Jeg elsker at cykle i byen på disse sensommerdage. Folk er tilbage på arbejde og går travle rundt mellem

aca7b7385c7028e2dcd0a28ea1af592a
hinanden. Det tynder ud på fortovsrestauranterne. De unge begynder på deres uddannelser og ser forventningsfulde ud. For mig var det ingen selvfølge, dengang, da det var mig, der efter et par fjumreår og med kæmpe sommerfugle i maven stod og trykkede hånd med rektor på Vor Frue Plads.

Alle nye københavnske universitetsstuderende gav hånd til Ove Nathan inde på Frue Plads dengang. Jeg kunne godt lide alvoren omkring det. Jeg kunne godt lide, at blive budt velkommen. Det betød noget. Jeg er stadig den dag i dag, helt overrumplet over, at jeg fik lov, at det lykkedes, at denne her lille bondeknold fra langt-ude-på-landet kunne få lov til at komme ind.

Jeg var den første nogensinde i min familie, der satte mine ben på Københavns Universitet. Alle mine bedsteforældre var kloge, belæste og arbejdsomme (også min mormor og farmor arbejdede). De var mennesker med gode værdier, god smag og de var gode til at lave mad – og alle var de fuldkommen uden uddannelse. For to generationer siden var uddannelse uopnåeligt for mange. Også dem, der havde evnerne.

Mine forældre blev lærere. Efter at have kæmpet lidt for det, fordi mesterlære lå mere ligefor. Min mor var en kort tid på kontor, min far var en tid i en forretning, som i øvrigt lå i de lokaler, hvor jeg senere var tjener (på Cafe Victor). Han hadede hver dag næsten lige så meget, som min mor hadede sine dage på forsikringskontoret. De elskede at læse. De ønskede brændende, at få lov til at lære mere. Og de endte med at lave et oprør, vi slet ikke forstår omfanget af i dag: De gik på seminariet. Hvor de mødte hinanden.

Mine forældre elskede bøger. Jeg er vokset op med bøger. Når jeg rydder op i mit hus, er det bøgerne, jeg har mest arbejde med at rydde op i. Der er bøger alle vegne. Biblioteksbøger. Nye bøger. Gamle bøger. Men selv om jeg er vokset op med bøger og har det, at søge viden og diskutere noget, man har læst, som det jeg husker bedst fra mine forældre, så var det på ingen måde naturgivent, at jeg skulle komme til at studere. De akademiske ambitioner, der er en selvfølge for mine børn, tager det åbenbart mange generationer at opbygge. Mine børn og deres venner  – min ældste bliver student næste sommer – taler helt selvfølgeligt om at tage lange uddannelser. Og forstår ikke, hvor heldige de er. Man kan ikke forklare dem det. At vi bor i et land, hvor bedsteforældre- og oldeforældre-generationer har sørget for, at der blev gratis uddannelse til alle deres efterkommere. Det er lige så smukt, som når gamle mænd planter træer, som de ikke selv vil komme til at se vokse.

Jeg kommer fra landet og har arbejdet for andre fra jeg var 13-14 år. Passet dyr. Serveret. Lavet mad. Ordnet have. Gjort rent. Da jeg flyttede til byen som 19-årig var det for at arbejde. Ikke for at gå videre i uddannelsessystemet. Heldigvis var fjumreår almindelige dengang. Man måtte godt bruge tid – flere år – på at finde ud af, hvad man ville og hvad man var god til, mens man arbejdede og fik smæk af den virkelige verden. For mig var det helt uundværligt. Jeg fandt ud af flere vigtige ting. 1. Når man ikke har en uddannelse, er det meget svært at få mere end 67 kr i timen (dengang) og man skal lave meget fysisk arbejde for sine penge. 2. Hvis man kommer ind på en uddannelse, så får man lov til at læse og studere alt muligt, der interesserer en (og senere kan man få et sjovt job, man ikke bliver fysisk træt af). Det kan synes som nogle meget indlysende pointer omkring uddannelse. Men jeg var, kan jeg konstatere, så umoden, at det tog mig et par år at regne den ud.

Lige da jeg blev student tænkte jeg, at uddannelse sikkert var kedeligt og at det da var supersmart at være tjener til 67 kr i timen. Nu cykler jeg gennem byen. Jeg kender restauranterne indefra. Jeg ved, hvordan man tjener penge på at servere, skænke op og lave mad. Men jeg fik lov til at lave noget andet. Jeg fik lov til at få en uddannelse og komme på universitetet, som de unge, jeg ser på Frue Plads nu. Og jeg er evigt taknemmelig.

Ovenstående er min klumme fra denne uges udgave af SØNDAG. Hermed online.

Facebook kommentarer

Signe Wenneberg

Signe Wenneberg er forfatter og foredragsholder - samt uafhængig journalist. Udkommer på egne platforme. Er især at finde på Instagram - her på bloggen - og på Facebook-siden. Følg med hvis du interesserer dig for hverdagsaktivisme, dyrevelfærd, bæredygtighed, ressourcer, hus og have, mad og madspild.

Pin It on Pinterest

Tak fordi du deler...