Mangler du eller nogen du kender et værelse i forbindelse med arbejde/besøg i Kbh?
Man kan booke 1, 2, 3, 4 nætter eller en uge – hvis nu man skal på kursus/besøge nogen/skal arbejde på projekt og har brug for ro og en grøn udsigt. Det kan også være, at du kender en lærer eller gæsteprofessor, der skal undervise et par dage eller uger i Kbh (her er tæt på fx Nørre Campus, DTU og DMJX) og har brug for et rart sted at være. Eller det kan være at du er en kunstner – er på et kunstnerisk projekt – der kræver ro og fordybelse og en stille parkering til kunstværker (det har vi prøvet).
Studiehuset er for os, der arbejder, skriver, studerer og måske puster ud efter familiebesøg – i fuldkommen ro. Sommetider er her impulsive fællesmiddage. Men om dagen – kl. 9-18 – er vi travlt beskæftiget.
Her er gratis parkering (ubegrænset), tæt på byen, tæt på motorvej, men fuldkommen fred og ro. Lille skov til at løbe i (Svanemøllen Kaserne).
Pris: 775 pr overnatning inkl. alt. Prisen er for en person. Ingen ægtepar-rabat. Ingen diskrimination af singler/dem der rejser alene. Forudbetaling. Prisen er intro-pris for private. Virksomheder, som har brug for mere administration i forbindelse med værelsesudlejning betaler 975,00 kr. pr nat for deres medarbejder.
Vi kan tale om rabat ved længerevarende ophold.
Forplejning: Adgang til køkken om morgenen. Her vil være dejligt brød, ost og kaffe/rigtig god te.
Flere svar: Alle værelser – og hele huset – er nyistandsatte. Der er to gode nye/nyistandsatte badeværelser. Der er lækre badekåber og håndklæder. Der er hårtørrer og sovebriller. Der er gode senge, gode dyner og bomuldssengetøj. Der er ikke rygning – heller ikke i haven. Der er to rolige katte – som ikke bor i værelserne, men i huset. Derfor er katteallergi ikke en god ide. Der er ikke hund. Der er mulighed for at låne alt fra sweater, regnfrakke til cykel – det er fordelen ved at leje sig ind privat. Der er nem indtjekning.
Der kan udelukkende bookes via mail, hvor alle kontaktinfo og links sættes på nederst i din mail. Skriv også gerne hvad du hedder på Instagram (vi kender sikkert hinanden derfra). Oplys lidt om dig selv og om det, der bringer dig til byen.
Hele @studiehuset kan også lejes – også til familiebesøg, til foto og til filmoptagelser (tak for forespørgsel). Kontakt mig på mail eller telefon, så taler vi om det. Se kontaktinfo.
PS. Jeg lejer værelser ud i Studiehuset – ikke hele tiden, men somme tider – fordi vi i fremtiden må dele de kvadratmeter der er i verden. Jeg går ind for deleøkonomi og cirkulær økonomi og forsøger at vise det i praksis og gøre mig erfaringer med det i praksis. Det er et forsøg. Vi må se hvordan det kommer til at gå…
Flere tanker om udlejning: Næsten alle jeg kender har udlejet på AirBnB. Det har jeg aldrig gjort. Men jeg havde fantastiske erfaringer med at udleje værelser i Nysted – det skete bare organisk og tilfældigt. Det passer ind i tiden – hvor vi må finde på måder at dele mere. Og nu hvor børnene og de andre unge mere eller mindre er flyttet, vil jeg gøre forsøget og se om det kan være en positiv oplevelse.
Og jeg ved præcis hvad jeg savner og har savnet alle årene – når jeg har travlt og er træt og er på landevejen. Fuldkommen ro. Ingen forventninger om selskabelighed. Tryghed – ingen mørke parkeringskældre og lange hotelgange. En dejlig seng med god dyne og bomuldssengetøj. Nem parkering. Godt internet. En rigtig god kop te/kaffe, en god ostemad sent om aftenen eller tidligt om morgenen. Et rart badeværelse med vindue. Frisk luft og træer. Nem indtjekning.
Jeg er introvert og kan derfor ikke overnatte privat hjemme hos folk med relation til opgaven. Værter forventer ofte at snak/ at foredraget fortsætter til langt ud på natten. Jeg er sikker på at andre kan relatere og også bare har brug for fred, når vi har været på farten eller på arbejde og har hovedet fyldt op.
Jeg har svært ved hoteller, fordi der ofte er støj, der lugter af plastik og gulvtæpper, der er ustoppelig aircon og klaustrofobiske baderum uden vindue og med en smule skimmel. Plus klamme rygeområder, der lugter. Og jeg kan ALDRIG få den der der gode kop te, der holder mig kørende. En kop te på hoteller er altid en rædselsfuld oplevelse bestående af lunken vand m flere år gammelt tebrev lagt ved siden af kop og ikke ned i kop (te skal i kogende vand, i en tekop, ikke en kaffekop) og den kop varmt vand er IKKE inkluderet i prisen. Om jeg så betaler 1798 kr. for en overnatning (som jeg gjorde på Comwell i Aalborg for nylig, i et ret træt enkeltværelse). Jeg har tit tænkt, at jeg godt gad trille ind og sove et rart stille sted og få en god kop te. Det sted forsøger jeg at skabe nu.