Her følger alle tre afsnit fra serien om Burhønen Maggie. Historierne har ligget som blogs på www.stemsigne.dk. Bringes her samlet.

#AFSNIT 1. Burhønen Maggie lever stadig

To dage før der blev udskrevet valg til Folketinget 2011 (som jeg stillede op til) fik jeg en sms:  –”Må

vi komme forbi i morgen kl.9.00 med en lastbilchauffør, der hedder Kurt og en burhøne?”. Beskeden kom fra DR2. Der fremover sætter et tiltrængt fokus på Madkvalitet. Og dokumenterer den forfærdelige udvikling, der er på dette område, hvor dyr lider, mad smides ud og mennesker spiser billigt bras, der gør dem syge, fejlernærede og ulykkeligvis også alt for fede.

”I kommer bare!”. Skrev jeg naturligvis tilbage, uden helt at vide, hvad det skulle komme til at betyde. ”Jeg laver kaffe!”, tilføjede jeg, og troede, der var tale om, at DR2 ville lave et lille indslag i min have og smutte igen med lastbilchaufføren Kurt, der ikke tror på økologi, og med burhønen, der hed Maggie.De kom. De filmede. Og de gik igen. Uden Maggie.

Planen havde vist været, at Kurt skulle falde for dyret og blive venner med hende. Og i den bedste af alle verdener aldrig ønske at købe buræg nogensinde igen. Men Kurt havde ikke lyst til at få Maggie med hjem i baghaven og derfor var hun pludselig endt her. Alene og fuldkommen befippet.

Derfor har jeg i skrivende stund både ansvar for en valgkampagne, der skal få mig valgt til folketinget bl.a. med fokus på fødevarekvalitet og dyrevelfærd. Og jeg har ansvaret for, at DR2’s høne, Maggie, overlever ude i en helt naturlig hønsegård, sådan en, som enhver husstand havde i gamle dage, da æg ikke bare var noget man rev ned af hylderne i supermarkedet. Det er skæbnens ironi. Eller også er det ”de små tings Gud”, der har været på spil. Gud er, som bekendt, i detaljen.

Den første dag med Maggie var den værste. Måske sammen med den dag, da der var tordenvejr og vild regnstorm med gul himmel og hun bare stod derude og blafrede i regnen. Jeg har aldrig set en burhøne før. Jeg har haft mange meninger om burhøns, i mange år, skrevet om burhøns, men jeg har aldrig set en burhøne. Og det er ikke noget kønt syn, skal jeg hilse at sige.

Da Maggie ankom var hun skræmt. Tynd. Ussel. Uden livskraft. Mange fjer var væk efter skader fra buret. På hovedet havde hun en helt forkert degenereret kam, der skjuler hendes ene øje. Hun havde aldrig set dagslys eller mærket luft. Hun havde aldrig brugt sine ben eller vinger. Da hun på dag 1 prøvede at gå på sine ben, var hun meget usikker. Da hun på dag 2 prøvede at folde sine vinger ud,  fór hun sammen af chok over, at hun faktisk havde vinger. Hun lukkede sig hurtigt sammen igen og

dukkede nakken.

På trods af alt, så lagde Maggie de æg, som er hele meningen med hendes sølle eksistens. Hun lagde æg. Hvide æg. Vi tog os i at kigge efter datostempler på dem. Og de æg er for mig næsten det mest  hjerteskærende unaturlige ved Maggie og jeg har på ingen måde lyst til at spise dem. For hvordan kan et dyr, der slet ikke kan tage vare på sig selv og som er stresset og sjaskvåd af den regn, som hun ikke kan finde ud af at gå i læ for, og som slet ikke har nogen som helst af de ”life skills”, som en høne bør have, bare blive ved med at lægge æg? Hun kan ikke finde ud af at drikke, spise, sove på pind eller gå i læ. Men hun popper disse næsten datomærkede æg ud alligevel. Det er sygt. Og jeg tror vi bliver syge i vores sjæl, af at spise sådan noget.

Jeg er vokset op med økologi. På landet. Med får, lam, ænder og tredive landlige brune høns, der havde kæmpeindhegning i skoven og egen sø. Jeg har selv haft høns i alle de ti år, jeg har haft have. Jeg er ikke vant til at se mishandlede dyr fra industrien. Det har været en øjenåbner. Vi må ikke behandle dyr på den måde. Der er ingen undskyldning for at gøre det. Æg kan blive for billige og det er æggene fra burhøns. Det er systematisk dyremishandling. Og det burde forbydes.

