RESPEKT. Som forberedelse til et foredrag har jeg tilbragt dagen ude i nogle forskellige storkøkkener i en kommune (som har bedt mig komme og tale om bæredygtighed og motivation i offentlige køkkener). Og her kommer et hyldest til nogen, vi ikke hylder særligt tit: Dem, der laver mad til mange hver dag.

Frostmad fra Kina. Kræver intet arbejde. 7 kroner. Men en dårlig ide på rigtig mange måder…

Det er dem, der laver mad i personalekantiner, ældrecentre, på hospitaler osv. Dem, der arbejder r… ud af bukserne i gummi-træsko på sæbevaskede terrazzogulve… Mens de hører radio, kigger i opskrifter og har overskud til at holde om og tale roligt til den søde handicappede medarbejder, som er kommet i “beskyttet praktik”. Dem, der ovenikøbet lige nu – i disse dage – er ved at arbejde med en kæmpe stor omvæltning. (Det er ikke alle kommuner, der er i gang med omlægning, men nogle er, og andre må komme, kan man høre på vandrørene #betterfood#wordfoodsummit #fødevareministeriet #bæredygtighed #klima#etiskforbrug).

Det er svært. At ændre vaner.

Ude i køkkenerne mødte jeg ildsjæle, som vil forandre verden nedefra. Lægge om til økologi, lokal mad, mere grønt, bæredygtighed, stoppe spild osv. Og jeg mødte ganske få medarbejdere, der kæmper imod: – “Jeg er skideligeglad med dyrevelfærd, jeg er ligeglad med hvordan dyr har det, jeg er ligeglad med økologi derhjemme, det smager ikke godt, jeg vil bare have det billigste, buræg, billigt kød, mad skal være billigt, jeg vil have råd til smøger og ferier, jeg gider ikke sådan noget økohejs” var nok den mest øjenåbnende replik for mig i dag.

Ildsjælene ude i storkøkkenerne lader sig ikke provokere. Vi må tale om det, siger de. Vi må smage os frem, siger de. Vi må planlægge anderledes, siger de. De taler om at komme væk fra importeret frost. Til friske råvarer, der skal snittes på den arbejdskævende måde. Vi må tale om maden, siger de.

For det er mad, vi består af. Det er mad, som vi – og også de udsatte borgere – spiser, og skal blive stærkere af. Hver dag. Vi er hvad vi spiser.

Vores jordklode består af jord, der giver os mad og vand. Som vi skal leve af, og som kommende generationer skal leve af. Og hvordan får vi nu det til at fungere på en måde, der kan bære. Ikke bare for os? Det handler mad og bæredygtighed om.

Ja, vi må tale om økologi og ressourcer og vand og vaner og bæredygtighed og ja, også økonomi og privatøkonomi. For der ER mennesker derude, MANGE MENNESKER, som ikke har så meget at rutte med… Men det har der været til alle tider. Og det er ikke nogen løsning, at spise af fremtidens børns spisekamre. Og det gør vi, når vi IKKE tænker på klima og på bæredygtighed, når vores forbrug ikke kan bære i det lange løb.

Andre har gået i vores fodspor før os. Andre har vist vejen. Andre generationer har været fattigere end os. Vores bedstemødre og oldemødre spiste lokalt og havde mange kødfri dage og havde køkkenhave og høns til at hjælpe med husholdningsbudgettet. Vi har den viden tilgængelig. Om at koge suppe på et søm og sylte sanket mad. Vi skal bare finde den viden frem igen. Vi skal gøre som før. Vi skal ikke gøre, sådan som vi har gjort i de sidste 10 år, hvor vi er endt med at importere frossen storkøkkenmad fra lande så langt væk som Kina. Det er en dum ide. På alle måder. Er det sejlet hertil, fløjet hertil? Hvorfor egentlig, vi har jo mad nok.

Problemet – ude blandt dem, der siger, at mad skal være vildt billigt og at alt andet er ligemeget – ER FAKTISK IKKE PENGE. Problemet er VIDENS-TAB. Det handler om KULTUR, det handler om mad-opdragelse, om MENING og om at forstå… Forstå, hvor maden kommer fra, hvordan maden er vigtig i verden, hvordan det har indflydelse på klimaforandringerne, det, som vi efterlader til vores børn, hvordan vores handlinger lige nu, og det vi køber ind og det, vi spiser, har betydning ikke bare for os, ikke bare for dem vi serverer mad for, men også for kommende generationer…

Og her kommer RESPEKTEN og det vildeste jeg oplevede i dag: Der er virkelig stærke kræfter ude i de der køkkener. Der er ildsjæle. De er mange. De forsøger at overtale de andre. De vil skabe virkelig gode måltider for mange. De vil købe lokalt. De vil omlægge til økologi. De vil have bier. De vil have høns!!! De vil have rester i hønsespande i storkøkkenet. Det vil bage brød selv og tage surdej fra hver dag. De vil lave romkugler med den handicappede praktikant ud af restkager. De vil stoppe spild af mad. De vil holde sæsoner.

De er blevet presset af nedskæringer og ja, undskyld, helt sindssyge politiske tiltag de seneste 20 år, hvad angår mad. Som for eksempel at ældremad skal være så kunstig, at den skal kunne holde sig i tre år (!). Eller at retningslinjerne for storkøkkenstorindkøb gør, at der reelt er monopol og man ikke kan købe kartofler, kål og fisk fra nabolaget, selv om det er bedst på alle parametre (klima, økonomi, smag, lokal støtte).

Og det ved gode folk derude på terrazzogulvene. Og de kæmper. Og de diskuterer. Med kolleger. Med hinanden. De tager kampen. De prøver.

Men… siger dem, der hellere vil beholde de gamle vaner: Der er meget protein i bønnerne her på billedet. De er ordnede, de kommer fra frost, de er nemme, man skal bare åbne posen, klippe den op, så kan man servere dem, det er nemmere end kål, som ganske vist er i sæson, som er lokalt, som er dansk. Men den her pose koster kun 7 kroner med vores indkøbsaftaler… Og ja, den kommer fra Kina.

Tak til jer, der laver mad til mange hver dag. Tak fordi I prøver at gøre det på en mere bæredygtig måde. RESPEKT!