Dette er den første blog ud af fire. Det er et rejsebrev fra Bangladesh, verdens 3.fattigste land – nabo til Indien og Nepal og Burma. Baggrund: Signe Wenneberg og Karen Rosenberg er ambassadører for den humanitære og folkekirkelige organisation Danmission og har til opgave at rejse rundt og sætte fokus på kvinde-projekter og “empowerment of women” i udviklingslande under overskriften ”Verdens Døtre”. (November 2010).

Nu spiser de p-piller i Panchagor


Det er to dage siden vi efter 25 timers uafbrudt rejse ankom til det nordlige Bangladesh. Her er varmt. Her er fattigt. Og her er mange smilende og venlige mennesker. Her er ingen luksus, ingen ressorts, ingen turister, ingen rygsækrejsende, ingen udenlandske biler, ingen hvide mennesker, ingen restauranter, ingen supermarkeder med internationalt skrammel, ingen coca-cola’er, ikke noget køleskab, hvor vi bor, ikke noget toilet, der hvor vi tisser og ikke noget bestik, at spise med, der hvor vi spiser. Men her er noget at skrive hjem om.

Jeg skriver dette på bagsædet af en taxa – jeg er endda online her fra landevejen via modem – vi kører tilsyneladende i nærheden

af noget dækning – og dækning er der de underligste steder herude: Aldrig nogensinde der hvor man skal bruge det.

Vi har kørt i mange timer nu. Bag mig sidder to tolke. Foran mig chaufføren. Fotografen ved siden af. Repræsentanten for Danmission – som er den organisation, vi er rejst herud med som NGO’er (ulønnet selvfølgelig). Karen sidder ved siden af mig. Også hun har sin Mac i skødet. Vi joker med, at hun ”ryster røv for a living”– men aldrig er vi blevet rystet rundt på denne måde. Det vil være fair at sige, at det bumper. Vi vælter rundt. Nogle gange kører vi tyve kilometer i timen ad de ekstremt hullede grusveje, der udgør hovedfærdselsårerne herude. Andre gange kører vi virkelig, virkelig hurtigt lige mod de modkørende… Som da vi kørte otte timer i streg fra Dhaka med 100 kilometer i timen det meste af tiden.

Trafikken har sin egen psykologi her. Busserne vinder altid, lader det til, disse overfyldte busser med mennesker og varer på taget og buler på siderne vinder i denne computerspilsagtige vanvidskørsel… Så kommer bilerne, ikke at der er så mange af dem. Så motorcyklerne, så de tusindvis af rickshaws og tusindvis af ladcykler fyldt med familier, syge mennesker, varer, dyr, sukkerrør, bambuslægter og møbler. Så kommer de små enkelmandscykler, som der ikke er mange af, og så dyrene, nederst i trafik-hierarkiet; høns, gæs, geder, køer og hunde. Hundene er åbenbart helt nederst. Mange ligger døde i vejkanten. Og de er ikke alene. Fra Dhaka så vi måske ti forulykkede bus-vrag i vejkanterne. Og i går var der fire teenagedrenge, der blev kørt ihjel på motorcykel i den landsby, vi bor i. Det er talk of the town. De kørte stærkt og døde unge.

Det hørte vi, da vi kom hjem fra markedet sent i aftes: Karen opgav at gå i Converse, fordi vi af høflighed tager sko af og på mange gange om dagen, så vi ledte efter klip-klapper og fandt nogle til 4,50 kr. Hvorpå vi delte en rickshaw hjem gennem rismarkerne i bælgravende mørke til vores guest house. Vi bor et stykke ude på landet ved siden af et lille spedalskhedshospital – der også har en brandsårsafdeling, der behandler de brændte brude og dem, der er overhældt med syre.

Der er meget, som er vildt farligt her. Ilden fra olielampen er farlig. Farten på vejene er farlig. Det er farligt at være kvinde i et køkken herude. Alt for mange ulykker sker i hjemmet, også så mange ulykker, at det er mistænkeligt mange. Det ligner mord. Ægteskab er farligt her. Unge nygifte kvinder dør og kommer til skade. Hvorfor? Fordi deres medgift ikke er stor nok, fordi den ikke betales rettidigt, eller fordi svigermor er en pulverheks, fordi den unge teenagepige ikke er dygtig nok til at være husmor eller fordi ægtemanden gerne vil ægte en anden og få noget mere medgift. Ægteskab er det næstfarligste for kvinder på disse breddegrader.

Det farligste er at føde børn. At blive gravid. Måske alt for tidligt. Børn får børn herude. Børn helt ned i en alder af 12-13-14-15 år føder børn og kroppen – hoftepartiet – er slet ikke er klar til at bære og føde et barn. Derfor dør alt for mange unge kvinder i barselsseng eller allerede mens de er gravide. De ødelægger deres kroppe for livstid: Når et barn skal ud af et barn, går en af dem i stykker.

