Tak til alle jer, der har skrevet til mig mens den lille havebutik har haft frost-lukket i januar og februar: Tak for jeres tålmodighed. I morgen lørdag (den 27. februar) åbner jeg havebutikken igen, sætter varme på, lufter ud og kan betjene alle jer, der går og mangler gummistøvler i tøvejret. Jeg kan også pakke kompostspande fint ind til gaver, til alle jer, der har ønsket jer den (har fået et nyt parti hjem).
Og der er flere nyheder: Den lille pavillon er 200 år gammel og det mærkes. Den er fredet, fin, uisoleret, kold og ved at falde fra hinanden. Men nu sker der noget… Slots og Ejendomsstyrelsen har besluttet at nr. 15 – havebutikken – er det næste istandsættelsesprojekt efter Amalienborg 🙂 Jeg ved ikke hvornår renoveringen kommer til at foregå, men I hører mere.
Vi ses i morgen – husk, gratis time-parkering på pladsen i Dr.Tværgade.