Jeg er lige blevet fejlfortolket. Det sker jo. Men denne gang bliver jeg nødt til at rette. For det handler det om, at jeg skulle have sagt noget

grimt om dyrene og deres mælk. Og det passer ikke! Jeg elsker mælk. Og jeg er  formand for Græsrodsbevægelsen for Køer på Græs, fordi jeg virkelig godt kan lide køer.

Jeg er citeret for at sige, at (alle) danske køer laver lortemælk. Det er helt forkert. Det jeg sagde var, at de danske forbrugere, ikke ved, at den discountmælk de køber (til under 5 kr pr liter, Aldi kører med 3,95 i priskrig lige nu) i virkeligheden er noget billigt lortemælk/et billigt lorteprodukt på rigtig mange måder – ikke mindst på dyrevelfærdsmåden. Efterspørgslen på den billige mælk gør jo, at landmændene er nødt til skære hjørner og dermed, bliver køerne inde i staldene på en smuk sommerdag som i dag. Landmændene skaber et produkt – her i dette tilfælde noget mælk – som kunne være meget bedre. Mælken kunne smage af græs og af smørblomster og af kløver og af frihed og af dansende køer. Og det ville give en noget bedre smag i munden.

Jeg har været til Folkemøde. På Bornholm. Der er usigeligt smukt. Og nogle steder, er der køer på græs. Men der er ikke så mange køer på græs, som der var engang. Faktisk kommer de færreste køer i Danmark – og på Bornholm – uden for en dør. Det bliver værre år for år. Færre og færre køer kommer ud. Det gør de ikke fordi danske landmænd holder dyrene indendørs. Det er nemmere og mere rentabelt. Og det skaber dårlig trivsel, klovbetændelse og taberkøer. Kun øko-køer og køer, der leverer under mærket “lærkevang” kommer på græs i Danmark. Fra Bornholm er der meget kort til Sverige. Her er alle køer til gengæld på græs. Det er de, fordi Astrid Lindgren kæmpede så indædt for at køerne skulle komme på græs, at hun tilsidst blev givet en lov i fødselsdagsgave. Det var tilbage i 1987. Når alle køer kommer på græs i Sverige er det nærliggende, for et bymenneske som mig, at ønske sig, at vi i Danmark også kunne finde ud af at lukke køerne ud… Det var bare det. Danske køer laver dejlig mælk. Jeg drikker det hver eneste dag i relativt store mængder for et menneske i min alder. Jeg drikker mælk fordi jeg elsker mælk. Jeg elsker det så meget, at jeg har favorit-mejerier og kan smage forskel på mælken. For tiden cykler jeg en omvej for at komme i REMA1000 for at hente mælkeprodukter fra Osted Mejeri. Da jeg var barn cyklede jeg langt for at hente tre liter mælk på Mathiesens gård hver aften – det var mælk fra sortbrogede køer, der havde gået på græs hele sommeren og som dansede og hujede, når de blev lukket ud. Det var køer, som havde personligheder og som vi kunne kende fra hinanden, os børn, der legede på gården.

Jeg elsker mælk. Men jeg elsker også dyr og dyrevelfærd og ærligt talt, hvis en ko bliver født som ko, så er det vel meningen, at koen skal leve et ko-liv, som indebærer at spise græs, gå i flok, udvikle en personlighed, mærke solens stråler og regnen på snuden. En ko er jo – trods alt – ikke en maskine.

Min pointe på Folkemødet – i debatten med Landbrug&Fødevarer – var, at der jo er en god grund til, at Landbruget kritiseres så voldsomt for tiden. Kunne man ændre vaner? Kunne man gøre det, man gør bedre? Kunne man i stedet for at investere 60 millioner i en imagekampagne, hvor en 75-årig herre, der er bosat i Caribien, fortæller os, at “der er et yndligt land”, gøre noget andet og mere meningsfuldt? Kunne man fx lukke køerne ud på græs? Og kunne man fremadrettet arbejde for bedre dyrevelfærd, rent vand, klimabevidsthed, biodiversiet, økologi og maddannelse hos forbrugerne, børn, unge og ældre: Alle dem, der kommer til at købe mælk, som giver en dårlig smag i munden, når man ved, at den er billig, fordi køerne er buret inde…

PS. Jeg sagde som aktiv græsrod, dyre- og øko-aktivist ja til at deltage i debatten med Landbrug & Fødevarers formand Niels-Jørgen Pedersen, fordi jeg tror, at dialog er vejen frem og jeg synes det er hele sjælen i Folkemødet. Jeg var også nysgerrig efter at finde ud af, hvordan det egentlig er, at repræsentere et så udskældt fag – og om man overhovedet ønsker, at gøre noget ved de bagvedliggende grunde til, at de stigmatiseres i sjælden grad i befolkningen… Jeg har fået masser af opkald og mails efter mødet. Folk er rasende på mine vegne, over at mødet er refereret forkert og over, at dem, der er betalt af Landbruget, ser sig nødt til at lyve om hvordan dialogen rent faktisk foregik. Enkelte var også pikerede over, at blive kaldt for “Signes Facebook-veninder” af ordstyreren (hvis de var af hunkøn og imod landbruget i debatten, de kendte mig ikke)… Jeg afsluttede i øvrigt mødet med, at give NJP en I LOVE ØKO-tatovering (som kan vaskes væk) og vi rystede hænder. Jeg holder af Folkemøde og af dialog – men jeg holder ikke af at blive fejlciteret og fremstillet som en idiot, af en industri, der ikke vil modsiges.

Facebook kommentarer

Signe Wenneberg

Signe Wenneberg er forfatter og foredragsholder - samt uafhængig journalist. Udkommer på egne platforme. Er især at finde på Instagram - her på bloggen - og på Facebook-siden. Følg med hvis du interesserer dig for hverdagsaktivisme, dyrevelfærd, bæredygtighed, ressourcer, hus og have, mad og madspild.

Pin It on Pinterest

Tak fordi du deler...