Traditioner og mangel på oplysning har ført til at der er blevet født for mange børn, og at de førstefødte ikke er kommet, når kvinderne var klar til det. Den eneste løsning er at piger bliver gift senere og at oplyse om familieplanlægning, sex, prævention. Ordet på bordet.

Det ved den kvindegruppe vi besøgte i dag. De ældste kvinder i gruppen som var i bedstemor-alderen havde 6-7-8 børn. De unge sagde med stolthed og med fingre: En eller to børn. Ikke flere. Og de skulle heller ikke have flere. Hvordan kan det gå til?

Dette er stykke vellykket velgørenhedsarbejde. I lang tid kørte de lokale NGO’er (Danmissions lokale partner) et projekt heroppe i den nordligste og fjerneste provins Panchagor – hvor Indien er lige omme på den anden side af hækken og Himalaya er i baghaven. Ude i de ”rural areas” lever myterne og uvanerne. Mødre og bedstemødre har ikke overleveret vigtig viden. Unge piger vidste ikke hvad det ville sige at begynde at bløde. Midaldrende kvinder kendte ikke til overgangsalder. Ingen talte om fødsler, familieplanlægning, graviditet. Det meste var tabu – religiøse tabuer – og afstedkom frygtelige vaner. Som at unge gravide kvinder holdt igen med at spise. Eller at børn blev gift. Eller at kvinder blev fødemaskiner. Nu er alting ændret her. Takket være disse damer i sarier, der er uddannet som lokale ”sundhedsvolontører”. De tager rundt og taler åbent med andre kvinder og unge piger om familieplanlægning og fødsler.


Dette er nu et selvkørende projekt, lokale kvinder uddanner andre lokale kvinder – og får ikke længere hjælp til det. De er engagerede og levende. Taler i munden på hinanden. Og griner. Især, da der kommer en tropisk regnbyge og overmander os alle, mens vi sidder under et stort træ og taler på sivmåtter. Vi stormer ind i et hus, Runa Leila’s hus, viser det sig. Her er mørkt, men nydeligt. Lerklinet gulv. Lys siver ind fra den åbne sivdør – der er ingen vinduer. Her er en stor seng hvor alle sover sammen. Et sofasæt. Et skab med en glaslåge i midten, så man kan se ind. Her er en hylde med legesager. En hylde med køkkenting. En hylde med tøj. Alle familiens ejendele samlet på et sted. Enkelt.

Runa Leila har pæne tænder og griner meget. Hun er fuld af fest. 30 år gammel og med to halvstore børn og en mand, hun godt kan lide. Hun har været med i projektet fra begyndelsen. Det har Asia også, men hun har mere triste øjne. Det viser sig, at hun er en af de få fraskilte kvinder her. Hun havde det sorte uheld, at den mand, hun giftede sig med, i forvejen havde en kone og det opdagede hun først, da hun var seks måneder henne. Siden har hun boet hos sine forældre. Det er en skam, selvfølgelig, men fordi hun har sit kvindefællesskab er hun ikke alene og kan regne med, at der er nogen til at hjælpe hende, når hun bliver gammel. Og hun har selv fået overskud til at hjælpe andre.

Vi taler om alt her i under sivtaget. Vi taler om utro mænd. Kvinderne jubler, da de hører, at jeg bor alene med mine børn og kan klare mig selv og ikke behøver gifte mig igen. De synes jeg er snydeheldig. Vi taler om børn. Om sex. Om kærlighed. Om prævention. Efter dette projekt blev en succes tager 50-60 procent af kvinderne herude i lerhytterne p-piller eller bruger p-stav. De får dem gratis – alt betales af staten. Andre bruger kondom, men det er irriterende, er vi enige om.

Fakta er, at kvinderne her selv er levende beviser på, at præventionen virker – de unge har ganske få børn. De ældre er stolte af de unge, der har lært lektien. En ældre kvinde fortæller, at hun har fået syv børn, fire piger og tre drenge, men at hendes krop er mærket af det. Hun ønsker ikke, at andre skal opleve det samme. To børn er nok, siger hun. Jeg nikker. Og tænker på mine to børn derhjemme. Og på hvor lille verden er når vi sidder her i en rundkreds og kigger hinanden i øjnene og griner og taler om sex og børn og mænd. Vi takker for i dag. Kvinderne har travlt, forstår vi, der er en muslimsk fest som skal holdes senere – og den holder både hinduer og muslimer, en fest er jo en fest. Der er mad, der skal laves og nogle børn, der skal passes. Og nogle mænd, der måske er heldige, i aften, efter festen.

Foto: Magnus Sort Eidemak

Facebook kommentarer

Signe Wenneberg

Signe Wenneberg er forfatter og foredragsholder - samt uafhængig journalist. Udkommer på egne platforme. Er især at finde på Instagram - her på bloggen - og på Facebook-siden. Følg med hvis du interesserer dig for hverdagsaktivisme, dyrevelfærd, bæredygtighed, ressourcer, hus og have, mad og madspild.

Pin It on Pinterest

Tak fordi du deler...