Da Maggie kom ret ubelejligt ind i mit og mine børns liv, tænkte jeg, om det egentlig ikke var bedst, at gøre en ende på hendes lidelser, som man gør med en gammel hund, der lider. Hun er jo sådan et sølle skrog.

Men selvfølgelig skal Maggie leve. Hun skal have en fair chance for at overleve ude blandt mine forkælede, velnærede, hysteriske høns, som ved alt om hvordan man lever livet, skriger efter delikatesser (madrester) og tager støvbad for at holde sig smukke. Og mobbe andre, der ikke ser lige så lækre som dem selv, gør de desværre også. Men vi forsørger efter bedste evne at skærme Maggie. Vi håber alle sammen, at hun kommer til at overleve denne store omstilling fra fængslet dyr til frit dyr.

Herhjemme er det blevet et fast spørgsmål, når nogen kommer ind ad døren, at spørge: ”Hvordan går det med Maggie”. Ingen i det her hus, hverken mine børn eller min kæreste, spørger som det første: ”Hvordan går det med Valgkampen?”. Det er godt sådan. Maggie lever. Hun er ved at finde ud af at man kan samle korn op fra jorden og ikke fra en automat. Hun har lært at man kan ligge i en rede med hø, mens det regner udenfor. Og hun har med sit lille sølle fugleliv givet mig stof til eftertanke om, hvad det egentlig betyder, at sige og mene, at vi skal tage os af de svageste.  Et samfund (og en familie som vores, siger jeg til mine børn) kan måles på, hvordan vi behandler de svageste. Her fire dage efter, at der blev udskrevet valg til Folketinget lever burhønen Maggie stadig. I hører mere.


#Afsnit 2. Maggie strejker!

 

Maggie strejker. Men Maggie lever stadig. Ex-burhønen Maggie er fri. Hun har overlevet at være sjaskvåd i dagevis uden at kunne finde ud af at gå i ly. Hun har overlevet uden mad og vand (fordi hun ikke kunne finde ud af at tage selv). Hun har overlevet sit frivillige isolationsfængsel henne bag hønsehuset. Hun har overlevet, at blive angrebet af de andre høns, som straks lugter svaghed hos en ”grim ællling” som Maggie.

Maggie er grim. Der er ikke nogen anden måde at sige det på. Hun er lille, hvid og tynd. Hendes fjer mangler mange steder. Hun har blødende sår, som er skader fra det bur, hun kommer fra, og hvor hun levede sit korte liv, før hun kom her.

Som jeg skrev sidst, så var det mest hjerteskærende, ved Maggies sølle eksistens, at hun blev ved med at lægge æg de første fortumlede dage. Kridhvide æg. Hun var en fugl, der ikke kunne finde ud af at tage sig af sig selv og som ikke kunne finde ud af, at opføre sig som en fugl. Et kræ, som ikke have de mest basale ”life skills” et dyr må have (gå i læ, samle føde). Og alligevel var hun forprogrammeret – som en lille maskine med fjer på – til at lægge de der hvide datostemplede æg til industrien og til forbrugerne, der gerne vil have billige æg. For billige kan man mene.

Men siden sidst er Maggie gået i strejke. Og jeg hepper på hende og kipper på den gammeldags arbejdermåde – som er lidt fraværende i min akademikergeneration – med nogle røde valgpjecer, i mangel af en rød fane, når jeg kommer hjem til hønsegården ude fra valgkampen. Go Maggie!

 

Maggie kan lære os fremmedgjorte urbane storby-bohemer, der er befinder os meget, meget langt væk fra industrien, det konventionelle landbrug og det snavsede arbejde, en ting eller to om fabriks-arbejdersken, der pludselig smider handsken, fordi arbejds-vilkårerne er forhistoriske. Maggie gider ikke mere. Der kommer ingen æg ud af Maggie. Nok er nok. Og det ”ægger til eftertanke” som min gamle redaktør, ville have formuleret det. (Men han var også et rigtigt æggehoved).

Nul æg. Men til gengæld er Maggie begyndt at få lidt fjer. Hun kan nu finde ud af at gå i tørvejr. Hun prøver sig lidt frem med at ligge i reder med halm i. Det ser ud som om det er dejligt. Hun er begyndt at have en dagsrytme. På æggefabrikken arbejdede Maggie 24 timer i døgnet og havde aldrig set dagslys. Hun går lidt rundt og finder ud af alting nu. Og strejker. Og er bange. Stadig.

