Natur

Tisvilde i oprør over tusind luksusturister

Lidt for smart luksusturisme: En fond fik lov til at købe jord svinebilligt i Tisvilde af staten – mod lovning om at bruge området til fordel for sårbare børn

En nordsjællandsk fond har sagt til en tidligere minister + til Folketingets finansudvalg, at de vil varetage sårbare børns interesser og de har derfor gjort et vanvittigt røverkøb. De har fået lov til at købe 14 hektar fantastisk beliggende grund med skovbeplantning og et 35 år gammelt fungerende feriecenter i hjertet af Tisvildeleje af staten til langt under markedsprisen.

Men der er mere.

To måneder efter købet blev gennemført – og fonden, med nogle af de oprørte Tisvilde-borgeres ord, havde “snydt staten og os alle sammen” – ja, der ændrer fonden formål. Og den er nu pludselig sat i verden for at bygge et kæmpe luksusretort med plads til tusind overnattende luksusgæster i døgnet midt i det engang så fredelige fiskerleje, der ikke kan rumme så mange champagnetyper i tøfler på en gang.

En af de mange kommentarer jeg har modtaget fra oprørte Tisvilde-borgere.

Gribskov Kommunes kommunalbestyrelse skal vedtage en ny lokalplan for området – så det kan konverteres til luksusresort med alt hvad dertil hører af af infrastruktur. Det skal blive spændende at se, om lokalpolitikerne i Gribskov Kommune formår at holde fast i lokalområdets egenart. Til slut i artiklen kommer svar fra en kommunalpolitiker, der giver håb.

Foto: Fra præsentation af projektet på sankthelenetisvildeleje.dk

Her er hvad vi ved

Naturstyrelsen ejede indtil for nylig de 14 hektar jord, hvor Fonden Sankt Helene Centerets bygninger ligger. Der er tale om et attraktivt sommerhus-område nær skov og strand i Danmarks dyreste område, Tisvildeleje, der ligger på Sjællands nordkyst.

Salget omfattede statens jord og statens del af bygningerne på ejendommen. Det samlede areal er omkring 14 hektar, og den samlede bygningsmasse er cirka 6.200 kvadratmeter.

Naturstyrelsen ejede hele grundarealet og omkring 1.200 kvadratmeter af bygningerne. Den selvejende institution havde ved en tidligere anledning købt den øvrige bygningsmasse, herunder ferieboliger, restaurant, mødelokaler, administration, butik og køkkener.

Markedsprisen er 250 millioner for 14 hektar i Tisvilde

Hvad mon området ville koste, hvis det blev solgt som sommerhusgrunde i fri handel? Hvis en hektar er 10.000 kvadratmeter, så er 14 hektar 140.000. Det svarer til 116 sommerhusgrunde med god beliggenhed. Med fradrag af veje og vendepladser, kan så er der, efter den lokale ejendomsmægler Lene Pedersen fra EDC være tale om 100 grunde af 4 millioner kroner stykket. Hun påpeger, at der med fradrag af vejanlæg og byggemodning til 20 millioner vil nå ned på cirka 380 millioner i markedspris. Der skal naturligvis være tilladelse til at område udlægges til grunde, hvis den her pris skal holde.

– “Lad mig give et forsigtigt skøn” siger Lene Pedersen. “Lad mig sige, at de 14 hektar i hvert fald ville kunne sælges for 250 millioner. Det vil sige, at staten – og dermed du og jeg, er blevet snydt for 246 millioner kroner. Det er dine og mine penge”. Slutter den lokale ejendomsmægler.

Nogle af de lettere nedslidte 35 år gamle bygninger ved feriecenteret

Bygningerne havde siden 1990-1991 været stillet til rådighed af Naturstyrelsen for Fonden gennem en aftale, som var uopsigelig frem til 2039. Institutionen Sankt Helene betalte ikke husleje, men skulle som udgangspunkt fjerne de bygninger, som institutionen selv havde opført, når lejemålet ophørte.

Vurderingsstyrelsen godkendte salgsprisen og vurderede, at prisen på 4.4 millioner kroner lå inden for den usikkerhed, som ejendommens handelsværdi kunne fastsættes med under de konditioner, der fulgte med.

Blev minister taget ved næsen?

