Der står en mand, jeg aldrig før har mødt og laver mad i mit køkken. Det dufter helt fantastisk” sagde jeg til min veninde  i telefonen og inviterede hende over. Og sådan gik det til at min veninde, min yngste søn, en fremmed mand og jeg, spiste et af de mest lysende mindeværdige måltider i mit liv en tirsdag aften i denne vinters mørke.

Men lad mig begynde et andet sted end ved køkkenbordet. Da Obama blev genvalgt holdt han en fantastisk tale – med tråde tilbage til Kennedy-æraen:Dette betyder ikke, at jeres arbejde er gjort. Borgeres opgave som medlemmer af et demokrati ender ikke med jeres stemme. Amerika har aldrig handlet om ”hvad nogen kan gøre for os”: Det har altid handlet om hvad ”vi kan gøre sammen”. (Søg evt. på Election Night, Chicago).

Nu er Danmark jo ikke Amerika. Men alligevel er vi alle sammen beboere i den samme globale landsby, hvor de samme vinde blæser.

Finanskrise og arbejdsløshed har ramt store dele af verden. Internettet har været en revolution over hele jordkloden. De sociale medier fører mennesker sammen. ”Hvad der er mit, er dit” – siger man om den nye tænkning i fællesskaber. Vi følger med i alt fra store valg til små hverdagsbegivenheder på en daglig basis. For vi lever i en lille verden nu. Og vi kan lade os inspirere af hinanden på tværs af landegrænser, sprog og fag.

I gamle dage – før den digitale revolution – var det normalt straks at spørge folk: Hvor bor du? Hvad er du uddannet? Hvad arbejder du med? Det var hvad, der gav identitet og mening i ”gamle dage”. I dag og i fremtiden kommer vi til at spørge: Hvad brænder du for? Hvor er du på vej hen? Hvad har du oplevet?

At have et stort hus, en stor bil og et fast job er ikke så tillokkende længere. Det giver ikke den samme anseelse, som det gjorde før. Tværtimod virker det nu pludselig fastlåst, klimauvenligt, dyrt, egoistisk og kedeligt.

Anseelse høstes nu på andre måder. Anseelse får dem, der er noget for andre. Dem, der deler. Dem, der er frivillige, besøgsvenner og dem, der har oplevet noget spændende. Dem, der kan berige andre mennesker, deltage i demokratiet og i samtalen på en begavet måde. Både den samtale der foregår rundt om køkkenborde og i de nye medier. Dem, der viser verden, at de bidrager positivt, er helte. Lad mig illustrere det med manden i mit køkken.

Lad os kalde ham T. For et par uger siden blev han skilt, mistede sit arbejde, måtte gå et semester om og flyttede ind på et værelse – uden andet end en seng, en computer og en pose havregryn. Han var rimeligt meget på røven. I stedet for at gå i sort, gik han på Facebook. Her oprettede T, som er en habil kok, en side, hvor han tilbød at komme ud og lave mad til folk mod at spise med. Jeg så straks siden og jublede over initiativet og blev dermed en af dem, der nåede at få en aftale i T’s kalender inden succesen overmandede ham. Og sådan gik det til, at T dukkede op i mit køkken en tirsdag kl.14. Han har god tid – også til brød, der skal hæve. Han fik kontanter og gik på indkøb. Lavede i løbet af de næste fem timer den mest fantastiske middag. Brød. Labskovs.

Rødkålssalat. Råsyltede rødbeder. Peberrodsskum. Som han serverede i mit køkken. Det var godt. Det var så forbilledligt. Fordi T deler ud af sit overskud, nu hvor han selv har underskud.

Han har tid og evner og det deler han ud af. Ved at få køkkener til at dufte fantastisk og ved at skabe sig nye venner rundt om køkkenborde med lysende måltider.

Og når nogen spørger, hvad T laver og hvor han er på vej hen, så handler det ikke, som det ville have gjort i gamle dage, om, hvor han arbejder, hvor han bor, hvad han ejer… Men om hvad han bidrager med til verden. Og hans bidrag er stort. Det synes jeg, vi andre kan lære meget af. Del ud af hvad du har.

Godt nytår!

Klumme i Ugebladet Søndag. Bragt uge 1, 2013.

 

Facebook kommentarer

Pin It on Pinterest

Tak fordi du deler...