Debatindlæg fra Politiken – onsdag den 30.marts 2011. Skrevet til serien Den Der Familie. Her bringes den uforkortede udgave.
Signe Wenneberg har skrevet om ”den der familie” gennem mange år – således også i sin første bog, en antologi om voksne skilsmissebørn fra 1997 med bidrag fra bl.a. Martin Kongstad, Katrine Wiedemann og Uffe Buchard (Aschehoug). I sin seneste bog fokuserer hun på positiv skilsmissekommunikation. Lev Livet Selv, Gyldendal, 2010. KAN KØBES I BUTIKKEN eller i Gyldendals webshop.
DEN RUMMELIGE FAMILIE
Bedsteforældre er en kæmpe ressource – også i den fraskilte familie
I andre dele af verden dumper børn naturligt ned i storfamilier, der også består af ældre medlemmer, som der lyttes til. Herhjemme opererer Danmarks Statistik med 37 forskellige familieformer. Men alligevel er opfattelsen af en rigtig familie synonymt med et snorlige par med et par børn: Et perfekt par-selv-projekt. Men også par, kan vi læse, der formår at koste så meget rundt med hinanden, at der tales om aftalefamilier, stressede børn, sure bestemmemaskine-koner og cafelatte-mænd med boller af spelt. Hvor trist.
Hvor er de lidt større fællesskaber, når vi taler om den der familie? Hvor er bedsteforældrene, ekssvigerforældrene og papbedsteforældrene?
Bedsteforældre har aldrig før i historien været i bedre form, de har aldrig været mere veluddannede og aktive. De har aldrig været mere berejste og ungdommelige. De bliver måske 100 år. De fik ofte børn tidligt og får derfor i heldigste fald også børnebørn, mens de har kræfterne til det. Det er aldrig før set, at bedsteforældre har så mange ressourcer og så mange år til at være arbejdsfri. De har værdifulde erfaringer med alt fra at opbygge organisationer og netværk – til brud, papbørn og nye familieformer. Over skilsmisser, skoldkopper og skoleskift. Det skal da bruges i familierne.
Og ærlig talt, hvis der skal være en mening med, at vi var mange, der blev skilsmissebørn fra 1970erne og frem, så må det da være, at vi har lært lidt om, hvordan man gør det der med familie og eks-familie på en ordentlig måde. Vi kan lære af det, der gik godt. Og det, der var tumpet, kan vi undgå at gentage. Herunder det med at sige goodbye-Ruth til eks’ens familie ved en skilsmisse – hvor især farforældre blev tabere. Ikke hensigtsmæssigt. Ikke rart. Og helt vildt forfærdeligt for bedsteforældrene, som stod retsløse tilbage i forhold til deres egne børnebørn.
Lad mig komme med et eksempel fra min egen skæve hverdag. Mine børn har fire bedstemødre hver. Sådan nogle, der selv har travlt, men som tager sig tid til at lave lektier med dem, som spiser med, som er med dem på ferie, tager dem på udflugter, ønsker sig tegninger eller sms’er og som græder af lykke, når børnene har deres mærkedage. Antallet af ressourcepersoner i børnenes liv er kæmpestort: På et tidspunkt holdt de af, at tælle alle dem, der elskede dem, inden de skulle sove. Tallet var tit 22. Eksfamilier og ekspapfamilier i flere generationer er velkomne her. De ved, at døren er åben. Og ellers låser de sig selv ind og laver kaffe i mit køkken. Man kan sige, at jeg for tiden er enlig mor, men det er ikke sådan det føles, for der har aldrig være mindre ensomt i samme køkken.
Skilsmisser er såre almindelige i den der familie. Over halvdelen af alle forhold opløses. Som Baz Luhrman synger i ”Wear Sunscreen”: Så lykønsk ikke dig selv for meget, hvis du endnu ikke er skilt… Maybe you’ll divorce at 40, maybe you’ll dance “The Funky Chicken” on your 75th wedding anniversary. Whatever you do, don’t congratulate yourself too much, or berate yourself either. Your choices are half chance. So are everybody else’s… Nogle bliver skilt. Nogle gør ikke. Nogle mister på andre måder. Nogle gør ikke. Men lige meget hvad, er det er godt at familien er et lidt større netværk og dermed består af flere end to voksne, når det brænder på.
Da jeg skrev min seneste bog om skilsmisseerfaringer undersøgte jeg gode eksempler. Hvad skal der til for at få Det Gode Liv (i aristotelisk forstand – ikke i livsstilslækker forstand) efter et brud? Tilsyneladende er samarbejde i en lidt større familiekreds – samt positiv kommunikation med fokus på børnene – nøglen til det vi kan kalde ”mest lykke til flest muligt” i situationen. Når det fungerer godt, er der en god tone, en høj grad af tilgivelse og stor rummelighed. Man holder måske et julearrangement sammen. Man går til begivenheder omkring barnet sammen. Man respekterer og inddrager bedsteforældre på begge sider – i begge børnenes hjem. Mormor kommer hos far. Farmor hos mor. Hvilket ikke er så underligt, som det lyder, hvis man påtænker, hvilke sære arrangementer, dem, der er forældre nu, var udsat for, da de selv var børn.
I Afrika lyder et ordsprog: ”It takes a village to raise a child” (genbrugt af fx Hillary Clinton, som skrev en bog med den titel, da hun var First Mom). Man kan ikke klare det hele selv… Man kan ikke både få lært børnene at spise varieret, snøre sko, fiske, høre de islandske sagaer, kede sig på en begavet måde, hjælpe dem med at have dyr og køkkenhave og fortælle dem hvem Pippi, Platon, Picasso, PH og Prince er. Man kan ikke alt. Enhver leder, om det er af en virksomhed eller en leder af den flok, som en familie også er, må erkende, at hvis man har for meget at tage sig til, må man uddelegere. Eller sænke overlæggeren. Eller begge dele.
