Der sker så meget i haven lige nu. Og havebøgerne vælter frem, som rabarber på en maj-morgen. Kille Enna skriver om

kartofler. Anette Eckmann fortæller om heksemad. Min ti år gamle bog Den Første Have er genudkommet med ny forside og nyt forord (og er snart at få i Bogklubben Bolig&Livsstil – og fås selvfølgelig med rabat i min lille havebutik). Mette Melchior skriver om havefesterne. Ghita Nørby er på roserne. Karina Demuth er i sommerhushaven. Og så skriver en eller anden, vi ved ikke hvem, om Isabellas køkkenhave.

Nogle gange er en spade ikke en spade. Og derfor kører der en meget sjov ballade inde på Politikens bogtillægs sider. Søren Ryge anmeldte for nylig ”Isabellas Store Bog Om Køkkenhaven” i den tro, at Isabella Smith, som bogens titel antyder, stod bag udgivelsen. Det står fast at Søren Ryge ikke er vild med Isabella Smith. Han er heller ikke glad for den bog, som Smith intet har haft med at gøre. Derfor er de to havemennesker trådt ud af havegangen for at toppes inde i Politikens spinatbed.

Og det er da også en underlig udgivelse, Ryge tager afstand fra i sin anmeldelse. Og hele det her bogprojekt er rigtig synd for en, der hedder Pernille. Mere om det om lidt.

Glad var jeg, da jeg fik den flotte ”Isabellas store bog om køkkenhaven” i hånden. Jeg kan jo lide den slags. Og har elsket mange af Politikens forlags tidligere udgivelser i denne genre – blandt dem selvfølgelig Camilla Plums gedigne bøger – og jeg er ret vild med to andre nyheder fra Politiken, jeg omtaler nedenfor… Men hurtigt gik det op for mig, at dette er en meget underlig bog. Tag sådan noget ret vigtigt noget som afsender-modtager-forholdet. Det er uafklaret. Hvem er egentlig afsender her?

Afsenderen er Isabellas. Men det er ikke længere Isabella Smith. Smith solgte sit magasin til Aller i 2006 og har intet haft med det at gøre siden (denne detalje havde Søren Ryge ikke styr på i sin anmeldelse – og det er ikke hans skyld, men forlagets). Isabellas er således et magasin. Det er ikke en forfatter. Nu skal vi så som læser købe en bog, som et magasin har lavet, som et projekt, ud af artikler. Jeg læser ikke bladet, ikke fordi det ikke er godt, for det er det sikkert, jeg har bare ikke tid. Men i det her blad, som hedder Isabellas, har der altså kørt en artikelserie om en, der hedder Pernilles fine og fotogene køkkenhave. Nu vil Isabellas (bladet) gerne ud på ”flere platforme” som det hedder i den branche – og derfor bruger de lige materialet to gange. Smart. Det er også lidt for smart. For læseren er ganske enkelt ikke med her. Når man som læser af en havebog i livsstilgenren, skal føle, at man er med på præmissen, så må man kunne identificere forfatteren og der skal være et helt klart afsender-modtager-forhold og der skal etableres en scene.

Hvis have er vi i? Hvad foregår der? Hvad skal vi lære her? Hvem brænder for noget her? Hvad er det, der kan gøre verden bedre, med den bog vi læser? Hvorfor skal vi – i dette tilfælde – have en køkkenhave? Fordi den er pæn? Fordi den er smart? Fordi den er sund? Vi ved det ikke.

Noget af det mest spøjse ved bogen er, at ”man” konsekvent siger ”vi”.  Denne ”vi”, som skriver, er måske en journalist, måske en praktikant, måske en eller anden freelancer, som ”Isabellas” har hyret til at skrive nogle floskler om køkkenhaven. En køkkenhave denne person næppe nogensinde har besøgt. Bemeldte have, som er blevet genstand for denne ”Store bog om Køkkenhaven” er en økologisk køkkenhave i Gentofte, en nyttehave, hvor den meget sympatiske sygeplejerske Pernille Sparsø (som jeg har skrevet med i forbindelse med denne blog) hver dag arbejder med jorden og planterne og eksperimenterne. Men heller ikke hun har haft noget at gøre med bogen. Hendes have og hendes hårde arbejde og hendes styling, som det jo hedder, når man får noget til at se rigtig pænt ud på billeder, er blevet brugt og genbrugt i denne bog, der bestemt aldrig burde være udkommet i denne form. Forlaget snyder læserne til at tro, at der virkelig er tale om en ”rigtig” bog om køkkenhaven. Men i stedet får de opkog fra et livsstilsmagasin uden det personlige engagement, der er så nødvendigt, når man kommunikerer til os, der elsker haven og alt dens væsen. Med streg under væsen. Og tilbage står, at Isabella Smith intet har haft at gøre med Isabellas store bog om køkkenhaven – og hende, der ejer den køkkenhave, der er på alle de flotte billeder, har heller intet haft med bogen at gøre.

