Hermed min seneste klumme i ugebladet Søndag. Bragt på opfordring. Det
UGEBLADET SØNDAG: Hvad er der nu galt med omhu og omtanke? Nærmest råber min veninde i telefonen. En mand, vi ikke skal komme nærmere ind på her, kunne godt være en lille smule mere omhyggelig med at vise omhu og omtanke. Så er der ikke sagt for meget.
Mens jeg talte i telefon var jeg ude i den fineste vintersol og fiskede et brev frem fra postkassen. Sirlig skrift. Brevet var fra 84-årige Tora. Hun ville bare lige takke mig for min nye bog om altaner (hun er med i den og har selvfølgelig modtaget den). Hun kom med en grundig analyse og kommentarer til billeder overalt i bogen. Hun havde gjort sig umage, skrevet et langt brev med den smukkeste håndskrift og det gør mig så glad. Hvorfor jeg selvfølgelig gør mig umage og svarer tilbage (og sender en ekstra bog, hun kan bruge som gave).
Tora er ikke alene om at gøre mig glad. I denne weekend har jeg modtaget flere mails og sms’er fra folk, jeg ikke kender, som har været så flinke, at de ville takke mig for den ene eller anden bog eller et foredrag, de har hørt et sted i landet for nylig. Eller også vil de lige dele noget, de har tænkt over, som kunne have min interesse. Deres omhu gør mig meget glad. Jeg bliver altid inspireret af menneskers generøsitet. Mennesker, der orker at give noget af sig selv – ikke fordi de skal, men bare fordi de har lyst. Jeg oplever heldigvis, at mænd og kvinder i alle aldre gør det. Men de ældste – som nu Tora – er nok alligevel dem, der er dygtigst til at huske nærværet.
Det er så lidt, der skal til, for at vi kan gøre andre mennesker glade. En kop te stillet på et natbord om morgenen hos kæresten. En opringning, en sød sms, en lille opmærksomhed. En dør, der bliver åbnet. En pose, der bliver båret. Et venligt ord. Og det spreder sig som ringe i vandet. Nogle kalder det Karma. Når A gør noget godt for B, gør B noget godt for C. Der gør noget godt for D. Sådan at verden bliver et bedre sted.
Jeg er ikke af den opfattelse, at man kan gøre sig for meget umage. Man kan heller ikke være for meget. Man kan derimod være for lidt, som den mand, min veninde fortalte om i telefonen er det for tiden. Han gør sig ikke umage og viser ikke omhu. Og der er ingen undskyldninger. For man kan faktisk systematisere venlighed, hvis man gerne vil være sikker på at udvise omhu og godt ved, at man har hovedet andre steder.
Den gamle Hr. Rettidig Omhu – Maersk – gjorde noget, jeg tit har tænkt på og som fint kan kopieres af manden fra telefonen. Maersk havde den ide, at hans kone skulle have blomster hele livet. Han elskede sin Emma meget højt. Og for at være sikker på, at der var orden i sagerne og rettidig omhu, så fik han blomsterne sendt med bud hver eneste fredag. Så havde hun dem til weekenden. Nu kan det godt være, at nogen tænker, at det må da være lidt uromantisk og trivielt, at vide, at man modtager blomster på samme ugedag hele livet. Men omvendt. Traditioner er smukke. Det binder os sammen. Det er det, der er så hyggeligt ved at have kendt et andet menneske – om det er en kærlighed, en ven eller en søskende – i lang tid. Man kender hinandens vaner og ved hvad man kan forvente. Og blomster hver fredag fra en skibsreder er vel ikke det værste.
Den gamle Hr. Møller døde jo næsten 100 år gammel og overlod roret til sin skønne datter. Der sidste år viste os alle hvilket stof hun er gjort af, da hun besluttede at donere en milliard til folkeskolen – så lærerne i folkeskolen kan blive dygtigere til glæde for børnene og dermed for samfundet og fællesskabet. Det er ikke en Opera i sten og glas, det er Omhu og Omtanke til gavn for mennesker. Det gør mig glad. Og jeg fortæller historien til min veninde i telefonen, der brokker sig over den verdensfjerne mand. For det er vigtigt, at viste rettidig omhu.
Kan du glæde nogen med din omhu i dag?