I marts 2023 anmoder daværende miljøminister Magnus Heunicke Folketingets Finansudvalg om at godkende et direkte salg af jorden til fonden uden offentligt udbud efter ønske fra bestyrelsen i Fonden Sankt Helene, der har været i dialog med ministeren (se hvem der sidder i bestyrelsen længere nede i teksten).

Prisen for 14 hektar med bygninger, gammel beplantning, folde og skov fastsættes til et helt utroligt lavt beløb: 4.4 millioner kroner.

Legeplads på Sankt Helene. Juli 2026.

Begrundelsen for prisen og den usædvanlige salgsform er tydelig. I aktstykket fremgår det, at salget skal sikre, at Sankt Helene Centeret:

…kan fortsætte sine socialøkonomiske formål på ejendommen

Det er netop centerets socialøkonomiske formål, der fremhæves som det centrale argument for salget.

Illustration fra sankthelenetisvildeleje.dk – som skal vise det kommende luksusresort.

I aktstykket, som Finansudvalget godkendte, står der:

“Et salg af ejendommen til foreningen uden offentligt udbud vil sikre, at foreningen kan fortsætte sine socialøkonomiske formål på ejendommen.”

Aktstykket henviser til centerets vedtægter, hvor det fremgår at centret:

…udvikler ferietilbud til familier i sårbare positioner

Sankt Helene. Her kan børn og forældre i dag få en tiltrængt pause – i naturskønne omgivelser.

Samtidig henviser miljøministeriet til, at Arbejdsmarkedets Feriefond tidligere har støttet opførelsen af feriehuse på stedet til:

“…ferieophold for vanskeligt stillede familier og børn

På netop den baggrund godkender Finansudvalget salget, og i maj 2023 overtager Sankt Helene Centeret ejerskabet af de 14 hektar fra Naturstyrelsen. På det tidspunkt hedder fonden, som køber ejendommen, “Den Selvejende Institution Sankt Helene Centeret Tisvildeleje”. Det er en ikke-erhvervsdrivende fond.

Fra sårbare børn til ressourcestærke turister

Hold lige fast i bordkanten, for nu bliver det voldsomt: Få måneder senere ændrer fonden sine vedtægter. Den formulering, som Miljøministeriet havde fremhævet som den centrale begrundelse for det usædvanlige salg, findes ikke længere i fondens registrerede formål.

Den 23. juni 2023 overgår fonden fra en ikke-erhvervsdrivende til en erhvervsdrivende fond. Fondens formål ændres den 8. september 2023 og fondsmyndigheden godkender ændringen den 14. september 2023.

Det nye, registrerede formål lyder, at fonden skal:

“Drive Sankt Helene Centeret Tisvildeleje og tilbyde aktiviteter for alle aldersgrupper indenfor frilufts- og ferieområdet,” med vægt på naturaktiviteter, samarbejde med fritids-, handicap- og idrætsorganisationer, en naturskole, et vandrehjem og udstillingsvirksomhed om natur- og miljøforståelse”

Det kan fortsat karakteriseres som et socioøkonomisk formål, men formuleringen er en anden end den, som Miljøministeriet specifikt henviste til i aktstykket få måneder tidligere:

Af foreningens formålsvedtægt fremgår, at […] den udvikler ferietilbud til familier i sårbare positioner, f.eks. børn eller forældre med en diagnose eller socialt udsatte

Foto: Falk-Rønne og Kierkegaard er ejendomsudvikler på projektet, der skal omdanne Sankt Helene i nordsjællandske Tisvildeleje til et moderne luksusresort. Udvikleren står også bag blandt andet Rox Resort i Køge, der åbnede sidste år.

Året efter indgår fonden et samarbejde med en ejendomsudvikler

I 2024 indgår fonden en aftale med Ejendomsudvikler Falk-Rønne & Kirkegaard – som drømmer stort.

I 2026 præsenteres en helt ny vision for området: Nu skal der være “et ambitiøst luksus resort på internationalt niveau” med plads til tusind overnattende gæster pr nat.

Ved præsentationen for Gribskov Kommunes kommunalbestyrelse i foråret 2026 (lukket møde) vises projektet i følge anonyme kilder på stedet som et nyt nordisk byggestil-projekt. Stadig med samme formål og nogle politikere oplyser, anonymt, at de er meget venligt stemt, indtil de efterfølgende ser, at der er helt andre planer med området via den nye salgs-hjemmeside som hedder sankthelenetisvildeleje.dk

Ved præsentationen for inviterede borgere og lokale politikere – som fandt sted den 15. juni 2026 – oplyser bestyrelsen for fonden nu, at målgruppen er “det ressourcestærke øvre segment“.

