“Spis Din Have” vandt Mad+Medier-prisen som Årets Bog. Her på min blog er et gratis kapitel (bragt, da jeg deltog i en Debat på DR2).

rp_425737_10150596979602909_117609792908_9116672_47971173_n-300x2831.jpg

Fra forbrug til bæredygtighed – hvad er situationen i dag?

Vi har brug for en ny måde at tænke fødevareforbrug på.

Nogle gange, når man skriver om haven, så synes jeg, at man er nødt til at begynde et helt andet sted. Man er nødt til at starte, om ikke ved Adam og Eva (som betyder “jord” og “liv”), så med noget grøn kontekst. Fordi haven, det at dyrke jorden, er en del af noget større. Haven er jo ikke bare blomstrede havehynder, tuttenuttet gyng-gang i hængekøjer og hvilken farvenuance af tulipaner skal vi i grunden vælge i år … Haven er fandenfløjtemig vigtigere end det.

Haven er vildt vigtig! Vi kan få det bedre udendørs af haveterapi. Vi kan blive dobbelt så hurtigt raske, hvis vi har en grøn udsigt – eller hvis vi i stedet for at komme på hospital med svær stress, tilbringer tid i haveterapeutiske omgivelser. Haven kan en hel masse!

Vores børn kan have udendørs klasseværelser i haverne, og dem har de brug for, hvis de vil vide noget om biologi, flora, fauna, fotosynteser og tyngdekraft. Vi kan have motionsrum derude, også kaldet hårdt havearbejde. Vi kan som nævnt få det bedre selv, men verden kan også blive et bedre sted at leve, hvis vi dyrker jorden omkring os på en anden og mere bæredygtig måde.

Mange af os er bekymrede over klimaforandringerne. Der er næppe nogen tvivl om, at vi står overfor et stort skifte: Hvor vi må tænke forbrug – også af fødevarer – og transport og forurening på en helt anden måde. Vi må ændre den gamle måde at tænke på. Vi kan ikke løse de problemer, vi har nu med den historiske økonomiske krise og vores enorme klimaudfordringer, med de selvsamme værktøjer, som skabte kriserne. Mere forbrug er ikke løsningen.

Vi lever i spændende tider. Alting forandres. I al den tid jeg har levet – siden 1968 – har vækst været godt. Vi skulle vokse, være større, være rigere. Vi er gået fra industrisamfund, til videnssamfund, til netværkssamfund, til ja, hvor er vi egentlig nu? Og vi lever stadig med industrisamfundets normer og værdier kodet ind i os – og i vores forbrug, i vores haver og i måden, vi lever vores liv. Alle de kloge taler om vækst. Og om at få gang i forbruget. Mens vi burde tale om at gøre tingene på en helt ny måde. Fordi der er grænser for vækst.

Vi glemmer at stoppe op og sige: hov, hvad er meningen. Ikke mere forbrug, men klogere forbrug.

Vi glemmer også meningen med haven. Haven med den fint klippede græsplæne, der bliver rituelt klippet en gang om ugen af en maskine, der bruger olie og benzin. Hvorfor egentlig?

Eller når nogle grønne planter, vi kulturelt set har besluttet os for er forkerte, og som vi derfor kalder for ukrudt, bliver overhældt med Roundup (gift, som trænger ned i grundvandet, ved vi nu), blot fordi vi bedre kan lide nogle andre grønne

rp_Skærmbillede-2012-02-08-kl.-08.24.354-238x300.png
planter. Hvad er egentlig meningen?

CITAT: Hvad er ukrudt? En plante, hvis gode egenskaber endnu ikke er blevet opdaget.

Ralph Waldo Emerson, legendarisk forfatter, 1878

KØKKENHAVEN & BRUTTONATIONALPRODUKTET

Vi er begyndt at være opmærksomme på miljøet. På klimaforandringerne. På klimaudfordringen. På energiudfordringerne. På fødevarekrisen. På fortidens syndere. På nutidens syndere. På rent drikkevand. På biodiversitet. Og på at alle de faktorer, der gør, at et stort og flot BNP ikke spiller på de andre parametre, som mange af os også synes er vigtige.

For er det nu egentlig så sundt, at brugen af fossile brændsler og afbrænding af kul tæller positivt på BNP – selv om det efterlader os med problemer med luftforurening, sur regn, erosion, mindre regn, færre arter, klimaforandringer, klimakatastrofer, ekstrem-vejr, stigning i vandstand og permafrost, der smelter?

Er det nu egentlig sundt, at produktion altid er positivt, når vi gør regnskabet op? Også når produktion forurener vores fælles vandressourcer eller bruger ekstreme mængder af vores alle sammens begrænsede kilder til rent drikkevand?

Er det nu egentlig så sundt at tænke, at vækst og produktion altid er positivt, når vækst og produktion slider på naturen, naturens ressourcer og udrydder arter og ødelægger naturområder?

Er det nu egentlig så sundt, at det tæller positivt på et lands BNP at fælde skov – også regnskov – selv om det tæller meget negativt på klodens forbrug af C02?

Eller at det tæller positivt i BNP-regnskabet, at der er naturkatastrofer i et land, fordi der så kommer gang i genopbygningen, selv om det tæller meget negativt for mennesker, samfund, natur og miljø. Det samme gælder i øvrigt krig, der også tæller positivt.

Dengang man fandt på at måle et lands formåen i BNP, da hvilede de økonomiske teorier på, at der var ganske få mennesker på jorden, ganske få, der krævede en tilværelse, hvor de både kunne bruge køleskabe, biler, knallerter, græsslåmaskiner, toiletter, toiletpapir, regntøj og gummistøvler. Der var temmelig få transportmidler og til gengæld uudtømmelige naturressourcer, en absurd tro på at alle fremskridt var fantastiske.