Hun er bange for os. For andre dyr. For flyvende fugle. For regn. For lyde. For hunde. For katte. For store rum (hønsehuse) og store pladser (hønsegårde). Så hun går langs hegnet eller langs væggene. Det skrev jeg lidt om på Facebook, for hvad mon det kaldes, når en eks-burhøne, har angst for store pladser? ”Maggie lever stadig. Hvad mon det hedder, når en tidligere burhøne har angst for store rum og større pladser og kryber langs siderne?”. Det fik spøgefuglene frem.

Den politiske debattør Henrik Dahl havde selvfølgelig ordet ”agorafobi” (men jeg er stadig i tvivl om diagnosen også gælder burhøns) og mente, at Maggie var hysterisk. Hvilket jo siden Freud har været en klassisk diagnose for undertrykte kvinder. Den politiske journalist David Troels Garby, mente, at jeg burde give Maggie noget nervemedicin. Læg dertil andre gode bud. Og netop her træder Maggie igen i karakter. Det sølle skrog, viser os jo, hvad der er galt med vores samfund.

Som jeg skrev i tråden: Skal man bare fylde mere medicin i dem der har det dårligt, som nu Maggie, så de kan tilpasse sig et lorteliv, eller skal man gøre noget ved lortelivet?”. Maggie har haft et møgliv henne i industrien. Det er ikke underligt, at hun er mærket af det.

I Danmark findes der 500.000 mennesker, der har psykiske diagnoser og masser af mennesker lider af stress, angst, søvnløshed og det der er værre. Børn, mænd, kvinder og gamle medicineres mere end nogensinde for at kunne holde livet ud og for ikke at være for meget til besvær for deres omgivelser. Medicin er godt og helt sikkert en del af løsningen for mange. Men måske er løsningen også, at vi får en større rummelighed og at vi skaber nogle bedre rammer for de mennesker, der er syge i sindet?

Maggie er angst. Men Maggie er også lidt sej, hun i hvert fald fundet styrken i sig selv til at strejke. Det gør mig stolt af den lille grimme høne.

Maggie minder mig om, hvor det virkelig er værd, at vi kæmper når vi taler om hvad Danmark skal leve af i fremtiden. Vi skal satse på madkvalitet! Vi skal have en anstændig fødevarepolitik (som de sidste 10 år er ført af V og dermed af de konventionelle landmænd). Vi skal skabe innovation på fødevareområdet og ramme lige ned i den efterspørgsel vi ser på den lokale mad, den nordiske mad, den rene mad, den økologiske mad. Vi skal kæmpe for ordentlige forhold i vores fødevareproduktion – både for dyr og for mennesker. Vi skal have en fødevareproduktion, vi kan være stolte af og hvor vi kan se vores høns i øjnene.

Kan du se dit buræg i øjnene, som sagerne står? Jeg kan sige så meget, at ingen, heller ikke børn og gæster i det her hus, har haft lyst til at sætte tænderne i Maggies tre hvide industriæg, fra før hun gik i strejke. Vi er faktisk ved at brække os bare ved tanken…

SE LILLE FILM OM MAGGIE HER

#Afsnit 3. Burhønen Maggie som mønsterbryder!


 

Maggie gør noget underligt i disse dage. Hun har fundet hønsegårdens højeste punkt. En træstub fra den gulregn, der væltede i februarstormen. Her stiller hun sig op hver eneste dag, som en indianer der står musestille på en klippe og spejder ud over landskabet. Først troede jeg, at hun ikke kunne finde ud af at gå ned igen. Den høne kunne jo for kort tid siden hverken finde ud af det ene eller det andet, så hvorfor skulle hun kunne finde ud af at gå ned fra en træstub? Men hvis jeg fjerner hende, så kravler hun straks op igen. Og stiller sig i indianerposition. Der står hun så, tør og fin og med nye fjer og en kæmpe kam. Stolt ser hun ud. Som om hun siger: ”Jeg er burhønen Maggie og jeg har brudt min sociale arv og nu tager jeg det her videre til det næste step!”.

De andre høns lader hende sjovt nok være. Som om de tænker, nårh, hende der, det er bare hende tossen, der står oppe på træstubben. Hun lægger stadig ikke æg. Hun har gang i noget andet nu.