Fondens nye projekt “Sankt Helene Spa & Wellness Resort” beskrives som “et moderne skandinavisk retreat”

Og et:

“ambitiøst luksusresort på internationalt niveau,” hvor kvalitet, wellness, gastronomi, sanselighed og underspillet luksus skal danne rammen om gæsteoplevelsen året rundt“.

Visionen omfatter spa- og wellness faciliteter, restauranter, chalets og hotel på samlet 22.600 m² med en kapacitet på 1.000 overnattende gæster.

Illustration: fra præsentation på sankthelenetisvildeleje.dk

Lokale borgere i oprør

Efter orienteringsmødet er beboere i Tisvildeleje oprør. Det er en lille by med en blind vej som hovedgade – og naturlige pladsmæssige begrænsninger – og byen er allerede mærket af sin populariet.

De inkarnerede Tisvilde-borgerne har stærke følelser for deres sted og deres områdes egenart. De vil gerne værne om det. Og de spørger nu:

Hvordan kan et salg, der blev begrundet med ferietilbud til familier i sårbare positioner, nu pludselig danne grundlag for planer om et luksus resort målrettet et købestærkt publikum?

En lokal tømrermester spørger, da han ringer mig op:

Hvorfor vil man rive bygninger ned, der har mange år i sig endnu? De kan sagtens istandsættes og fortsætte med at være et dejligt ferietilbud. De er kun 35 år gamle”.

Her er bestyrelsen – tre mænd, som nu vil have luksus-resort i stedet for hjælp til børn

Hvem sidder i bestyrelsen for Fonden Sankt Helene Centeret? Det har mange spurgt i debatten om sagen på Facebook. Svaret kommer her. Her er de bestyrelsesmedlemmer, der har haft det ædle formål at skabe et ferietilbud til sårbare børn – men som nu pludselig har slået kontra og nu vil skabe et ferietilbud til champagnedrikkende luksusturister? Ingen af de tre herrer bor i øvrigt i Tisvildeleje.

Formand er: Torben Nyegaard Olesen, Annisse, 3200 Helsinge.

Næstformand er: Palle Whittard Duemose, 3200 Helsinge
Desuden: Erik Nørgaard Sørensen, 3000 Helsingør

Sankt Helene består af feriehuse, bygget i 1991 – og den gamle oprindelige gård på stedet. Byggeår er ukendt. Men ingen tvivl om at bygningen er bevaringsværdig.

Torben Nyegaard Olesen oplyser til Netavisen, at økonomien ikke er stærk nok til både at fortsætte den nuværende drift og finansiere en omfattende modernisering og han siger: – “Vi kan se, at der er udfordringer økonomisk. I år har vi godt nok sorte tal på bundlinjen, men humlen er, at vi har en bygningsmasse, som er omkring 40 år gammel, og som er teknologisk utidssvarende,” siger han.

Sankt Helene Feriecenter blev opført i 1991. De nyere bygninger er dermed ikke 40 år, som formanden oplyser, men 35 år gamle. Der er ikke noget, som hedder at en bygning er “teknologisk utidsvarende”. Det er, for nu at sige det som det som det er, en form for “bygnings-bullshit” – ligesom når ældre huse beskrives som “noget gammelt lort”.

Bestyrelsen skriver i det seneste årsregnskab fra 2025 at:

“Fon­dens aktiviteter og formål er at drive ”Sankt Helene” – Hotel, Konference, Selskabs og Lejrskolevirksomhed i Tisvildeleje, med særligt fokus på samarbejde med NGO’er. Fondens stiller faciliteter til rådighed på særligt økonomiske fordelagtige vilkår for NGO’er i forbindelse med afholdelse af konferencer, workshops o. lign, ligesom Fonden også bidrager til velgørende formål, primært ved at afholde alle udgifter forbundet med ophold og ferier for særligt udsatte børn og familier, gennem samarbejde med udvalgte NGO’er…

Driften indebærer også vedligehold af naturarealerne omkring Sankt Helene, herunder dyrehold – som bidrager til almenvældets forståelse og oplevelse af naturen omkring Tisvildeleje”.

