Blog #3 ud af 4. Rejsebrev fra Bangladesh, verdens 3.fattigste land – nabo til Indien, Nepal og Burma. Signe Wenneberg og Karen Rosenberg er  ambassadører for den humanitære og folkekirkelige organisation Danmission og har til opgave at rejse rundt og sætte fokus på kvinde-projekter og “empowerment of women” i udviklingslande under overskriften ”Verdens Døtre”. 

Blog # 3 fra det nordlige Bangladesh / At rejse er at leve – og at aflive myter

Hvordan er det derude? Bliver jeg spurgt, hvis der slipper en sms eller en mail igennem det usikre mobilnet langt ude på landet, hvor jeg rejser rundt. Får du noget at spise?

Vi spiser ris og dal, ris og dal, ris og dal (dal er en slags karry-kikærte-blanding som binder risen sammen). Det smager slet ikke dårligt. Tit får vi grønsager fra de lokale køkkenhaver til. Tomater, blomkål, agurk. Plus måske lidt ged eller kyllingekød tilberedt i en rundbundet gryde over ild med olie, chili og karry. Der er ti slags ris, her i området, får vi forklaret og jeg kan ærligt sige, at jeg har fået nok af ris. På heldige dage finder vi banan og papaya. Man kan kun få hvad der dyrkes lokalt og er i sæson. Vi spiser med fingrene, højre hånd, som alle vasker omhyggeligt inden måltiderne. Nogle gange bliver vi tilbudt en teske at spise med.

Når vi træder af på naturens vegne, er det ikke på toiletter. Om natten sover jeg med min lille 300-grams-overlevelsessovepose, som også var min gode ven, da jeg var i Nord-Uganda med Dansk Flygtningehjælp i foråret. Min jakke gør det ud for en hovedpude – jeg har stukket den ind i en t-shirt, som jeg bruger som betræk. Det fungerer fint. Det eneste er, at jeg ikke er meget for de firben, kakerlakker og myg som jeg deler logi med, så jeg lukker omhyggeligt myggenettet omkring mig.

Vores guest house er et simpelt sted, hvor missionærer og hjælpearbejdere fra mange lande har overnattet gennem mange år. Det ligger ved siden af et lille kristent hospital for spedalske og brandsårsofte. Jeg forsøger, at nå at gå eller løbe tidligt om morgenen, her er så smukt i morgendisen, og kigger også lige hver morgen ind i den terapeutiske rosenhave, der er anlagt ved spedalskhedshospitalet. Det var ikke i programmet, at besøge de spedalske, men vi aflagde dem alligevel en nabo-visit.

Jeg var ikke forberedt på, hvad det vil sige, at give hånd til en smuk, spedalsk, benamputeret 20-årig nygift pige, som, kunne jeg mærke, da hendes hånd lå i min, havde mistet halvdelen af hånden. Visnet væk.  Hendes nye benprotese, der er hjemmelavet i hospitalets værksted, stod ved siden af sengen og lignede noget fra 1930erne. Mændene med halve fødder og halve ben og indbundne lemmer spillede spil i den åbne arabiske gårdhave og maden blev, også her, tilberedt over åben ild. Menuen? Ris og dal. Ris og dal. Morgen, middag og aften. Undtagen juleaften.

Vi står tidligt op og kommer altid først hjem til vores guest house ud på aftenen. En aften blev det rigtig sent. Vi kom forbi det store tempel i Kantamondir og befandt os pludselig til premieren for den hinduistiske fuldmånefestival. Den varer en måned. Der var mennesker overalt, musik, truthorn, optog, nogle, der lignede troldmænd, slangetæmmere, tosser, der var krydderier, vandpiber, blomsterkranse og rigtig meget tingeltangel, der fik mig til at tænke på julepynt. Folk var venlige, men stirrede på os – for vi var, selvfølgelig, de eneste hvide. Det sjove med festerne her er, at de tilsyneladende deler dem. Hinduer tager del i muslimske fester – og muslimer fester gerne på hindumåden. Vi er kristne og blender ind i festen.

Vi har så meget vi gerne vil se heroppe, mens vi er her. Vi har lyst til at krydse grænsen til Indien og Nepal lige omme på den anden side. Vi kan se derind. Vi kan se teplantagerne og menneskene. Men kommer ikke ind. Bliver bremset af bureaukrati – visum udstedes ikke på muslimske helligdage og der er meget i vejen. Vi har også lyst til at slå os ned og bare sidde og stirre på skyerne indtil de letter, så vi kan få et ordentligt kig på Mount Everest og Himalaya (det er så tåget, at der ikke rigtig er andet end vage konturer at se den dag, vi stiller os op på en bakke, for der er normalt er fuldt udsyn).

