DETTE ER EN BLOG OM HJEMVE FRA UGEBLADET SØNDAG

Kender du det? Nogle gange er det ikke til at holde ud, at det, at tiden går, og man bliver ældre, også betyder, at man må finde

sig i at miste. Miste mennesker, miste dyr og miste steder.

Jeg har for eksempel sådan lyst til at tage hjem i dag. Men det er fem år siden, min mor flyttede fra huset og haven, som var blevet alt for stort for hende at passe alene… Siden har jeg ikke været rigtig hjemme. Hendes nye lejlighed er nydelig. Men den er ikke hjem. Så jeg tager tit turen hjem i tankerne.

Jeg ville kunne køre turen hjem i søvne. Tage alle svingene på den bakkede, smalle landevej med lukkede øjne. Jeg ville gå hen ad gårdspladsen og vide præcis, hvordan gruset føltes. Jeg ville kende de tre trin op ad stentrappen, jeg ville åbne døren og kende den særlige lyd af den store grønne dør, der bandt lidt. Jeg ville gå ind og råbe hej, og vide, at min mor sikkert rumsterede med et eller andet og næppe ville høre mig.

Jeg ville gå de ni trin op fra hoveddøren til hallen (hvor jeg ofte i min iver er skvattet og har forstuvet foden) og videre ud i køkkenet, hvor der ville stå en citronkage med citronglasur på køkkenbordet. Et rosmarinbrød ville hvile på risten ved siden af ovnen og der ville være en simregryde, min mor havde glemt at slukke for, på komfuret. Jeg ville slukke og tage tefilteret op af teen. Så ville jeg gå lidt rundt og lede. Savne den gamle hund, Sarah, som førhen altid kom og ville lege, savne katten, Martha, som mine børn også nåede at kende. Jeg ville finde min mor i gang med et eller andet kreativt. Hun ville smile og sige: Tog du brænde med ind? Jeg ville tage brændekurven fra pladsen ved kakkelovnen i spisestuen og gå ud i hesteboksen til venstre, hvor det tørre brænde lå. Jeg ville tage avisen med ind fra hylden ved karlekammeret, og lige se, hvordan det gik med urtehaven eller snebunkerne, alt efter årstiden. Jeg ville komme ind igen og føle mig hjemme. Sætte mig og spise kage, drikke te af fine kopper med underkopper og med mælk til i mælkekande. Aldrig nogensinde i kartonen på bordet!

Jeg ville høre nyt om haven, naboerne, skoven,  jagten, dyrene, vejret og om gæster, der havde besøgt vores sted siden sidst. Telefonen ville ringe – højlydt, med en ekstra klokke over døren til pejsestuen – og min mor ville lægge en postbunke med forskelligt hen til mig, mens hun talte med en veninde. Hun ville have lagt Bilka-avisen fra Næstved fra til mig, planteskole-reklameavisen fra Køge, nogle artikler fra Politiken, Weekendavisen og Kristeligt Dagblad. Artiklerne ville være klippet pænt ud med en lang papirsaks og der ville være skrevet dato på med skråskrift. Der ville være noget vi skulle tale om og noget vi skulle diskutere. Der ville nok også være er par bøger i ”min bunke”.

Senere ville vi gå en tur. Helt ud for enden af skoven, ved granerne, eller ved de høje bøge. Derud hvor man rigtig kan trække vejret som min mor ville sige. Vi ville tale om, hvor der kunne være et godt juletræ. Jeg ville vide præcis hvilke blomster og urter, der groede hvor, for jeg har indsamlet dem så mange gange. Engang lagde jeg dem også i pres. Jeg ville vide, hvor der var stier, huller, rævegrave, bække og svampe. Jeg ville huske på, hvor man kunne komme frem til hest og hvordan det var at cykle i buldermørke gennem skoven, med hovedet opad, for at finde vej via himlen.

Vi ville spise aftensmad. Vi ville sætte os ind i havestuen for at se tv. Jeg ville nok sætte mig i London-sofaen. Min mor ville sidde i Børge Mogensen-stolen med fodskammel. Så ville vi se tv på et gammeldags tv på hjul. Vi ville nok også se en film. Jeg ville tage et tæppe over mig som min mor selv havde strikket og det ville lugte af hele mit liv og hele min barndom. Jeg ville blive noget så træt, trættere end jeg nogensinde bliver noget andet sted. Min mor ville spørge, om det var ok, at hun havde redt op til mig i gæsteværelset, som om det ikke var 20 år siden, mit værelse holdt op med at eksistere. Og jeg ville lægge mig til at sove i sengetøj, der duftede af at have hængt til tørre i vinden i skoven. Jeg ville sove længere end jeg gør noget andet sted.

Næste dag ville jeg køre hjem. Hjem til mig selv. Som jo aldrig bliver ”hjem” på samme måde. Hjem eksisterer ikke mere. Men det findes i tankerne. Og min mor findes. Heldigvis.

Denne blog er en klumme fra ugebladet søndag, der blev bragt i foråret 2012 og nu er online på opfordring fra læserne. 


Facebook kommentarer

Signe Wenneberg

Signe Wenneberg er forfatter og foredragsholder - samt uafhængig journalist. Udkommer på egne platforme. Er især at finde på Instagram - her på bloggen - og på Facebook-siden. Følg med hvis du interesserer dig for hverdagsaktivisme, dyrevelfærd, bæredygtighed, ressourcer, hus og have, mad og madspild.

Pin It on Pinterest

Tak fordi du deler...