I sidste uge var Maggie i ugebladet Søndag, Danmarks største kvindeblad. Efter det modtog Maggie en masse breve og

støtteerklæringer. Her følger – efter mange forespørgsler – min klumme om Maggie i onlineversion. Sidste nyt er at Maggie har fået en fanside på Facebook. Se under Burhønsenes Befrielsesfront.

For fire uger siden fik jeg en mærkelig sms, der lød noget i retning af: ”Må vi komme forbi i morgen kl.9.00 med en chauffør, der hedder Kurt og en burhøne?”. Beskeden kom fra DR2. Der fremover sætter tiltrængt fokus på madkvalitet i dokumentarudsendelser. DR2-redaktøren kendte jeg, fordi vi havde haft en masse sjov, da vi lavede et program om døden. Men det her er underligere.

”I kommer bare!”. Skrev jeg tilbage, uden at vide, hvad det skulle komme til at betyde. ”Jeg laver kaffe!”. Tilføjede jeg. Og troede, der var tale om, at de ville lave et lille indslag i min have og smutte igen med lastbilchaufføren Kurt, der ikke tror på økologi, og med burhønen, der hed Maggie. De kom. De filmede. Og de gik igen. Uden Maggie.

Planen havde vist været, at Kurt skulle tage Maggie til sig. Men Kurt havde ikke lyst til at få Maggie med hjem i baghaven og derfor var hun pludselig endt her. Alene og fuldkommen befippet.

Den første regnfulde dag med Maggie var den værste. Jeg troede ikke hun ville overleve den dag. Jeg har aldrig set en burhøne før. Jeg har haft mange meninger om burhøns, i mange år, skrevet om burhøns, men jeg har aldrig set en burhøne. Og det er ikke noget kønt syn, skal jeg hilse at sige.

Da Maggie ankom var hun skræmt. Tynd. Ussel. Uden livskraft. Nøgen. Knoklet. De fleste fjer var væk efter skader fra buret. På hovedet havde hun en helt forkert degenereret kam. Der var blodige sår på hendes krop. Hendes ene klo var vokset forkert sammen om en sten. Hun havde aldrig set dagslys eller mærket luft. Hun havde aldrig brugt sine ben eller vinger. Da hun på dag 1 prøvede at gå på sine ben, var hun meget usikker. Da hun på dag 2 prøvede at folde sine vinger ud,  fór hun sammen af chok over, at hun faktisk havde vinger. Hun lukkede sig hurtigt sammen igen.

På trods af alt, så lagde Maggie æg de første dage. Bare sådan hvor hun stod og gik. De æg var  næsten det mest hjerteskærende unaturlige ved Maggie. Hun kunne ikke finde ud af at gå, drikke, spise, sove på pind eller gå i læ. Men hun poppede disse næsten datomærkede hvide æg ud alligevel. Det var sygt. Og jeg tror vi bliver syge i vores sjæl, af at spise sådan noget.

Da Maggie kom ret ubelejligt ind i mit og mine børns liv, tænkte jeg først, om det egentlig ikke var bedst, at gøre en ende på hendes lidelser. Sådan som man gør med en gammel hund, man ikke synes skal lide. Maggie var jo sådan et sølle skrog, helt uden livskraft. Men mit hjerte løb af med mig. Og heldigvis for det. For ellers havde jeg ikke set det mirakel, som vi har været vidne til de sidste par uger.

Efter de første tossede dage, hvor Maggie enten stod og blafrede midt ude i slagregn, storm og tordenvejr eller sad og rystede i et selvvalgt isolationsfængsel (en lille lomme af hønsegården omme bagved skuret), så skete der noget. Hun gik først i strejke. Æglægningsstrejke. Ikke om hun gider lægge æg mere. Det er slut med det. Så fandt hun ud af at gå i hi. Men var stadig meget bange for åbne pladser (hønsegårde) og store huse (hønsehuse). Hun krøb og rystede. Så fandt hun ud af at lægge sig i en rede med hø, når hun var våd og gå ind om natten. Så begyndte hun at spise og drikke.

Og efter tre uger gjorde hun noget meget underligt: Hun fandt hønsegårdens højeste punkt; en træstub fra den guldregn, der væltede i februarstormen, der nu knejser og er betrukket af efeu. Her kravlede hun op og blev stående, som en stolt indianer, der står helt stille på en klippe og spejder dagen lang. Hun står der med sine nye flotte fjer og en attitude som om hun siger ”Hey, jeg er burhønen Maggie, der har brudt min sociale arv, jeg strejker og jeg finder mig ikke i mere…”. Stolt ser hun i hvert fald ud, når jeg sidder her på trappestenen og betragter hende.

Det sidste, der er sket, er at Maggie kan sidde på pind med de andre høns om natten nu. Og så har hun har hun lige haft besøg. Af DR2. De kom for at filme hende og hele holdet indrømmede, at de aldrig havde troet, at hun ville overleve. Men det gjorde hun. Og Kurt gik ind i hønsegården, rakte ud efter Maggie og hviskede, at han aldrig mere vil købe buræg.

Facebook kommentarer

Signe Wenneberg

Signe Wenneberg er forfatter og foredragsholder - samt uafhængig journalist. Udkommer på egne platforme. Er især at finde på Instagram - her på bloggen - og på Facebook-siden. Følg med hvis du interesserer dig for hverdagsaktivisme, dyrevelfærd, bæredygtighed, ressourcer, hus og have, mad og madspild.

Pin It on Pinterest

Tak fordi du deler...