Min seneste klumme fra Ugebladet Søndag hermed online. Det er første – og måske eneste gang – jeg skriver om hvordan det var

945554_648537941839754_190951413_n
IKKE at blive valgt til det der folketingsvalg. En dør lukkede, men andre åbnede sig.

En dør lukker og en anden åbner

I fredags vandt jeg fuldkommen tummelumsk en pris. Min seneste bog ”Spis Din Have” vandt Mad+Mediers pris for “Bedste bog om mad 2013”. Der udkommer mange gode bøger om mad. Og da jeg så, at min bog var nomineret, blev jeg glad, men forventede på ingen måde at vinde. Slet ikke. Da vi satte os til bords til prisuddelingen tog jeg mine høje sko af og sparkede dem ind under bordet. Spændt på at høre, hvem der mon vandt. Selv bliver jeg aldrig valgt til noget. Og jeg vinder heller aldrig noget. Sådan er det bare.

Men jeg vandt. I hast og i strømpesokker måtte jeg op og takke for prisen. Og jeg fik med tårer i øjnene fremstammet en tak til juryen og til min redaktør, forlægger og grafiker. Men i virkeligheden burde jeg nok også have takket vælgerne til Folketingsvalget 2011.

For jeg var opstillet og fik ikke nok stemmer. Det kunne jeg måske have sagt mig selv, for jeg stillede op som socialdemokrat i det konservative Gentofte. Jeg kunne vist lige så godt have stillet op for Zionisterne i Berlin i 1938. Men alligevel satte jeg alt ind på at blive valgt, fordi jeg rigtig gerne ville arbejde politisk med især klima, fødevarer og dyrevelfærd, som jeg har arbejdet med i så mange år som journalist. Jeg lukkede min lille butik. Jeg gav alle mine kunder i mit kommunikationsfirma til nogle andre. Jeg satte hele egenkapitalen over styr. Men blev altså ikke valgt. Og så blev den dør lukket.

Jeg havde på forhånd besluttet, at det var nok for mig at bruge 3,5 år af mit liv på at være opstillet i politik: Den måske mest beskidte branche man kan forestille sig. Derfor tilbragte jeg den fredag, hvor jeg ikke blev valgt, på at stirre ind i den dør, der havde

IMG_0891
lukket sig. Jeg skulle ikke starte et nyt liv. Jeg skulle ikke forsøge at ændre på verden ad den vej. Jeg skulle ikke få noget som helst andet end ballade ud af al min tid og alle mine anstrengelser. Jeg havde rigeligt med selvmedlidenhed den fredag. Men besluttede heldigvis også – kan jeg se nu –  at jeg kun ville give mig selv lov til at være tudefjæs den ene dag og ikke mere. Livet er kort og der er meget, der skal nås.

For mange år siden, da jeg lige var blevet selvstændig kommunikationsrådgiver med momsnummer og det hele, da brækkede min ældste søn benet meget slemt. Han skulle ligge på sofaen i fem måneder og jeg måtte passe ham hjemme. Det betød kort fortalt, at jeg måtte finde et stofområde at skrive om, som lå meget tæt på sofaen. Dette er den helt uromantiske historie om, hvordan jeg kom til at skrive om have. En dør lukkede. Jeg kunne ikke passe mine kunder, fordi min søn brækkede benet. Men da den ene dør lukkede, åbnede der sig en anden: Ud mod haven.

Om det har den fremragende videnskabsmand og opfinder Alexander Graham Bell engang sagt: ”Når en dør lukker, åbner en anden. Men vi kigger ofte så længe og så ærgerligt, på den lukkede dør, at vi glemmer at se på hvilken anden dør, der har åbnet sig for os”.

“When one door closes, another opens; but we often look so long and so regretfully upon the closed door that we do not see the one which has opened for us”.

Så da den lange dumme fredag var overstået, vidste jeg to ting. En dør lukker. En anden åbner. Jeg var færdig med politik. Og ville nu sætte alt ind på at være græsrod og på at overholde den bogkontrakt, jeg havde med mit forlag, om at lave bogen ”Spis din have – klimakrisen set fra køkkenhaven”. Bogen skulle skrives på en måned. Perfekt. Så kunne jeg bure mig inde med den og med alle de noter og alle de billeder, jeg havde taget gennem flere år og på mange rejser, med tanke på, at jeg ville skrive denne bog, hvis der en dag blev tid. Det blev der nu. Jeg var blanket af. Jeg havde ingen kunder. Jeg havde intet behov for at

Skærmbillede-2012-02-08-kl.-08.24.35
se andre mennesker, efter en valgkamp, som gik ud på at se så mange mennesker som muligt. Jeg skrev. Jeg nåede at overholde min deadline. Jeg afleverede bogen til forlag og grafiker. Og nu er resten historie…

Bogen vandt en pris. Der kom nye og gode kunder i butikken. Flere end før. Mit arbejdsliv blev sjovere end nogensinde før. Og var jeg blevet valgt, så havde jeg aldrig fået skrevet den bog og jeg havde aldrig fået en pris for den. Jeg var aldrig blevet en så aktiv græsrod. Hvad var der lige at tude over den fredag? En dør lukker. En anden åbner sig. Heldigvis! 

PS. Efter deadline på denne klumme har jeg gudhjælpemig modtaget en anden pris. På Folkemødet fik jeg overrakt prisen som Årets Ægtivist af Fødevarministeren. Prisen er indstiftet af Dyrenes Beskyttelse og gives til en privatperson/græsrod. 

 

Facebook kommentarer

Signe Wenneberg

Signe Wenneberg er forfatter og foredragsholder - samt uafhængig journalist. Udkommer på egne platforme. Er især at finde på Instagram - her på bloggen - og på Facebook-siden. Følg med hvis du interesserer dig for hverdagsaktivisme, dyrevelfærd, bæredygtighed, ressourcer, hus og have, mad og madspild.

Pin It on Pinterest

Tak fordi du deler...