Til gengæld er Politikens forlag klar med en ny Isabellas bog. Isabellas store opskriftsbog. Jeg gruer.

Og så tager jeg hen og besøger et ægte menneske og en ægte have på lørdag. Jeg tager hen i Pernille Sparsø’s nyttehave i haveforeningen Solsiden.

Der er flere bøger på mit bord. Og heldigvis er resten nogle, jeg meget gerne vil anbefale…

Lad os begynde med Sarah

Raven’s GARDEN COOKBOOK – 464 siders nydelse. Sarah Raven er et rigtigt menneske – der ved alt, hvad der er værd at vide og mad og køkkenhave og som er rigtig god til at forklare om det hele til os læsere, så vi føler, at der er en mening med det hele… Året rundt.

Der er vidunderlige billeder – og tænk, der er rigtige børn og rigtige venner og familie på billederne. Noget man tager afstand fra i bladet Isabellas, ved jeg. Hvorfor der heller ikke er børn, dyr og andre levende væsener på billederne i den overfor nævnte køkkenhavebog. Det har jeg aldrig forstået. Mennesker er en del af havelivet.

Sarah Ravens bog er ikke dansk, det kan ikke nægtes. Men den er så skøn, at man godt kan udholde at den er på engelsk – og så kan man jo håbe på, at der er et forlag, Politikens måske, som finder på at udgive denne smukke, personlige og fantastiske bog på dansk. Til da fås den på Amazon.

Nu til heksekunst. Da jeg var barn var min yndlingsleg, at lave troldemad. Det er vist sådan noget som børn i byer ikke forstår. Men på landet ved man, er der er planter, der er giftige, noget der kan spises med glæde, at der er kløpulver i hyben og at vejbred får brændenældekløe til at holde op med at klø. Og når man er barn og keder sig på landet, hvad er så sjovere, end at blande det hele i en gryde for at se, om man kan lave noget troldeskrækkeligt ud af det.

Det er med den baggrund, jeg læste og jublede mig gennem Anette Eckmanns ”Naturens Spisekammer”. Anette Eckmann er denne grundige lille rødhårede trold, der til daglig arbejder som stylist i bolig- og livsstilsbranchen, og som popper op alle vegne med firmaet Eckmann Alive. Hun har gennem fem år udførligt nedskrevet alle sine gode råd og opskrifter med urter fra den nordiske natur. De må knuselske hende ude på Noma – og bogen ville gøre sig rigtig godt som en del af inventaret i deres personalestue… Læg endelig også mærke til de smukke billeder utrættelige Bjarni B. Jacobsen har leveret til bogen. Denne bog slipper jeg aldrig, den skal følge mig til jeg selv bliver en gammel heks, der forhåbentlig får troldeoldebørn, som vil prøve at spise fra naturens spisekammer.

Og nu skal det handle om kartofler. Kartofler er stadig den grønsag, som findes oftest på de danske middagsborde, selv om vi har halveret vores forbrug over de sidste 50 år. Men kartofler er ikke bare kartofler – og hvem er bedre end kokken Kille Enna, til at forklare os om mangfoldighed og biodiversitet indenfor…

Kartofler. Kille har gjort det til sin levevej at afsøge nuancer, sorter, smage, dufte, krydderier og global mad i artikler og i bøger. Og hun gør det grundigt og fotograferer så fint og stofligt til. Kille Enna’s bog om Kartofler hedder slet og ret ”Kartofler på bordet” og den indeholder 80 nye – og rigtig gode – opskrifter med kartofler. Bogen har været flere år undervejs. Her har Kille undersøgt og eksperimenteret med kartoffelsorter og hun har lagt, vandet, gravet op, bagt, kogt og smagt. Bagerst i bogen er en meget interessant information om 32 sorter Kille har afprøvet i sin svenske test-have. Ja, hun giver os sit kartoffelskema over hvilke sorter, der skal høstes hvornår og hvornår hvad smager bedst. Det er et guddommeligt kartoffel-nørderi!

