at spare penge. Og det gør man ved at skære ånden fra. Men det tør arkitekterne ikke sige højt, for så mister de kunder og så skal de til at fyre folk.

Det er et enormt demokratisk problem for os alle sammen

i dette her land, når så markant en faggruppe som arkitekterne, ikke tør bruge deres stemme. Arkitekturen har jo før givet svaret på nogle af samfundets største udfordringer. Og Danmark står med store udfordringer:

Vi har en kæmpe ensomhedsepidemi, især blandt unge der føler sig fortabt i det accellerende konkurrencesamfund – men også ældre mennesker, som vælger at blive boende i deres hus når ægtefællen dør.  Fælles for begge grupper er at de savner fællesskab. Det kan god arkitektur være med til at løse – der skal blot tænkes ud af den ejendomsmælger-godkendte boks der er baseret på kernefamilieidealer fra 50’erne.

Og så står vi tydeligvis midt i en akut klimakrise

med helt ekstremt vejr, som kalder på omgående handling. I en verden hvor ressourcerne er ved at løb tør, står byggeriet for næsten 40% af CO2 udledningen. Så vi kan ikke bare lade stå til. Men fordi arkitektens stemme mangler, så lader det til at den almindelige borger også mere eller mindre har givet op og med et skuldertræk konstaterer, at moderne byggeri åbenbart skal være både klimabelastende, fantasiløst og uden ånd. Vi kan ikke se løsningen før den står foran os.

Men heldigvis skal byggebranchen nu dokumentere deres klimapåvirkning samt overholde en grænseværdi på CO2 i alt nybyggeri over 1000 kvadratmeter.

Med de nye krav, er der kommet en øget anvendelse af træ i byggeriet, da træ typisk har et lavt CO2-aftryk. Det ses tydeligt i de prisbelønnede projekter i dag.  Og der er sat fart på udviklingen af glas, beton og cement med en markant lavere klimabelastning end i dag. Man er med andre ord blevet tvunget til at tænke nyt og innovativt – noget, som en notorisk konservativ branche som byggeriet, historisk set har værget sig ved. Der er nemlig store risici forbundet med at bygge – og derfor holder de fleste bygherrer sig til det velafprøvede, det sikre. Deraf det meget ensformige udtryk med den samme slags vinduer, de samme altaner, den samme facadebeklædning og de samme betonelementer.

Med de nye krav, kunne man håbe på langt mere kreative og anderledes løsninger med overraskende sammenstilling af materialer, genbrug og transformering af det eksisterende.

Vinderne i dag er et tegn på, at en helt anden form for æstetik

hvor det ikke længere gælder om at bygge stort i så meget glas og stål som overhovedet muligt, ikke længere er i højsædet,  men hvor det nøjsomme, det taktile og beskedne er vejen frem. Hvor sanseligheden er rettesnoren, eventyret og fælleskabet.

Det sætter høje krav til arkitekterne, at man pludselig ikke længere bare kan for sig af retterne rent materialemæssigt, men må vende processen på hovedet og kigge på det hvad, der kan lade sig gøre. Det svarer vel til at bede en kok om at nedsætte mængden af kød og skrue gevaldigt op for grønsagerne. Det er jo sådan set allerede sket – og hvis man kigger på restauranter som Noma og Geranium, så har netop dette benspænd skabt gastronomi i verdensklasse.

Transformere

Derudover er der en helt ny generation af unge arkitekter, som er mere interesseret i at bygge om – at transformere – end at bygge nyt. Derfor skal man også som kommune være ekstra opmærksom på at bevare – f.eks gammel industri – fremfor blot at rive ned. Det er her guldet ligger, nemlig.

Jeg elsker denne by af hele mit hjerte. Frederiksstadens fornemme akser, Østerbros rytmiske karrér, Vesterbros skæve charme, Nørrebros eklektiske mix, Nord Vest med sit industri-hjerte, lokalpatriotiske Amager og Nordhavns løfterige kvarterer. Sydhavnens ukuelige arbejdersjæl. Vores hovedstad er SKØN fordi den er fyldt med ånd – og den skal vi ikke kun bevare, men også tilføje til på præcis den måde, som de fem prismodtagere har gjort det på hver deres unikke måde.

TILLYKKE!