Kompliceret sag med fire afgørende temaer

Dette er ikke en simpel sag. Det er en sag, som både omhandler unødvendig nedrivning af eksisterende bygningsmasse – som ofte er slemt nok i sig selv at berette om. Det handler altså om bæredygtighed. Både den, som har at gøre med at vi passer på ressourcerne – men det handler også om den sociale bundlinje.

For sagen handler også om en socialøkonomisk fondsbestyrelse, der før eller efter de fik mulighed for at indgå en ekstremt lukrativ handel af en potentiel byggegrund i Danmarks dyreste ferieområde fik en god ide.

Den handler om, at en minister og finansudvalget i Folketinget er blevet misledt til at sælge noget af det fineste natur i Danmark under falske forudsætninger.

Og så handler den om en lokal befolkning, som ikke ønsker den form for “udvikling” af deres by og område, som der lægges op til.

Det kan heldigvis forhindres fra politisk side. Og det kan det ved, at Gribskov Kommunes politikere undlader at godkende en ny lokalplan for området, som vil tillade byggeriet.

Jeg har spurgt en af dem, der skal stemme, hvordan han vil stille sig, nu da der er kommet så mange nye informationer frem. Claus Bidslev sidder i kommunalbestyrelsen for Radikale Venstre erklærer, at han vil stemme imod en ny lokalplan for området og siger:

Sagen rejser flere spørgsmål – lad os prøve at få svar på dem i fællesskab i tiden fremover – kommenter gerne!

Del gerne denne artikel i dit netværk – og skriv dig op til nyhedsbrevet her (gratis).

Hvilke oplysninger om fondens formål og fremtidige aktiviteter blev forelagt Naturstyrelsen, Miljøministeriet og Folketingets Finansudvalg, da salget af de 14 hektar blev begrundet med, at fonden skulle kunne fortsætte sine socialøkonomiske formål på ejendommen?

Indgik planerne om et luksus resort i det materiale, der lå til grund for fondens ændring af formål få måneder efter salget?

Hvis ikke, blev fondsmyndigheden senere bedt om at tage stilling til, om projektet ligger inden for fondens vedtægtsbestemte formål?

Hvis ikke projektet ligger inden for fondens formål, hvilke retlige konsekvenser kan det i givet fald få for fonden og dens ledelse?

Bør spørgsmålet om projektets forenelighed med fondens vedtægter være afklaret, før Gribskov Kommune bruger betydelige ressourcer på at udarbejde en lokalplan?

Og endelig: Ville Folketingets Finansudvalg have godkendt salget uden offentligt udbud, hvis udvalget i 2023 havde kendt de planer for området, som fonden nu har offentliggjort?

Bevar eller forklar: Hvorfor har ingen tilsyneladende budt ind med ideer til hvordan de 35 år gamle og nedslidte feriehuse, fælleshus og feriekoloni kan renoveres? Hvorfor tales der kun om at jævne ressourcer med jorden? I stedet for at bevare og forklare, at det godt kan lade sig gøre – også i pagt med Fondens oprindelige formål.

For at få svar på disse spørgsmål har en beboer-gruppe fra Tisvildeleje – som jeg har kontakt med – sendt aktindsigtsanmodninger til de relevante ministerier og myndigheder. Den lille grønne avis vil vende tilbage med nyt, når der er kommet svar.

STØT* arbejdet på Den lille grønne avis – på MobilePay 580587 eller som Abonnent her. Del gerne artikler. Send gerne artikler videre. Fortæl folk, at de kan abonnere på nyhedsbrevet (artikler uden betalingsmur)

Du kan læse mere her:

Miljøministeriets anmodning til Folketingets Finansudvalg om godkendelse af salget uden offentligt udbud:

https://www.ft.dk/samling/20222/aktstykke/aktstk.78/aktstykke/1939073/2675550.pdf

Fondens projekt “Sankt Helene Spa & Wellness Resort”: https://sankthelenetisvildeleje.dk

Fondens præsentationsmateriale til borgere og politikere d. 15. juni 2026:

https://sankthelenetisvildeleje.dk/wp-content/uploads/2026/06/2026_06_15_Sankt-Helene-

Fondens præsentation af deres socialøkonomiske virke her:

https://www.helene.dk/sankt-helene

Erhvervsstyrelsens oplysninger om fondens registreringshistorik, herunder omdannelse og formålsændring:

https://datacvr.virk.dk/enhed/virksomhed/15150904

OBS. Jeg er blevet kontaktet af en del kilder fra området, som jeg har haft tilknytning til i 40 år og hvor jeg derfor har et stort netværk. Mine kilder ønsker alle at være anonyme, derfor nævner jeg dem ikke her. Jeg har ved flere lejligheder besøgt Sankt Helene Feriecenter og kender derfor til stedet og bygningerne gennem en årrække. Billeder til denne artikel er taget af mig i juli 2026.