Fra kartofler går vi videre til roser. Ghitas Roser. Torben Thim har skrevet og Ghita Nørby fortæller. De to kender hinanden gennem 23 år som havevenner – og har roserne til fælles. Jeg har engang været så heldig, at lave et program fra Ghitas have – og jeg interviewede hende i for nylig til Haven (Haveselskabets blad).

Hun er lige så sød som man forestiller sig og er sådan en type, der husker småting… Som at jeg gravede storkenæb ned i hendes have sammen med hende for mange år siden og nu fortæller hun mig, at disse blomster stadig har det godt. Et rart menneske, det er hun. Og det kan man mærke i bogen – hvor man også får megen nyttig viden og gode fif om roser med undervejs.

Ghitas tilgang til haven og roserne er afslappet… Der må gerne være lidt skvalderkål, hundene må gerne grave lidt og roserne må gerne hænge, som de nu har lyst. Men hun vil kende deres navne, alt andet ville da være uhøfligt! Bogen er den perfekte gave – og jeg har allerede givet den til min mor…

Og fra roser går vi videre til noget andet meget vigtigt…. Havefester.

Jeg vil gerne med til havefest hos madbloggeren Marie Melchior! Hun har skrevet en fin, fin bog ”Når livet er en fest – mad til gæster” – med gode billeder af Betina Hastoft. Der er mad til mange og til mange begivenheder – og det hele ligner den skønneste havefest og tak for det.

Opskrifterne er personlige og appetitlige. Jeg har allerede selv prøvet et par af kagerne. Det var herligt!

Og så til sidst i denne lange fortælling om alle de nye havebøger vil jeg fortælle om nye havebøger for nye haveejere. Der er en, jeg ikke vil nævne, fordi jeg er så sur på den, at det ikke er godt for mit blodtryk, at sige titlen. Og så er der en anden, Karina Demuths, som er smuk og inspirerende for dem, der vil væk fra byen og realisere lyserøde drømme i en sommerhushave fyldt med fotogene anordninger, blomsterbede og yndige små og store piger… Det kommer til at lyde lidt forbeholdent, det kan jeg godt høre. Men det er ikke ment sådan. Jeg er nok bare selv lidt en drengepige, jeg har drenge, vi har en drengehave, vi roder, vi eksperimenterer, det er mudret… Og jeg kan godt lide, at der er dyr og børn og liv og gæster og mad, der bliver spist og mænd, må der endda også gerne være. Jeg får lidt kriller, når det hele er så tøset og lyserødt. Men det er ikke Karina Demuths skyld.

Den unævnelige havebog, jeg nævnte før, kom i handlen for nylig. Den kom i samme uge, som min ti år gamle bog ”Den første Have” blev genudgivet. Den kom ud igen – med ny forside og med nyt forord – fordi den stadig sælger og stadig er den, som nye haveejere tyr til, når de skal have råd om det, der er nyt for dem. Nu var den udsolgt fra forlaget – og jeg er rigtig glad for, at de valgte at sende den ud igen. Uden at den nogensinde har været på nedsættelse.

I den unævnelige havebog fortælles det i forordet, at der aldrig nogensinde har været en havebog for nye haveejere på markedet før. Det er spændende læsning! Når nu jeg netop skrev bogen ”Den Første Have” for de nye haveejere for ti år siden… Ekstra spændende er det, at bogen er illustreret med billeder fra min bog – og det vil sige fra min have. Og dermed er det også mine hænder, der er på nogle af billederne. Ak ja. Forlaget har sagt undskyld. Og det er jeg glad for.

Alt i alt, kan man vist godt sammenfatte denne sidste havebogshistorie med den første Isabellas-havebogshistorie… Og sige, at nogle gange går det lidt for stærkt derude på redaktionerne i livsstilslandskabet. Havebøger er vidunderlige. Men de skal sørme have noget originalt på hjerte…

Det tror jeg, at jeg vil tale med Pernille Sparsø om, når jeg besøger hende i hendes ægte nyttehave på lørdag.

Facebook kommentarer

Signe Wenneberg

Signe Wenneberg er forfatter og foredragsholder - samt uafhængig journalist. Udkommer på egne platforme. Er især at finde på Instagram - her på bloggen - og på Facebook-siden. Følg med hvis du interesserer dig for hverdagsaktivisme, dyrevelfærd, bæredygtighed, ressourcer, hus og have, mad og madspild.

Pin It on Pinterest

Tak fordi du deler...