Klumme fra Ugebladet Søndag 25.juli 2011. Som lovet online-version her på min blog
Min mor, der er født i 1943, og jeg, der er født i 1968, har lige haft en timelang vigtig snak ved køkkenbordet. Vi gik til den. Vi tegnede. Vi lavede lister. Vi kom til at grine. Og til sidst lavede vi den hårde test: ”Hvad ville Faster Kirsten have gjort?”. Faster K var født i 1905. Og var rigtig smart til mange ting. Herunder mænd og mad og livet som sådan. Så vi endte med at lade samtalen afgøre af, hvad en livsglad dame, der var født i 1905, ville have gjort. Vi kan høre den gamle tante, der døde som 97-årig, koste rundt med os stadigvæk, og vi ved, hvad hun ville fortælle os, at vi skulle gøre. Jeg vil også være sådan en gammel dame, som nogen gider lytte på.
For nogle år siden skrev jeg et kapitel i en bog, der hed ”Brev til mit yngre jeg”. Jeg skrev meget langt og meget alvorligt om alt det, jeg ikke vidste dengang, at jeg ikke vidste, at jeg havde brug for at vide, at jeg ikke vidste… Se, det var jo nemt nok. Når man kunne kigge tilbage. Men hvad så, hvis man laver det eksperiment, at se lidt frem? Hvordan vil jeg være som gammel?
Når jeg bliver gammel vil jeg være generøs. Jeg gider ikke have noget med mig i graven. Jeg vil være ligesom min mor og min svigermor – der begge er tæt på børnebørnene, mens de har travlt med deres egne liv. Jeg vil gerne gå levende op i politik og i verdens gang og jeg vil gerne have venner i alle aldre og på flere kontinenter. Jeg tænker, der stadig er skype og sociale medier, når jeg bliver gammel, så det bliver nemt at kommunikere globalt.
Når jeg bliver gammel vil jeg arbejde. Til jeg dør. Håber jeg. Jeg tror ikke, at jeg kommer til at få pension nogensinde, jeg kan ikke rigtig se det for mig – der bliver vel ved med at være en bog, der skal skrives…
Når jeg bliver gammel, vil jeg være rask og frisk. Jeg vil cykle rundt. Og være i stand til at klatre i træer, så længe det er muligt. Jeg vil rejse til fjerne egne med ganske lidt bagage og jeg vil tale om interessante ting og være åben overfor det nye.
Når jeg bliver gammel, håber jeg, at jeg har en stor familie, jeg kan lave mad til om søndagen. Helst hver søndag. Jeg vil gerne udvikle en særhed, der gør, at de ikke nænner at sige nej til at komme hver søndag med alle deres venner og alle deres mærkelige kærester – som jeg vil bestræbe mig på at være tolerant overfor. Jeg håber, at min familie bliver ekstra stor med papbørnebørn og bonusbørn og andre børn, der har brug for en bedstemor, der gider bage citronkage.
Når jeg bliver gammel vil jeg gå i klassiske cardigans og ballerinasko som Katherine Hepburn. Jeg vil tage på krydstogt og jeg vil løse krydsogtværs. Jeg vil gå til foddame og til ansigtbehandling. Jeg vil lade være med at bruge farvet læbestift for det har aldrig klædt mig og jeg vil få mig en god frisør. Jeg vil ikke forsøge at se yngre ud – jeg vil bare den bedste udgave af mig selv i den alder jeg nu har.
Når jeg bliver gammel vil jeg genlæse Sokrates og Aristoteles. Jeg vil læse havebogsklassikerne på originalsproget, bo en del af året i et lille sommerhus uden fjernsyn, hvor jeg kan blive ved med at høre min yndlings tekno-club-musik lidt for højt. Jeg vil bruge solbriller med styrke i stedet for at arrangere flere par briller oveni hinanden. Jeg vil give sjove gaver – helst oplevelser – til alle mine børnebørn. Jeg vil være ligeglad med jul og ikke lave noget drama der. Og jeg vil aldrig give gaver videre, som jeg har fået fra andre, sådan som gamle damer gør. Jeg vil tale meget, meget pænt til min mand og jeg vil forklare ham, at det er vigtigt, at han taler meget, meget pænt til mig – for livet er så kort. Jeg vil vide, at det snart er forbi – men også, at det gælder om at få mest muligt ud af hver eneste dag og at der ikke er nogen tid at spilde.
Jeg vil dyrke min have og plukke buketter og hvis jeg har råd, vil jeg ansætte en flot havemand, så jeg har noget pænt at se på. Og jeg vil få ham til at bære ting ud til storskrald, så jeg ikke efterlader for meget arbejde til mine børn. Jeg vil meget hellere efterlade alt muligt andet. Jeg vil gerne være en del af en samtale 106 år efter jeg blev født. Hvor nogen siger ”hvad ville tante Signe have gjort?”. Og så gør det. Det er stort.
