På opfordring: Min klumme fra Ugebladet Søndag hermed online…
Hvordan bærer du dig ad med at fokusere på det positive? Hvorfor har du altid et eller andet godt at fortælle? Hvordan kan det være, du altid føler dig heldig?
Det korte svar på de spørgsmål, som jeg får rigtig tit fra læserne af denne klumme, af mine bøger og af mine digitale opdateringer, er, at det er et valg. Og en vane. Jeg har simpelthen en gang for længe siden besluttet mig for at gøre som Pippi Langstrømpe: Fokusere på det sjove og positive. Være taknemmelig for små ting. Og lade være med hele tiden at finde fejlene og det, der ikke virker. Men kigge på det, der er godt og det, der virker.
Nu er det blevet til en vane. En vane, som jeg gør brug af lige nu, hvor jeg ligger i sengen med den onde mandeinfluenza (nyt ord!). Jeg er taknemmelig for solen, der skinner og dyrene (hun og kat), der ligger her på dynen. For at eksmand, der har været forbi med croissanter. For naboer og venner, der er kommet med mad til mig. Ja, jeg er endda virkelig taknemmelig for, at jeg i sidste uge satte fugle-foderbrættet der, hvor jeg kan se det fra soveværelset og for at jeg nu kan følge de smukke tyrkerduer. Der er altid noget at være glad for.
Jeg er ikke sådan ubetinget født Pippi-glad og ubekymret. Jeg har lært værdien af at være det hen ad vejen. Jeg har haft perioder i mit liv, hvor jeg ikke forstod at værdsætte hver dag, som om det var den sidste. Hvor jeg ikke var klar over, at man altid må minde sig selv om at bidrage med noget positivt, til verden (til et selskab, til de sociale medier, til fællesskaberne). Man ved aldrig, hvornår det er for sent.
Mit liv har ikke altid været let. Så positivt anskuet bliver det ikke en kedelig selvbiografi, jeg kan skrive engang. Jeg har oplevet store sorger, trafikulykke, uhelbredelig sygdom, død, tab, svigt, skilsmisser og alt muligt. Og jeg har da også været helt nede. Når man har været der og når man har været tæt på døden, så ved man med sikkerhed, at livet er en gave og at verden er vidunderlig. Og glemmer jeg da, ja, så virker det for mig, at rette blikket mod nogen, der har det værre. Så pakker jeg sammen.
Men man kan ikke være lallende positiv hele tiden. Det er klart. Men man kan godt sætte en positiv grundstemning for sig selv og dem, man kommunikerer med. Her har jeg altid haft en 90/10-regel. Den handler om, at jeg maksimalt må komme med noget negativt/brok/øv 10 procent af tiden. Jeg vil anbefale alle der opdrager børn, kommunikerer med eksmænd eller bruger sociale medier, at agere på den måde. Den positive kommunikation breder sig nemlig som ringe i vandet.
Netop dette skrev jeg om i en bog, der udkom for et par år siden (NB. Lev livet selv – sådan bliver du lykkelig efter din skilsmisse – kan købes her på siden for 200 kr). Den er ubetinget den tekst, jeg nogensinde har fået flest læserhenvendelser på. Bogen handlede om at kommunikere positivt efter en skilsmisse. I mit arbejde som kommunikationsrådgiver har jeg brugt positiv kommunikation og det var derfor oplagt, at tage fat her. For at arbejde med en forandringssituation i en virksomhed er det samme som i en familie: Vi er bare meget mere tilbøjelige til at forstå vigtigheden af, at kommunikere positivt i det professionelle liv – i forhold til i det private liv. Men det er vigtigst og mest livsforandrende, at kommunikere positivt (eller i hvert fald i 90/10) i det private liv. Alt for mange har vænnet sig til at tale grimt i det private liv (og på de sociale medier). Man behøver blot tilbringe et øjeblik i IKEA for at høre, hvordan folk taler til hinanden i parforhold og familier.
Man kan gøre noget andet. Man kan beslutte sig at tale pænt. Derefter kan man ændre samtalen oppe i hovedet: Sige ”hvor er jeg bare heldig” til sig selv et par gange om dagen. Det virker! Jeg har mødt inspirerende mennesker, der har mistet alt i KZ-lejre og mennesker, der har mistet børn til aids i Afrika, som formåede at sige ”hvor er jeg bare heldig!”. Når de kan, så kan vi også. Man kan skrive fem ting ned hver aften, som kun må handle om noget, man er glad for og taknemmelig over. Man kan hver eneste gang, man oplever et eller andet, beslutte sig for at se på det sjove/gode/interessante ved situationen. Så bliver det en vane. Taknemmelighed er en vane, der kan læres.
