Dem, der intet har, takker meget – og os, der har meget, takker ikke særligt meget. Det, jeg har tænkt mest på siden jeg kom hjem fra Afrika og Bangladesh er nok taknemmelighed.

Jeg tænker med taknemmelighed på smukke Runa Leila, der inviterede mig indenfor i sin hytte i landsbyen sammen med de andre kvinder og deres småbørn, da vi blev fanget af troperegnen, som trommede på hendes sivtag. Hun havde en mand hun var glad for, to børn hun var stolt af, en hytte på størrelse med mit redskabsskur og en seng, hvor alle sov sammen under farvestrålende lagner. Hun fortalte at det var meget meningsfuldt for hende, at hun arbejdede ulønnet som frivillig sundhedshjælper og vi blev hurtigt enige om, at det er smart at anbefale andre kvinder alle mulige former for prævention, så man ikke bliver gravid af at have sex. Igen og igen blev jeg på min rejse slået af, hvor ens vi i grunden er, selv om vores liv er så forskellige.

En journalist spurgte mig, få dage efter jeg var landet: – ”Hvorfor var det nødvendigt at rejse helt derud, kunne du ikke have læst dig til det du nu ved om Bangladesh? Og var det egentlig ikke utrolig ulækkert med al den fattigdom?”.

Det er nok udtryk for, hvad rigtig mange tænker. Og ikke kun os i vesten, tænker sådan. Min ven, der er inder og bor i nabolandet Indien, skrev en sms til mig, mens jeg var i Nilphamari: ”Hvad vil du dog der, det er jo et forfærdeligt sted?”.

Man kan ikke tænke sig til de indsigter, det giver at rejse og flytte sig fra sin ”comfort zone”. Derfor er jeg taknemmelig over, at Danmission valgte netop mig, som ambassadør for deres projekt ”Verdens Døtre” – som handler om ”empowerment” af kvinder og piger i udviklingslande.

Der er selvfølgelig ikke ulækkert ude blandt de fattige, de spedalske, de syreangrebne, analfabeterne, bønderne, dem som intet har i Bangladesh. Der var ulækkert i hovedstaden. Med affaldsdynger, lossepladslugt, menneskelig degenerering, lort og forurening… Men der var ikke ulækkert der, hvor der ikke var forbrug af noget som helst, for hvor skal der komme skrald/lugt/misbrug fra, når der ikke forbruges noget som helst? Der var ryddeligt i hytterne og i landsbyerne oppe i provinserne ved Himalaya. Der var ingen økonomi overhovedet. Der var stor, stor venlighed, generøsitet og gæstfrihed.

Man kan få den tanke, at det er os, der skal lære at leve mere som dem. Og ikke dem, der skal leve mere som os. Hvis verden skal hænge sammen.

De her mennesker, er jo ikke kun stakkels. Når der ikke er mad nok er det helt forfærdeligt. Men når der er mad, kan man tillade sig at sige, at disse mennesker også er heldige på mange måder. De er ikke blevet koloniseret af vores livssyn. De har grundlæggende menneskelige dyder i behold. Det er noget, jeg har tænkt meget over, siden jeg kom hjem. Ude i verdens fattigste egne i verdens fattigste lande i Afrika og Asien har jeg oplevet meget stor venlighed, medmenneskelighed og taknemmelighed.

Et ord som tak bruges hele tiden. Tak fordi du kom og besøgte os her i vores lerhytte. Tak for alt muligt. Tak siges med ord, øjne og hænder, der aer på kind eller hår. Der holdes i hånden, når ord ikke rækker.

Tak bruges ikke så meget herhjemme længere, har jeg opdaget. Og jeg er blevet opmærksom på det, velsagtens, fordi jeg lige har været et sted, hvor der var så lidt at takke for og hvor tak var så present som en medmenneskelig hilsen.

Når man kommer hjem og ser det hele udefra er der ting, der er ubegribelige. Som at vi i Danmark har så svært ved at huske den daglige høflighed, den medmenneskelige varme, der ligger i at udvise venlighed overfor hinanden: Holde en dør for en ældre dame, rejse sig i bussen, sige ”undskyld” selv om det ikke var vores skyld, at nogen bumpede ind i os i juletravlheden, sige det lille ord tak. Tak fordi du kom. Tak for din besked. Tak for gaven. Tak for sidst. Tak for de generøse adventsgaver fra bedstemor. Tak for den gode julefrokost. Tak for gaven. Tak for kortet.

Jeg er forundret over, at der ikke er mere impulsiv venlighed hjemme i Danmark. Jeg føler mig ikke så hjemme i denne menneskelige kulde. Jeg føler mig gammeldags, når jeg siger det her. Værdikonservativ. Mormor-agtig. Det nager mig. Heldigvis er jeg ikke alene om at være old-school. Mange af os – og det her ved jeg fra daglige diskussioner på nettet jeg har haft siden jeg kom hjem – undrer os over den nye mangel på venlighed og ”ordentlighed”.

