Mange har spurgt mig om klummen fra UGEBLADET SØNDAG i denne uge ligger online. Det gør den nu. Jeg har lagt den ud her på min hjemmeside. Klummen handler om at sige ja!
For et par år siden fandt jeg ud af noget, som jeg selv synes var meget snedigt, men som mange sikkert har regnet ud for længst: Man bestemmer selv, hvor sjovt eller hvor kedeligt man har det.
Man bestemmer muligvis ikke selv over de sorger, der rammer, men man bestemmer selv, hvad de skal fylde.
Man bestemmer selv, om man er en nej-siger eller ja-siger.
Hvis man vælger at blive automatisk ja-siger, så bliver man også positiv. Vi har alle sammen fået vores del af ulykker, brud og andre nedture – også i det år, som netop er gået – men man kan lære, af at se på alt det, der rammer en, som muligheder. Noget, der bringer noget andet med sig. Noget, man kan lære noget af. Noget, der gør, at man med en god del bagage og begrundet livsglæde kan sige ja tak til opturen.
Når man bliver automat-ja-siger-for-en-sikkerheds-skyld, så siger man ja tak til alt.
Ja tak. Ja til at bade lidt for sent på sæsonen eller lidt for tidligt. Ja til at danse når som helst. Altid sige ja til at rejse. Om rejsen går til Nord-vest-kvarteret eller til Mellemøsten. Ja til underlige middagsinvitationer og ja til at smage al slags mad. Ja til mærkelige jobtilbud. Og måske endda ja til noget så vildt som at stille op til Folketinget (som jeg sagde ja til i 2008). Ja til alle fester og alle gæster og alle muligheder. Måske sker der noget sjovt. Måske sker der noget uforudset. Og det gør der ikke hvis man sidder derhjemme med nej-hatten på.
Mit automatiske ja har taget mig mange steder hen. I år har det helt konkret taget mig til Amerika, Afrika, Mellemøsten flere gange og til Asien. I november havde jeg således den store fornøjelse at have sagt ja tak til at rejse ud i verden for en humanitær organisation for anden gang i år. Og det var min store glæde, at rejsen kom til at foregå med en anden ja-siger: Sangerinden Karen Rosenberg, som jeg ikke kendte i forvejen, men som jeg nu er stor fan af.
Da Karen og jeg ankom til Nord-Bangladesh havde vi rejst i 25 timer non-stop. Vi havde kørt computerspil-agtig dødskørsel op gennem landet ad hullede landeveje med fuld fart og med oksekærrer og ladcykler som forhindringer. Vi punkterede da også undervejs og steg ud til en måbende lokalbefolkning. Allerede den første aften på turen fandt vi ud af, at vi var rigtig gode til at rejse sammen og vi blev hurtigt enige om at sige ja til alt. Vi udviklede den teori, at man ikke både kan være nysgerrig ja-siger samtidig med at man er sippet. Og vi siger ja.
Her handlede det om, at sige ja til at tisse i et hul, ja til sove i en sovepose med jakken som pude, ja tak til at spise ris med dal morgen middag og aften, ja tak til at hygge lidt med kakerlakker, myg og firben, ja tak til at møde alt og alle oppe i dette fjerntliggende, landlige område i nærheden af Himalaya nær Indien og Nepal. Ja betød, at vi kørte rundt til de fjerneste flækker og mødte piger, som havde været ofre for syreangreb, mødte spedalske, analfabeter, bønder, brandsårsofre, vi mødte de syge og de sultne og dem, der aldrig nogensinde havde set hvide mennesker før. Vi mødte stor venlighed. Og før vi havde set os om, var vores rejse som velgørenhedsambassadører slut. Vi havde oplevet store smil, stor fattigdom, stor medmenneskelighed. Og vi havde ikke sagt nej til noget.
På vejen hjem mellemlandede vores fly i Doha, Qatar. Ja tak. Hjemmefra havde vi aftalt, at stå af flyet i tre dage for at se os lidt omkring. Vi anede ikke noget om Qatar – som viste sig at være verdens rigeste land – noget af en kontrast, når man kommer flyvende ind fra verdens tredje fattigste land. Vi fik god brug for vores ja. Om vi ville smage mærkelige fisk? Ja. Om jeg ville skrive en artikel om et fantastisk spa-sted? Ja. Om Karen ville synge en aften? Ja. Om hun ville låne en glimmerkjole med slæb, dyr nok til at brødføde hele Bag-Indien? Ja. Om vi ville drikke myntedrinks ved poolen? Om vi ville have Five-O’clock-Tea med nogle søde mennesker? Om vi ville med ud på natklubber med nogle af de mest spændende gæster, der havde hørt Karen synge? Ja da. Om vi ville danse på bordene på Skybar, som ligger på toppen af en skyskraber? Om vi ville drikke champagne med tilkoblet fyrværkeri? Om vi ville … Nej. Her kom vores første lille bitte nej på hele vores lange rejse på de to kontinenter. Da nogle arabiske mænd forsøgte at overbevise os om, at ja var svaret.
I året der lige er gået, må jeg konstatere, at det endte med at jeg sagde rigtig meget ja, ja, ja og at jeg rejste rigtig meget. Jeg er fast besluttet på at blive endnu bedre til at se begivenheder, positive og negative, som små hints, jeg kan lære noget af. Jeg gad godt være god til at leve hver dag som om den var den sidste. Og jeg vil sige ja. Ja til alt. Næsten.
Og så måske et lille bitte nej ind i mellem.