Hun er blevet politisk. Ja, hun er blevet lobbyist, på sine gamle dage. Forleden hjalp ”Danmarks nye grønne håb”, miljøforkæmperen Dan Jørgensen fra Europaparlamentet, mig i valgkampen. Bagefter tog han med hjem for at få noget aftensmad og for at se Maggie. Jeg tog hende op og han fik lov til at se de skader, som hendes EU-godkendte bur har givet hende overalt på kroppen. Og jeg tror aldrig, han glemmer mødet med Maggie. Lur mig, om hun ikke bliver brugt som referenceramme i Parlamentet. Se hvem havde nu troet det?

I det hele taget får Maggie mange besøg. Hver gang, der kommer nogen forbi her, for at tale om valgkamp, for at interviewe mig eller for at hente æbler, plakater og andet valgkampmateriale, der står i skuret ved siden af hønsegården, så skal de lige forbi og se til Maggie. Og på min trappesten sidder vi så tit, og vi får os en lille snak om Maggie. Om dyrevelfærd. Om landbrugspolitik. Om miljøpolitik under Venstre. Om hvordan vi behandler dyr i fødevareproduktionen i Danmark. Om at høns får syreskader af deres egen urin i burene. Og om at være mønsterbryder… Som jeg også lidt føler, at jeg er.

I Danmark er vi meget dårlige til, at ændre den sociale mobilitet. Mønsterbryderne er få. I filmen om Svend, forklarer Svend Auken en taxa-chauffør i et fremmed land, hvad det vil sige at være socialdemokrat: At være socialdemokrat, forklarer han, handler om, at vi tror på at alle mennesker er født lige og skal have lige muligheder. Og at man skal kunne bryde den sociale arv.

I denne valgkamp, hvor der har været talt for lidt, om de ting, der interesserer mig så brændende:Klima, miljø, dyrevelfærd, kærlighed, generøsitet, madkvalitet, landbrugspolitik, vandforurening og sundhedspolitik, så har Maggie været min lille ledestjerne. Hun er den lille industriarbejder, der er brudt ud. Hun er sej og hun viser, at der er en kamp, der er værd at kæmpe.

Jeg har lige været ude på endnu en uddannelsesinstitution og har talt med de unge. Uddannelse er et sted, hvor vi kan se den sociale arv gøre sig gældende, et andet sundhed. Hvis man kommer fra Albertslund dør man langt tidligere, end hvis man kommer fra Hellerup. Hvis man kommer fra Vestegnen har man generelt en dårligere sundhedstilstand og er tykkere og dør tidligere, end hvis man kommer fra de nordlige forstæder. Børn bliver født ind i nogle sociale rammer, som de har næsten lige så svært ved at slippe ud af, som en burhøne har, for at slippe ud af sit bur. Men sådan behøver det ikke at være. Det er det, jeg råber op om.

Nogle gange så føler jeg mig som Maggie. Jeg er helt alene kravlet op på den højeste træstub i hønsegården, selv om jeg i grunden er meget genert, og selv om det har vanvittigt mange omkostninger. Her fra den høje træstub står jeg nu og beder om folks opmærksomhed. Så jeg kan være med til at ændre verden. På fredag ved jeg og resten af hønsegården om det lykkes…

PS. Valget er ovre. Fredag fik jeg at vide, at jeg ikke vandt ikke mandatet – og fredag kom DR2 – dvs Thomas, kameramanden og Kurt, forbi. De filmede Maggie, hønsegården, hendes bjerg, hendes nye fjer, hendes liv. Maggie lever. Og i dag har hun for første gang fundet ud af hvordan man sidder på en pind. Hun flyver derop. Sætter sig. Jeg sværger på, at hun ser stolt ud. Kurt har fortalt, at han aldrig mere vil købe buræg. DR2-udsendelsen om Madkvalitet bliver sendt i løbet af efteråret…

Tak til Mads Salicath for tegninger af Maggie.

Facebook kommentarer

0 kommentarer

Trackbacks/Pingbacks

  1. Burhøns er forbrugernes ansvar | Spisesedlen - [...] tilbage til sine instinkter og fik et sundt hønseliv. Signe Wenneberg skrev på sin blog om Maggies udvikling og…

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Signe Wenneberg

Signe Wenneberg er forfatter og foredragsholder - samt uafhængig journalist. Udkommer på egne platforme. Er især at finde på Instagram - her på bloggen - og på Facebook-siden. Følg med hvis du interesserer dig for hverdagsaktivisme, dyrevelfærd, bæredygtighed, ressourcer, hus og have, mad og madspild.

Pin It on Pinterest

Tak fordi du deler...