Nedenfor en klumme bragt i SØNDAG i denne uge – jeg har lovet at lægge den op som online-version. Jeg skriver klummer fast for SØNDAG hver 4. uge.
Havebutiksassistent eller direktør? Der er stor forskel på, hvordan man bliver behandlet om man har den ene eller den anden titel. Det ved jeg nu.
For et par år siden husker du måske, hvis du er en trofast læser af SØNDAG, at jeg i en tid var direktør for et mediabureau. Det var gode tider, gode kolleger, gode opgaver. Det var en lærerig oplevelse for sådan en fri agent som mig – der har været selvstændig næsten hele mit arbejdsliv. Altså efter jeg holdt op med at arbejde på postomdelingen i Sydhavnen, i børnehaven i Vanløse og som tjener inde i centrum… Som journalist og kommunikationsrådgiver har jeg næsten altid selv bestemt, hvornår der var frokostpause. Jeg har været freelance. Freelance journalist, freelance redaktør, freelance kommunikationsrådgiver. Nu var jeg direktør. Men pludselig en dag kom jeg til at sige op, helt impulsivt, fordi jeg ikke var glad.
Jeg var sikker på, at noget spændende ville dukke op. Var ikke bange et sekund. Jeg tænkte, nu må vi se, hvad der sker. Men det her foregik selvfølgelig også før finanskrisen… som har sat en skræk i livet på mange af os.
Der gik ikke længe – under en uge, så skete der noget… Jeg blev tilbudt en kreds og kastede mig over politik og var lykkelig for, at noget endelig gav mening på den meningsfulde måde. Jeg fik mere tid til mine foredrag. Jeg fik en bogkontrakt. Nogle gode kunder fulgte med mig – og jeg fortsatte således med at gøre det, jeg er uddannet til, at rådgive i kommunikation. Men jeg manglede et kontor og en adresse, at putte på det visitkort, jeg faktisk, når jeg tænker mig om, ikke har nået at fået lavet endnu, fordi der har været så travlt.
På magisk vis fik jeg tilbudt et lille lokale lige da jeg havde mest brug for det. Det var et af de små historiske huse rundt om Kongens Have. Her havde jeg været skrevet op, fordi jeg engang havde fået den tanke, at når jeg blev 70 år ville jeg sidde der med en stråhat og sælge gamle sjældne engelske havebøger og måske lidt te. Men nu kom lokalet til mig, da jeg kun var 40 år. Sagen var bare: Der skulle være butik. 20 timer om ugen. Spændende! Tænkte jeg. Jeg er der jo alligevel, jeg sidder jo og arbejder med mine bøger og med kommunikationsrådgivningen og foredragene, så jeg kan da sagtens sælge en havebog, et par gummistøvler eller en skovl af mit eget mærke engang i mellem. Jeg kan møde alle dem, der læser mine bøger – og få en lille snak med dem. Og hvis jeg ikke er der, kan min assistent måske være der. Det går fint.
Det havde set noget underligt ud, på mit gamle chefkontor, at det flød med vareprøver af skovle og river, nogle jeg fik lavet i Kina i samarbejde med en supermarkedskæde. Der var havebøger i stakkevis – jeg købte sommetider stort ind af mine egne bøger, og de fyldte efterhånden godt op. Der var alle de underlige ting, der hører til min store hobby: Haven. Så havde jeg lige fundet nogle vildt fantastiske frø i Italien, som jeg tænkte, man måtte få til Danmark. Så havde jeg fundet et par handsker i Tyskland. Det gav mening, at begynde at sælge det, jeg omgav mig med – og få de gode ting hjem til glæde for andre.
Mange kvinder drømmer om at få en lille butik. De tænker, at de vil stå af ræset med 9-5-jobbet og få deres eget. En lille børnetøjsbutik. En butik med interiør. En butik med blomster. Som barn drømte jeg også om en blomsterbutik, men som voksen har jeg aldrig haft drømmen. Og her stod jeg så og var pludselig blevet ”butiksejer”.
Jeg har altid været helt ligeglad med titler. Om jeg er direktør eller butiksassistent eller tjener eller journalist eller postarbejder eller kommunikationsrådgiver eller redaktør. Det er alt sammen meget fint, synes jeg, og har hver sin kvalitet. Men sådan er det ikke alle der har det. Det ved jeg nu. Og det har været en stor indsigt, at få, i de her år, hvor jeg har haft butik på sidelinjen.
Når fremmede mennesker (der ikke genkender mig) kommer ind i min butik, så er der en stor risiko for, at de opfører sig meget nedladende. Dem, der kommer fra provinsen, er ofte de værste, undskyld jeg siger det, københavnerne er generelt meget, meget flinke. Unge mennesker er meget flinkere end ældre mennesker. Mænd i alle aldre er klart flinkere end kvinder.
Nu er det sket så mange gange, så der ikke er tale om, at jeg ser spøgelser. Eksempel: Jeg sidder inde i min butik en dag, der er lukket, med lukket dør og taler i telefon og interviewer, dvs jeg arbejder. Men fordi jeg er i et butikslokale, skal jeg stå til rådighed. En midaldrende dame banker på, jeg peger på telefonen. Men hun insisterer. Jeg åbner. Der bliver gjort tegn til at jeg skal lægge røret. Det må være vigtigt. Og så ”gider du godt lige fortælle mig hvor Amalienborg er?”. Dette scenarie er foregået et hav af gange. Jeg husker ikke, at nogen bad mig lægge røret på, da jeg var direktør, fordi de ville spørge mig om vej.
Andre eksempler: Der er damerne, der dækker deres sociale behov, ved at tale med butiksansatte. Det kan tage meget lang tid med de damer. Og fordi man er i en butik, har man ingen mulighed for at undslippe, og det ved de. Der er dem, der prutter om prisen helt ud i det absurde, og bliver sure, hvis de ikke kan få alt til halv pris. Der er dem, der vil have alt pakket ind, for derpå at fortryde købet. Og så er der mine egne venner. Det er dejligt, at de kommer forbi – og også hyggeligt, at de nu modsat før medbringer deres helt små børn på mit arbejde og slår sig ned med dem – og skifter ble på mit skrivebord – men jeg husker bare ikke, at jeg fik den slags besøg i min arbejdstid på mit direktørkontor. Det er ikke brok. Det er bare underligt, at der er så forskellige opfattelser af “tid” hos dem, vi ser som “butikspersonale” og dem vi ser som “direktører”. Tid er jo tid. Arbejdstid er arbejdstid.
At have denne lille smukke butik midt i byen har givet mig mange glæder. Men det har også givet mig nogle indsigter om mennesker, jeg ikke havde, da jeg var direktør, hvor alle bukkede og skrabede for mig og tog min “tid” meget, meget alvorligt, bare fordi jeg havde et fint visitkort. Men alle mennesker er lige. Ingen er finere end andre – om rammerne er en butik eller et chefkontor. Vil du gøre mig en tjeneste? Tænk over det næste gang du shopper!
PS. Min butik er nu midlertidigt lukket. Den gamle dame på 201 år er ved at blive renoveret og bliver meget, meget fin. Den 1.december vender jeg tilbage med et lidt anderledes koncept. Jeg glæder mig meget. Og sætter måske et skilt på døren hvor der står “sure damer må ikke medtages”.