*Når arbejdet på Den lille grønne avis støttes, så går pengene ene og alene til drift – til website mm og til studentermedhjælpere, der gør det muligt at udkomme med vigtige historier.

18 kommentarer

  1. Dejligt du tager denne ret uhyggelige, fordækte sag op, så det ikke uden offentlig opmærksom bliver gjort til en ny lokalplan, hvor alt er tilladt.

  2. Tak, Signe! Er glad for, at du går ind i sagen – researcher, belyser og deler – og jeg tænker på, hvordan vi almindelige mennesker kan bidrage? Jeg er forarget over skruppelløsheden, manipulationen og den gaslighting, der er foregået – og er samtidig klar over, at det præcist er sådan, at det foregår, når særegne og unikke (natur)områder ‘pludselig’ konverteres til kommercielle og økonomiske formål. Kynismen i denne sag er dog helt særlig bemærkelsesværdig, og jeg tænker, at sagen formentlig trækker nogle endnu ikke opklarede politiske tråde, og ikke alene er konstrueret af den magtfuldkomne bestyrelse. Gad vide hvem Gepetto egentlig er her?

  3. Man mangler ord over denne sag. Og det kan ikke være rigtigt, hvis sådan en snydefond får mulighed for at ødelægge smukke Tisvilde.

    1. For mig som ganske almindelig borger ligner dette bedrageri af værste skuffe, ihvertfald etisk.
      Forhåbentlig er der også grundlag for retlig forfølgelse.

      1. Helt enig!!!!
        Det er rystende, at nogle mennesker handler og optræder helt samvittoghedsløst for egen vindings skyld!!!

  4. Netop læst artikel via link fra Facebook. Super artikel der detaljeret afdækker hvad der må betegnes som kalkuleret bedrageri. Jeg vil opfordre til at denne artikel deles sammen med en pressemeddelelse til landsdækkende medier, inden tvivl om at den vil tiltrække opmærksomhed der vil kunne bidrage til at lægge et maksimalt politisk pres. Jeg har 20 års erfaring med at skrive pressemeddelelser og relateret, hjælper gerne til hvis der er behov.

    1. Mange tak for din besked – og godt du kom ombord via Facebook. Husk at skrive dig op til nyhedsbrevet, så du får nyhederne uden Meta. Jeg er glad for dit forslag – men jeg sender ikke mine artikler til de andre medier og sender ikke pressemeddelelse ud om dem. Jeg udkommer jo på mit eget medie – alle kan læse med her uden betalingsmur. Og det kan de etablerede medier også. Ofte har de fået historier herfra (og været søde at huske kilden) og det er jo fint som det er… KH

  5. Tak for dig og fordi din grundige beskrivelse af denne sag. Håber, de anonyme får mod til at træde frem, så der kan dannes en egentlig folkelig bevægelse imod dette projekt. Det lyder som bedrageri og som noget der er taget ud af en børne-/ungdomskrimi med skurke, der tager fra fattige børn for at give til de i forvejen privilegerede.
    Kh

  6. Det er en bemærkelsesværdig udvikling. Staten solgte Sankt Helene billigt uden offentligt udbud, fordi stedet skulle videreføres med et socialøkonomisk formål. Nu markedsføres det som et luksusresort. Fondens egne regnskaber viser samtidig, at den ikke har økonomi til at finansiere projektet. Pengene kommer altså et andet sted fra.

    Så måske er det på tide at fortælle offentligheden, hvem den reelle kapitalpartner er, hvem der kommer til at høste værdistigningen, og hvordan det harmonerer med de forudsætninger, som gjorde det muligt at købe ejendommen på særlige vilkår. Transparens burde være det mindste, man kan forvente.