Nu er tiden som bekendt en anden. Heldigvis.

Der er nu flere og flere, som taler om, at den eneste vækst, der er mulig i det 21. århundrede, er en

rp_img_2459-300x224.jpg
bæredygtig vækst.

I skrivende stund bliver vi syv milliarder mennesker på kloden. Med mindre der sker noget meget uforudset, vil verdens befolkning snart vokse til ni og ti milliarder mennesker, der skal have mad hver dag (allerede i 2050).

Vi er nødt til at være smarte, når vi tænker på, hvordan vi løser det faktum, at hele verdens befolkning skal have mad, vand og en eller anden grad af (god) energi.

Hvis vi ikke finder ud af at vokse på en grøn og bæredygtig måde, så kommer dette århundrede – og vores børns liv – til at være præget af meget store klimaudfordringer, meget stor hunger på verdensplan og mange konflikter omkring knaphed på ressourcer. Sultne og tørstige mennesker med sultne og tørstige børn vil ikke respektere grænser og privat ejendomsret. De vil være dødligeglade med, om træer fældes, om søer udtørres, om truede dyr spises, og om de er med til at forurene: De vil have mad. Inden de dør af sult. Vi ser allerede den første klimakrig udspille sig i Afrika, hvor kampen om maden og vandet er på liv og død efter tre år uden regn i Østafrika. I Afrika, Kina, Pakistan og Indien ser vi, hvordan pigefostre, pigebørn og kvinder må lade livet (fordi de ikke får mad, ikke får lægehjælp), fordi familier prioriterer drenge og mænd, når der er mange munde at mætte. Menneskerettigheder er det første, der forsvinder, når der er knaphed på mad.

Hvis vi vil overleve det her scenarie, skal vi holde op med at tale om vækst og forbrug. Vi må i stedet tænke sikkerhedspolitik sammen med klimapolitik, som vi må tænke sammen med nødhjælp som empowerment (et ord, der endnu ikke findes på dansk, men som betyder: at give styrke til) af kvindelige grøntsagsdyrkere og græsrødder. Vi må støtte i form af gratis prævention og gratis grøntsagsfrø til tredje verden. Vi skal være færre mennesker på jorden, som skal slås om de begrænsede fødevarer. Og os, der er her, skal globalt set holde op med at få så mange børn, og vi skal frembringe fødevarer selv.

Vi er snart ti milliarder mennesker. Og vi skal alle sammen have mad.

Man taler om vores fødevarers fodspor; Carbon Footprint, kaldes det. Hvor mange af naturens ressourcer har vi forbrugt på at skaffe os mad? At spise kød er noget af det mest belastende for klimaet, fordi køer skal spise så utroligt meget, der først skal dyrkes, derpå transporteres for til slut at blive serveret for køerne, inden de bliver slagtet selv, transporteret, pakket, kølet, opbevaret – og måske spist. Hvis vi da ikke kommer til at smide det hakkede oksekød ud, fordi det blev for gammelt, før vi fik set os om, og så har vores footprint i den grad være omsonst.

Udviklingen går altid fremad, siger man. Ligesom man automatisk har tænkt, at vækst også bare er noget, vi skal have mere af. Udviklingen går frem, frem, frem. Den går ikke i cirkler. Men måske gør den alligevel. For først var der landbrugssamfund. Så kom industrialiseringen, og nu kommer der faktisk landbrugssamfund i de tidligere industrihøjborge rundt omkring i den industrialiserede verden. Rundt om i videnssamfundene.

Det ses eksempelvis i Detroit i USA. En by, som i mange år har været konge af bilproduktion, men hvor man nu har måttet sadle om, efter at bilindustrien er gået rabundus i den økonomiske krise, der har sendt tusinder ud i arbejdsløshed, hjemløshed og armod. Nu satser man på landbrug og urbant landbrug i store centrale kollektive fødevareproduktions-gårde midt i byen. I haverne, der før var til henstilling af biler, opfordres de økonomisk trængte borgere i Detroit nu til at dyrke mad. Et andet eksempel er Cleveland – endnu en tidligere industrihøjborg, hvor folk på grund af finanskrise og arbejdsløshed nu forlader deres hjem i tusindtal. Der er i dag 20.000 forladte huse og grunde i Cleveland, hvor haverne er lavet om til et fælles økologisk eksperiment, der tjener tre formål: Folk har noget at være fælles om. Der kan dyrkes mad i haverne til alle dem, der mangler. Og Cleveland ser ikke så spøgelsesagtig ud, som hvis 20.000 haver/grunde stod upassede hen. I New York Times har jeg læst, at byplanlæggere og bystyrer har lignende initiativer på vej i Michigan, Ohio, Philadelphia (40.000 forladte haver) og mange andre steder…  (fortsættes i bogen “Spis din have”)…

Er siden jeg postedet dette indlæg blevet inspireret af dette… http://www.information.dk/496945

Og jeg har læst dette indlæg mange gange – fordi en stor tænker nu bruger mest tid på sin have, det virker for ham som det mest rationelle lige nu. http://www.information.dk/483407

 

GemGem

Facebook kommentarer

Signe Wenneberg

Signe Wenneberg er forfatter og foredragsholder - samt uafhængig journalist. Udkommer på egne platforme. Er især at finde på Instagram - her på bloggen - og på Facebook-siden. Følg med hvis du interesserer dig for hverdagsaktivisme, dyrevelfærd, bæredygtighed, ressourcer, hus og have, mad og madspild.

Pin It on Pinterest

Tak fordi du deler...