Det er ved at blive efterår. I disse dage skinner solen – og ingen himmel er vel smukkere end septembers himmel.

Men i mandags var det møgvejr. Sort. Mørkt. Regnfuldt. Blæsende. Koldt. Jeg tændte lys indendørs – og tændte op i brændeovnen for første gang i lang tid. Tænkte på, at der er et halvt år til det bliver forår igen – og så kom andre triste tanker væltende.

Jeg ved godt, hvordan jeg kommer på andre tanker: Jeg skal ud. Så jeg gik ud for at se lidt til hønsene og deres gule kyllinger, det tredje hold i år. De er fantastisk søde og ser meget… ubekymrede, selvtilfredse og livsglade ud som de går der mellem høstanemoner, nedfaldsæbler og sankthansurt. Jeg gravede lidt i jorden og hønseflokken jublede over regnormene. Jorden var let at grave i, så jeg kom straks til at tænke på, at det måtte udnyttes: Det er jo snart tid til at lægge forårsløg. Så gik jeg i ly for regnen i drivhuset, hvor der er modne druer, smukke basilikumblomster, chilier og mange, mange røde og grønne tomater. Jeg satte mig derude en stund med et tæppe og min fede kat Alfred og spiste af de hindbær, der har sået sig selv inde i drivhuset. De er røde, søde og modne nu og hedder Autumn Bliss. Efterårs velsignelse.

A garden is the best alternative therapy”, siger Germaine Greer. Og hun er ikke alene om sit udsagn: Forskning viser at det passer. Mennesker får det virkelig bedre af at være udendørs. Min lille tur ud i haven på den første slemme efterårsdag var opløftende. At gå udenfor for at have med dyr, jord, planter, bær, æbler og blomster at gøre er livsbekræftende.

Kyllingerne vokser og er glade. Jorden er god til forårløg nu – at lægge løg (og så) er som at beskæftige sig med hverdagsmirakler. Et lille tørt løg kan blive til en smuk tulipan til foråret og det er jo magi. Og bærrene har samlet på sommer i smagen, kun for at fornøje os i munden. Det er umuligt at blive ved med at være i dårligt humør, efter sådan en tur ud i haven…

Jeg har skrevet en bog om Haveterapi. Den handler om, hvorfor man helt præcist får det bedre af at være udendørs – hvad er det, der gør det?

Når mennesker får antidepressive midler (eller er på stoffer!), så er det serotonin-indholdet i hjernen, der fremmes, det samme kan ske, hvis de opholder sig i dagslys og motionerer udendørs – eller får lysterapi om vinteren. Undersøgelser viser, at haveterapi er dobbelt så virksomt mod stress som almindelig terapi og meget bedre end piller. Man kan undgå at blive stresset, ked af det, fed, søvnløs, usund, afhængig af medicin (fx sovemedicin) og efterårsdepressiv af at bruge tid udendørs året rundt. Det kan også foregå andre steder end i haven, hvad alle motionsløbere og hundeluftere vil give mig ret i…

Daglige sysler i haven, med dyr, fugle, planter, lys, luft, jord, bevægelse, udsigter og indsigter kan skabe ro i sindet. Gertrude Jekyll formulerede det sådan: The lesson I have thoroughly learnt, and wish to pass on to others, is to know the enduring happiness that the love of a garden gives”.

Da Nelson Mandela sad fængslet i 27 år lykkedes det ham de sidste mange år, at få lov til at dyrke sin egen have. Han fortæller, at det blev hans redning. Haven gav ham livsindhold, struktur på dagene og noget at stå op til/følge med i. Han siger, at man kan lære alt om politik og lederskab i haven – om at gøde og så, om at sætte et hold, om at noget skal udskiftes for at andet kan gro frem, om at det altid bliver forår igen. Haven skaffede Mandelas medfanger grønsager og dermed en bedre foderstand. Han dyrkede fantastisk mange grønsager på lidt plads, og gødede, med hvad han nu kunne… Det gav – og giver ham fortsat – et dagligt livsindhold at dyrke sin have. Han siger, at alle mennesker må ”finde deres egen have” – også i overført forstand.

Haven virker som en genopretning af naturens orden i svære tider. Sorg og tristhed kan bearbejdes, ved at ”finde sin have” – også sin ”indre have” – den have, vi er forudbestemt til at dyrke. Haven er almindelige menneskers lille stykke land – vores lille link til fortiden – til dem, vi var engang. De færreste af os lever af at dyrke jorden i dag, til gengæld har de fleste danskere adgang til en have. Haven er det sted, hvor vi til alle tider har dyrket spiselige ting, holdt husdyr, sikret familiens overlevelse, kureret sygdomme via planter, har lært børn om liv og død, om noget der visner og noget der spirer, planter og vækst, årstider og vejrlig. Vi har forstået verden ud fra dyrene og den jord, vi dyrkede.

Vi er langt ind i vores gener og langt ind i vores kulturhistoriske kontekst ikke andet end bønder. Vi er bondeknolde. Selv når vi tænker på os selv som meget fine højpandede symbolanalytikere. Vi er landmænd. Vi dyrker jord. Det er, hvem vi er. Det er meget, meget nyt, at vi lever af andet end jorden. Men på få generationer har vi fjernet os fra det, der var ”det egentlige” for os, som mennesker. Det, som mennesker, jeg har mødt i Farmer Field Schools i Afrika, kalder ”life skills”. Viden om overlevelse. Om vejr, vind, dyr, forplantning, jord, afgrøder, føde, mage og umage. Vi er blevet så fremmedgjorte over for jorden, maden, dyrene (vi spiser kyllinger, der opdrættes under helt absurde forhold – læs fx om det i Politikens artikler her og vi tænker ikke længere over dem som levende dyr).

Udviklingen går ikke tilbage. Vi bliver ikke bønder igen. Måske bliver vi chikke urbane farmere i taghaver med genanvendt vand i vandingssystemer og recycled køkken-kompost– men vi bliver næppe landmænd igen. Vi kommer ikke tilbage til det vores dna passer til: Til ”det egentlige”. Her kommer haven ind i billedet. Haven (parken, skoven, naturen) bliver vores erstatning. Den bliver vores Helle. Et terapeutisk sted og et fristed, hvor vi måleligt får det bedre.

Det, at være i ”det fri” handler også om at ”være fri”. At blive fri til at slippe de ”indendørs pligter” og hele den online-afhængighed, som de fleste af os lider af (mig selv inklusive), hvor vi konstant er på to-tre skærme (computer, tv, smart-phone).

Jeg tænker, at det modsatte af at være ”i det fri” er, at være ”i det ufri”. For det er præcis sådan jeg har det, hvis jeg opholder mig for længe indendørs. Også på en mandag, i gråvejr og med et halvt år til forår. Eller som H.C.Andersen engang har sagt: – At leve er ikke nok, man må have solskin, frihed og en lille blomst”.

PS. Hvis jeg holder foredrag om Haveterapi på biblioteker, arbejdspladser og på konferencer/seminarer. Skriv til mig hvis du vil høre mere…

Facebook kommentarer

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Signe Wenneberg

Signe Wenneberg er forfatter og foredragsholder - samt uafhængig journalist. Udkommer på egne platforme. Er især at finde på Instagram - her på bloggen - og på Facebook-siden. Følg med hvis du interesserer dig for hverdagsaktivisme, dyrevelfærd, bæredygtighed, ressourcer, hus og have, mad og madspild.

Pin It on Pinterest

Tak fordi du deler...