Karen og jeg er ikke sikre på, at vi nogensinde kommer tilbage hertil. Og vi føler os meget heldige, at kunne få lov til at rejse rundt her. Vi har aftalt, at vi ikke siger nej til noget på denne tur. Hverken her eller når vi står af et par dage ved en mellemlanding i Qatar på vejen hjem. Vi er gode rejsekammerater og det er heldigt, for sådan noget ved man jo ikke på forhånd. Vi er begge to drevet af stor nysgerrighed og jeg vil ikke kalde nogen af os sippede. Vi har begge to rejst meget og elsker det. Karen har engang boet i Singapore med sine forældre – jeg har som barn boet i Nairobi.

At rejse er at leve, sagde H.C. Andersen. Det er også at aflive myter. Jeg holder af at finde ud af, at det jeg troede, jeg vidste, ikke holder. Det er godt, at møde rigtige mennesker. Se hvor ens vi i virkeligheden er. Opleve venligheden. Være til stede i et land. Læse aviserne på stedet. Og i det hele taget blive overrasket.

Jeg tror godt, at jeg kan overraske dig lidt, når jeg fortæller dig noget om Bangladesh. Vidste du fx, at der er mobiltelefoner i 60 procent af husstandene her i et af verdens fattigste lande? De er hoppet over fastnettelefoner – og direkte på mobilnettet og det har været en revolution, der først lige har taget sin begyndelse. 30 pct af befolkningen er på Internettet – og der er ikke lukket for hverken Facebook eller Google, her dette muslimske land, der har flere Al-Qaeda territorier. Der er oprettet statslige gratis telefon- og net-tjenester, der fortæller om sundhed til mennesker, der aldrig har kunnet få fat i den slags viden før. – ”Forstår du”, siger Allian en af vores tolke som jeg taler med i bilen, ”det, at have en mobiltelefon ændrer alt. Man behøver ikke gå 10 kilometer for at give besked. Eller for at spørge nogen om noget. Man kan bruge tiden på at arbejde i stedet. Det betyder også alt, i forhold til sundhed og empowerment. For der er så mange myter ude omkring, som kan aflives ved, at der nu er fri adgang til information”.

Der er mere, som har overrasket mig. Vidste du, at her er fri abort? At der uddeles gratis p-piller? Eller at der er en kvindelig premierminister her i Bangladesh? Eller at der er lige så mange kvinder i parlamentet, her i dette muslimske og forarmede tredjeverdensland, som der er i Danmark? 30 procent. Det er sådan noget, man først rigtig får øjnene op for ved at være her og rejse rundt her og møde mennesker her.

Der har været demokrati siden 1971 i Bangla, som landet omtales af sine egne. Og den kvindelige premierminister, Shek Hasina, er datter af tidligere premierminister, men er valgt ved demokratisk valg, ligesom Benazir Bhutto var det i Pakistan. Der er to store partier, Armelik, som er regeringspartiet og BNP, der ledes af den tidligere præsidentfrue. Begge partier er på højrefløjen, begge har kvindelige ledere og begge partier er ledet af gamle, rige familier. Ved valgene hvert femte år stemmer 70 procent, hvilket er næsten mistænkeligt mange skulle jeg mene, når man ser på befolkningens mobilitet.

Jeg spørger vores tolke, hvordan det kan være, at en så fattig befolkning stemmer på partier, der fremmer interesserne for de rige: – ”Hvis du vil vælges her, så må du være rig. For du skal ud og købe dine stemmer…”. Hvad skal det betyde? De sidste seks måneder før et valg deles der gaver ud til dem, der lover at stemme ”rigtigt”. Sarier, penge, mad. De rige betaler de fattige for at stemme på dem, får jeg forklaret.

Der er ikke noget nyt i, at de rige har magten og de fattige har børnene. Men efter p-pillerne har de fattige ikke så forfærdeligt mange børn som før. Der er fokus på overbefolkning. På sundhed. På fødende kvinder. På uddannelse (det er velkendt, at uddannelse er verdens bedste medicin mod mange børn). På ligestilling og empowerment of women. Landet skal kunne brødføde sin befolkning – der skal være nok ris og dal nok til alle.

Får I noget at spise derude? Bliver jeg spurgt. Ja, tak. Både åndelig føde. Og så… ris og dal. Ris og dal.

Facebook kommentarer

Signe Wenneberg

Signe Wenneberg er forfatter og foredragsholder - samt uafhængig journalist. Udkommer på egne platforme. Er især at finde på Instagram - her på bloggen - og på Facebook-siden. Følg med hvis du interesserer dig for hverdagsaktivisme, dyrevelfærd, bæredygtighed, ressourcer, hus og have, mad og madspild.

Pin It on Pinterest

Tak fordi du deler...