Du og jeg, Alfred

Mens jeg skriver disse linjer aer jeg min gamle kat Alfred for noget nær sidste gang. Jeg græder og hvisker ”du og jeg, Alfred, du og jeg” – som Emil sagde til karlen i Lønneberg. Vi kigger ud på Alfreds have, hvor en solsort finder et rødt æble. Jeg læser og skal tænke over vigtige sager i dag, fordi jeg lige er blevet medlem at Etisk Råd. Det handler om liv og død og etiske dilemmaer. Og her ved mit skrivebord sættes det alt sammen i perspektiv af Alfred. De gamle ord om, at ”alt hvad man behøver at vide, kan man lære af sin kat” har aldrig været mere sande…

Denne mandags etiske dilemma er personligt og frygteligt. Som den slags er. 10-årige Alfred har nyresvigt, gigt, han er dehydreret, han er dement og så har han sukkersyge ligesom min ældste søn. Modsat min søn kan Alfred ikke rigtig reddes af insulin på grund af hans dårlige nyrer, så senere i dag skal vi til dyrlægen. Og jeg er ked af det.

Jeg har haft katte hele mit liv. I nat vil være første gang i 45 år jeg skal sove uden visheden om at have en kat.

Før Alfred havde vi Rosa – som var mild, blid og langhåret og fra Tisvilde og som fødte fire fine kuld killinger. Alfred var en ud af tre røde brødre, som blev født inde under min yngste søns barneseng. Alfred var dobbelt så stor som sine to stribede brødre og han var grådig og pivet. Han ville kæles og han ville have bryst hele tiden! Mine sønner var små bitte børn dengang og de legede med de tre røde brødre hver dag og til sidst skulle killingerne gives videre til andre søde børn. Sådan som alle de andre killinger i hele mit liv altid er blevet givet videre. Alfred blev givet væk tre gange. Og kom hjem tre gange. Han skreg og hylede i op til en uge, når han kom hjem til andre, indtil de opgav og sendte ham hjem. Til sidst gav vi op og Alfred lagde sig til sin vrangvillige mors bryst – han var nu næsten lige så stor som hende, men fik bryst og var glad. Og vi gik og grinede lidt af vores tossede killing, der ikke ville flytte. Og vi elskede ham for det. Rosa fik endnu et kuld killinger og Alfred hjalp med alt som den sødeste storebror.

Siden blev Rosa væk. En dag var hun her bare ikke mere og kom ikke lige meget hvor mange uger og måneder vi blev ved med at lede, kalde og sætte sedler op. Og så var vi heldige, at vi havde Alfred tilbage, for så havde vi stadig lidt af Rosa. En dag blev han kastreret og fik for meget bedøvelse, så vi hentede en slingrende, halvsovende kat med hjem fra dyrlægen – og vi vrælede når han faldt omkuld i græsset og vi endte med at tilkaldte en af legekammeraternes mor, der er overlæge i anæstesi. Hun beroligede os med, at Alfred bare sov…

En dag fik vi hund. Til Alfreds store irritation. Vi kaldte ham Emil, for i historien om Emil er Alfred og Emil bedste venner. Og sådan gik det også her, hund og kat spiste og sov sammen og kyssede om morgenen. Men Alfred styrede.

Alfred havde sit lille herredømme her i kvarteret. Vi fik sommetider skældud, når han havde været for grov ved

små, søde, nye katte på vejen. Vi blev tossede på ham, når han tog en fugl eller et egern, men vi roste ham, når han holdt huset og nabohusene fri for mus.

Nogle gange, når vi ikke kunne finde ham, måtte vi rundt til naboerne for at lede. Ofte fandt jeg ham sovende veltilpas i Axels bedste tv-stol, mens nabo-Axel selv sad på kanten af en fodskammel og sagde ”lad ham dog”. Andre gange lå han og fyldte i overboernes dobbeltseng og de sendte mig billedbeskeder. Da drengene blev for store til at bruge deres hytte i trætoppen overtog Alfred den. Hytten er fyldt med puder og kattehår og er blevet Alfreds eget sted.

Sidste vinter blev Alfred forpint. Ryggen gjorde ondt og den ti kilo tunge delvise skovkat måtte ligge med rumpen på radiatoren hver nat, i stedet for at suse rundt og passe territoriet. Han blev vrissen overfor nye børn, der ikke kendte hans smerter. I år blev det værre. Synet svigtede, han drak hele tiden, han holdt helt op med at gå ud. Han blev tyndere, svageligere og sov hele tiden. Og til sidste begyndte han at tisse på komfuret og i badekarret og slæbte sig rundt. Hvornår er et liv værd at leve? Hvornår er det god etik at afslutte et godt langt værdigt katteliv? Hvornår er nok nok? Det er i dag. Mine tårer triller. ”Du og jeg, Alfred, du og jeg”.

Ovenstående er min seneste klumme fra Ugebladet Søndag – den er hermed langt på nettet efter ønske fra en læser.

PS. Alfred fik en fin urne af træ og blev bisat ude i staudebedet, vi kigger tit hen mod hans lille sted og en ny kat er kommet inde fra en nabohave og har taget haven til sig.