Pathos er tilbage!

Min seneste klumme fra Ugebladet Søndag hermed online!

Jeg har opdaget noget vigtigt. Pathos er tilbage! Det måtte jo komme og det er selvfølgelig præcis, hvad vi har brug for

her i vores del af verden. Efter kolde, griske, væmmelige årtier med fokus på personlig vinding, friværdi, what’s-in-it-for-me, navlepilleri, ekstremsport, selvhjælp (hvad med de andre?), alle-har-ret-til-et-fedt-køkken (næh), isterningkøleskabe (hvorfor?), spabadekar, terrassevarmere (snup en sweater), overophedning, bankkrak, fedmeepidemi, nervemedicin, overforbrug, klimakrise, finanskrise og en milliard andre I-lands-problemer oplever vi nu et skift. Ja, lad os bare gå hele vejen og kalde det et paradigmeskift. Vi taler anderledes sammen. Der er plads til mere medfølelse. Måske takket være revolutionen på de sociale medier og i de nye fællesskaber, der gør, at vi følger flere menneskers glæder og kvaler og kan sætte os ind i mange flere menneskers situationer. Vi er tæt på og i daglig kontakt.

I en lang periode har vi set alt for meget til Ethos og Logos og alt for lidt til Pathos. Verden er forandret og der er blevet plads til ikke bare at vise følelser og tale med hjertet. Men også til nye ismer. Væk fra kapitalisme og narcisisme – og over til mere altrusisme (gøre noget for andre) og utilitarisme (tænke i mest lykke til flest muligt i alt hvad man gør). Og vi bliver alle mødt med dilemmaer hver dag, hvor vi kan gøre en positiv forskel hvis vi er empatiske.

Som nu forleden dag i toget. En ung pige havde fik en helt urimelig bøde på 800 kr (billetsystemet i udu). Det var hele resten af månedens madbudget og hun græd (pathos) fra Nordhavn til Nørreport. Hvor en jakkesæt-mand snuppede bøden og sagde: ”Den tager jeg mig af” (empati).

Eller som da jeg forleden fik en mail fra Miljøstyrelsen hvor pathos og empati højst overraskende havde sneget sig ind: ”jeg kan godt sætte mig ind i at du som selvstændig, vil have svært ved…”.

Jeg har lige siddet og rodet i statistisk for min blog. Hvad tror du mit mest læste blogindlæg fra sidste år handlede om? Mad? Have? Kommunikation? Nej. Den handlede om, hvor meget jeg havde grædt, da min elskede eks-burhøne døde. Den blev læst – hold nu fast 200.000 gange – og var fyldt med pathos. Maggie døde. Jeg skrev om det og folk læste med og reagerede med stor medfølelse og venlighed.

Kan du huske Johanne Schmidt-Nielsens raserianfald sidste sommer? Kan du se Pia Kjærsgaard vise følelser? Ja, ikke? De to fløjpartier har dygtigt omfavnet pathos. De taler med følelser. De viser empati. De sætter sig i andre menneskers sted. Vi kan være enige eller uenige i deres holdninger, men retorikken virker. Og skulle man tilbyde Helle Thorning-Schmidt og alle andre, der forsøger at holde sig til at være køligt rationelle, som man var det i 00’erne, bare et godt råd, så ville det være: Pathos. Tiden er kommet til at tale med pathos, til at vise følelser, til at være empatisk (som kommer af det græske ord for ind + følelse).

Jeg tror, vi kommer til at græde mere og grine mere og mærke mere. Jeg tror, vi kommer til at opleve en opblomstring af frivillighed (vi ser det allerede) i alt fra vågekoner, der sidder ved døende til indsamlinger til fordel for frysende, til ulønnede naturvejledere, der viser børn verden, fordi de synes det er vigtigt. Jeg tror, vi kommer til at se meget mere til græsrodbevægelser, små flokke af engagerede mennesker, der føler for noget og skaber små og store fællesskaber, som handler om noget andet end at pille i egen navle eller løbe egen maraton og nå egne mål. Det handler måske om klimaaktivisme, delefællesskaber, genbrug, økologi, børneforsamlingshuse, skolehaver, havregrødsuddeling ved heldagsskoler, dyrevelfærd, burhønsebefrielsesfronter. Patetisk, nej. Fremtiden.

Kom, lad os være patetiske! Livet er kort. Lad os ikke forspilde en eneste chance for at være flinke og medfølende. Hvor vi end er og hvem vi end er. Pathos er tilbage!

 

SLUT