    1. Ja! Det giver ingen mening, at der penge til at bygge luksusresort men ikke til at renovere og overholde aftalen med ministeriet 🤔

  7. Tak for at dække sagen. Det er rystende læsning.
    Jeg har et par kommentarer.
    På statsligt plan: Hvis ikke der allerede er lovgivet indenfor feltet er det på tide (er der det?). Det bør være klokkeklart ulovligt at ændre fonde på den måde. Ellers fortsætter de her sager jo med at komme fremover – fondene har tydeligvis massivt økonomisk incitament til at lave sådan et nummer, og snøre os allesammen.
    Hvis de ikke får lov at bygge kan de vel desuden bare vente til sagen er glemt, og så sælge grunden for 100 gange deres egen købspris til den tid, eller ansøge om byggetilladelse igen. Så fondene må selvfølgelig stoppes strukturelt fra at blive egennyttige.
    På kommunalt plan: Hvis man vil bevare Danmarks skønne områder til glæde for os borgere, så skal kommunen handle konkret og sætte en gedigen stopper for fondens absurde friløb væk fra det socialøkonomiske ansvar. Gør kommunen ikke det er der tale om et svigt af den store kaliber. Håber virkelig, de får sat sig grundigt ind i sagen inden lokalplanen udformes endeligt. Det bør vel egentlig også være i lokalpolitikernes egen interesse. Uvidenhed kan jo få mange ting til at gå i vasken.
    Ser i hvert fald frem til at følge sagen!
    Og krydser fingre for at fonden bliver stillet til ansvar ad alle tilgængelige kanaler.
    Vh.

  8. Gisp hvad er det der sker?
    Skal alt virkelig handle om penge?
    Der må have været en eksisterende lokalplan for området- forsøger man nu at ændre den, for at “sårbare” champagnefolk kan komme på wellness?
    Har kommunen brugt ressourcer på at ændre lokalplan med den viden?
    Det lyder alt sammen fuldstændig grotesk.
    Hvor er det godt at borgerne gør oprør.
    Og endnu bedre at du tager emnet op og belyser det fra forskellige vinkler.
    Tak for det, Signe.
    Og til byrådet: stop med at ødelægge vores natur, og bevar eller forklar

  9. Kapitalfonde af værste skuffe. Uduelige politikere, der ikke har faglig viden om, hvad de foretager sig og beslutter sig for. Godt du tager sagen op og videreformidler din viden.

  10. Det er jo nærmest en helt Trumpsk historie. Var der ikke noget med et lignende albansk projekt? Skandalen smitter af på de involverede politikere, indtil forløbet er fuldstændigt afdækket – fuldstændigt! Tillid duer ikke her. Der må ikke komme nogen ministerbetjeningsundtagelser for aktindsigter i vejen, alle pengeveje skal frem i lyset.

    Ellers hænger der uundgåeligt en ubehagelig mistanke om korruption fremover, og det er ingen, hverken politikerne eller borgerne – tjente med.

    Og projektet skal selvfølgelig stoppes øjeblikkeligt.

    1. Tilsyneladene har formanden indgået en betinget købsaftale med Falk-Rønne & Kierkegaard, jeg syntes at der snart ligge så mange lig i denne sag, at formanden må komme med en ordentlig forklaring,

  11. Jeg ved ikke om Formanden kan lave en købsaftale på egen hånd, men det lyder da noget mystisk, 🙁

    Planer om nyt luksusresort i Tisvildeleje skal redde feriecenter, forklarer fond
    Et omfattende og stigende behov for renovering i millionklassen gør, at det ikke er muligt at fortsætte driften af feriecentret Sankt Helene Centeret i Tisvildeleje. Det er grunden til, at Sankt Helene Fonden har indgået en betinget købsaftale med Falk-Rønne & Kierkegaard, som vil lave feriecentret om til et større luksusresort.

    Det forklarer Sankt Helene Fonden i en pressemeddelelse i kølvandet på, at udsigten til et nyt luksusresort i Tisvildeleje har mødt kritik af lokale.

    – Vi har valgt at gå ind i en proces, fordi alternativet reelt er, at Sankt Helene på flere års sigt kommer under yderligere økonomisk og bygningsmæssigt pres, siger Torben Nyegaard Olesen, fondens formand, i pressemeddelelsen.

    Købsaftalen er betinget af blandt andet den videre lokalplanproces i Gribskov Kommune.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *