Lige om lidt skal jeg i radioen.
Vi skal diskutere sociale medier. Maler vi skønmalerier af vores liv på Facebook – eller deler vi noget som andre kan bruge og lade sig inspirere af? Jeg mener, at vi skal vise det der virker frem, det der kan informere og opmuntre. Jeg mener, at vi skal tale hinanden op frem for ned.
Vi har aldrig – historisk set – vist vaskekælderen frem til fremmede, når vi kunne anvise dem stadsstuen. Men er de sociale medier fæl selviscenesættelse? Eller kan de faktisk bruges strategisk som platform, som steder “at udkomme”, som en genial tjeneste til at være opdateret?
Jeg mener det sidste og det taler jeg ofte om professionelt. Og når jeg gør det, tager jeg afsæt i mine erfaringer som journalist og som tidligere leder af et ret digitalt media- og kommunikationsbureau, som retoriker og som selvstændig rådgiver med speciale i den retoriske situation, som de sociale medier er.
Lad mig tage fat i noget konkret: Hvad er der galt med denne sætning nedenfor – som jeg har fået fra velmenende venner og bekendte her i forbindelse med min sommerferie?
“Nu må du huske at holde pause fra de sociale medier”.
Alt. Replikken vidner om, at man er analogt tænkende og ikke digitalt tænkende. Det er der selvfølgelig ikke noget i vejen med. Herligt, hvis man godt kan lide bøger og aviser, det kan jeg også. Og jeg har læst tre tykke romaner de seneste to uger. Men hvis man har forstået de nye medier, så vil man forstå, at de ikke er noget, man holder pause fra. Man kan holde pause fra at opdatere (som jeg faktisk gjorde. Og som jeg da kan anbefale. Jeg var alene til stede, når jeg feedede en solnedgang videre fra min Instagram-profil med et klik hver aften, fordi jeg alligevel tog et billede af den. Men jeg var ikke aktiv på Facebook og havde deaktiveret app’en på min telefon).
At sige, at man skal holde en pause fra sociale medier i det hele taget, altså således, at man heller ikke må læse links der kommer derfra, ja, det svarer til at sige, at man under ingen omstændigheder vil have sendt sin papiravis eller håndskrevne breve op til sommerhuset, for man er jo på ferie…
Er det ikke netop en del af ferien, at man har tid til at læse, sætte sig ind i ting, gå i dybden med ting. Det kan man fx via Twitter og Pinterest. Som for mit vedkommende ofte leder mig til links til artikler fra New York Times, Washington Post eller noget nørderi om Urban Farming skrevet på amerikanske blogs. Skal jeg – der er en giga læsehest – holde pause fra at læse dette, lige når jeg har mest tid til det?
De sociale medier er ikke bare pip fra venner, der fortæller om deres hundehvalpe og deres kaffebrygning (de kedelige venner har man jo for længst valgt at høre mindre til i sit newsfeed). Sociale medier er tanketennis (et begreb som Nadja Pass har fundet på og som dækker rigtig godt).
Jeg har de senere år undervist i strategisk brug af sociale medier for arbejdsledige akademikere på nogle kurser i forretningsforståelse.
Og jeg har været rundt i hele landet på konferencer, i virksomheder og til foredragsaftener, hvor jeg har forklaret alt om, hvordan man kan få et (måske nyt) positivt blik på de sociale medier, hvordan man kan bruge de sociale medier til platforme for et brand eller en sag eller hvordan man simpelthen får mere viden hurtigere via de sociale medier. Jeg plejer at komme med en gennemgang af:
Facebook – der er 3.millioner læsere/brugere/kunder på FB i Danmark. Altid værd at tage alvorligt. Danmark og Canada er de lande med fleste borgere på FB og hvor der er flest ældre brugere med. Et medie, man ikke kan undvære i den daglige nyhedsstrøm. Dog er det nu mere end nogensinde før vigtigt at rydde op i sit newsfeed på en daglig basis, ellers bliver det et miskmask af reklamer og opråb fra folk, der ikke har forstået mediet, som forurener nyhedsstrømmen med banaliteter. Jeg plejer at gennemgå tricks til hvordan man hører mindre til de kedelige og mere til de interessante microbloggere, som vi kan kalde dem, der deler på FB. Og husk, det er godt at dele. Altid. Men man skal dele med omhu og med respekt for sine læsere.
Twitter – som jeg først for nylig er blevet kæmpe fan af, fordi her ikke er de irriterende annoncer som FB har indført. Det er på twitter man kan læse nyheder før de rammer danske medier og på twitter, man får øje på store politikere, gode tænkere og helt ukendte folk, som er gode til at dele indsigter til gavn for deres følgere og for verden som sådan. Herligt sted at finde viden.
Pinterest – som jeg elsker højt og som jeg bruger i mit daglige arbejde til at visualisere projekter. Alle der arbejder med noget, der kan visualiseres, kan få meget stor glæde af Pinterest. Ordet kommer af Pin+Interest. Og er en måde at organisere sine visuelle tanker, ideer og ikke mindst links, fotografier og tips. Der er både hemmelige boards og boards, som deles med alle. Læs min artikel fra Kommunikationsforum om Pinterest her.
Instagram – som er den nye store ting efter Facebook. Billeddelingstjeneste. Interagerer supernemt med Twitter og Facebook, så fotos deles simultant. Instant (+gram som telegram) – betyder, at de billeder der deles er øjebliksbilleder. Har man de rigtige relationer derinde kan man få et fantastisk billede af hvad der sker LIGE NU i byen og i verden. En anden stor fordel ved Instagram er, at man slipper for Facebook-kværulanterne – der er ikke så mange ord på Insta.
Hvis du vil booke et foredrag eller hvis du synes dine ansatte skal have et lille kursus til efteråret, så skriv en mail eller ring. Der er ledige tider i min foredragskalender efter september. Alle kurser og foredrag skræddersys til situationen.
PS. Når du hyrer en social media-rådgiver, og dem er der mange af for tiden, så gør dig selv en tjeneste. Tjek følgende: 1. uddannelsesmæssig baggrund og hvad vedkommende har publiceret af faglige tekster. 2. rådgiverens egen fremgangsmåde og antal følgere på de sociale medier. 3. overskrift.dk, hvor du kan slå alle personer op og se hvordan de klarer sig – bl.a. på en top-50 skala over brugere af sociale medier i Danmark.
PPS. I dagens Politiken har historiker og journalist Mikkel Andersson skrevet et glimrende debatindlæg, hvor han foreslår at folk, der hader facebook-opdateringer lukker deres facebook-konto.