Mange af os undres over, at grænserne for hvordan man taler til og om hinanden flyttes hele tiden. Tag de nye pointsystemer som har til formål at lade Danmark være et ugæstfrit land for dem, der gifter sig med danskere: Hvad er nu det for noget? Eller hvad med de ord, vi bruger om hinanden ”ældrebyrde” – i stedet for ”ældreressource”? Eller historien om, at det nu er dem med ”livsstilssygdomme”, der ”tynger” sundhedsvæsenet og ”står for 80 pct af udgifterne”. Tal dog ordentligt til de ældre. Tal ordentligt til dem med kræft, diabetes og hjerte-kar-sygdomme.

Måske kan der også tales lidt mere ordentligt til og om politikerne. Også dem, vi ikke er enige med og dem, vi måske troede snød i skat, eller som vi måske troede havde noget forkert i deres skraldeposer eller som vi måske tror, er forkerte på andre måder. Måske kan vi tale lidt mere ordentligt til de hjemløse og de fattige og deres børn. Dem, der hele december hændervridende er blevet interviewet i nyfigne tv-udsendelser om hvorfor de – og der er rekord-mange af dem i år efter ni års fejlslagen socialpolitik – har brug for julehjælp.

Vi skal være her alle sammen. Det er det, der er meningen med det velfærdssamfund vores forældre og bedsteforældre har bygget op – og som vi kan være stolte af.  Ukendte sygeplejersker, arbejdsomme kontorister og folk, der har knoklet i roemarker – og nogen af dem måske med ”anden etnisk baggrund end dansk” – har gennem de sidste mange generationer dagligt gjort små gode ting som ingen så, for at skabe et bedre samfund for deres børn og børnebørn. Og tak, tak, tak for det. Der har været venlighed. Værdier at stå sammen om. Imødekommenhed. Sammenhængskraft. Fællesskab. Det, der betyder noget. Små ting.

Små ting er vigtige. Kort før tv-værten Kamilla Gregersen døde for et par år siden, bed jeg mærke i, at hun i et interview i Politiken sagde, at det, der især giver livet betydning, når man ligger der på det yderste, er alt det, man gjorde rigtigt, men som ingen vidste noget om, at man gjorde. Det, der er vigtigt, er, at hjælpe hvor man kan, når man lige øjner chancen. I stort og småt.

Det er de ”small acts of kindness” der tæller. Næstekærlighed.

Verden er uretfærdig. Dem, der ønsker at leve, dør måske en pinefuld død. Dem, der fortjener kærlighed og glæde, oplever måske sorger og ensomhed. Dem, der bor i verdens fattigste lande, har ikke fortjent at skulle tænke så meget over hvor maden skal komme fra, mens vi, der bor her i Danmark dagligt slår vores egne rekord i at smide mad ud i skraldespanden.

Måske kan gøre lidt mere for andre her i julen. Være lidt flinkere. Skrive et håndskrevet julekort. Give værtinden en gave. Sige tak for sidst. Være gæstfrie. Holde en dør for nogen, der ikke venter det. Giv et lille bidrag, til nogen, der har brug for det, uden at de ved det kommer fra dig. Forbruge lidt mindre og gøre lidt mere. Gøre små ting, der gør andre mennesker glade. Vi kan jo bruge julen som anledning.

Alle mine blogs er at finde her på www.signewenneberg.dk – eller her:

Rejsebrev # 4 – Køkkenhavelogik

https://signewenneberg.dk/tag/bangladesh/

BAGGRUND

Se film om vores arbejde i Bangladesh her

Signe Wenneberg og Karen Rosenberg er ambassadører for den humanitære og folkekirkelige organisation Danmission og har til opgave at rejse rundt i verden og sætte fokus på kvinde-projekter og “empowerment of women” i udviklingslande under overskriften ”Verdens Døtre”. Du kan støtte Verdens Døtre her.

Signe Wenneberg har foruden Bangladesh også (i november 2011) besøgt Tanzania, Uganda og Zanzibar for Verdens Døtre – for at sætte fokus på kvinders vilkår.

I foråret 2010 rejste Signe Wenneberg i Afrika for Dansk Flygtningehjælp og tilbragte især tid i de projekter i det nordlige Uganda ved grænsen til Sudan, hvor der på grund af 20 års krige har været kolossale flygtningelejre. De lejre rømmes nu og de mennesker, der er tilbage, skal lære at dyrke jorden forfra i Farmer Field Schools. 

Signe Wenneberg har siden 2009 været er en del af Klub 100 Røde Kors.


Facebook kommentarer

Signe Wenneberg

Signe Wenneberg er forfatter og foredragsholder - samt uafhængig journalist. Udkommer på egne platforme. Er især at finde på Instagram - her på bloggen - og på Facebook-siden. Følg med hvis du interesserer dig for hverdagsaktivisme, dyrevelfærd, bæredygtighed, ressourcer, hus og have, mad og madspild.

Pin It on Pinterest

Tak fordi du deler...